11. SEPTEMBER 2001 // #5 AF TEMA – Da 2.996 mennesker blev dræbt i USA den 11. september 2001, kunne ingen – end ikke de 19 piloter, der stod bag de koordinerede angreb – forudse, hvilke politiske og menneskelige konsekvenser, det på sigt ville få for landene i Mellemøsten. Yasmin Abdel-Hak forsøger her på årsdagen at tegne et billede af det spor, terrorangrebet på World Trade Center har trukket gennem Mellemøsten de seneste 20 år.
Mellemøsten fik om noget sted på jorden konsekvenserne at mærke: Fra invasionen af Irak, til fjernelsen af en diktator samme sted, dannelsen af Islamisk Stat og organisationens terrorregime i Syrien og Irak, tortur af politiske fanger i Abu Ghraib-fængslet og hemmelige CIA-fængsler af anholdte terrormistænkte. Alt sammen i terrorbekæmpelsens navn.
Geopolitisk er Mellemøsten tilsvarende ændret i sine interregionale magtdynamikker. I dag er regionen domineret af to ikke-arabiske aktører; Iran og Tyrkiet, samt golfstaterne og disses tætte samarbejde med Israel. Det er alle stater, som i dag står langt stærkere i regionen end nogensinde før. Hvis USA havde regnet med, at krigen mod terror samtidig ville kunne få gjort indirekte kål på Irans position i regionen, tog man fejl. Iran står stærkere end nogensinde før. Og de fleste af landene er porøse som aldrig før.
Krigen mod terror medførte Operation Freedom – invasionen af Irak
Kort tid efter angrebene i september 2001 fulgte den amerikanske invasion af Afghanistan. Præsident Bushs krigserklæring mod global terror havde imidlertid ikke kun fokus på Afghanistan, men tillige Irak. For at retfærdiggøre en amerikansk invasion, var det dog nødvendigt at skabe et politisk narrativ om Saddam Hussein som en trussel mod USA’s sikkerhed. Selve grundtanken bag den daværende præsident George W. Bushs doktrin i krigen mod terror var først og fremmest at sikre USA mod fremtidige angreb.
Formuleringen i Bushs doktrin var:
“to remove a regime that developed and used weapons of mass destruction, that harbored and supported terrorists, committed outrageous human rights abuses and defied the just demands of the United Nations and the world”.
Powell fremførte i sin tale den 5. februar 2003, at USA havde konkrete beviser på, at der blev produceret masseødelæggelsesvåben i Irak, hvorfor en invasion af Irak var nødvendig
Irak blev invaderet af amerikanske tropper den 20.marts 2003 med den officielle begrundelse, at Iraks leder, Saddam Hussein, angiveligt skulle være i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, der udgjorde en fare for USA’s sikkerhed.
En farce i Sikkerhedsrådet
Udenrigsminister Colin Powell nød en høj grad af troværdighed internationalt set og blev derfor udvalgt af Bush til at fremlægge de såkaldte beviser for dette for FN’s Sikkerhedsråd. Dette var det afgørende argument og grundlag for Sikkerhedsrådets godkendelse af den amerikanske invasion af Irak.
Powell fremførte i sin tale den 5. februar 2003, at USA havde konkrete beviser på, at der blev produceret masseødelæggelsesvåben i Irak, hvorfor en invasion af Irak var nødvendig. Et argument, som sidenhen viste sig at være uden hold i virkeligheden. Landet havde ikke masseødelæggelsesvåben.
Bush-administrationen blev efterfølgende kritiseret for at have fremsat vildledende påstande om både masseødelæggelsesvåben og en forbindelse mellem Saddam Hussein og al Qaeda. En forbindelse, som alle efterretningstjenester konsekvent afviste. FN’s Generalsekretær kaldte invasionen ulovlig under international lovgivning og et brud på FN´s Charter.
Sågar den efterfølgende 9/11 kommission kom til samme konklusion, at der aldrig havde været en forbindelse mellem Saddam Hussein og al-Qaeda.
Invasionen var allerede fastlagt
Men da udenrigsminister Colin Powell fremlagde de såkaldte beviser for masseødelæggelsesvåben for FN’s Sikkerhedsråd, var datoen for invasionen allerede fastlagt. Denne skribents kilde havde allerede to måneder forinden oplyst, at datoen for invasionen var på plads, selv før teorien om masseødelæggelsesvåben blev introduceret som det afgørende argument for invasionen.
Invasionen ville blive gennemført den 20. marts 2003. Denne dato viste sig at holde.
Ganske vist kom landet af med dets diktator. Men om landet fik frihed og demokrati kan diskuteres
Kort efter invasionen gik landets diktator, Saddam Hussein, i skjul, men blev tilfangetaget den 13. december samme år. Han blev siden ført for en irakisk domstol og henrettet tre år senere.
Invasionen den 20.marts 2003 sluttede officielt 15. december 2011. Invasionen af Irak kom til at koste dyrt: 4572 amerikanske soldater blev dræbt i Irak i perioden fra invasionen i 2003 til 2019, mens civile irakiske tab anslås at være et sted mellem 150.000 – 1.033.000 alene i de første fem år af konflikten. Heri er ikke taget højde for de mange tusinde sårede, invaliderede og traumatiserede hjemvendte amerikanske soldater og tilsvarende civile irakere.
Ganske vist kom landet af med dets diktator. Men om landet fik frihed og demokrati kan diskuteres. For selvom USA brugte milliarder af dollars på at genopbygge Irak på alle fronter, var landet præget af voldsom uro i mange år frem til 2011.
Den tiltagende uro og modstand mod amerikansk tilstedeværelse i landet fra 2003 krævede en fortsat krigsførelse mod en række forskellige oprørsgrupper. Både CIA og det amerikanske militær gjorde brug af tortur mod irakiske fanger i det berygtede fængsel Abu Ghraib, som ligger 32 kilometer vest for Bagdad.
Samme regering havde tillige udarbejdet et yderligere notat om, at reglerne for afhøring af politiske fanger ikke var omfattet af Geneve Konventionen
Abu Ghraib var allerede inden den amerikanske tilstedeværelse i landet notorisk berygtet for at gøre brug af tortur mod politiske modstandere af regimet. Efterfølgende irakiske regeringer er også ganske bekendt med brugen heraf. At det amerikanske militær og CIA imidlertid valgte at videreføre den tradition, gør blot Bush-doktrinens mantra om kampen mod terror dybt tragisk.
De amerikanske soldaters anvendelse af tortur i forbindelse med tjenesten i Abu Ghraib blev dokumenteret i vidt omfang. Der findes særdeles righoldig fotodokumentation for de utallige måder, hvorpå de irakiske fanger blev udsat for tortur, ydmygelser og voldtægt. Og selvom der kom et retsligt efterspil for en del af de involverede soldater, var deres adfærd egentlig ikke ulovlig, for det amerikanske militær havde allerede i 2002 – altså før invasionen af Irak – udarbejdet det såkaldte Tortur Memo, der lovliggjorde brugen af tortur i kampen mod terror.
Samme regering havde tillige udarbejdet et yderligere notat om, at reglerne for afhøring af politiske fanger ikke var omfattet af Geneve Konventionen. Dermed var vejen åbnet for både CIA’s hemmelige fængsler rundt om i verden og brugen af Guantanamo-basen til opbevaring af terrormistænkte fanger.
Hvis præsident Bushs erklærede krig mod terror skal vurderes i dag, må den siges at være tabt
POV har anmeldt den nylige dokumentar om fangen Muhamedou Slahi fra Guantanamo Basen, hvor han sad i 14 år uden rettergang. I dokumentaren In Search of Monsters følger man den tidligere fange og hans møde med sine tidligere fangevogtere og torturbødler. For også her blev der gjort brug af regeringsgodkendt tortur mod fangerne som lovligt middel i kampen mod terror. Der sidder endnu i dag 39 fanger i fangelejren.
Den tidligere CIA-agent, Amaryllis Fox, beskriver i sin erindringsbog Mit liv undercover den paradoksale situation, når man i indsatsen for at bekæmpe en fjende, selv tilsidesætter alle fundamentale menneskerettigheder i en iver efter at vinde over “den anden”, fjenden. I sin refleksion over egen andel i den evige diskurs “dem og os” anfører Fox: husk, den anden er dig.
Bevares, udtrykket “i krig gælder alle kneb” kommer naturligvis ikke ud af ingenting, men det er tragisk, at man i sin iver efter at bekæmpe terror selv skaber grundlaget for en ny generation af mennesker, der har svært ved at se logikken i amerikansk/vestlig ageren i Mellemøsten. Hvis præsident Bushs erklærede krig mod terror skal vurderes i dag, må den siges at være tabt. Der siges at være 3-5 gange højere risiko for terrorangreb i dag end for 20 år siden.
Forskellen, siger han, er vi tolererer civile tab for at få jer ud af vores land. Og I tolererer civile tab for at kunne blive her
Jakob Sheikh kommer i sin nyligt udgivne bog Vi tabte netop med samme vurdering. Vesten tabte kampen mod terror, fordi man fra starten ikke forstod selve grundpræmissen i terrorismens DNA, nemlig Vestens rolle og historiske ageren i Mellemøsten. Amaryllis Fox gengiver i sin bog en samtale med en jihadist med adgang til al-Qaeda, som hun prøver at få med til at afværge et terrorangreb: “Forskellen, siger han, er vi tolererer civile tab for at få jer ud af vores land. Og I tolererer civile tab for at kunne blive her”.
Jakob Sheikh har samme pointe i sin bog, nemlig at Vesten stadig ikke har forstået, at jihadismens mål ikke er Vestens endeligt, men snarere enden på vestlig tilstedeværelse i den islamiske verden. Heri ligger en verden til forskel. Hvis vi til stadighed holder fast i den første fastlåste anskuelse, er vi ikke kommet videre i vores tilgang til jihadisme, og slet ikke i forhold til bekæmpelse af terror.
Der går en direkte tråd fra invasionen af Irak i 2003 til amerikanske troppers tilbagetrækning i 2011 og Islamisk Stats opståen. Med tilbagetrækningen af amerikanske tropper opstod et politisk vakuum i Irak, som terrorbevægelsen meget effektivt formåede at lukrere på og udnytte. Der findes omfattende litteratur og dokumentation om Islamisk Stats rædselsregime. På sit højdepunkt dominerede terrorbevægelsen 40% af Irak og siden en tredjedel af Syrien.
At Islamisk Stat blev bekæmpet ved hjælp af amerikanske droner og finansiering af kurdiske tropper i det nordlige Irak og Syrien samt tyrkiske tropper, betyder ikke at Islamisk Stat er elimineret. Tværtimod ser mange terroreksperter, at jihadisme i dag står stærkere i dag end for 20 år siden.
Det geopolitiske landskab i Mellemøsten i dag med tre nye magthavere
Det geopolitiske landskab i Mellemøsten er væsentligt anderledes i dag end for 20 for år siden. Stater som Libyen, Syrien og Yemen er særdeles skrøbelige efter mange års borgerkrig. Egypten har i dag, 10 år efter sit “arabiske forår”, udskiftet én diktator med en endnu hårdere en af slagsen. Hvor landet tidligere fungerede som politisk højborg for panarabiske tanker, har Egypten i dag lukket sig om sig selv. Libanon er reduceret til en stat på sammenbruddets rand.
I dag kan man groft sagt opdele regionen i tre sfærer ledet af Iran, Tyrkiet (begge ikke-arabiske) og golfstaterne med deres tætte samarbejde med Israel. Med militser i Irak, Syrien, Libanon og Yemen er Iran på mange måder en langt større stakeholder i Mellemøsten end nogensinde før. Irak, Syrien og Libanon er langt mere porøse end nogensinde før, og må i dag reelt betragtes som iranske klientstater.
Begge har et noget anstrengt forhold til de to andre nye storaktører i regionen, Iran og Tyrkiet. Begge ser på Hizbollah i Libanon, Hamas i Gaza-striben, Islamisk Stat og Det muslimske broderskab med mistro
Selvfølgelig kan alt ikke føres tilbage til invasionen i 2003. For alle landenes vedkommende gælder naturligvis også et eget ansvar, herunder viljen til at bekæmpe korruption, inkompetence, ligegyldighed og magtsyge. Alt sammen forhold, der underminerer ethvert skridt i retning af velfungerende statsopbyggelse på et demokratisk grundlag.
Men specifikt for Iraks vedkommende kan mange af landets dårligdomme føres direkte tilbage til invasionen i 2003, der trækker spor op til landets nuværende yderst skrøbelige fundament. Irak i dag er på mange måder en skrøbelig stat, der kæmper for egen overlevelse, med iranske militsers tilstedeværelse, og tyrkiske tropper, der ånder regeringen i nakken for at holde styr på de kurdiske bevægelser i Nordirak.
Erdogans ambitioner i Mellemøsten overfor Israel og Emiraterne
Tyrkiet har ligeledes en langt større politisk rolle og tilstedeværelse i regionen end for 20 år siden. Med tropper i det nordlige Irak, i Syrien og i Libyen er landet en stadig stærkere aktør i regionen. Erdogans ambitioner om en tyrkisk tilstedeværelse i Mellemøsten må på mange måder siges at være gået i opfyldelse.
Den tredje nye magthaver i regionen er De Forenede Arabiske Emirater (UAE), som efter underskrivelsen af Abraham-aftalen med Israel formentlig vil blive den nye stærke aktør i området. De to stater har nemlig en del fælles politiske interesser, og ikke mindst fælles fjender.
Begge har et noget anstrengt forhold til de to andre nye storaktører i regionen, Iran og Tyrkiet. Begge ser med dyb mistro på Hizbollah i Libanon, Hamas i Gaza-striben, Islamisk Stat og Det Muslimske Broderskab. De har med andre ord en del sikkerhedspolitiske interesser til fælles. Hvordan denne intradynamik mellem disse nye aktører vil udvikle sig henover regionen, vil kun tiden kunne vise.
Det bør om noget fortælle os, at statsdannelse kan være en langsom og smertefuld proces selv uden udefra kommende staters indblanding
Det er tilsvarende bemærkelsesværdigt, at det tidligere tætte samarbejde mellem Saudi-Arabien og golfstaterne fremstår noget ustabilt i dag. På mange måder synes Saudi-Arabien at være blevet sat på sidelinjen i det politiske magtspil over regionen. Landets ambitiøse kronprins, Muhammed bin Salman, må på nuværende tidspunkt siges at have tabt kampen overfor Iran.
En region med identitetskrise
I dag er Mellemøsten en region i dyb identitetskrise, med totalitære regimer, skrøbelige stater på sammenbruddets rand, og befolkninger, der er traumatiserede af års borgerkrig og med fundamentale mangler indenfor sundhed, uddannelse og livsvilkår. Alt sammen fundamentale bestanddele for opbygning af et velfungerende samfund. At der reelt er to nye ikke-arabiske magthavere i området, som historisk set er foragtede af alle de arabiske stater, gør blot krisen dybere.
Samtidig står Iran i en langt stærkere position i regionen end tidligere. Det var næppe hensigten fra amerikansk side
Uanset hvorledes landene i regionen vil tage fat i deres statsopbygning, vil det tage mere end 20 år: Historien viser, at mange gange tager det op mod 100 år. Bare se på Frankrigs historie; fra den franske revolution i 1789 og frem til 1892 gennemlevede landet otte forskellige styrer: tre monarkier, to kejserdømmer og tre republikker baseret på 14 forskellige forfatninger.
Det bør om noget fortælle os, at statsdannelse kan være en langsom og smertefuld proces selv uden udefra kommende staters indblanding.
Blev USA bedre sikret fremover mod terrorangreb end for 20 år siden? Nej, tværtimod affødte invasionen af Irak en lang og ulyksalig kædereaktion i regionen, der i dag har gjort en lang række af de ovenfor nævnte stater langt mere skrøbelige end før. Samtidig står Iran i en langt stærkere position i regionen end tidligere. Det var næppe hensigten fra amerikansk side.
Hvis man kan sige, at verden – 20 år efter – har lært noget set i bagklogskabens ulideligt klare lys, må det være: At de 19 flykaprere den 11. september 2001 næppe havde forudset, at deres handlinger ville føre til rystelser i hele Mellemøsten i de følgende 20 år.
LÆS FLERE AKTUELLE ANALYSER AF YASMIN ABDEL-HAK HER
Topfoto: Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her