MEDIEKRITIK // DEBAT – Hvornår blev det omstridt, at en besættelse er ulovlig, spørger Dines Boertmann, som følger op på den mediedækning, hans kritik i POV af DR har medført.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Betyder det noget, om DR skriver “ulovlig besættelse”, når der skrives på dr.dk om den israelske besættelse af Vestbredden?
Næppe, for ni ud af ti tænker sikkert, at det er lidt som at sige “et ulovligt mord”, “et ulovligt røveri”, “en ulovlig lovovertrædelse” – altså sprogligt overflødigt, dobbeltkonfekt, en pleonasme.
DR’s udlandsredaktør har forsikret om, at der ikke har været tale om nogen form for udefrakommende pres … Med dét fastslået er der så kun en anden mulig forklaring tilbage: en redaktionel fejlvurdering
Betyder det så noget, at DR sletter ordet “ulovlig” i artikler, hvor der har stået “ulovlig besættelse”, kalder det en fejl og beklager og lægger en rettelsestekst øverst i artiklerne, hvor der står “Spørgsmålet er omstridt. Derfor var formuleringerne for kategoriske”?
Fejlvurdering i DR’s redaktion?
Ja, jeg mener, at når man udtrykkeligt fjerner ordet “ulovlig”, beklager og betegner det som omstridt, baner man vej for en opfattelse af begrebet besættelse, som strider mod almindelig semantisk og etymologisk forståelse af termen “besættelse”.
Og jeg mener, at rettelsen den 15. november – revideret den 23. november, hvor også beklagelsen blev slettet – er en fejl, der tildeler Israels synspunkt samme valør som stort set resten af verdens og FN’s Generalforsamlings opfattelse: at besættelsen af Vestbredden er ulovlig.
Derfor kritiserede jeg den 6. december her i POV DR’s udlandsredaktør, der står for rettelsen, og spekulerede i kommentaren over, hvorfor og hvordan rettelsen overhovedet blev til.
Min kritik har nu været diskuteret på to forskellige radiostationer, og her har DR’s udlandsredaktør forsikret om, at der ikke har været tale om nogen form for udefrakommende pres. Det kan man lytte til i DR’s mediemagasin, Tabloid, her samt i to omgange på Radio24Syv.
En besættelse er ulovlig i udgangspunktet, hvis den er følgen af en aggression. Aggression er per definition ulovlig i henhold til gældende international ret, og dermed er også besættelsen ulovlig
Med dét fastslået er der så kun en anden mulig forklaring tilbage: en redaktionel fejlvurdering.
Jurister er ikke enige
Opmærksomheden må derfor rettes mod det folkeretlige spørgsmål.
DR’s udlandsredaktør har oplyst, at man har talt med tre eksperter. To af dem har i en eller anden grad været forbeholdne over for at bruge betegnelsen “ulovlig”, før den internationale domstol ICJ har udtalt sig. ICJ afgiver en såkaldt rådgivende vurdering tidligt næste år efter anmodning fra FN’s Generalforsamling.
En af de tre eksperter, Marc Schack, som er lektor ved Jura på Københavns Universitet, har efterfølgende meldt sig i debatten på X (førhen Twitter) og i Radio24syv. Han siger, at han vil være “tilbageholdende” med at betegne besættelsen som “ulovlig”, når spørgsmålet ikke er behandlet af ICJ.
Han mener samtidig, at besættelsen “formentlig” vil blive erklæret ulovlig, og at han ikke ville vælge at bruge ordet “omstridt”. Se hele tråden her:
Den tredje mand
Den tredje af de adspurgte jurister er formodentlig af samme opfattelse som de mange andre jurister med ekspertise i folkeret, der mener, at den israelske besættelse må betegnes som ulovlig ud fra gældende folkeret, også uden en kendelse fra ICJ. Det er dem, jeg støtter min kritik på.
Begge rapporterne – de to links ovenfor – rummer et meget stort antal yderligere kildehenvisninger og citeringer.
Israel har i 56 år afværget og modstået international kritik via juridisk skyggeboksning og sproglige fortolkningsøvelser med rygdækning fra USA’s vetoret i Sikkerhedsrådet
Argumenterne kan sammenfattes som følger:
En besættelse er ulovlig i udgangspunktet, hvis den er følgen af en aggression. Aggression er per definition ulovlig i henhold til gældende international ret, og dermed er også besættelsen ulovlig.
- I forhold til Israels besættelser efter Seksdageskrigen i 1967 er de altså i udgangspunktet ulovlige, da Israel åbnede krigshandlingerne. Men da Israel hævder, at forebyggende angreb kan tolkes ind under retten til selvforsvar, er det fair nok at lade juristerne vurdere argumenterne.
Principielt kan en besættelse i forlængelse af lovligt selvforsvar være lovlig, indtil FN’s Sikkerhedsråd har forholdt sig til situationen; konkret er det dog centralt, at Sikkerhedsrådets resolution 242, november 1967, pålagde Israel at trække sig tilbage fra territorier besat under Seksdageskrigen. - Til gengæld siger juristerne, at Israels annektering i 1967 af Østjerusalem for det første er ulovlig i sig selv og for det andet ophæver et eventuelt selvforsvarsargument.
Konsekvensen er, at besættelsen måske blev ulovlig, da Israel ekspanderede Vestjerusalems kommunegrænse i juni 67, måske ved de facto annekteringen og Sikkerhedsrådets resolution 252 i maj 1968, men definitivt og uomtvisteligt ved de jure-annekteringen i 1980.
- Krænkelser af bestemmelser i Genevekonvention IV kan være grundlag for en selvstændig vurdering:
Infrastruktur-projekter; beslaglæggelser af ejendom; eksproprieringer og andre handlinger, der gør besætterens tilstedeværelse permanent; befolkningsforflytninger; etablering af bosættelser; anvendelse af forskellige retsnormer for befolkningsgrupperne er blandt de parametre, der enkeltvis og/eller tilsammen kan gøre en besættelse ulovlig, fordi de ikke opfylder et eventuelt selvforsvarsarguments betingelser om umiddelbarhed, proportionalitet og nødvendighed. Det er således et vink med en vognstang, at muren, som Israel har opført inde på den besatte Vestbred, blev erklæret ulovlig af ICJ i 2004. Se også denne sag fra ICJ her. - Befolkningens “umistelige ret til selvbestemmelse” er en bærende søjle i FN’s Charter. At annullere den med en militær besættelse er i sig selv et brud på gældende international ret.
- Endelig er der tidsfaktoren; en besættelse bliver ulovlig, når den ikke længere opfylder selvforsvarsbestemmelsens betingelser.
En varighed på (nu) 56 år viser en grad af konsolidering, der – sammen med de to førnævnte punkter – demonstrerer, at besættelsesmagten de facto har annekteret dele af eller hele territorier.
Så er vi tilbage ved argument nr. 2, at annektering i sig selv er ulovlig og nulstiller alle argumenter, der teoretisk kunne legalisere opretholdelse af besættelsen med henvisning til selvforsvars-bestemmelserne.
Konsekvenser
Der er med andre ord en talstærk juridisk sagkundskab, som mener, at besættelsen er ulovlig.
En kendelse i ICJ handler derfor primært om at forstærke presset på Israel – og på verdens øvrige stater, der med en formel kendelse vil være nødt til at revurdere samarbejde, samhandel m.m. med Israel. Det er af samme grund, at USA i årtier har brugt sin indflydelse til at holde spørgsmålet væk fra ICJ.
At kalde det “omstridt”, at besættelserne fra 1967-krigen er ulovlige, er at give de israelske forhalingsmanøvrer medløb og støtte en forestilling om, at sagen har to sider, der er ligeværdige
Dermed handler sagen og min kritik om, hvilket billede DR kommer til at understøtte med en udtrykkelig pointering af, at det er “forkert” at betegne Israels besættelse som ulovlig – alene fordi “borger xyz” har klaget.
Israel har i 56 år afværget og modstået international kritik via juridisk skyggeboksning og sproglige fortolkningsøvelser med rygdækning fra USA’s vetoret i Sikkerhedsrådet.
At kalde det “omstridt”, at besættelserne fra 1967-krigen er ulovlige, er at give de israelske forhalingsmanøvrer medløb og støtte en forestilling om, at sagen har to sider, der er ligeværdige.
Andre magter vil i øvrigt med garanti være tilfredse med, at også deres besættelser kan få status som “omstridte”.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her