MELLEMØSTEN// ANALYSE – Da Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan fornylig valgte at omdanne Hagia Sophia fra museum til moské, reagerede det meste af verden. Men Hagia Sophia er blot en lille brik i et større politisk spil, som handler om langt mere end religion og verdens kulturarv. Det handler om politik, olie og magten i Mellemøsten, skriver POV’s Mellemøsten-analytiker, Yasmin Abdel-Hak.
Fornylig besluttede Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan at konvertere Hagia Sophia fra museum til moské.
Det følger Tyrkiets såkaldt højere administrative domstols annullering fra 1. juli i år af en afgørelse fra 1934 om, at Hagia Sophia skulle ændres fra moské til museum. En afgørelse, der på daværende tidspunkt i 1934 var helt i tråd med det moderne Tyrkiets grundlægger og landsfader Mustafa Kemal Atatürks ambitioner om at gøre Tyrkiet til en sekulær stat.
Med den nye beslutning synes landets nuværende præsident Erdogan at have taget endnu et skridt væk fra den sekulære statsmodel
Oprindelig var bygningen en græsk-ortodoks katedral, senere blev den en romersk-katolsk domkirke og efter grækernes generobring af byen i 1261 blev den igen en ortodoks kirke. Efter tyrkernes erobring i 1453 omdannede sultanen den til moské.
Med den nye beslutning synes landets nuværende præsident Erdogan at have taget endnu et skridt væk fra den sekulære statsmodel.
Historien om Hagia Sophia
Lad os se nærmere på den imponerende bygnings historie, der krediteres for at have ændret arkitekturens verdenshistorie.
Hagia Sophia blev bygget af den byzantinske kejser Justian I mellem 532-537, og var hovedkirken for det byzantinske rige. Den blev brugt i forbindelse med indsættelse af byzantinske kejsere.
Kirken overlevede diverse jordskælv og erobringer, og har været underlagt de skiftende magthavere, indtil den efter græsk generobring af byen atter blev græsk ortodoks.
Da Osmannerne erobrede byen i 1453 blev kirken efterfølgende omdannet til moské. Den unge Sultan Mehmet II skulle angiveligt have spurgt kirkens øverste om lov til at købe den for at omdanne den til en moské. Om det var et tilbud, der så at sige var svært at afslå, melder historien selvsagt ikke noget om.
Men det ændrer ikke ved, at sultanen rent faktisk valgte at købe Hagia Sophia til trods for, at han som erobrer af byen bare kunne have beslaglagt den. Han skulle angiveligt have betalt af egen lomme, og salgsdokumenterne siges at være opbevaret i de historiske arkiver. Det er på baggrund af netop disse dokumenter, at konverteringen til museum i 1934 siges at være ulovlig.
Åbningen af Hagia Sophia som moské handler ligeså meget om symbolpolitik, om gendannelsen af Tyrkiet som stormagt, om Erdogan som præsident og hans selviscenesættelse som den store landsfader, der igen sætter tyrkisk aftryk på hele regionen
Hagia Sophia er på listen over UNESCO Verdenskulturarv, og er om noget symbolet på det byzantinske rige og storhed. Ikke uventet ses den ortodokse kirke Hagia Sophia som en del af den historiske rigdom og kulturarv.
Af samme grund har især Grækenland og Rusland reageret kraftigt på Tyrkiets beslutning om at åbne Hagia Sophia som moské igen. Grækenland har kaldt beslutningen for en “åbenlys provokation” fra Tyrkiets side, mens Rusland har anført, at konverteringen bestemt er “en fejl, som ikke vil bringe nationer sammen, men tværtimod blot skabe yderligere konflikt”.
Det er sådan set korrekt set, og det synes også at være intentionen.
Storpolitiske ambitioner og adgang til Libyens olie
For åbningen af Hagia Sophia som moské handler nemlig ikke kun om konvertering af et museum til en moské. Det handler ligeså meget om symbolpolitik, om gendannelsen af Tyrkiet som stormagt, om Erdogan som præsident og hans selviscenesættelse.
Og det handler ikke mindst om adgangen til Libyens olie og om at lægge hindringer i vejen for den såkaldte EastMed pipeline, som Grækenland og Cypern sammen med Frankrig og Israel har arbejdet på at få etableret via Libyen. Det er et projekt, som Erdogan med sin tilstedeværelse i Libyen, arbejder hårdt på at forhindre skal blive en realitet.
Det er imidlertid problematisk med Erdogans iver; mens han lufter sine storpolitiske ambitioner i Mellemøsten, har han samtidig skabt sig en lang række fjender
Set i dette storpolitiske spil er Hagia Sophia blot en lille brik, som først og fremmest skal ses som en torn i øjet på den ortodokse kirke i både Rusland og Grækenland.
Nøgleordet synes at være Libyen. Her har Tyrkiet et tætpakket program kørende for sig, som jeg har skrevet om her:
En gordisk knude: Mellemøstens mange aktører har fået nyt spillerum i Libyen
Siden Tyrkiet i januar i år indsatte tropper i Libyen, har de haft travlt med at bekæmpe general Haftars styrker. Tyrkiske tropper har generobret den strategisk vigtige al-Waytiya luftbase, ligesom landet har indgået diverse aftaler med overgangsregeringen om adgangen til Libyens olie.
Erdogan: Tyrkiet kan ikke stoppes som regional stormagt
Det er i det hele taget travle tider for Erdogan i disse dage; landet har også tropper i både i det nordlige Irak, i Idlib i Syrien, som Deniz Serinci har skrevet om i POV senest her, alt imens tyrkiske tropper støtter den FN-anerkendte regering i Libyen, som gennem en årrække har kæmpet om magten mod general Haftar.
Generalen støttes af blandt andet Rusland, Saudi-Arabien, Ægypten og Frankrig. Fornylig annoncerede Erdogan, at Tyrkiet er ustoppeligt og vil blive den nye stormagt i regionen. Det er immervæk et udsagn, der vidner om selvtillid udover det sædvanlige hos ærgerrige regeringsledere.
Det er imidlertid problematisk med Erdogans iver; mens han lufter sine storpolitiske ambitioner i Mellemøsten, har han samtidig skabt sig en lang række fjender. Med konverteringen af Hagia Sopfia cementerede han blot endnu en gang det anstrengte forhold, Tyrkiet har til både Rusland, Grækenland og Cypern.
Spørgsmålet er, hvor langt Erdogans ambitioner kan føre ham med så mange politiske modstandere i farvandet. Storpolitiske drømme kan på sigt vise sig at blive farlige for Tyrkiets præsident
Hans rolle i Libyen skaber ikke kun problemer i forhold til Rusland, som støtter general Haftar og dermed er imod Tyrkiets støtte til den FN-anerkendte regering. Erdogans rolle giver også problemer i forhold til Frankrig og igen Grækenland, Cypern og nu også Israel, fordi Erdogan prøver at hindre realiseringen af EastMed Pipeline projektet.
Også Ægypten er stærkt utilfreds med Tyrkiets tilstedeværelse i Libyen. Landet har allerede ved flere lejligheder raslet med sablerne, og taler nu om en militær trussel fra Tyrkiet fra den tyrkiske side af grænsen op til Ægypten.
Præsident Erdogan er med andre ord en herre, der i sit kølvand får skabt sig langt flere fjender end venner. Spørgsmålet er, hvor langt Erdogans ambitioner kan føre ham med så mange politiske modstandere i farvandet. Storpolitiske drømme kan på sigt vise sig at blive farlige for Tyrkiets præsident.
LÆS FLERE ANALYSER OM MELLEMØSTEN FRA YASMIN ABDEL-HAK HER
Topfoto: Gerd Altmann, Pixabay.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
