Drømmerejsen ændrede alt: Chayas sceneskift fra New York til Israel

af i Mellemøsten/Rejse

MIGRANTERNE #5 // PORTRÆTSERIE – En rejse til Israel ændrer Chaya Tickers liv. Hun forlader sit trygge jødiske nabolag i New York for at skabe et nyt, jødisk liv i et land, hvor hun må klare sig selv. Hun vil være israeler. I artikelserien Migranterne der har skabt jødernes hjemland møder vi fem vidt forskellige israelske jøder, der er migreret af vidt forskellige årsager på vidt forskellige tidspunkter – hver og en med deres egen migrationshistorie.

En Facebook-besked lander på mobilen. Det er en gruppebesked fra en af Chaya Tickers venner. Hun kigger på beskeden: “Bed for Israel, de lider under knivoverfald”. Hun husker episoden, som en af de gange, hun har været allermest bange. For i tiden op til har hendes Facebook været fyldt med videoer af knivoverfald i Jerusalem, den by hun bor i, og nu også i gruppebeskeden med vennerne.

– Jeg var virkelig nervøs. Jeg var så bange, at jeg ikke turde gå alene hjem fra mit arbejde, fortæller Chaya Ticker.

Hun afinstallerer Facebook fra telefonen. Hun er nødt til at komme videre og leve sit liv, men hun er stadig mærket den dag i dag. Selvom det er cirka fem år siden, kigger hun sig gerne for en ekstra gang, hvis hun ser noget mistænkeligt. Facebook er fortsat bandlyst på telefonen.

Selvom byen adskillige gange siden har oplevet knivoverfald, terror og mange optøjer, bor Chaya stadig i Jerusalem. Hun er blevet der, selvom hendes fødeby ligger flere tusinde kilometer væk. Oprindeligt er hun fra USA, men hun migrerede som teenager for at blive en del af det israelske samfund og for at praktisere den jødiske kultur, hun altid har været en del af og vokset op med i New York.

Jøderne i USA

Amerikanske jøder udgør det største jødiske samfund uden for Israel med en befolkning på næsten 6,9 millioner fordelt over hele USA.  De to største jødiske befolkningsgrupper befinder sig i staterne Californien og New York.

Af de mange amerikanske jøder er det kun et fåtal, som årligt emigrerer til Israel. I 2017 udvandrede 2248 amerikanere til Israel, men hvorfor gør de det?

Nogle amerikanere kommer af religiøs overbevisning, fordi de kan leve et mere rigt jødisk liv i Israel. Nogle ønsker at leve i et majoritetssamfund med andre jøder, der taler hebraisk og vil hellere opdrage deres børn i et større samfund end som minoritet i et anderledes samfund
– 
Eli Lederhendler, professor i amerikansk jødisk historie, The Hebrew University of Jerusalem

Chaya Ticker, som barn foran sit hjem i Flatbush i New York. Privatfoto.

Reglernes samfund

Chaya Ticker vokser op i det jødiske kvarter i Brooklyn i New York kaldet Flatbush med sine forældre og tre søskende. I kvarteret ser man butikskilte på hebraisk. Kosher står der. På gaden hilser man på hinanden, og om fredagen, når solen er gået ned, og sabbatten indtræder, holder man middagsselskaber med folk fra nabolaget.

– Jeg følte mig som del af det jødiske samfund. Hvert kvarter har sine egne problemer, men jeg følte mig godt tilpas og er meget glad for, at jeg kommer fra Flatbush, fortæller Chaya Ticker, som i dag er 25 år.

Hendes familie lever i krydsfeltet mellem ortodokse og moderne jøder. Familien går i synagoge hver uge, moren dækker sit hår med hat, faren går med kalot. I hjemmet bliver der spist kosher, som er den mad, det er tilladt at spise ifølge jødiske spiseregler.

Men ikke kun maden er der regler for. Også på den jødiske skole, hvor Chaya Ticker går, er der regler for, hvordan man skal gå klædt.  Man må aldrig gå i stramt tøj eller uden sokker, ingen store øreringe eller neglelak. I stedet skal alle være ens klædt. En nederdel med en skjorte og håret opsat.

Det bliver nøje understreget i Chayas skole, at ens omdømme vil blive forringet, og at man ikke vil blive gift, hvis man ikke klæder sig anstændigt. Det er Chaya Ticker godt træt af. Hun synes ikke, det er retfærdigt, at man skal dømmes så meget på den måde, man klæder sig på.

– Jeg kunne ikke lide idéen om, at jeg ikke måtte lave fejl som 12 eller 13-årig, der kunne ramme mig senere, når jeg gerne ville giftes, husker hun.

Når Chaya ikke er i den jødiske skole, er der fart på i fritiden, for hun synger, går til ballet og tager lektioner i skuespil.

– Jeg har altid elsket scenen, elsket at optræde, synge, spille skuespil og danse.

Chaya Ticker er en del en amerikansk teatertrup, der kun optræder for kvinder. Foto: Mia Dernoff.

 

Den kreative interesse holder Chaya Ticker stadig fast i: I dag spiller hun guitar, synger og skriver sange. Men en stor del af fritiden går også med at være aktiv i den amerikanske teatergruppe The Women’s Performance Community of Jerusalem. Det er en kvindeteatertrup, som kun optræder for kvinder.

Israel er en gave

Da Chaya Ticker nærmer sig de 12 år, holder hun ’Bat Mitzvah’. Det er en jødisk fejring af at et ungt menneske, der indtræder i de voksnes rækker, hvorved man bliver ansvarlig for sit eget religiøse liv. Chaya holder en fest og får i Bat Mitzvah-gave af sine forældre en tur til Israel, som ændrer alt.

Hun rejser til Mellemøsten med sin mor og søskende. De bor fem uger i moderens lejlighed i byen Kirayat Araba på Vestbredden. Chaya Ticker lever sig ind i den israelske kultur ved at øve sig på den hebraiske udtale, og på sabbat tager hun i ungdomsgruppe. Hun er populær blandt sine nyfundne venner og føler sig virkelig som en del af fællesskabet.

– Vi levede som de lokale. Vi plejer at sige, det var fem ugers aliyah [definition for jødisk indvandring til Israel, red.], siger Chaya Ticker.

Overtalt af Israel

Ferien slutter, som alle andre ferier, og Chaya Ticker er igen tilbage i Flatbush, hvor hverdagen går videre. Men hun er ikke længere den samme. Hun er forandret, for hun er faldet pladask for den israelske mentalitet og kan ikke glemme Israel.

– Jeg følte bare, at jeg var en del af noget, at jeg hørte til. Jeg kunne lide den måde, folk var klædt på, den måde folk talte på, og den måde de levede deres daglige liv på.

En dag bladrer Chaya Ticker tilfældigt i nogle jødiske magasiner. Pludseligt ser hun en annonce for en skole. Der står, at man kan komme til Israel og studere. Der er den. Muligheden. Lige foran hende.

– Jeg viste artiklen til min mor og sagde, jeg bliver nødt til at gøre det, sådan er det, fortæller hun.

Fra den anden side af jorden, griber Chaya Tickers mor telefonen og kontakter skolen i Israel, men skolen synes, hun er alt for ung og skal vente til året efter. Chaya Ticker klør på i skolen og får plantet Israel-idéen i sin venindes hoved. Efter noget tid ansøger de begge om en plads på skolen. Denne gang lykkes det.

Ventetid skrumper ind

Chaya Ticker lander i lufthavnen Ben Gurion, i Israel sammen med en gruppe elever, som også er en af det uddannelsesprogram, hun skal følge. Privatfoto.

Dagen kommer, som Chaya Ticker har ventet over et år på. Hun er 14 år og står i John F. Kennedy-lufthavnen. Hun skal ikke på ferie eller af sted med sin familie, hun skal til Israel for at følge sin drøm.

Dørene lukker i flyet og nervøsiteten breder sig hos hende. Hun er spændt og tænker: Det er nu, der er ingen vej tilbage. Flyet går i luften, krydser Atlanten og lander i Tel Aviv i Israel.

Hun begynder på Naalé, et jødisk gymnasium. Men efter tre måneder begynder drømmebilledet at krakelere. Hun kæmper med at blive optaget i en israelsk klasse, og hun tager timer i basis-hebraisk, selvom hun allerede kender sproget. Endelig får hun lov til at komme i en anden klasse, hvor de taler hebraisk, men det er heller ikke lykken.

Det svært at være Chaya Ticker. Hun er omgivet af højrøstede teenagepiger med piercinger og anderledes tøj. Hun føler slet ikke, hun passer ind.

– Det var skræmmende at opleve. Jeg havde aldrig set mennesker, der var så anderledes end mig, det tog et stykke tid, før jeg så igennem det, og så menneskerne i stedet.

Chaya Ticker vil ikke længere gå på Naalé. Hun har ingen venner, synes hun. Men med et råd fra hendes mor ændrer situationen sig, og Chaya begynder at lede efter nye venner, som ligner hende mere. Hun kommer igennem gymnasiet, består sin eksamen og bliver student. Efter et kort ophold i USA tager hun tilbage til Israel med et israelsk pas i hånden. Hun emigrerer til Israel og laver nu rigtigt aliyah, indvandring.

Chaya Ticker lander i lufthavnen og migrerer officielt til Israel. Privatfoto.

Jagten på den hellige by

Chaya Ticker vil i National Service, som er et alternativ til den israelske hær. Hun prøver at finde et job i Jerusalem, men uden held. I stedet vender hun kompasset mod byen Bet Shemesh, 40 kilometer fra Jerusalem, hvor hun bliver frivillig rådgiver i en NGO, som hjælper folk under fattigdomsgrænsen til en bedre tilværelse.

– Jeg elskede jobbet. Det var en utrolig livsforandrende erfaring for mig, det var en velsignelse at få lov til at opleve et andet fællesskab i Israel.

Da hun har fuldført National Service, bliver hun optaget på universitetet All Women’s Colleges, hvor hun studerer Teater, Uddannelse og Jødiske Studier. Nu er tiden for alvor kommet til at bevæge sig mod den hellige stad, for livet på landet er ikke helt Chaya, hun er en rigtig bypige. Hun kan lide, at butikkerne har åbent til sent, at der er aktiviteter i hverdagen og ikke mindst at det går lidt stærkt. Det kan Jerusalem tilbyde, så her slår hun rødderne ned i en lejlighed og flytter ind med israelske bofæller.

– Jeg er single, så jeg har brug for et fællesskab, en vennegruppe og mennesker tæt på mig. Hvis jeg boede et sted, som var mere familieorienteret, eller hvis jeg boede et sted alene, så ville jeg ikke have folk at hænge ud med og bruge tid sammen med. Jeg ville føle mig ensom.

Kærlighedens kalotter

En velour, en hæklet, en silke. De mange forskellige kalotter kan signalere, hvilken type jødedom en mand praktiserer. Dem spotter Chaya Ticker, når hun skal date. Men datinglivet er en udfordring, når man hele tiden er omgivet af kvinder, for så er det svært at møde mænd.

– I mit jødiske samfund er målet at blive gift ung, gerne i starten af tyverne. Den måde, vi møder hinanden på, er for eksempel ved at gå til sabbat-måltider, tage til toralæsning eller tage på tur.

Chaya Ticker vil gerne finde en mand at dele fremtiden med i Israel, men hun ønsker ikke at starte forfra i USA, efter hun har skabt sin tilværelse her. Selvom hendes familie er i New York, er hendes liv i Israel. Men at være israeler udelukker ikke at være amerikansk, for hun føler, hun er et godt mix af dem begge.

– Jeg har venner her, jeg har et liv her. Jeg ved ikke hvorfor, jeg skulle tage tilbage.

Jeg er vild med kulturen og mentaliteten her. Jeg føler, den største tilknytning er her.

For Chaya Ticker giver livet bare meget mere mening i Israel. Hun synes, hun bliver et mere givende menneske, mere ærligt og generelt et bedre menneske. Hendes tilhørsforhold til USA var bundet op på fællesskab og familie, men Israel kan noget andet.

– I Israel føler jeg, at jeg er del af noget, der er større end mig selv. Jeg lever for noget større end mig selv, hver dag. Jeg lever en drøm, som er 2000 år gammel – nemlig at komme tilbage til Israel.

Chaya Ticker i den teatersal, hun øver sig til det næste teaterstykke, hun skal være med i. Foto: Mia Dernoff.

Tora, tro og taknemmelighed

Chaya Ticker arbejder til daglig med PR for Naalé, som er det skoleprogram, hun selv kom til Israel med. Ved siden af arbejde og teater er der også plads til, at hun dyrker sin gud. Et øjekast fra vinduet i hendes lejlighed ligger en synagoge, men det er ikke der, Chaya bruger sin tid, for hun foretrækker at tage længere væk, lidt uden for byen. For her kan hun møde andre unge og afprøve nye harmonier, når de synger fællessang, og så er bønnen ret god, synes hun.

– Den måde, som jeg ser forbindelsen med gud på, er at være taknemlig for, hvad du har, og at man kan spørge efter ting. Jeg tror, at gud giver os gode ting, og vil have os til at bruge det gode og maksimere det i verden, siger Chaya Ticker.

Chaya Ticker er vokset op med at holde sabbat om lørdagen, siden hun var helt lille: Privatfoto.

 Som mange andre jøder, holder Chaya Ticker sabbat om fredagen; en tradition, hun er opvokset med, og som for hende er en hellig dag. Hun slukker telefonen og er uden for elektronikkens rækkevidde.

– Sabbat giver mulighed for at samle mennesker og få dem til at sidde sammen, som man normalt ikke har tid i løbet af ugen. Man taler med hinanden, man har ingen distraktioner med telefonen, jeg føler mig meget heldig, at jeg har det.

Hun beder gerne en bøn og tænder et lys, og en gang imellem spiser hun challah-brød, et flettet brød, som bliver bagt til sabbatten.

– Jeg er stolt af at være jøde, det giver mig mening i livet. Jeg ved ikke, hvem jeg ville være uden jødedommen. Det er så stor en del af min identitet, at jeg ikke kan se mig selv ikke være jøde.


Artikelserie: Migranterne der har skabt jødernes hjemland

Når du tænker på Israel, hvad tænker du så? På konflikten med Palæstina? Jødernes ret til at bo i Israel eller palæstinensernes ret til det samme? Antisemitisme eller antiislamisme? Eller på området som religiøst knudepunkt?

Uanset hvad er konflikten bundet sammen med området som en gordisk knude. Selvom Israel på jordoverfladen er mindre end Jylland, fylder landet mediespalterne med tryksværte og sociale medier med emojis. Det gælder både splid med naboerne; Libanon, Syrien, Jordan eller Egypten – og en eskalering af konflikterne med dem, der kræver samme lille stykke land – palæstinenserne i Gaza, på Vestbredden eller i det, der nu hedder Israel.

Men har du nogensinde tænkt på, hvem disse jøder egentlig er? Svaret er lige så broget som landet og har ført til lige så meget indre splid mellem de israelske jøder, som mellem dem og omverden.

De flere millioner jøder, som har lavet Aliyah, hvilket betyder at migrere til Israel, kommer fra alle verdens hjørner. Ligesom migranter i Danmark har de lige så mange integrations-udfordringer og kulturkampe. Nogle af dem oplever racisme. Andre ulighed. Og det selvom staten Israel i modsætning til Danmark modtager de migrerende jøder, deres trosfæller, med kyshånd.

I denne artikelserie kan du møde fem vidt forskellige israelske jøder, der er migreret af vidt forskellige årsager på vidt forskellige tidspunkter – hver og en med deres egen migrationshistorie.


Hovedfoto: Mia Dernoff.

Amalie Klitgaard er journalist og uddannet fra Syddansk Universitet i 2019. Hun fokuserer især på længere artikler og portrætter og har bl.a. arbejdet hos kulturredaktionen ved Fyens Stiftstidende og sidenhen på TEKNIQ Arbejdsgivernes tre magasiner Electra, Dansk VVS & Industri & Teknik. I dag studerer hun en MA i International Multiemedia Journalism i Beijing. Du kan følge hende på Instagram: amalie_klitgaard

Mia Dernoff er journalist og uddannet på Syddansk Universitet 2019. Hun er autodidakt fotograf og bruger meget af sin tid på fotografiske projekter. Siden 2017 har hun arbejdet som frivillig helårlig ansvarshavende fotoredaktør for Orange Foto på Roskilde Festival. Hun har en stor interesse for Mellemøsten og rejser ofte dertil. Du kan følge hendes aktiviteter på www.miadernoff.com

Seneste artikler om Mellemøsten