Lars Erslev Andersen: Hvad vil man med palæstinenserne?

i Mellemøsten/Politik & Samfund af

ANALYSE – Mens den arabiske verdens ledere raser over USA’s beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad, er de folkelige reaktioner i de palæstinensiske selvstyreområder overraskende begrænsede: palæstinenserne har mistet tilliden til sine egne ledere og troen på fremtiden. Det skriver seniorforsker Lars Erslev Andersen i denne nekrolog over Osloprocessen og stiller spørgsmålet: Hvad vil man med palæstinenserne?

Fredagen efter præsident Trumps erklæring om, at USA anerkender det udelte Jerusalem som Israels hovedstad, var af de palæstinensiske ledere udråbt til ”Vredens Dag”: Palæstinensere skulle strømme i gaderne til store demonstrationer og udtrykke deres protest over beslutningen.

Men om aftenen kontaktede en undrende journalist mig og fortalte, at hun lige havde været i kontakt med sin korrespondent, der kunne fortælle, at et internationalt pressekorps på 300 journalister og kamerafolk, der stod parat til at dække optøjerne i Jerusalem, primært var vidne til nogle egentlig ganske beskedne demonstrationer. Hvorfor nu det, spurgte hun? Hvorfor er der ikke meget mere aktivitet, når nu de palæstinensiske ledere har erklæret dagen for en ”Vredens Dag”?

Nu kan vi selvfølgelig ikke vide om der de kommende dage og uger udvikler sig større demonstrationer og mere voldsomme optøjer. Men sammenlignet med reaktionerne efter den israelske politiske leder Ariel Sharon 28. september 2000 samlede en gruppe internationale korrespondenter og gik op på Tempelbjerget og erklærede Jerusalem for en til evig tid jødisk by, var ”Vredens Dag” bemærkelsesværdig rolig.

Al-Aqsa Intifadaen

Sharons mediebegivenhed, der blev udslagsgivende for den såkaldt 2. Intifada, Al-Aqsa Intifadaen, blev iscenesat i forlængelse af de sammenbrudte forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne på den amerikanske præsidents landsted Camp David. Her havde den israelske premierminister Ehud Barak og lederen af det Palæstinensiske Selvstyre (Palestinian Authority, PA) Yassir Arafat forhandlet om en ”endelig løsning” på Palæstinakonflikten.

Forhandlet er nok så meget sagt, for efterfølgende er det kommet frem, at de faktisk ikke på et eneste tidspunkt sad over for hinanden ved et bord og talte sammen. Barak ville ikke mødes med Arafat til forhandling, så det blev kun til udveksling af noter samt nogle gåture med præsident Clinton i skovene omkring hytten ved Camp David. Det kom også frem, at Barak havde tilbudt Arafat, at han kunne få en lille forstad til Jerusalem, der hedder Abu Dis, og som israelerne ikke betragter som del af Jerusalem.

I det perspektiv skete der ikke meget fredag 7.12… Begivenhederne kan som nævnt udvikle sig, men den spontane manifestation i form af kæmpedemonstrationer udeblev

Arafat afviste: han kunne ikke tage hjem til den arabiske verden og palæstinenserne og fortælle, han havde opgivet kravet om Jerusalem.

Med vanlig retorisk tæft og sans for at bringe sig i centrum iscenesatte Sharon så sin vandring på Tempelbjerget, hvilket udløste den omfattende og voldelige intifada, der kom til at vare flere år.

Israelske styrker i Nablus under 2. Intifada. Foto: Wikimedia Commons.

I det perspektiv skete der ikke meget fredag 7.12: nogle raketter fra Gaza, der udløste israelske angreb med jagerfly som dræbte to, sammenstød på Vestbredden samt ganske beskedne demonstrationer i Jerusalem. Begivenhederne kan som nævnt udvikle sig, men den spontane manifestation i form af kæmpedemonstrationer udeblev.

Palæstinenserne har tabt tilliden til deres ledere

Jeg tror, der er to grunde til det.

For det første er den israelske sikkerhedskontrol mangedoblet siden 2000. I dag er Gaza lukket af og mere end halvdelen af Vestbredden er annekteret af Israel i form af bosættelser, sikkerhedskontroller, sikre veje og militært kontrollerede grænseområder. Der er altså omfattende kontrol med palæstinenserne, og deres muligheder for at bevæge sig frit, er stærkt begrænsede. Der er således beretninger om, hvordan mindre grupper af palæstinensere på vej til demonstration er blevet stoppet af israelske soldater, fået frataget flag og bannere og i nogle tilfælde blevet anholdt – ”af sikkerhedsmæssige grunde”. Nogle steder kom det til voldelige sammenstød.

Mahmoud Abbas har intet fået ud af det i de såkaldte fredsforhandlinger. Hvorfor skal man lytte til ham, spørger mange palæstinensere sig selv

For det andet hersker en udbredt desillusion blandt palæstinenserne, der har tabt enhver tillid til deres ledere, både i Hamas, men især til lederne af PA, der i palæstinensernes øjne intet har leveret i forhold til at nærme sig målet om en palæstinensisk stat. De kan se deres såkaldte præsident Mahmoud Abbas puste sig op og fremføre flammende kritik af Trump og Israel, kræve demonstrationer på ”Vredens Dag”, hvorefter han sætter sig i sin limousine og kører hjem til sin luksusvilla, hvor han kan tilbringe sin tid med at holde bogholderi over sine svulmende bankkonti.

Han har fået international status, er blevet rig, og råder over luksusvillaer flere steder, herunder i Amman, men i palæstinensernes øjne har han intet leveret. Han har i forhold til Israel været den mest eftergivende, forhandlingsivrige og kompromissøgende palæstinensiske leder nogensinde, men han har intet fået ud af det i de såkaldte fredsforhandlinger. Hvorfor skal man lytte til ham, spørger mange palæstinensere sig selv.

Hamas-lederne har heller ikke resultater, de kan prale med. Siden 2007 har de kaldt sig regering i Gaza, men i efteråret måtte de smide tøjlerne og overlade dem til Abbas og PA, der for første gang siden konfrontationerne mellem Hamas og Fatah nu igen skulle lede både i Gaza og på Vestbredden.

Mahmoud Abbas, her i møde med USA’s præsident Trump, har mistet palæstinensernes tillid. Foto: Wikimedia Commons.

Om ikke før, så var det lige præcis dette, der blev manifesteret med Trumps anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad: Her tonede USA rent flag som helt og aldeles på Israels side i Palæstinakonflikten. Det havde mange vidst længe, men håbet om retfærdighed eksisterede dog blandt de almindelige palæstinensere, men hvor efterlader det Abbas og Palestinian Authority – Det Palæstinensiske Selvstyre – at Det Hvide Hus nu åbent har tilkendegivet, at retfærdigheden defineres af Israel sammen med USA?

Osloprocessen og Palæstinensisk Selvstyre

PA er som bekendt resultat af Osloprocessen, der startede med underskrivelsen af den såkaldte Principaftale på græsplænen foran Det Hvide Hus 13. september 1993. En storsmilende Bill Clinton fik den israelske leder Rabin til at trykke hånd med Arafat. Optimismen var stor! Selv sad jeg klistret til tv-skærmen og følte historiens vingesus: Endelig kom der en løsning på den konflikt og en fremtid for både palæstinensere og Israel.

Kort efter skrev den berømte professor i litteratur ved Columbia University i New York, Edward Said – verdenskendt for sin bog Orientalism – en sønderlemmede kritik af Osloprocessen og et ironisk spiddende portræt af Arafat: Efter Saids opfattelse brugte Arafat sin tid på selvsmiskende at flyve på første klasse rundt mellem de bonede gulve i alverdens hovedstæder, mens palæstinenserne med aftalen om det såkaldte selvstyre nu fik til opgave at forvalte deres egen besættelse af Israel.

Min reaktion dengang på Saids kronik var, at han ramte ved siden af. Jeg var beruset af tanken om to-statsløsningen. Jeg lyttede til kolleger med mere indsigt i palæstinensiske forhold, der fremførte lignende kritik som Said, men afviste den som unødig pessimistisk. I stedet tog jeg på forskningsophold i Israel, først Tel Aviv University, dernæst Hebrew University i Jerusalem. Herfra fulgte jeg tilblivelsen af Oslo 2-aftalerne, der blev underskrevet 28. september 1995. De handlede om overdragelse af dele af Vestbredden til palæstinensisk selvstyre.

Efter svære forhandlinger kom Hebronaftalen i 1996, der endeliggyldigt ændrede parametrene: Det princip, Osloprocessen var startet med, Land for Fred, blev erstattet af Sikkerhed for Forhandling

Overdragelsen blev indledt, men standsede hurtigt ved Hebron, hvor 400 jødiske bosættere havde sat sig på den indre by – og der er de i øvrigt stadig under beskyttelse af 4000 israelske soldater.

Det kom til voldsom konflikt og med den, stod det klart, at Osloprocessen var endt i en blindgyde. Edward Said havde haft ret.

Efter svære forhandlinger kom Hebronaftalen i 1996, der endeliggyldigt ændrede parametrene. Det princip, Osloprocessen var startet med, Land for Fred, blev erstattet af Sikkerhed for Forhandling: For overhovedet at komme til forhandlingsbordet skulle palæstinenserne garantere stadig større krav om israelsk sikkerhed.

Israelske soldater i gadebilledet i Hebron. Foto: Wikimedia Commons.

Håndvåben blev indsamlet blandt palæstinenserne, PLO-charteret blev omskrevet i Gaza med løfte om at søge en to-statsløsning med fredelige midler, mens Clinton smilende så på. PA arbejdede nu sammen med den israelske hær om at bekæmpe terrorisme, men reelle forhandlinger udeblev. I stedet lukkede Israel med magt samtlige kontorer og institutioner i Østjerusalem, der kunne ses som repræsentation for PA, herunder det kendte Orient House.

Til sidst erklærede Barak, at han kun ville forhandle om ”den endelige løsning” – noget vi hører et ekko af i Trumps erklæring om Jerusalem og hans FN ambassadør Nikki Haleys udmeldinger i Sikkerhedsrådet – hvilket Arafat modstræbende men efter hårdt amerikansk pres gik med til i 2000.

En bekvem fortælling

Forhandlingerne skulle finde sted i Camp David. Selv var jeg blevet noget mere skeptisk over hele processen efter sammenbruddet i Hebron. En måned inden Camp David inviterede den danske ambassadør i Israel mig til middag sammen med egyptiske, palæstinensiske og israelske diplomater og forskere og optimismen omkring middagsbordet var stor: Nu ville gennembruddet komme!

Men det gik anderledes, og Sharon iscenesatte sin vandretur på Tempelbjerget. Selv fulgte jeg med i forløbet fra Washington D.C., hvor jeg var gæsteforsker. Min forskningsassistent Merav fra Israel inviterede mig til conference call med de israelske lobbygrupper og beslutningstagere i Israel. Her tabte jeg illusionen om en to-statsløsning.

De sammenbrudte forhandlinger og den efterfølgende meget voldsomme konflikt fik Clinton til at formulere en ny plan. Den skulle forhandles i Taba i Sinai i Egypten i januar 2001, mens Clinton var på vej ud af Det Hvide Hus. For palæstinenserne var det nok det hidtil bedste udspil. Barak nikkede ja, men med forbehold for at udspillet skulle genforhandles. Arafat sagde nej, hvilket var dumt: havde han sagt ja, ville han havde undgået et eftermæle, som den ”der er skyld i at palæstinenserne aldrig fik en stat”, som medier i dag gerne fremstiller det.

Arafat sagde nej… det er en bekvem fortælling, der skal cementere billedet af de håbløst genstridige palæstinensiske ledere. Virkeligheden faktisk er den modsatte: Israelsk modvilje til forhandlinger – ”af sikkerhedsmæssige grunde

Barak var også på vej ud af regeringskontoret, og det har efterfølgende vist sig, at han ikke havde accepteret planen i den form, Clinton havde foreslået, og hans afløser Ariel Sharon havde slet ikke. Men nu var Arafat den første til at sige nej, og derfor er han historiens skurk. Havde han sagt ja og Israel efterfølgende sagt nej, kunne han måske have gået over i historien som en forhandlingens engel?

Det tror ingen vel for alvor på, men det er en bekvem fortælling, der skal cementere billedet af de håbløst genstridige palæstinensiske ledere. Virkeligheden faktisk er den modsatte: Israelsk modvilje til forhandlinger – ”af sikkerhedsmæssige grunde”.

Arafat modtog sammen med Israels premierminister Shimon Peres Nobels Fredspris i 1994 for Osloprocessen. Den aftale er i dag død, mener Lars Erslev Andersen, og Arafat er – misvisende – gået over i historien, som manden der sagde nej. Foto: Wikimedia Commons.

Siden er der blevet gjort flere forsøg. Mest seriøst måske med den såkaldte ”Køreplan for Fred” som den danske udenrigsminister Per Stig Møller var med til at formulere. Men hverken den eller en konference i Annapolis organiseret af den daværende amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice førte til noget.

”Af sikkerhedsmæssige grunde”

I mellemtiden er Det Palæstinensiske Selvstyre, PA, der siden Arafats død er blevet ledet af Mahmoud Abbas, som blev valgt til præsident i januar 2005, blevet videreført.

Israel har systematisk fortsat sin ekspansive bosættelsespolitik på Vestbredden – inklusive i Jerusalem – igangsat bygning af en sikkerhedsbarriere på Vestbredden, opbygget et omfattende net af sikkerhedskontroller, mens PA har levet af at modtage bistandsmidler i en størrelse af 4 milliarder US dollars om året, som de bruger til skoler, børnehaver og sundhedsklinikker, samtidig med at de arbejder tæt sammen med den israelske hær om sikkerhed.

Gaza har siden Hamas’ magtovertagelse i 2007 været omfattet af en blokade, der gør det umuligt at skabe udvikling for en befolkning, som i antal nærmer sig 2 millioner, der bor på et areal på størrelse med Møn – formentlig den største befolkningstæthed i verden.

Ganske vist har våbenhvileaftaler efter krige i 2009 og 2014 ført til erklæringer om ophævelse af blokade, men det er ikke sket – ”af sikkerhedsmæssige grunde”. Derfor er situationen i Gaza i dag værre, end den var ved våbenhvilen i 2014.

Palæstinensiske demonstrationer, vold og raketter fra Gaza og terrorisme i form af angreb på israelere med knive, biler eller bomber ender altid med at ramme palæstinenserne selv hårdest

Med Trumps beslutning er det forventeligt, at nogle i Gaza vil reagere ved at sende raketter ind i Israel, hvilket vil udløse massiv israelsk militær gengældelse. En ny krig i Gaza truer derfor. Og yderlige forværring af leveforholdene for beboerne er utvivlsomt en realitet.

Palæstinensiske demonstrationer, vold og raketter fra Gaza og terrorisme i form af angreb på israelere med knive, biler eller bomber ender altid med at ramme palæstinenserne selv hårdest. Det bringer ikke en palæstinensisk stat nærmere – tværtimod. Støtte fra de arabiske lande og Den Arabiske Liga forbliver retorisk, da de store lande, Saudi-Arabien og Egypten, hellere vil pleje alliance med USA end støtte palæstinenserne.

Trump har mødt kritik for sin Jerusalem-erklæring i FN og fra ledere i mange lande. Flere kommentatorer peger på, at EU bør stemple ind som mægler, nu hvor USA har stemplet ud. Men EU er splittet: Få timer efter Trump meldte ud, fulgte Tjekkiet trop og erklærede, at også Prag vil flytte sin Israel ambassade til Jerusalem. Polen følger sikkert med. Fra EU’s side kan der derfor forventes krads retorik og ingen handling udover at fastholde planen om en to-statsløsning og at Jerusalem er til forhandling.

Hvad er palæstinensernes muligheder?

Tilbage er der PA.

Som flertallet af palæstinensere ser det, har PA intet leveret. Det betyder, at PA ingen legitimitet har over for sin egen befolkning. Selvstyret ses af mange palæstinensere alene som et instrument i den israelske besættelse. Hvorfor skal de høre efter, hvad Abbas siger, når han intet leverer, spørger de sig selv? Hvorfor skal der være et selvstyre, når det alene varetager Israels interesser i form af at hjælpe Israel med at udvide sit territorium på Vestbredden og samtidig påtage sig opgaven at forvalte uddannelse og sundhedsklinikker betalt af internationale bistandsmidler?

Trumps beslutning efterlader PA med to muligheder: Enten kan det fortsætte med at forvalte den israelske politik og besættelse af Vestbredden, nægte at modtage vicepræsident Pence, puste sig op med retoriske fordømmelser og opfordringer til ”Vredens Dag” demonstrationer. Det kan det så fortsætte med indtil den sidste kvadratcentimeter af Vestbredden er annekteret af Israel, formentlig med amerikansk anerkendelse, og den sidste mikroskopiske rest af PA’s legitimitet er forduftet.

Triste og desillusionerede palæstinensere i Jerusalem, på Vestbredden, i Gaza og i flygtningelejrene i Libanon og Jordan tænker, at sådan går det nok. De unge vil væk og skændes med de gamle PLO-folk, der synes, de forråder den palæstinensiske sag. De unge svarer, at Palæstina er i deres hjerter, men de vil gerne have et liv, og det findes ikke i Gaza, på Vestbredden eller i Libanon. De vil til Vesten og have jobs og familie. Trods danske annoncer i libanesiske aviser om ikke at komme til Danmark, fordi de vil ikke have en fremtid der, svarer de, når jeg i de libanesiske lejre spørger, hvad de drømmer om: at komme til Tyskland, Sverige – og Danmark. Væk fra betonslummen og de tabte illusioner.

Begge disse to perspektiver er dybt tragiske og ulykkelige. Det er er det, Osloprocessen og Trumps beslutning har ført til. Usikkerhed om realismen i Osloprocessen og en to-statsløsning har længe været der. For mig siden 2000. Reelt har Trump holdt gravtale over begge

Eller PA kan opløse sig selv og sige, at Trumps udmelding var grænsen: PA vil ikke længere være forvalter af en israelsk besættelse, der for hver dag, der går, forringer udsigten til en palæstinensisk stat. En sådan beslutning vil indebære, at det er Israel, der skal sørge for at drive sundhedsklinikker, uddannelse osv. på Vestbredden og i Gaza, og dermed finde 4 milliarder US dollars i sit eget statsbudget til at finansiere det. At det er Israel alene, der skal stå for sikkerheden, hvilket vil betyde langt over 100.000 israelske soldater ind på Vestbredden, der skal operere uden samarbejde med palæstinensiske myndigheder.

Begge disse to perspektiver er dybt tragiske og ulykkelige. Det er er det, Osloprocessen og Trumps beslutning har ført til. Usikkerhed om realismen i Osloprocessen og en to-statsløsning har længe været der. For mig siden 2000. Reelt har Trump holdt gravtale over begge.

En opløsning af PA vil føre hele processen tilbage til situationen før 1993. I den situation kan palæstinenserne naturligvis håbe på en ny begyndelse, men håbet er vel det eneste, de har tilbage? Det efterlader stadig det mere presserende spørgsmål: hvad vil Israel, USA og resten af verden egentlig stille op med de millioner af mennesker, der lever statsløst i Gaza, på Vestbredden, i de libanesiske lejre, i Jordan og andre steder? Hvad skal der i grunden ske med dem? Hvad vil man med palæstinenserne?

Palæstinensere i Hebron demonstrerer på 20-årsdagen for massakren samme sted. Foto: Wikimedia Commons.

Hovedfoto: Jerusalem, Pixabay/Palestinian Authority.

Lars Erslev Andersen er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier i International Sikkerhedspolitik, pt. gæsteforsker ved Utrikespolitiska Institutet i Stockholm og ofte brugt kommentator i medierne i konfliktspørgsmål. Hans forskningsområder omfatter terrorismens idehistorie og terrorisme aktuelt, USA's sikkerhedspolitik og politik i Mellemøsten, Kinas bekæmpelse af ekstremisme og politik i Mellemøsten, partisankrig og oprørsbekæmpelse samt udviklinger i Irak, Den persiske Golf og de palæstinensiske selvstyreområder. Foto: Andrea Liebman, Utrikespolitiska Institutet.

Seneste artikler om Mellemøsten