NY BOG // ANMELDELSE – Et historisk perspektiv på baggrunden for Israels besættelse af Vestbredden, set som udtryk for en nutidig imperial politik. Mitri Rahebs seneste bog føjer endnu et perspektiv til den komplicerede konflikt mellem israelere og palæstinensere, og på baggrund af krigen i Gaza kan den næppe være mere aktuel.
En af Palæstinas markante stemmer er Mitri Raheb. Han blev kendt som præsten fra den lutherske Julekirke i den palæstinensiske by Betlehem på Vestbredden, men udover dette har han grundlagt byens kristne Dar al Kalima Universitet, og internationalt har han slået sit navn fast som utrættelig fortaler for den palæstinensiske sag – også gennem en lang række bøger, ofte med et politisk budskab.
Forestillingen om Palæstina
For et par år siden udkom således hans fremragende bog, Forfølgelsens politikker, på dansk. Her rykker han ved vores forestilling om den kristne minoritet i Mellemøsten og påviser, at de kristne er alt andet end hjælpeløse og afhængige af Vestens hjælp. Hans næste bog, Afkoloniser Palæstina, som netop er udkommet, er en kritik af vestlig teologis dominans i Mellemøsten. Dette er undertitlens lidt tørre beskrivelse af indholdet, men i virkeligheden er dette alt andet end en teoretisk øvelse fra en teolog, der residerer i et elfenbenstårn.
Det er grum læsning og et uhyre interessant bud på, hvordan det hele er gået så forfærdelig galt
Det er en beskrivelse af, hvordan Vestens kristne forestillinger om Palæstina som et imaginært land med baggrund i de bibelske fortællinger står i skærende kontrast til det palæstinensiske narrativ fra en hverdag under israelsk besættelse.
Mange af de vestlige kirkesamfund har mistet følelsen med virkeligheden, siger han, og denne kritik retter sig ikke bare mod de evangelikale, eller stærkt fundamentalistiske kirkesamfund i Nordamerika. Også velanskrevne mainstream-teologer står for skud, idet de i velmenende naivitet gør sig skyldige i at fastholde den orientalisme, som er med til at understøtte den israelske besættelse.
Som han skriver i indledningen, er det på tide at destruere den teologiske software, der muliggør israelsk undertrykkelse af det palæstinensiske folk.
Bosætterkolonialisme
Mitri Raheb lever til daglig i den virkelighed, som han med denne bog prøver at beskrive. Umiddelbart nord for Betlehem ligger Jerusalem, og de to byer er adskilt af ni meter høje murelementer i grå beton, som kun kan krydses efter streng sikkerhedskontrol. Fra alle andre verdenshjørner presser Vestbreddens israelske bosættelser sig ind på Betlehem. Stadig mere land, som tidligere tilhørte byens borgere, bliver lagt under bosætternes kontrol, så Betlehem i dag ligger som en indeklemt enklave.
Det er denne daglige tragedie, han mener, de vestlige teologer har en tendens til at overse. Og på den led ser han, hvordan Bibelen bliver brugt som våben for, hvad han kalder den israelske bosætterkolonialisme og dermed giver den teologisk legitimitet. Og dette har altså en afsmittende effekt på hele den vestlige tankegang.
Derfor er det nok lidt af en tilsnigelse at forstå den entydigt som et udslag af vestlig bosætterkolonialisme
I denne forbindelse adskiller bosætterkolonialisme sig fra klassisk kolonialisme ved at den søger at etablere fuld kontrol over de oprindelige folk, som lidt efter lidt elimineres. Landet betragtes som terra nullius, tomt eller øde land, der bare ligger og venter på civilisationens ankomst. Denne teori er blevet brugt til at beskrive Australien, New Zealand og Nordamerika, og fremgangsmåden får selvfølgelig en helt særlig tyngde, når projektet gennemføres med Bibelen i hånd.
Forfatteren ser Israel som et fuldstændig parallelt eksempel, og med afsæt i dette beskriver han zionismen og staten Israels oprettelse som baggrund og forståelsesramme for den palæstinensiske skæbne og udviklingen helt frem til 7. oktober 2023 og den efterfølgende krig på Gazastriben. Det er grum læsning og et uhyre interessant bud på, hvordan det hele er gået så forfærdelig galt.
Historiske tilsnigelser
Mitri Raheb er en belæst mand, der har en enorm viden om den israelsk-palæstinensiske konflikt – som i hans øjne i øvrigt slet ikke er en konflikt, fordi en konflikt defineres som modsætningsforholdet mellem to, nogenlunde jævnbyrdige parter. På samme måde ser han det også som misvisende at tale om besættelse, idet det hele kan komme under den fælles hat ved navn bosætterkolonialisme.
Faktuelt er der intet at udsætte på Mitri Rahebs argumentation, og han kører sin brug af teorien klart og konsekvent igennem. Det hele giver mening, og pengene passer.
Ikke desto mindre skal man være klar over, at bogen nok i højere grad er et debatindlæg end et akademisk studie. Forfatteren skriver ud fra sin egen virkelighed, og man forstår til fulde hans dybe frustration over tingenes tragiske tilstand. Man får stærk sympati for den palæstinensiske sag, men på mange måder ville Mitri Raheb have gjort sagen en stor tjeneste ved at give sin fremstilling nogle flere nuancer. Den kommer til at fremstå i et meget sort-hvidt perspektiv, hvor der ikke rigtig er plads til noget ind imellem, hvilket desværre også kendetegner det meste af den aktuelle debat om … konflikten.
Eksempelvis forenkler Raheb sagen noget, når han beskriver Arthur James Balfour som ”lobbyist for et bosætterkolonialistisk projekt på palæstinensisk jord”. Det er Balfour, der har lagt navn til erklæringen af 1917, da han som britisk udenrigsminister skrev til zionistlederen Haim Weizmann, at Storbritannien viste sympati overfor tanken om et nationalt hjem i Palæstina.
Alt dette er, som det skal være, men argumentationen halter en smule, fordi det kun er en del af historien. De fleste historikere lægger vægt på, at Balfour først og fremmest havde interesse i at sikre søvejen til Indien, hvilket vil sige kontrol over Suezkanalen. Blandt andet tænkte han, at det jødiske hjemsted kunne ligge i Sinaiørkenen, altså lige i nærheden af Kanalen og dermed tjene britiske interesser.
Som læser bør man holde sig for øje, at zionismen som bevægelse er lige så vidtfavnende og pluralistisk som den palæstinensiske nationalbevægelse
Ydermere nævner Raheb heller ikke, at Balfour-erklæringens 117 ord også ofrede plads til at forsikre om, at det jødiske projekt på ingen måde måtte være i konflikt med den lokale befolknings interesser. Nok så vigtigt er det også, at Balfour kom med sin berømte erklæring, mens første verdenskrig rasede. Den indgik i et diplomatisk dobbeltspil, hvor den anden del bestod i McMahons korrespondance med shariffen af Mekka, der afgav lignende territorielle løfter til araberne mod, at de hjalp i krigsindsatsen mod Det Osmanniske Rige.
Eftertidens historikere har brugt mange kræfter på at redegøre for de mange forskellige motiver bag Balfour-erklæringen, og derfor er det nok lidt af en tilsnigelse at forstå den entydigt som et udslag af vestlig bosætterkolonialisme med kraftige kristenfundamentalistiske undertoner.
De radikale bosættere
Det er også problematisk, når Mitri Raheb skriver, at ”zionismen – og zionistiske kristnes – forvrængning af historien og instrumentalisering af den bibelske fortælling har alvorlige konsekvenser for det palæstinensiske folk.” Her gør han sig skyldig i at betragte zionismen som en monolit uden plads til ideologiske nuancer, hvilket i øvrigt også er kendetegnende for den aktuelle debat.
Som eksempel bruger han israelernes reference til Josvabogen, som er den gammeltestamentlige beretning om israelitternes erobring af landet efter de 40 års vandring i Sinaiørkenen. Mitri Raheb underbygger sit argument med citater fra den amerikanske forsker Rachel Havrelocks i øvrigt fremragende bog, The Joshua Generation (Princeton University Press, 2020). Hun beskriver blandt andet, hvordan Israels første premierminister, David Ben Gurion, i en lang periode havde en studiekreds, hvor nogle af landets store intellektuelle kapaciteter diskuterede Josva.
Ifølge Raheb tjente dette til at påvise, at der var tale om ”en guddommelig plan, der sanktionerer en hellig krig og helliggør militære operationer”. Men et par sider længere henne i sin bog understreger Havrelock, at Ben Gurion netop ikke viste nogen interesse for hellig krig.
Trods denne lidt selektive brug af kilderne er det i høj grad en bog, der er værd at læse. Det vil nok være rimeligt at sige, at bogen faktisk handler om de radikale bosættere, som helt klart har gang i et kolonialistisk projekt. Og navnlig når man betænker disses tætte samarbejde med evangelikale kirker fra USA, som i høj grad ser det hele som en religiøs dagsorden.
Men som alle konflikter, for nu at bruge den almindeligt udbredte betegnelse for hvad der foregår, er billedet reelt uhyre komplekst og sammensat. Som læser bør man holde sig for øje, at zionismen som bevægelse er lige så vidtfavnende og pluralistisk som den palæstinensiske nationalbevægelse. Der findes blandt andet en zionistisk venstrefløj, der sympatiserer med Mitri Rahebs sag.
Den er og bliver et uhyre veldrejet sagsindlæg, og som sådan kan den kun anbefales på det varmeste
I Israel har man gennem efterhånden mange år set, at den nationalkonservative zionisme med et klart religiøst tilsnit har fået større betydning, men dette er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at landet er et teokratisk komplot, der udelukkende arbejder for at eliminere palæstinenserne. Ligesom det vil være forkert at beskrive den palæstinensiske sag som rendyrket islamisme, selv om Hamas spiller en ganske stor rolle i denne tid.
Med dette i baghovedet kan Mitri Rahebs bog være en god og tankevækkende indgang til en række argumenter i et uhyre sammensat problem. Man skal bare ikke glemme, at den er og bliver et uhyre veldrejet sagsindlæg, og som sådan kan den kun anbefales på det varmeste.
Læs også Hans Henrik Fafners analyse “Ukrainisering af Gaza”.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
