FLYGTNINGE OG MIGRATION // INTERVIEW: Dokumentarinstruktør Michael Graversen er aktuel med en ny bog – denne gang om den nu udbrændte flygtningelejr, Moria. I de sidste par år er Michael Graversen blevet en stærkere og stærkere stemme i flygtninge- og migrationsdebatten, men hvad driver ham og hvordan har han oplevet og håndteret bevægelsen fra dokumentarist til aktivist? POV International har mødt ham til en snak om filmmediets utilstrækkelighed og dét at tale fra en privilegeret position og hvordan dét forpligter.
Det er et dystert værk – Moria in Memoriam.
Det er den seneste bogudgivelse fra dokumentarinstruktøren Michael Graversen og den omhandler dels livet i flygtningelejren, dels den voldsomme brand, der stort set udslettede samme flygtningelejr. Siderne er spækket med billeder i mørke nuancer – udbrændte bygninger, forvredne jernstrukturer, der engang har været biler, senge, stilladser med mere.
Bogen er et indlæg i debatten om flygtninge og migration. Om de forhold, som de flygtende lever under, og om den måde, vi i Europa modtager og behandler dem.
Men Graversens rejse til Moria – fysisk og i overført betydning – starter faktisk i Danmark, hvor han var den første til at lave dokumentarfilm om de uledsagede flygtningebørn, der er endt i Danmark.
I 2013 fik Ingenmandsland premiere. Den handler om flygtningebørnenes liv i asylcentret i Jægerspris, og den blev i efterfulgt af den prisbelønnede dokumentarfilm Drømmen om Danmark fra 2015, hvor Graversen følger den afghanske dreng Wasiullah, der er en af de mange uledsagede flygtningebørn, der pludselig forsvinder fra den danske radar. I Wasiullahs tilfælde dukkede han senere op i Italien, og Graversen følger ham på dele af den europæiske rejse.
Den nødvendige rejse
De to film – og den efterfølgende bog om uledsagede børn – har været med til at gøre Graversen kendt som en stemme i debatten, men hvad har drevet ham herhen og hvilke overvejelser, også moralske, har han haft undervejs?
– Kan du sætte nogle ord på, hvad der sker i den periode fra arbejdet med filmene om de uledsagede børn og til nu – i forhold til dit engagement og dét, at du i dag er en markant og stædig stemme i debatten?
”Det var nærmest en nødvendighed, jeg følte,” forklarer Michael Graversen og fortsætter:
”Samtidig følte jeg mig utilstrækkelig ved kun at lave film.”
– Men hvordan startede den bevægelse fra dokumentaristen til aktivisten?
”Det startede i de personlige relationer, men i takt med at verden åbnede sig for mig – og jeg fik indsigt i flere skæbner – kunne jeg ikke længere kun observere, men måtte forsøge at gøre noget konkret selv.”
– Og det konkrete blev …?
”Først deltog jeg i den offentlige debat, men jeg syntes ikke, at det rykkede nok. Med udgivelsen af De uledsagedes bog kunne jeg både fortælle historier og skabe konkret forandring og hjælp. Vi samlede over 300.000 kroner ind, og det hele gik til familiesammenføringer. P.t. har Janne Franck, der administrerer pengene, og som styrer vores rejsehold, bragt 64 uledsagede flygtningebørn sammen med deres familier”.
De udsatte børn i Moria
– Det var arbejdet med ’e uledsagedes bog, men hvad med dit arbejde i og med Moria?
”Det var et klart behov. I Moria var forholdene så dårlige, og der var meget lidt hjælp – ingen af de store ngo’er var til stede. Derfor begyndte jeg at samle penge ind. Jeg sørgede for at have meget transparente samarbejdspartnere, så jeg kunne følge hver enkelt krone og dokumentere det.”
Da Michael Graversen landede i Moria i 2019, var der over 20.000 mennesker i lejren. Heraf var de 7.000 børn – og 1.300 var uledsagede. Der var de igen; de uledsagede.
Egentlig er jeg ikke den store fan af aktivisme. I hvert fald ikke den del, som er skinger og unuanceret. Men jeg er fan af mennesker og anerkender vigtigheden af at hjælpe dem, der er på randen af vores samfund
”De levede under kummerlige forhold, og jeg forsøgte at få Danmark til at tage imod 50 af de mest udsatte børn. Jeg kunne se, at der var et system til at gøre det og følte, at det var min pligt at kæmpe for nogle af de skæbner, jeg havde mødt. ”
– Hvordan gik det med det forsøg på at få Danmark til at tage 50 af de mest udsatte?
”Det lykkedes os at få spørgsmålet rejst i Folketinget og at få udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye til at forholde sig til det … men det lykkedes ikke at få de 50 udsatte børn til Danmark. Til gengæld lykkedes det også at samle 300.000 kroner ind til Moria”.
Dilemmaerne stod i kø
– Som dokumentarinstruktør er din primære rolle at dokumentere, men nu er du så blevet en markant stemme i debatten. Denne kurs frem mod aktivisme; hvad har den haft af moralske og etiske overvejelser?
”Egentlig er jeg ikke den store fan af aktivisme. I hvert fald ikke den del, som er skinger og unuanceret. Men jeg er fan af mennesker og anerkender vigtigheden af at hjælpe dem, der er på randen af vores samfund,” siger Michael Graversen og fortsætter:
”Men jeg har stået i flere dilemmaer. Det startede egentlig med, hvor meget jeg kunne tillade mig at hjælpe mine medvirkende. Fjernede jeg dermed muligheden for at fortælle en autentisk og repræsentativ historie? Kan jeg filme en dreng, som skal flygte illegalt gennem Europa, og udsætter jeg ham for fare? Hver gang har det handlet om at følge ens mavefornemmelse i situationen og tage nogle valg. Det kan være meget problematisk at hjælpe med penge, når jeg samtidig laver film eller bøger. I nogle relationer kan det ødelægge eller forurene relationen”.
– Har du eksempler på det?
”Det blandt andet tilfældet med en af de afghanske drenge, jeg har fulgt, og som jeg begyndte at hjælpe. Han ændrede sig i optagelserne og begyndte at afpresse mig. Andre kan godt navigere i ønsket om at få fortalt deres historie og samtidig få hjælp”.
I forhold til levebrødet har Michael Graversen også haft bekymringer.
”Jeg tænker, at ethvert medieprodukt er en fortolkning af virkeligheden, og selv i den mest objektive journalistik ligger der en holdning af en slags bagved. Det er jo ikke nødvendigvis de samme historier, som man kan læse i Information som i Berlingske eller JP, men jeg kan godt være nervøs for at blive diskvalificeret i forhold til at lave film på baggrund af en holdning. Som filminstruktør har man lidt videre rammer, og de fleste af mine film er støttet af den kunstneriske ordning ved DFI, Dansk Film Institut,” siger han.
Mit ansvar er både at fortælle de vigtige historier, ikke glemme relationen og at hjælpe. Samtidig med, at jeg forsøger at ændre noget strukturelt
”Jeg tror, at det er vigtigt at varedeklarere, så beskueren kan afkode fortællingen og fortællerens intentioner, sprog og blik på verden. Man skal ikke gemme sig bag et mere konstrueret objektivt sprog,” fastslår han.
Ansvaret
– Føler du som en vestlig dokumentarist et særligt ansvar eller en særlig forpligtigelse?
”Jeg synes, at man har et ansvar som menneske for at hjælpe, når man som jeg bruger så meget tid med medvirkende i udsatte positioner og danner menneskelige relationer. Men ja; jeg kommer også fra et privilegeret sted. Mit ansvar er både at fortælle de vigtige historier, ikke glemme relationen og at hjælpe. Samtidig med, at jeg forsøger at ændre noget strukturelt.”
– Flygtninge- og migrantdebatten kan være voldsom – og voldsomt kompliceret. Det kan virkelig være svært at finde rundt i den og at finde sig selv i den. Har du gjort op med dig selv, hvad din rolle er, og kan du mærke, hvad der nytter?
”Det nytter, når vi kan sammenføre familier. Når handicappede Nabil kan få et sted at bo. Når en lokal ngo kan få en varevogn til at distribuere nødhjælp på baggrund af mine indsamlinger. Eller når jeg møder flygtninge, der fortæller mig, at de føler sig set i mine film og bøger, hvor de kan spejle deres egen historie. I en verden og en debat, der er præget af meget hård retorik og fjendtlighed, er det enkelte menneskelige møde og engagement vigtigt”.
LÆS ET UDDRAG AF MORIA IN MEMORIAM HER
LÆS FLERE ARTIKLER AF SIMON KRATHOLM ANKJÆRGAARD HER
Moria in memoriam er på 144 sider og er udkommet på forlaget Jensen & Dalgaard.
Fotos: Michael Graversen
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og