ANALYSE//YEMEN – Krigen i Yemen er nu gået ind i sit syvende år. Det er på alle måder en ulyksalig situation, landet befinder sig i, både politisk, økonomisk og ikke mindst ud fra et humanitært synspunkt. Over 130.000 er blevet dræbt i løbet af krigen. Det et land uden statslige funktioner, der er i stand til at yde et minimum af beskyttelse til dets borgere, en såkaldt failed state. På nuværende tidspunkt er 80% af landets samlede befolkning på 30, 5 millioner afhængig af fødevarehjælp udefra. Kolera og covid19 har kun forværret den humanitære katastrofe, og FN taler om, at landet er på vej mod menneskeskabt hungersnød, hvis ikke krigen snart finder sin løsning. Men hvad handler den krig egentlig om? Og hvorfor kører den endnu på syvende år? Landets blodige historie viser, at når eksterne aktører blander sig i konflikten med egne politiske dagsordner for øje, bliver konflikten blot yderligere forlænget og forværret. Yemens vej til fred synes at være en gordisk knude.
Forhistorien til den nuværende krig går egentligt tilbage til Det Arabiske Forår i 2011, hvor en lang række lande, heriblandt Egypten og Tunesien gennem store folkelige protestbevægelser fik væltet deres mangeårige diktatorer. Også i Yemen gik befolkningen på gaderne, og ansporet af udviklingen i andre af regionens lande, gik landets præsident gennem 33 år, Ali Abdullah Saleh, i 2012 med til at afgive magten til sin vicepræsident, Abdrabbuh Mansour Hadi.
Houthi-oprørerne er først og fremmest finansieret af Iran, og deri ligger så endnu et lag i konflikten. For dermed blev krigen tillige endnu en stedfortræderkrig mellem Saudi-Arabien og Iran, de evige ærkefjender i regionen
Men præsident Hadi overtog et land med mange iboende ulmende konflikter, som i 2014 brød ud i lys lue med Houthi-rebellerne i spidsen. Houthi-stammen repræsenterer et shiamuslimsk mindretal i befolkningen. Men deres protester mod præsidenten og regeringen vandt ligeledes gehør hos det sunnimuslimske flertal i befolkningen, som også var utilfredse med regeringens ledelse, med korruption og høj arbejdsløshed. I 2015 fik Houthi-oprørerne erobret landets hovedstad Sanaa, og præsident Hadi flygtede til Saudi-Arabien, hvor han har boet lige siden.
Selvom Houthi-oprørerne siges at kæmpe for det shiamuslimske mindretal i Yemen, havde de altså en vis opbakning i den sunnimuslimske del af befolkningen. Det kunne umiddelbart tale for, at oprøret var mere end blot et sekterisk spørgsmål, men snarere et spørgsmål om et oprør mod korruption, dårlig regeringsledelse og andre dårligdomme i en svagt funderet stat.
Fra oprør til borgerkrig til stedfortræderkrig
Hvad der startede som en del af Det Arabiske Forår i 2011, blev i 2014, altså noget efter magtoverdragelsen til præsident Hadi, til en borgerkrig mellem Houthi-rebellerne og regeringen med en civilbefolkning, der blev taget som gidsler i den uløste magtkamp. Houthi-oprørerne er først og fremmest finansieret af Iran, og deri ligger så endnu et lag i konflikten. For dermed blev krigen tillige endnu en stedfortræderkrig mellem Saudi-Arabien og Iran, de evige ærkefjender i regionen.
Det er med andre ord en koalition, der nærmest er ikke-eksisterende på nuværende tidspunkt
Saudi-Arabien og en koalition af sunnimuslimske lande gik i 2015 ind i krigen. Hvad Saudi-Arabien havde regnet med ville være et militært indgreb af et par ugers varighed, er nu blevet til en krig, der er gået ind i sit syvende år. Det erklærede mål fra koalitionen var i 2015 at få fjernet Houthi-oprørerne fra hovedstaden Sanaa, og at få regeringen tilbage dertil med præsidenten i spidsen.
Ingen af disse mål er opnået seks år senere. Samtidig er koalitionen – på nærmest symbolsk vis – smuldret. I 2015 bestod den af Egypten, Marokko, Jordan, Sudan, De Forenede Arabiske Emirater, Qatar og Bahrain, men er i dag blot en skygge af sig selv:
Qatar blev suspenderet fra koalitionen i 2017 som følge af embargoen, Saudi-Arabien besluttede at indføre mod det lille naboland. Marokko og De Forende Arabiske Emirater stoppede deres deltagelse i koalitionen i 2019. Sudan reducerede på samme tid sin troppetilstedeværelse til nærmest symbolsk omfang. Egypten yder kun en spartansk flådemæssig støtte i Det Røde Hav. Kuwait og Jordan, har begge beskåret deres miltære støtte kraftigt, og har i stedet tilbudt at bidrage som fredsmæglere i processen. Det er med andre ord en koalition, der nærmest er ikke-eksisterende på nuværende tidspunkt.
En saudiarabisk falliterklæring og andre ansvarlige eksterne aktører
Tilbage står Saudi-Arabien først og fremmest med noget af en falliterklæring; at regionens rigeste nation ikke kunne vinde krigen over regionens absolut fattigste nation. De eneste vindere i denne tragedie er USA, Storbritannien og Frankrig, der udover at have støttet koalitionen med logistik og efterretningsmæssig hjælp, hver for sig har solgt våben til Saudi-Arabien under hele krigen.
Landets blodige historie vidner om, at historiens mange magthavere altid har været interesseret i landet, først og fremmest på grund af dets strategiske beliggenhed
Bevares, Tyskland, Iran og Rusland siges tillige at have solgt våben til de stridende parter undervejs, så ingen bør føle sig for sikker i sadlen på den moralsk høje hest. Alle de førende politiske aktører har hver især bidraget til at holde en civilbefolkning fanget i en konflikt nu på syvende år med en forestående risiko for hungersnød, hvis konflikten ikke bliver løst snarest.
Et land velbevandret i borgerkrig og interne konflikter
Landets blodige historie vidner om, at historiens mange magthavere altid har været interesseret i landet, først og fremmest på grund af dets strategiske beliggenhed med adgang til Den Arabiske Halvø og adgang til Indien. Romerne, grækerne, osmannerne, briterne; alle har haft en fod i landet. Ikke uden besvær.
Grækerne kaldte landet for Det Lykkelige Arabien. Osmannerne var ligeledes begejstret for Yemen og havde en konkret interesse i landet, dels på grund af adgangen til Mekka og Medina i Saudi-Arabien, dels på grund af handelsruten til Indien.
Også for briterne var handelsruten til Indien afgørende, og de formåede at tvinge en såkaldt protektorats-aftale om Aden ned over hovedet på sultanen af Lahej i 1839.
Krig, fred og flere krige
Et militærkup i 1962 førte til den yemenitiske borgerkrig. Også dengang med en lang række eksterne aktører, herunder Saudi-Arabien, Storbritannien og Jordan på den ene side, og Egypten på den anden side, og de gjorde alle deres for at holde borgerkrigen i gang. Den mundede efter seks års krigshandlinger ud i en Folkets Republik.
I henholdsvis 1967 og 1968 blev der dannet to selvstændige versioner af Yemen, en i nord og den anden i syd. I 1986 udbrød der krig mellem de to lande, hvilket førte til en genforening i 1990. Allerede i 1994 udbrød endnu en borgerkrig, men den blev afsluttet efter blot to måneder med en fredsaftale.
Somalia har en tilsvarende lang og på sin vis identisk historie for så vidt angår selve forholdet omkring en mangeårig borgerkrig
Ønsket om et selvstændigt Sydyemen var imidlertid stadig i live. Så sent som i 2007 blev der dannet endnu en bevægelse, Southern Movement, med krav om et separat Sydyemen. Bevægelsen er stadig i live, nu under navnet Southern Transitional Council, (STC), som er en af de mange aktører i Yemens aktuelle konflikt. Bevægelsen er socialistisk funderet, og dens politiske modstandere er både Houthi-rebellerne, AQAP og IS.
Der er med andre ord tale om et land, der historisk set er ganske velbevandret i borgerkrige, interne konflikter med yderst forskellige ønsker om separatisme og genforening, socialisme og politisk islamisme og jihadisme. Her er i allerhøjeste grad tale om en cocktail af divergerende komponenter, der på alle måder er en udfordring for etableringen af den demokratiske proces og fundament for en velfungerende retsstat.
Derudover vidner landets mange krige om, at eksterne aktører altid står klar på sidelinjen og venter på en mulighed for at tilgodese egne interesser. Interesser, som blot formår at holde krigen i live og trække den i langdrag.
Kunsten at opbygge den demokratiske proces
Kunsten at opbygge den demokratiske proces er langsommelig og smertefuld, især i lande med mangeårige konflikter og politisk islamisme som en del af konfliktbilledet. Det er Yemens nabo, Somalia, på den anden siden af Aden-golfen det bedste eksempel på. Somalia har en tilsvarende lang og på sin vis identisk historie, for så vidt angår selve forholdet omkring en mangeårig borgerkrig, der ingen ende synes at have på grund af for mange forskellige aktører med hver deres dagsorden.
I Somalia kæmper landet på nuværende tidspunkt mod den islamistiske gruppe al-Shahab. Da man i 2017 begyndte at holde indirekte valg i Somalia, hvorved landets parlamentsmedlemmer skulle vælge en præsident, syntes udviklingen at gå i den rigtige retning. Et valg var planlagt i 2020. Men det blev aflyst under henvisning til dels covid19, men først og fremmest til al-Shabab, som udgjorde en trussel mod processen.
Bidens udmelding lige på dette punkt er nok mere symbolsk end substantiel. Man skal imidlertid ikke undervurdere symbolpolitikkens værdi i denne sammenhæng
Endnu et planlagt valg i februar i år blev ligeledes aflyst, fordi de forudgående forhandlinger brød sammen. Endnu en gang var det med henvisning til truslen fra al-Shabab. Blot et lille eksempel på, hvorledes skridt henimod opbygningen af den demokratiske proces oftest bliver forhalet under henvisning til den islamistiske trussel. Hvorvidt denne trussel er reel, eller om den blot bliver brugt som belejlig undskyldning for at udskyde processen er en anden diskussion.
For begge landes skrøbelige politiske udvikling gælder, at al fremgang afhænger af konsensusskabende arbejde mellem alle de stridende parter. Det er langsommeligt og vil oftest bestå af to skridt frem og et tilbage. Der er ingen nemme løsninger i sådanne magtkampe. Hvis magthavere ikke fremadrettet fokuserer på en konsensuspolitik, vil konflikten forblive uløst. Det gælder både for Yemen og Somalia.
Den amerikanske løsning?
Den amerikanske præsident Joe Biden har efter sin tiltræden bebudet fornyet fokus på krigen i Yemen, herunder med et erklæret mål om en varig løsning på konflikten. Først og fremmest har han valgt at suspendere våbensalg til Saudi-Arabien. Derudover annoncerede han i januar, at USA ikke længere vil støtte de saudiske operationer i Yemen.
Disse blev allerede beskåret kraftigt under præsident Trump, så Bidens udmelding lige på dette punkt er nok mere symbolsk end substantiel. Man skal imidlertid ikke undervurdere symbolpolitikkens værdi i denne sammenhæng.
Saudi-Arabien skulle efter sigende tillige være opsat på at få en exitstrategi på plads snart. Landet har i denne uge præsenteret et nyt udspil for en fredsplan, som også Storbritannien støtter op om. Det saudiske udspil går først og fremmest ud på at sikre en national våbenhvile under FN’s bevågenhed, for siden at få parterne til forhandlingsbordet.
Det saudiske forslag kommer af flere årsager; dels er det dyrt at have en krig kørende på syvende år, dels har landets kronprins, Muhammed bin Salman, travlt med at stille sig på god fod med den nye amerikanske regering i Washington, som ikke ser det helt store lys i manden, som tilfældet var med Trump og dennes svigersøn, Jared Kushner.
Under præsident Trump havde kronprinsen nærmest frit slag i forhold til det meste, (herunder hans bestilling af drabet på kritikeren og journalisten Khashoggi) så længe han blev ved med at købe amerikanske våben.
Fødevaremangel kan i sig selv starte en konflikt. Men når fødevaremangel opstår inde i en allerede eksisterende konflikt, skaber det en synergieffekt, der blot forværrer begge konflikter
Det samme kan ikke siges om den nuværende administration under Joe Biden. Tværtimod har Biden fra starten gjort det klart, at han først og fremmest interagerer med kong Salman bin Abdulaziz, og ikke kronprinsen. Et gedigent vink med en vognstang om, hvem der er chef i butikken i Bidens optik.
Så sent som den 19. marts blev en minister fra den internationalt anerkendte regering udsat for et bombeattentat i Aden. Det kunne tale for, at der ikke umiddelbart er en varig løsning på trapperne.
Humanitær hjælp
Biden skulle efter sigende gå efter en ned-skalering af konflikten snarere end en egentlig fredsaftale. Set i forhold til det saudiske udspil om en egentlig fredsaftale, er Bidens strategi mindre ambitiøs, men formentligt mere realistisk; at få etableret nogle våbenhvileaftaler. Med sådanne aftaler i hus kan man fokusere på at sikre fødevareforsyningen og medicin til befolkningen.
Som FN’s generalsekretær António Guterrez meget enkelt formulerede det fornylig til FN’s Sikkerhedsråd: “If you don’t feed people, you feed conflict”.
Heri ligger en meget simpel menneskelig faktor. Fødevaremangel kan i sig selv starte en konflikt. Men når fødevaremangel opstår inde i en allerede eksisterende konflikt, skaber det en synergieffekt, der blot forværrer begge konflikter. Derved bliver fødevaremanglen og de politiske, etniske og religiøse konflikter uundgåeligt viklet ind i hinanden, hvilket gør hele konfliktbilledet endnu mere grumset og uoverskueligt.
Hvis man kan prioritere løsning af konflikter, må sikringen af fødevare- og medicinleverancer til landets udhungrede befolkning være første prioritet. Første skridt i den rigtige retning for det medtagne Yemen og dets civilbefolkning. Om det på sigt ender i fred for det lille land, er et helt andet spørgsmål.
LÆS FLERE ARTIKLER AF YASMIN ABDEL-HAK HER
Topfoto: Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og