Ny fredsaftale i Mellemøsten – stor ståhej for ingenting

i Mellemøsten/Politik & Samfund af
MELLEMØSTEN // ANALYSE – I denne uge annoncerede den amerikanske præsident Donald Trump en ”historisk vigtig fredsaftale” for Mellemøsten. Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget substans, der er i aftalen, der end ikke inkluderede palæstinenserne i processen. I virkeligheden er det stort ståhej for ingenting, skriver Yasmin Abdel-Hak

Aftalen dækker over De Forenede Arabiske Emiraters (UAE) anerkendelse af staten Israel. Det er dermed blot det tredje land i regionen, der har anerkendt staten Israel. De to andre lande er Egypten og Jordan.

Aftalen skulle angiveligt betyde, at den oprindelige fredsplan, som er udarbejdet af præsident Trumps svigersøn, Jared Kushner, dermed er skrinlagt. Det var ellers en plan, der blev kaldt “århundredrets fredsplan”, som indeholdt israelsk annektering af størstedelen af Vestbredden til gengæld for dannelsen af en to-stats-model med en palæstinensisk stat ved siden af.

Sandheden er, at mange arabiske stater allerede har et samarbejde kørende med Israel

Selve omdrejningspunktet i den nye plan er, at Israel og UAE skaber diplomatiske forbindelser landene imellem, mod at Israel til gengæld stopper annekteringen af de besatte palæstinensiske områder på Vestbredden.

Kort efter meddelelsen udsendt af Det Hvide Hus opstod der imidlertid hurtigt forvirring om de nærmere betingelser herfor i aftalen. Israel fastslog, at aftalen alene vedrørte et midlertidigt stop af annekteringen. Jared Kushner selv kunne hverken redegøre for, hvad et midlertidigt stop betød som begreb, eller om der var tale om et midlertidigt eller permanent stop af de israelske annekteringsplaner.

Der er formentligt tale om det første. Det er svært at forestille sig, at Israels premierminister Benjamin Netanyahu skulle være indstillet på at opgive sine annekteringsplaner for Vestbredden for at vinde UAE’s diplomatiske gunst.

Præsident Trump afholdt et hasteindkaldt pressemøde om aftalens indgåelse og understregede den angiveligt store historiske betydning aftalen havde:

‘This is a truly historic moment. Not since the Israel/Jordan peace treaty was signed more than 25 years ago has so much progress been made towards peace in the Middle East. By uniting two of America’s closest and most capable partners in the region – something which said could not be done – this deal is a significant step towards building a more peaceful, secure, and prosperous Middle East. Now that the ice has been broken I expect more Arab and Muslim countries will follow the United Arab Emirates’ lead”.

Den betydning præsidenten valgte at tillægge aftalen, synes at være noget overdrevet. En aftale mellem Israel og en lilleputaktør som UAE kan ikke umiddelbart siges at være en reel historisk aftale. Man burde mene, at en sådan nok først og fremmest burde involvere begge parter i konflikten, Israel og de palæstinensiske selvstyreområder. Palæstinenserne har ikke på noget tidspunkt været involveret i udarbejdelsen af aftalen.

Der er en sær følelse af stor ståhej for ingenting på spil her

Nuvel, UAE er blot tredje land i regionen, der har anerkendt staten Israel. Men sandheden er, at mange arabiske stater allerede har et samarbejde kørende med Israel. Det er svært at se historiens vingesus i dette scenarie.

Bonuspoint for fredsaftalen for flere lande

Der er med andre ord en sær følelse af stor ståhej for ingenting på spil her. Og hvorfor nu det?, kan man spørge? Det er der mange grunde til. Og ingen af dem har noget som helst med en fredsaftale mellem Israel og de palæstinensiske områder eller annekteringen af disse at gøre. At præsentere en “historisk aftale” giver nemlig en del bonuspoint på flere fronter.

USA

Præsident Trump forsøger at skabe et narrativ om, at han – i modsætning til alle sine forgængere på posten – har formået at skabe fred i området. En politisk sejr her og nu kan derudover give medvind i hans noget haltende valgkampagne på hjemmefronten.

Som sædvanlig er den palæstinensiske befolkning den store taber i det regionale magtspil

Som et lille kuriosum bør nævnes, at amerikanske præsidenter har for vane at fokusere på netop Mellemøsten i deres anden valgperiode. At Trump har fremskyndet processen til sin første, er måske erkendelse af risikoen for, at der ikke kommer en anden valgperiode for hans vedkommende.

Israel

Aftalen kan også forventes at give Netanyahu et tiltrængt rygstød på hjemmefronten, hvor han kæmper med manglende opbakning fra befolkningen, høj arbejdsløshed, intern urolighed i regeringen og risikoen for et nyt valg i næste måned.

UAE

UAE har en del fælles politiske interesser med Israel. Landene deler en fælles opfattelse af Iran som deres fjende, og begge ser på Hizbollah i Libanon, Hamas i Gaza-striben, Islamisk Stat og Det muslimske broderskab med mistro. Begge lande ser også Tyrkiet som en trussel.

De har med andre ord en del sikkerhedspolitiske overvejelser til fælles. Deri er der heller ikke noget nyt eller overraskende. Det nye er den åbenlyse normalisering af et hidtil forholdsvist hemmeligt samarbejde med Israel.

Saudi-Arabien

Det bliver interessant at se, hvad aftalen kommer til at betyde i forhold til Saudi-Arabien og kronprins Mohammed bin Salman. Kronprinsen vil uden tvivl se aftalen som en torn i øjet. Først og fremmest fordi han ynder at se sig selv som Trumps – og ikke mindst Jared Kushners nære ven og allierede.

Dernæst vil et øget fokus på Abu Dhabis kronprins Mohammed bin Zayed tage opmærksomheden fra Mohammed bin Salman og dennes – efter egen opfattelse i hvert fald – position som den visionære og handlingskraftige leder for regionen. Om end de to kronprinser af henholdsvis Saudi-Arabien og Emiraterne er tætte allierede, og førstnævnte ser sidstnævnte som sin mentor, vil det ikke passe ind i den saudiske kronprins narrativ, at en såkaldt historisk fredsaftale med Israel og med Trumps signatur er indgået uden hans indblanding.

Kølnet forhold mellem USA og Saudi-Arabien

Mohammed bin Salmans forhold til USA er i forvejen stærkt kølnet, ikke mindst på grund af kronprinsens jagt på den tidligere chef for den saudiske efterretningstjeneste, Saad al Jabri, som lever under beskyttelse i Canada. En jagt, som fornylig resulterede i et offentligt sagsanlæg mod netop kronprinsen.

Ganske usædvanligt udtrykte det amerikanske udenrigsministerium støtte til al-Jabri og retssagen. Det er en udmelding, der i den grad underminerer Mohammed bin Salmans position som Trumps darling.

Den evige taber

Som sædvanlig er den palæstinensiske befolkning den store taber i det regionale magtspil. I denne nye aftale blev de ikke engang inddraget. Der er lang vej endnu til en reel fredsaftale.


LÆS FLERE ARTIKLER AF YASMIN ABDEL-HAK HER


Topfoto: Collage af POV International, Wikimedia Commons og Flickr

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making.

Seneste artikler om Mellemøsten