Den egyptiske revolution

Det Arabiske Forår: Egypten 10 år efter

i Mellemøsten/Internationalt af
DET ARABISKE FORÅR // ANALYSE – Det er i år ti år siden befolkningerne fra Tunesien, Egypten, Yemen, Libyen og Syrien startede et oprør mod de siddende regimer, i hvad der blev kaldt Det Arabiske Forår. Egyptens revolution startede som en folkelig protest den 25. januar 2011 og fik hurtigt momentum. Efter 18 dages protester på Tahrir Square, i hjertet af Cairo, fik demonstranterne deres ønske opfyldt: Præsident Hosni Mubarak gik af efter 30 år ved magten. Men det gik ikke helt, som demonstranterne havde håbet. “Det er på mange måder en værre situation landet befinder sig i nu, end for 10 år siden”, skriver Yasmin Abdel-Hak.

Fra hvad der startede som en anonym Facebook-side, We are all Khalid Said, for at mindes endnu en ung egypter, der var død i politiets varetægt, rejste bølgen sig som en tsunami gennem den egyptiske befolkning.  Brugen af de sociale medier – først og fremmest Facebook – blev det mobiliserende våben for protestbølgen og revolutionen, men det blev også sammes undergang.

Den smertefulde egyptiske proces vidner om, at et demokrati er en skrøbelig størrelse, og at det tager tid at lære og forstå demokratiets DNA. Det bliver ikke lært på 18 dage. Og slet ikke hvis man ikke har nogen erfaring med det overhovedet

For protestbevægelsen, der rejste sig i protest mod korruption, politivold, elendig økonomi og arbejdsløshed, havde ikke taget højde for, hvad der skulle ske, når først deres mål om at få afsat præsidenten blev nået.

Det var en protestbevægelse uden politisk program og målsætning. Af samme grund var revolutionen nem for Det Muslimske Broderskab at lukrere på og  – overtage, om man vil. Det efterfølgende valg blev da også vundet af netop Broderskabet, som i modsætning til resten af demonstranterne i forvejen var organiserede og med et solidt og allerede velfungerende netværk på plads.

Autoritære ledere bør være opmærksomme på, at uro i samfundet er selve fundamentet for sociale bevægelser og oprør. Aldrig omvendt

Derpå fulgte en turbulent regeringsperiode med en demokratisk valgt præsident, Mohammed Morsi fra det Muslimske Broderskab, der trods et angiveligt stemmeflertal (angiveligt, fordi der var beskyldninger om valgsvindel) ikke umiddelbart nød hele sin befolknings opbakning.

En stigende utilfredshed, herunder ikke mindst en udtalt frygt for en tiltagende islamisering af det egyptiske samfund, resulterede i en ny protestbølge i 2013, som støttet af militæret denne gang fik afsat præsident Morsi.

Ved det efterfølgende præsidentvalg i 2015 vandt den nu tidligere militærmand,  Abdel Fatah al Sisi.

Sisi’s jernnæve

Siden da har han haft travlt med at konsolidere sin position og magt på den meste brutale vis. Der findes nærmest ingen politisk opposition i landet på nuværende tidspunkt.

Præsident al-Sisi
Egyptens præsident al-Sisi

Det Muslimske Broderskab er blevet bandlyst og medlemmer af bevægelsen bliver konsekvent omtalt som terrorister. At der tillige findes en enklave af IS-sympatisører i Sinai, der har stået bag en række angreb på regeringsbygninger, har blot givet præsidenten et skær af legitimitet til at slå endnu hårdere ned på alt, der tilnærmelsesvist måtte kunne betragtes som opposition. Det er tydeligvis et politisk middel, der passer ind i præsidentens narrativ som en frontmand mod al politisk islamisme.

Det er på mange måder en værre situation landet befinder sig i nu, end for 10 år siden. På alle parametre, inklusiv politisk frihed og økonomi.  De forhold, der lagde grundstenen til revolutionen dengang, korruption, fejlslagen økonomi og en forværring af sociale forhold er kun blevet endnu værre siden den gang, ikke mindst på grund af covid19, som dog ikke bærer hele skylden herfor.

Autoritære ledere bør være opmærksomme på, at uro i samfundet er selve fundamentet for sociale bevægelser og oprør. Aldrig omvendt.

Revolutioner og statskup er ikke et ukendt fænomen for Egyptens folk. Fra 1919-2013 har landet gennemlevet ikke mindre end fire revolutioner. Den første var et oprør med det britiske herredømme og resulterede to år senere i britisk anerkendelse af Egypten som selvstændigt land.

Den anden revolution i 1952 resulterede i afskaffelsen af monarkiet og indførelsen af republikken.  Den tredje fik fjernet Hosni Mubarak fra præsidentposten efter 30 år. To år senere, 2013, blev præsident Morsi afsat efter en urolig regeringsperiode. En ny protestbølge rejste sig, denne gang med en direkte henvendelse fra protestbevægelsen til militæret om at få fjernet Morsi fra magten.

Det er med andre ord sket en modning i regionens mange og mangeartede protestbevægelser, en bevidsthed om, at målet i sig selv ikke blot er at få fjernet en diktator fra magten

Som Time i 2013 skrev på sin forside om Egyptens revolutioner: “Verdens bedste demonstranter, verdens værste demokrater”. Den smertefulde egyptiske proces vidner om, at et demokrati er en skrøbelig størrelse, og at det tager tid at lære og forstå demokratiets DNA. Det bliver ikke lært på 18 dage. Og slet ikke hvis man ikke har nogen erfaring hermed overhovedet.

Andre lande har siden lært af Egyptens erfaringer: Ved protesterne i Algeriet i 2019 forblev demonstranterne på gaden efter præsident Bouteflika var trådt af.

De insisterede på, at magten blev overdraget til civile og ikke en militær ledelse. Tilsvarende i Sudan, protesterne i oktober 2020 fortsatte efter præsident Omar al-Bashir var trådt af, fordi man ikke ville risikere en militær overtagelse.

Der er med andre ord sket en modning i regionens mange og mangeartede protestbevægelser, en bevidsthed om, at målet i sig selv ikke blot er at få fjernet en diktator fra magten. Det er midlet, men ikke målet. Bevidstheden om, at målet derimod er at få sikret et demokratisk fundament.

Revolution er evolution

For at illustrere den svære kunst ud i demokratiet kan man blot se på Frankrigs mange faser i udviklingen af landets demokrati. Fra den franske revolution i 1789 og frem til 1892 undergik landet 8 forskellige styreformer: 3 monarkier, 2 kejserdømmer og 3 republikker, baseret på fjorten forskellige konstitutioner. Revolution kan være en lang og smertefuld proces.

De seneste år har vist fortsatte og kontinuerlige protestbølger i Algeriet, Tunesien, Irak, Iran og Libanon.

Det vil også komme til Egypten igen, næste gang belært af de fatale fejl, de begik i 2011-2013.  Vil det til den tid være en forenet befolkning? Formentlig ikke. Der er stadig – omend hemmelig – stor tilslutning til det Muslimske Broderskab i landet, der til stadighed føler, at de uretmæssigt mistede magten i 2013. Der er tilsvarende lige så stor modstand mod Broderskabet, som konsekvent omtales som terrorister.

Heri ligger en smertefuld erkendelse af et åbent sår i en befolkning, der kæmper for at overleve i en politisk virkelighed, der ikke efterlader meget rum til politisk virke. Der ligger også en erkendelse af, at måske skal dette sår hele mellem tilhængere og modstandere af Broderskabet, før et nyt oprør kan finde sted. For det er jo netop heri demokratiets grundsten skal støbes. Fællesskab uanset politisk tilhørsforhold. Det, der kendertegner demokratiets kerne, respekt trods uenighed.

Denne bevidsthed vil også komme til Egypten, det er bare et spørgsmål om tid. Til den tid vil Cleopatras sønner og døtre være langt bedre forberedt.


LÆS ALLE YASMIN ABDEL-HAKS ARTIKLER HER


Fotos: Wikimedia Commons 

Hvis man vil forstå dynamikken i revolutionen fra 2011 kan den Oscarnominerede dokumentar, The Square, varmt anbefales. Den er filmet under de 18 dage på Tahrir Square og det efterfølgende forløb med afholdelse af valget af Mohammed Morsi fra Det Muslimske Broderskab.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making.

Seneste artikler om Mellemøsten