KRIG I GAZA // KOMMENTAR – Gaza-Israel-konflikten skal ikke løses af politikere, men af borgerne selv, skriver Bernhard Bierlich i denne kommentar. Man skal bygge på de fælles værdier og rehumanisering for at skabe en fredskultur.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hidtil er alle forsøg på konfliktløsning slået fejl. Det kunne derfor være en idé at tænke nyt for at løse en konflikt, der er gået i hårdknude.
For virkelig at være troværdige for de to involverede parter, palæstinenserne og israelerne, skal rigtige løsninger komme fra borgerne selv, græsrødderne, og ikke politikere og tage udgangspunkt i den kulturelle verden, parterne lever i. Og det er MELLEMØSTEN og ikke New York, Paris eller en anden vestlig hovedstad. Vestligt orienterede argumenter er out of place, også dem fremført af israelske politikere, der ikke forsøger at forstå den mellemøstlige kultur for alvor.
Der ligger mange forskellige fredsforslag på bordet, lige fra dannelsen af en international styrke, med deltagelse af arabiske lande, NATO og FN, dannelsen af en international koalition af lande, fx Egypten, Jordan og israelere og palæstinensere (tænk på Bosnien i 1995, Kosovo i 1999).
Der er også forslaget om et Gaza styret af det palæstinensiske selvstyre. Dette vil kræve reformer og en ny ledelsesstruktur, da den nuværende præsident, Mahmoud Abbas, er vældig upopulær på Vestbredden. Yderligere går et forslag ud på at skabe håb og en økonomisk fremtid for palæstinenserne og Gaza.
Vestligt orienterede argumenter er out of place, også dem fremført af israelske politikere, der ikke forsøger at forstå den mellemøstlige kultur for alvor
Endelig foreslår Yossi Beilin, tidligere (1999-2001) justitsminister i Israel, at genoplive en tostatsløsning, hvor de mange bosættere (700.000, inklusive det østlige Jerusalem) må acceptere at leve i en fremtidig palæstinensisk stat – en konføderation, hvor bosætterne forbliver israelske statsborgere, men bor i nabostaten. I alt kan man tælle 10 forslag ifølge New York Times.
Borgerinitiativ
Før nogen af disse skridt kan tages, hvad weekendens protester i Tel Aviv understreger, er der intet andet valg end at slippe af med Benjamin Netanyahu og dennes ultra-højreorienterede regering, der blokerer for at finde fredelige og bæredygtige løsninger. Vreden over hans inkompetence og dårlige lederskab er enorm, og nylige meningsmålinger tyder på, at hans Likud-parti kan komme til at lide et historisk kollaps, når man går til valg i Israel næste gang.
Men, som Gideon Levy kritisk spørger i den ansete israelske avis Haaretz den 21.12.: “Vil Israel være anderledes uden Netanyahu?” Vi skal derfor gå et par spadestik dybere, da det ikke er gjort med en konventionel politisk reform.
Man skal tænke helt ud af boksen, når man søger varig og bæredygtig fred. Karakteristisk for disse forslag er det nemlig, at de alle er tænkt “oppefra og ned” (top-bottom), hvor politikere handler hen over hovedet på og uden at rådføre sig med offentligheden, borgerne. Dette er drevet af en indgroet tillid til politikernes løsninger, og at deres logik er den rigtige.
Men deres løsninger er ikke de eneste, der tænkes kan. Denne blinde tro på top-bottom politik understreges af de hidtidige tilganges negative historik i området, hvor forsøg på konfliktløsning siden 1920’erne er slået fejl gang på gang, og volden har fået lov til at sejre. 1920’erne var i øvrigt de år, hvor den spirende arabiske/palæstinensiske nationalisme for alvor begyndte at kollidere med den jødiske (zionismen).
For virkelig at være troværdige for de to involverede parter, palæstinenserne og israelerne, skal rigtige løsninger komme fra “borgerne selv”, græsrødderne (bottom-up), og tage udgangspunkt i den kulturelle verden, parterne lever i. Og det er MELLEMØSTEN og ikke New York, Paris eller en anden vestlig hovedstad.
Fredskultur
Derfor skal der “kulturelle boller” på suppen. Det mest grundlæggende er opbygningen af “en fredskultur”, som omfatter konfliktens to parter. Derfor var det så sørgeligt at se Hamas angribe og bortføre mennesker fra Israels sydlige grænseland (grænsende op mod Gaza), hvor mange israelere netop støtter kulturel sameksistens, fordømmer Israels besættelse på Vestbredden på det kraftigste og er glødende fredsaktivister. Vold bringer ikke noget godt med sig.
Fredskulturen vil dog overleve, da den forhandlede middelvej er den eneste gangbare vej i fremtiden. Ud af forskelle parterne imellem kan der vokse forsoning frem. En syntese af forskellene ligger ligefor. Jøder og palæstinensere har heldigvis meget mere tilfælles, end der skiller dem ad, sprog, mad, kultur – og et land, begge ser som deres hjem.
Vi er derfor nødt til, siger palæstinenseren Sulaiman Khatib og israeleren og lektor i mellemøstlig og afrikansk historie, Avner Wishnitzer, begge stiftere af Combatants for Peace (“Krigere for Fred”), at “opbygge en fredskultur”.
At skabe en fredskultur er et omfattende projekt og indebærer “rehumanisering”, en gennemgribende proces, hvor man omgør årtiers undertrykkelse, vold og dehumanisering af modparten. Fredssøgende palæstinensere og israelere i dette projekt kæmper en ikkevoldelig kamp mod den israelske besættelse af Vestbredden og det had, der er vokset frem på begge sider. Dette er desværre ofte frembragt af manipulerende ledere fra de to lejre. Men det, der heldigvis binder parterne sammen, er den kulturelle mellemøstlige fællesnævner, fælles værdier og begreber.
Sulha
Dette fælles grundlag bygger på den gensidige bekræftelse af, at begge folk har en fortid og en fremtid i dette land, og at ingen af dem bør udsættes for den andens vold eller undertrykkelse. Rehumanisering er med andre ord “et befrielsesprojekt”. Medfølelse med hinanden bor i os alle. Det er et af de mest grundlæggende principper for al menneskelig eksistens.
Vi er derfor nødt til, fastslår Sulaiman Khatib og Avner Wishnitzer, at opbygge en kultur, der fremmer omsorg og medfølelse, og dermed nedtoner de spændinger, der er til stede i alle menneskelige forhold. Dette gør man ved at bringe gamle hævdvundne “mellemøstlige mekanismer til konfliktløsning” såsom sulha (borgermøder, forsoning) i spil, en troværdig stammemekanisme, som er en del af denne regions arv. Sulha (arabisk, sliha på hebraisk) er et mellemøstligt kulturelt forsoningsprincip, som er måden, man løser konflikter på i den del af verden, hvor stammekulturer er fremherskende, bl.a. i Mellemøsten og Afrika, hvor indlæggets forfatter har arbejdet i årevis.
I sidste ende skal der en “sandheds- og forsoningskommission” til – i lighed med den, man oprettede i Sydafrika efter enden på apartheid – for at påtale jødernes historie og palæstinensernes lidelser.
Tiden er inde til at lade palæstinensere og jøder tale direkte sammen i “borgerforsamlinger”, fx via det kulturelt betydningsgivende og troværdige sulha-princip, uden indblanding fra politikere og meningsdannere fra den ene og anden side, da de ofte blot gør ting værre, sætter folk op imod hinanden og holder dem fast i konfrontationer. Uden denne indblanding kan jøder og palæstinensere begynde at lære hinanden at kende som virkelige mennesker og opdage, at de har mere til fælles, end der skiller dem ad.
Det er også på høje tid, at kvinders stemme bliver rigtig hørt og ikke overdøvet af mænds mere aggressive attituder. Den græske dramatiker Aristophanes (5.-4. årh. f.v.t.) er ganske relevant her, især hans berømte komedie Lysistrata om kvinders sex-strejke for fred.
Lysistrata, den kvindelige hovedperson, foreslår, at kvinder bør tilbageholde sex, indtil der opnås fred. Lysistratas umiddelbare reference er den langvarige krig (20 år) på Peloponnes. Dette skal naturligvis ikke tages helt bogstaveligt, men forsoning i Mellemøsten har endnu mere at komme efter, når ansvaret for denne fredskultur ligeledes ligger hos palæstinensiske og israelske kvinder, som jo udgør halvdelen af befolkningerne.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
