COCKTAILS // KLUMME – Han husker det så tydeligt. Ved de festlige lejligheder hos Bo Nygaard Larsens mormor og morfar blev der serveret klassiske likører som Drambuie, Grand Marnier og Cointreau. I sin ungdom smagte dråberne ham ikke, måske fordi han forbandt dem med den ældre generation. Nu har han selv alderen til at være bedsteforælder, og i denne artikel hylder hans smagsløgene hos sin mormor og morfar og producenterne for den høje kvalitet.
Tiden har det med at bevæge sig. Sekund for sekund, time for time, år for år, generation for generation sker den ustoppelige forskydning, selvom vi alligevel i et akavet forsøg prøver at fastholde øjeblikket som noget eviggyldigt. Måske fordi vi i det greb bilder os ind, at vores egen alder er uden ændring, at aldringen aldrig vil indtræffe.
Det er ikke en konkret årgang eller årstal, men vi ser det i vores ageren, i vores tøjsnit og i vores tilgang til det, vi selv opfatter som moden. Den evige ungdom, måske, en sikker fortrængning af, at vi for længst har passeret modningen, utvivlsomt.
Jeg er årgang 1969, ak ja, men ser mig selv som 29-årig, hvad skulle jeg ellers? Men virkeligheden kan kun afsløre, og når jeg henviser til farfars et eller andet, har jeg nu alderen til selv være bedsteforælder og til at være skydeskiven
I hele mit voksne liv har jeg brugt oplevelserne i mine bedsteforældres hjem som et referencepunkt. Det har altid været med mig et sted i 20’erne, og mine bedsteforældre, som var markant ældre, repræsenterende en anden tid, en anden kultur, en anden tilgang.
Men tiden har det med at bevæge sig, og den har flyttet mig og forvirringen med. Jeg er årgang 1969, ak ja, men ser mig selv som 29-årig, hvad skulle jeg ellers? Men virkeligheden kan kun afsløre, og når jeg henviser til farfars et eller andet, har jeg nu alderen til selv være bedsteforælder og til at være skydeskiven. For mange er jeg ganske godt oppe i årene, for andre tæt på gammel.
Drambuie, Grand Marnier og Cointreau
Det er i den sammenhæng, flaskerne bliver taget frem. Jeg ser hende endnu gå hen til hjørneskabet i vinkelstuen og håndtere dem med relikviets respekt. Dér er hun, min mormor, og byder rundt af likørerne Drambuie, Grand Marnier og Cointreau. Mit glas bliver fyldt, det smager mig ikke, det usmagelige følger mig, og i årevis tænkte jeg på disse dråber som et levn fra en anden tid.
Dog havde hun ret, min mormor. Her, hvor jeg potentielt har en bedsteforælders alder, har jeg indset kvaliteten af minderne, for tiden bevæger sig, tilbage til mormors. Smagen af i går er tidløs, for trods skiftende modeluner vil den altid finde en vej.
Dengang som en avec, man nød solo eller måske med lidt is, i dag også som en del af en cocktail. Det er her, bevægelsen sætter ind, det er her, det nye møder det gamle, det er her, jeg præsenterer tre cocktails med likører som a Blast from the Past.
Og husk, likører skal efter åbning opbevares i køleskabet.
Tre cocktails med likører
Rusty Nail med Drambuie
Intet kommer af sig selv, vi ser det på historien. Selv Drambuie har noget at trække på, denne likør med lagret whisky, blomster, urter og honning. Det hele begyndte, siger legenden, i 1746, hvor Prins Charles Edward Stuart, også kendt som Bonnie Prince Charlie, flygtede efter sin nederlag i Slaget ved Culloden udenfor Inverness i Skotland.
Han tog turen over højlandet, hvor klanen MacKinnon, ledet af John MacKinnon, hjalp ham i sikkerhed på Isle of Skye. Som tak gav Prins Charles John MacKinnon den hemmelige opskrift på sin private likør. Senere skiftede den hænder nogle gange igen, i 1893 blev den registreret som varemærke, og i 1910 blev Drambuie lanceret i den form, vi kender i dag.
Drambuie er skøn at nyde rent, alene eller til en dessert, præcis som min mormor gjorde. Jeg bruger den gerne i cocktailen Rusty Nail, der er whisky med whisky på. Rusty Nail kan spores tilbage til 1937, hvor F. Benniman skabte den under navnet B.I.F. til ære for British Industries Fair i New York.
Den går også under navnene Mig-21 og Knucklerhead.
Det skal du bruge
45 ml Stauning Rye Whisky
15 ml Drambuie
Garnish: appelsinskræl
Sådan gør du
Kom alle ingredienserne i en mixerkande med is, rør rundt og si op i et afkølet glas.
Le Grand Louis med Grand Marnier
»Grand Marnier«. Hun er der endnu, mormor Jenny, og netop hendes tilbud om den franske likør baseret på cognac og appelsin står stærkest i erindringen. Grand Marnier blev skabt af Louis-Alexandrea Marnier Lapostelle i 1880, og opskriften har ikke været ændret siden.
Det er der heller ingen grund til, for med den bløde og lange eftersmag står den godt efter en god middag. Til cocktails er den eminent. Prøv for eksempel en Grand-Tonic med 5 cl Grand Marnier, masser af is og en god top af tonic. Eller som her Le Grand Louis, en hyldest til likørens skaber. Den minder meget om en Dry Martini med appelsinsmag, og den er da også lige let at lave.
Grand Marnier findes i dag i fem varianter, men her bruger jeg den oprindelige, Grand Marnier Cordon Rouge.
Det skal du bruge
60 ml Grand Marnier Cordon Rouge
22 ml Dolin Dry Vermouth
Garnish: En appelsinskræl
Sådan gør du
Kom alle ingredienserne i en mixerkande med is, rør rundt og si op i et afkølet glas.
Margarita med Cointreau
Der er dem, der nærmest ikke sværger til andet, og så er der dem, der bliver endnu mere afhængige. Sådan er det med Margarita. Nok er den baseret på den noget krasbørstige tequila, men på grund af tilsætningen af lime, sukkersirup og den appelsinbårne Cointreau får cocktailen det helt rigtige mix og en flirtende sødme.
Margaritaens historie fortoner sig et sted i forhistorien, men en legendarisk version siger, at den blev skabt i 1938 af bartenderen Danny Herrera på Rancho Del Gloria Bar ved Rosarita Beach i Mexico. Marjorie King, der var showgirl, brød sig ikke om spiritus, men tequila havde hun ingen problemer med. Derfor bad hun om en cocktail med tequila i stedet for det vanlige shot, og ud af intet skabte Danny Herrera så det mix, der blev til Margarita.
En anden historie handler om Margarita Samas. Hun var en klassisk selskabsdame fra Dallas og elskede at eksperimentere med nye cocktails. I julen 1948, hvor hun holdt gilde i sin feriebolig i Acapulco, bød hun sine gæster sit seneste mix, og det blev så stor en succes, at cocktailen, der naturligvis blev opkaldt efter hende, hurtigt spredte sig over den ganskeverden.
Men sandheden ligger måske et tredje sted. Den amerikanske cocktailhistoriker David Wondrich mener, at Margarita er en videreudvikling af Daisy, der har rod tilbage i de tidlige 1870’ere.
Uanset hvad er Cointreau en afgørende ingrediens. Destilleriet blev grundlagt i Angers i Frankrig i 1849 af brødrene Adolphe og Edouard-Jean Cointreau. I de første år producerede de likøren Curaçao, men Edouard Cointreau, var søn af Edouard-Jean, fandt den for sød.
I 1875 introducerede han sin egen opskrift under navnet Cointreau Triple Sec. I forhold til den klassiske Curaçao tredoblede han mængden af aromaer (triple), ligesom han gjorde den mere tør (sec) ved at komme mindre sukker i. Alkoholen i Cointreau er lavet på sukkerroer, men er forfinet så meget, at den nærmest er neutral.
I dag findes der en lang række mærker, der laver triple sec, men allerede i 1960 fjernede Cointreau betegnelsen fra deres etiketter for på den måde at skille sig ud. Grand Marnier er en anden kendt triple sec.
Det skal du bruge
4 cl Fortaleza Blanco Tequila
2 cl Cointreau
2 cl friskpresset limesaft
1 cl Giffard White Sugar Cane Syrup
Garnish: 1 tørret limeskive
Sådan gør du
Afkøl glasset. Kom alle ingredienserne i en shaker med is, og ryst hårdt. Si indholdet over i dit glas, og pynt med limeskiven.
Læs flere af POV’s artikler om cocktails her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her