KULTUR // KOMMENTAR – Det er fristende at sige, Mens vi venter på Godot … igen. Teatersæson 23-24 byder på adskillige genopsætninger af populære og anmelderroste forestillinger. Kommercielt giver det mening, men det gør også teatret mindre elitært og mere tilgængeligt for de mange, der måske er tilbageholdende med at købe billet til noget, de ikke ved, hvad er.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Ved Reumert-uddelingen sidste år kvitterede Pelle Koppel fra Teater-V for prisen til forestillingen Til ungdommen, netop med at understrege, at den blev genopsat og skulle på turné. Og at det bør mange flere forestillinger gøre.
Mungo Park i Allerød har det ligefrem i sin ”grundlov”, at de forestillinger, som rammer plet, spiller i repertoire – gerne med nye skuespillere – mens de forestillinger, der ikke vækker genklang, forsvinder. Publikum bestemmer.
De sikre oplevelser
Selvfølgelig er der et kommercielt aspekt. Især musicals spiller flere sæsoner, tages op igen og kører – for nogles vedkommende – i nærmest endeløst loop. Karakteristisk for musical er, at det er velkendt stof. Musikken er kendt, filmforlægget er kendt, de rider på en bølge af international berømmelse.
Det er let at købe billet til i god tid i forvejen. Som publikum kan vi være nogenlunde sikre på at få den oplevelse, vi forventer.
Den luksus har original dramatik ikke. På den anden side: hvorfor se en ny version af Jean de France, når man har set den én gang? Få kan som How to Kill a Dog med Emma Sehested Høeg opbygge en stor og bred fanskare, så alle billetter stort set var solgt inden premieren til Farvel til Madonna på Republique tidligere på året. Købt ubeset, om man så må sige.
Når de overstrømmende anmeldelser indløber, eller vennerne begejstret fortæller om deres oplevelse, så er forestillingen måske allerede taget af plakaten igen, eller alle billetter er solgt. Teatrene har jo allerede næste forestilling klar, og skuespillerne har engagement andetsteds.
Det er dybest set også den udfordring teaterforeningerne rundt om i landet har. Her spiller forestillingerne som regel kun en enkelt aften.
På gensyn i teatersæson 23-24
Så en genopsætning giver mening. I teatersæson 23-24 er der heldigvis adskillige teatre, der følger i fodsporene på Teater-V og Mungo Park og giver en række forestillinger en tur mere i manegen.
De rammer plet hos anmeldere og publikum, opbygger pludselig momentum ved billetlugen, og så står mange altså skuffede tilbage
Og ja, Teatret ved Sorte Hest giver faktisk mulighed for at se (eller gense) Maria Vinterbergs prisbelønnede iscenesættelse af Mens vi venter på Godot, der både spillede i 2020 og 2022. Denne gang dog med Lue Støvelbæk som Lucky.
Samme teater annoncerede allerede sidste år, at den livsglade kabaret Inden vi dør, synger vi en sang vendte tilbage. Både Beckett og døden kan altså sælge billetter. I hvert fald, når de får tid til at generere word-of-mouth. Venners anbefaling giver lyst til at se teater. Eller mere teater.
Teater-V og Mungo Park tager deres egen medicin
Og hvad Teater-V og Mungo Park angår, så følger de deres egen opskrift. Ud over at lægge scene til en lang række succesfulde forestillinger, som har spillet andre steder i landet, sendes netop Til Ungdommen på gæstevisit til Aveny-T i et par uger sidst i oktober. Med nyt cast.
Mungo Park har ud over de nye forestillinger både klimagyseren At lære at dø på programmet og dykker langt tilbage i kataloget og genopliver Den allersidste dans, hvor dansktop-hits akkompagnerer de sidste trin på plejehjemmet. Man fristes til at tro, at de har udvekslet noter med Teatret ved Sorte Hest.
Selvfølgelig gælder det om at smede, mens jernet er varmt. Blaagaard Teater kunne allerede i marts love, at Den anden arabiske kvinde ville vende tilbage til maj næste år. Hvorfor så sent på teatersæson 23-24? Fordi alle teatre planlægger år frem i tiden, så ekstra forestillinger/genopsætninger kommer til at ligge yderligt.
Men der er nu noget sært fascinerende ved at forlade en dunkel teatersal og gå ud i den lyse danske sommernat.
Fuldt hus på de store scener
Hvis man vil opleve, hvad anmelderne faldt helt i svime over ved Stolthed og fordom på Betty Nansen Teatret, Jytte fra marketing er desværre gået for i dag på Nørrebro Teater og Fra regnormenes liv på Folketeatret, så er chancen der også i teatersæson 23-24 – de to sidstnævnte også i Folketeatrets turné-program.
Der er umiddelbart ikke noget fælles træk ved disse tre forestillinger – eller de øvrigt nævnte repremierer. De rammer plet hos anmeldere og publikum, opbygger pludselig momentum ved billetlugen, og så står mange altså skuffede tilbage. Der er ikke en chance for at samle teater op på Netflix om nogle måneder.
At disse forestillinger sandsynligvis vil spille for fulde huse, så der kommer kroner i teatrets kasse, er det svært at have ondt over. At skuespillerne får noget at lave, når de har leveret en flot præstation, heller ikke.
Kunst for folket
Der er imidlertid en forskel mellem de ”store” teatre, hvor der kan sælges mange billetter, og hvor røv-i-sæderne giver plus på bundlinjen. På mange små scener går regnskabet kun op, fordi der gives fondsstøtte til de enkelte forestillinger. Den er der ikke nødvendigvis til en repremiere.
Ikke blot at støtte kunsten/teatret, men også at støtte samme kunst i at nå ud til et bredere publikum, når potentialet er der
Derfor er det sværere for en forestilling, der sprænger rammerne for måske 3 ugers succes i en lille sal at genopstå til glæde for det publikum, der først for sent opdagede den. Det kunne der godt være en selvstændig kulturpolitisk opgave i: Ikke blot at støtte kunsten/teatret, men også at støtte samme kunst i at nå ud til et bredere publikum, når potentialet er der.
Så ud over at se repremierer som en god forretning, så er der også noget demokratisk i, at de gode forestillinger ikke er forbeholdt en elite, som tog chancen og sikrede sig billetter i første omgang. Teatersæson 23-24 giver en chance til for publikum.
It’s entertainment
For teatret og anden kunst gælder det, at gode oplevelser giver appetit på mere. Det er den logik, der ligger bag stjernesystemet. Selv om vi ikke kender forestillingen (eller filmen), så har vi en forventning til en populær skuespiller/instruktør/komponist.
De forestillinger, der får en chance til i teatersæson 23-24, er forbandet underholdende samtidig med, at de vækker til eftertanke, skaber et magisk rum og efterlader os lidt mere dannede
Vi kan sige en hel masse om teatrets dannende aspekter. Om den magiske samhørighed mellem skuespillere og publikum, når alt går op i en højere enhed. Om teatrets evne til at tage tiden emner til behandling og vække til eftertanke.
Vi skal bare ikke se bort fra, at det også er forbandet underholdende. De forestillinger, der får en chance til i teatersæson 23-24, er forbandet underholdende samtidig med, at de vækker til eftertanke, skaber et magisk rum og efterlader os lidt mere dannede. Uanset om vi går tit i teatret eller kun på venners anbefaling.
I bedste fald giver det appetit på mere. På alt det nye, som teatersæson 23-24 også byder på.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
