TEATER // ANMELDELSE – Den arabiske kvinde findes ikke. Hun er et produkt dels af vores majoritetsdanske fordomme og dels af en tradition i den arabiske verden for at udviske før-muslimske og ikke-arabiske rødder. Hanin Georgis løfter sløret for Den anden arabiske kvinde på Blaagaard Teater.
Den lille Hanin, der er født i Algeriet af kristne irakiske forældre (ofte kaldet assyrer), undrer sig, da hun første gang af kammeraterne i Holte bliver spurgt, om hun er muslim. Hjemme spørger hun sin mor, om hun er musling. Hun har mødt sin første fordom om den arabiske kvinde.
Ikke sådan at forstå, at Hanin er Den anden arabiske kvinde, fordi hun ikke er muslim. Men hold da op, hvor skal hun kæmpe mod mange fordomme på grund af sit mørke, krøllede hår. Eller sit hår i det hele taget. Hårfjerning og hårfjerningsprodukter fylder et helt kapitel i forestillingen. Både traumatisk og frygtelig morsomt.
Hår på den
I øvrigt er det flere år siden, jeg sidst så så velbegrundet brug af nøgenhed på scenen. Det er ikke en effekt, men en stærk pointe. Hvis den gennemsnitlige unge danske kvinde kæmper med mediernes glansbillede af kvindekroppen, så kæmper både den ene og den anden arabiske kvinde nok 10 gange hårdere.
Uanset om krop og hår skjules under et slør eller ej.
Forestillingen begynder med en række statements fra Hanins side, der gør op med fordommene om den arabiske kvinde. Men netop hendes kamp for ikke at blive sat i bås, ender med at blive en bås i sig selv. Det ene slør udskiftes med det andet. Det er skåret ud i pap, så enhver kan forstå det.
Også de lyshårede drenge, der ikke rigtig tør være kærester med hende af frygt for … ja, af frygt for en hel masse, som forestillingen opregner med skarphed og stor humor.
Den anden arabiske kvinde og det eurocentriske verdensbillede
På den ene side står vores eurocentriske selvforståelse for skud. Hvorfor lærer vi ikke i skolen, at vores kultur står på skuldrene af den mesopotamiske – mellemøstlige – kultur, at vores kendskab til en stor del af f.eks. antik græsk kultur skyldes arabiske oversættelser, at Baghdad i middelalderen var et centrum for tolerant intellektuel udveksling, og at vores talsystem er indisk og formidlet via den arabiske verden?
I bedste fald husker de fleste ”allerede de gamle grækere” og ikke meget mere. Ikke mindst fordi skolens tidsbegrænsninger ikke giver plads til den nuancering, at grækerne nok snarere så sig som en del af en mellemøstlig kultur end som en del af barbarerne vestpå.
Hanins pointe er, at der som arabisk kvinde er en masse at være stolt af. Den stolthed ville gøre det mindre påtvingende hverken at skilte med sin ”arabiskhed” (påklædning, tabuer, afsondrethed) eller demonstrativt at være den anden arabiske kvinde med leverpostejmad, bacon, skinke og fri, nærmest manisk grådig seksualitet.
Meget andet end arabisk
Som den anden arabiske kvinde understreger Hanin Georgis imidlertid også, at historiske, etniske og kulturelle rødder uden for den ”arabiske” kultur i århundreder er blevet undertrykt. Hun trækker tråde tilbage til sumerernes Inanna, 1001 nats Sheherezade, myten om Lilith, den første kvinde.
Gudinden Innana blev hyldet for over 4.000 år siden af præstinden Enḫeduanna. Altså en kvinde og samtidig verdenslitteraturens første navngivne forfatter. Jo, Den anden arabiske kvinde er naturligvis også feministisk teater.
Kvindelige forbilleder er i vid udstrækning blevet skrevet ud af historien – i jødisk/muslimsk/kristen tradition. Lilith er blevet gjort til en dæmon (en falden kvinde, om du vil). Og skulle nogen forfalde til den illusion, at 1001 nats eventyr er en romantisk historie, så understreger Hanin Georgis, at den i virkeligheden handler om at forhindre en stjernepsykopat i daglige voldtægter og kvindemord.
Scenekunst, når den er bedst
Hanin Georgis står alene på scenen på Blaagaard Teater kun i samspil med en række højttalere, der sænkes ned fra loftet i wirer. Jeg håber ved Gud, at de bliver ordentligt sikkerhedstjekket. Hver højttaler repræsenterer stemmer, der bliver ved med at hviske fordomme – velmenende eller ej – i øret på lille Hanin og alle de andre arabiske kvinder, der vokser op i Danmark.
Hun ejer scenen og fylder den. Ikke nogen lille præstation. Projektioner på bagvæggen af fakta og af de kvinder, der er gået før hende (også Hanin i diverse kostumer og effekt i sort/hvid) er blandt hendes få rekvisitter.
Mere skal der faktisk ikke til, og det understreger, hvad det er, scenekunsten kan, når den er bedst.
På tværs af køn og etnicitet
Hvad vi ikke lærte i skolen, kan vi nemlig nu lære på scenen. Både den pæredanske kvinde/mand og den arabiske ditto. Vores opfattelse af ”den arabiske verden” dækker over en mangfoldighed, som af religiøse, politiske og muligvis også kønspolitiske grunde er blevet visket ud.
Vi får lov til at se bag sløret og opdage en mellemøstlig kultur, der indeholder en rigdom, som den ”arabiske” kvinde sagtens kan være stolt af. Både den ene og den anden. Her og i Mellemøsten.
Blaagaard Teater kan allerede melde forestillingen næsten udsolgt. Forhåbentlig får den chancen igen ved en senere lejlighed, for der er et stærkt og nødvendigt budskab på tværs af etnicitet og køn. Ovenikøbet er det stærkt underholdende.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her