FRILUFTSTEATER // ANMELDELSE – En af sommerens glæder er, at teatret flytter udendørs, og Grønnegårds Teatret holder fast i traditionen med opførelser af klassiske komedier (eller det, der ligner). I år puster de med succes støvet af Holbergs Jean de France med farceagtige opdateringer.
Tonen bliver slået an med fælles afsyngelse af ”Langt højere bjerge” af hele ensemblet. Ja, naturligvis uden titlens Jean de France – eller Hans Frandsen, som han lokalt kendes i København. Blandt de gode danske borgere kan man blive enige om ”at blive ved jorden, det passer os bedst”.
Med denne ramme om forestillingen fremstår Jean de France nok som en nar, som har formøblet en formue på 15 uger i Paris og i den tid har taget alle franske moder til sig. Sproget har han tillagt sig sådan pø-om-pø, studier er der ikke blevet meget af – undtagen af fancy dansetrin.
Vi tænker ikke over, at ordene er franske, mens vi beklager os over nymodens anglicismer
Hvad dansetrinnene angår, så får vi straks en demonstration, hvor truppens unge skuespillere – selvfølgelig iklædt cool solbriller, pose-attituder og fingerknipsen performer Maitre Gims’ ”Est-ce que tu m’aimes” med Jean som forsanger/fordanser. Det er umuligt ikke at blive i godt humør.
Modernitet og reaktion
Men over for al denne modernisme (eller modeluner, som han ville sige), står gamle Jeronimus. Sparsommelig. Gammeldags (eller ligefrem bagstræberisk). Traditionsbunden. Meget dansk – og aldeles ikke tilfreds med, at Jean i sine breve omtaler han som Jerome og hans datter Elsebet som Isabelle.
https://rusbank.net/company/zaymer_ru/
Han er også Jeans kommende svigerfar, og han er rent ud sagt en tyran. Over for Elsebet naturligvis, men også over for Jeans far, Frands, som i forvejen er under tøflen (som man sagde) i forhold til sin kone, Magdelone.
Ja, det var morsomt på Holbergs tid.
Sprogforurening
Sandt at sige var det på mode blandt både adlen og det bedre borgerskab at tale fransk og tillægge sig franske manerer. Hvilket et godt udsnit af de i anmeldelsen anvendte ord i øvrigt er bevis for. Vi tænker ikke over, at de er franske, mens vi beklager os over nymodens anglicismer.
Det er heller ikke for plottet, man går i Grønnegårds Teatret for at se Holberg, Molière, Shakespeare og så videre
Det, Holbergs publikum måske især har moret sig over, er Jean de Frances mangelfulde fransk. Det er så ringe, at tjenestepigen Marthe, der har tjent hos en fransk kok i et par år, kan bilde ham ind, at hun er en fin fransk dame.
For et moderne – mindre franskkyndigt – publikum er dialogen spækket med moderne franske indlån. Hovedsagelig fra restauranternes menuer. Anyway (som man siger), det franske er under ingen omstændigheder svært at følge med i.
Det kommer næppe som nogen overraskelse i en Holberg-sammenhæng, at det netop er tjenestefolkene – Marthe og hendes medsammensvorne, tjeneren Esben – som med deres skuespil får gjort den prætentiøse Jean til grin. Til fordel for de unge elskende, Elsebet og hendes nye hjertenskær, Antonius.
En indforstået sommeraften
Det er heller ikke for plottet, man går i Grønnegårds Teatret for at se Holberg, Molière, Shakespeare og så videre. Det er for at se klassikerne blive spillet med elan. Det er skuespil med store fagter, for vi skal grine helt ned på bagerste række.
I øvrigt i Odd Fellow Palæets have. Designmuseum Danmarks have, som teatret egentlig har navn efter, er lukket på grund af en ombygning. Det får også en plads i teksten, og publikum ler indforstået.
For det er en del af charmen ved en sommeraften i Grønnegårds Teatret. Det er ikke naturalistisk teater, men et show, hvor vi glæder os over skuespillernes performance. De giver den gas og slår ud med armene. Og lægger et meta-lag ind.
Opdateringerne gør i alle tilfælde Jean de France mere vedkommende, end man umiddelbart skulle tro
Der leges med teksten. Der leges med teatrets virkemidler. Der indføres sidebemærkninger og anakronismer. Der smiles endda lidt til det ustadige danske sommervejr. Men det skal også nærmest stå ned i tove, før skuespillerne giver op.
Og skuespillerne – de danser og synger og poserer og balancerer på kanten af overspillet. Nicolai Jørgensen er vidunderligt krukket som titlens Jean de France. Tom Jensen har pondus og stemmekraft som Jeronimus. Man får nærmest ondt af Benjamin Kitter, der som Frands åbenbart er født til at blive hundset med.
Cherchez la femme
I vore woke tider er det ikke til at overse, at Holberg havde en faible for snarrådige tjenestepiger. Ja, tænkende kvindfolk i det hele taget. Rosalinde Mynster må som Marthe dyste med Esben (Andreas Jebro) om at komme på den bedste plan til at hjælpe de unge elskende. Og vinder. Rollen falder naturligt for hende.
I det hele taget må man nyde, hvordan skuespillerne enkeltvis og som ensemble bevæger sig rundt på scenen, op og ned ad trapper, genne døre og om bag scenen for at dukke op et nyt sted. Tina Gylling Mortesen træder som Magdalone dansen i en minuet med Jean, men tumler også rundt på scenen i en forførende kattens leg med musen med Benjamin Kitter. Det er vidunderligt fysisk teater.
Det er ikke en forudsætning at kunne sin Holberg. Men det er nok en fordel at kende lidt til forholdet mellem herskab og tjenestefolk og til 1700-tallet snobberi for det franske (som i parentes bemærket har sat sit tydelige præg på Frederiksstaden, herunder Odd Fellow Palæet, som er et prægtigt bagtæppe til scenen). Opdateringerne gør i alle tilfælde Jean de France mere vedkommende, end man umiddelbart skulle tro.
Det er fortsat en prægtig idé at spille teater under åben himmel i en skjult have midt i København. Og skuespillernes glæde ved at kunne gøre det igen smitter ud over scenekanten. Alt i alt må Jean de France få 5 stjerner. Og krydsede fingre for en lun og tør sommer.
LÆS FLERE ANMELDELSER AF STEEN BLENDSTRUP HERgr
Jean de France spiller på Grønnegårds Teatret (i Odd Fellow Teatrets have) til 28. august
Af Ludvig Holberg, bearbejdet af Trine Wisbech og Charlotte Munksø
Med: Nicolai Jørgensen, Tom Jensen, Rosalinde Mynster, Andreas Jebro, Jens Frederik Sætter-Lassen, Carla Eleonora Feigenberg, Tina Gylling Mortensen, Benjamin Kitter, Aske Hass Thorsen, Jens Gotthelf
Instruktion: Charlotte Munksø
Fotos: Bjarne Stæhr
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her