TEATER // ANMELDELSE – ”Det er vigtigt at være proaktiv – det modvirker depression”. Ordene rettes af psykologen til den hjemsendte lærer, men måske også til os i publikum. For trods megen humor melder angsten eller handlingslammelsen (eller begge dele) sig let, når vi bliver stillet over for At lære at dø på Mungo Park.
Kan du citatet fra ”Jylland mellem tvende have” – det om heden? ”Skynd dig, kom! Om føje år / heden som en kornmark står”.
Budskabet i At lære at dø er ligeledes, at det haster. Her er problemet bare, at kornmarkerne om føje år er forvandlet til ørkener eller oversvømmet af stigende have.
Og i øvrigt; skynd dig – forestillingen spiller kun i kort tid.
Klimakatastrofen er her
Forhistorien til Mungo Parks At lære at dø er, at teatret gerne ville have den svenske instruktør og dramatiker Viktor Tjerneld, der skabte Spejlmanden, på besøg igen. Og han ville gerne komme, hvis han kunne fortælle om vores blindhed, når det gælder vores eget ansvar for klimakatastrofen.
Vi lukker øjnene og stiller os tilfredse med symbolpolitik
Ja, klimakatastrofe, ikke klimakrise. Kendsgerningerne har ligget der siden slutningen af 80’erne. Aktionsplanen har ligget der siden klimatopmødet i Paris i 2015. Og lige lidt hjælper det. Vi holder klimauger på skolerne og frivillig oprydning på strandene, men vi tør ikke tage fat der, hvor det virkelig ændrer noget.
Når vi sammenskriver alle udviklingskurverne og ser, hvordan de påvirker hinanden til stadig højere forbrug, højere forurening, højere klimabelastning, så er det let at få åndenød. Så er det måske på tide at være realistisk og lære at dø.
At rense stranden eller at lære at dø
Det er let at pege fingre ad politikerne. De må da tage ansvar. Problemet er bare, at når udfordringerne bliver uoverskuelige, når konsekvenserne bliver for grusomme, og løsningerne skaber for gennemgribende forandringer for vælgerne (ja, os), så slår hjernen fra. Vi lukker øjnene og stiller os tilfredse med symbolpolitik.
At lære at dø begår imidlertid det kunststykke at være morsom
Hovedpersonen i forestillingen er lærer. Hun har læst forskningen. Hun bekymrer sig for fremtiden, men først og fremmest bekymrer hun sig for sine elever. Og nu skal hun igen holde miljøuge.
Det er selvfølgelig pædagogisk fornuftigt. Ligesom det giver mening, at kommunen ansætter en ny konsulent i Miljø & Teknik til at hjælpe virksomhederne til at tage miljøhensyn og begrænse CO2-udslippet.
Men når miljøugen ikke tegner det virkelige billede af, hvor slemt det står til, og når kommunen, virksomhederne, forbrugerne (skolebørnenes forældre – altså igen os i publikum) ikke tager konsekvensen og undlader skovrydningen, reducerer kødforbruget, begrænser flyrejserne (og alt det der), så er det tom symbolpolitik. Så er det en stor løgn.
Kunsten ikke at være okay
Stillet over for forestillingens budskab blev min ledsager ligefrem dårlig. Fordi hun også kender fakta. Og fordi hun faktisk havde holdt miljøuge med sine elever for få uger siden. Det er altså ikke noget at grine ad.
At lære at dø begår imidlertid det kunststykke at være morsom.
På Nørrebro Teater lukker Kunsten at være okay os ind i hovedet på en gruppe ensomme, ængstelige og socialt usikre mennesker. Og får os til at le, ikke ad dem, men med dem. Her bliver vi præsenteret for en virkelig god grund til at være angst. Alle sammen. Vi kunne kalde det ”kunsten ikke at være okay”. Og le ad det.
Jeg er sikker på, at Mungo Park og Viktor Tjerneld nok fra nogle kanter skal få på puklen for budskabet i At lære at dø
Vi kan godt le ad det absurde i det muliges kunst (politik) og not in my backyard-holdningen. Men budskabet er i sidste ende deprimerende, og hver og en må gå ud af teatret med spørgsmålet: ”Jamen, hvad skal jeg gøre”?
Hvem har ansvaret?
Vi har mødt fjenden, og han er os.
Hvordan læreren Elin og miljøkonsulenten Andreas løser den konflikt, skal naturligvis ses i At lære at dø på Mungo Park. Selv om det er høje krav at stille til kunsten, når forskerne efter små 40 år ikke er kommet med en løsning, og politikerne efter 7 år ikke er kommet i mål med at implementere Paris-aftalen.
Det er da en glimrende idé at sende skoleeleverne ind at se forestillingen. Måske en endnu mere glimrende idé selv at se den (altså igen os med stemmeret og indkøbsansvar). Potentielt har den også et budskab til politikerne i en valgkamp, der i skrivende stund ikke er skudt officielt i gang endnu, men som p.t. ser ud til at handle om alt muligt andet.
Jeg er sikker på, at Mungo Park og Viktor Tjerneld nok fra nogle kanter skal få på puklen for budskabet i At lære at dø, men som teater fungerer forestillingen.
Vrede eller optimisme
Rikke Westi serverer som Elin en indfølt og vred tirade om Jordens tilstand og vores evne til at tage skyklapper på. Der er smæk på lige i hovedet på publikum. Men det er ikke uden humor. Hun giver den også som Andreas alzheimers-ramte mor, der glider ind og ud af samtalens nu, men nogle gange slår til med komisk skarphed.
Miljøkonsulenten Andreas kommer til at fremstå noget veg i den sammenhæng. Masser af gode intentioner og jubeloptimistisk man-kan-finde-noget-godt-i-alting filosofi. Men Sebastian Aagaard-Williams er så at sige også under dobbelt angreb. Det står en frit for at gætte på, hvordan hans sind er blevet formet i skyggen af den dominerende mor – men det er ikke forestillingens ærinde.
Det er nemlig også værd at bemærke, at handlingen udspiller sig i Produktionsdanmark – ude ved hav og skov
Scenografien er enkel og sigende. Bagvæggen af afsvedne spånplader kan ses måske som hærget af en skovbrand, måske som den brændende platform, vi står på. Den fungerer også som lærred for projektioner af miljøfilm, stjernehimlen og interviewklip med børn om miljø og klima.
Det er værd at bemærke, at det ikke er en kulisse, der vil belaste miljøet forfærdelig meget at transportere rundt i landet. Forhåbentlig. Det er nemlig også værd at bemærke, at handlingen udspiller sig i Produktionsdanmark – ude ved hav og skov. Og hede.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her