Mens vi venter på Godot

Mens vi venter på Godot – i fremragende selskab

i Kultur/Scenekunst af
TEATER // ANMELDELSE – Godot dukker aldrig op. Det ved vi godt. Og det er netop den pointe, der gør Mens vi venter på Godot til en klassiker. Forestillingen er indbegrebet af absurd teater … og andre absurde elementer i tilværelsen. Både de komiske og de tragiske.

At tage livtag med en klassiker – fra græske tragedier til Tennessee Williams – rummer et valg: At give den bedste version af teksten nogensinde eller at fortolke teksten og sætte den ind i en ny ramme. Mere eller mindre teksttro. Mens vi venter på Godot på Teatret ved Sorte Hest falder i den første kategori.

Den minder også om, hvorfor Samuel Becketts stykker er en klassiker. De fleste kender begrebet ”at vente på Godot”. Selv om Beckett har tyvstjålet klovnedynamikken mellem hovedpersonerne, så har han også inspireret komikere sidenhen – for eksempel den britiske humor af Monty Python-aftapningen.

For slet ikke at tale om Tom Stoppards omfortolkning af Hamlet-figurerne i Rosenkrans og Gyldenstjerne er døde. Den har Nicolas Bro i øvrigt også spillet.

Komedie = tragedie + tid

Først og fremmest er vi i godt selskab Mens vi venter på Godot på Teatret ved Sorte Hest. Mads Wille og Nicolas Bro klæder hinanden som Estragon (Gogo) og Vladimir (Didi), der venter ved træet ved landevejen. Komediens klassiske two-man-act … bortset fra, at det ikke er en komedie. Bare komisk.

Ind kommer Steen Stig Lommer som den tyranniske, selvsmagende og nogle gange selvynkende Pozzo med sin tjener/slave Lucky i snor. Sidstnævnte tavs og gnavent lydig – indtil han eksploderer i sin lange speed-snakkende monolog, som helt sikkert er dyb tænkning, hvis man kunne nå at følge med.

Kristoffer Helmuths mest tavse, men pludseligt speedsnakkende Lucky i “Mens vi venter på Godot” er mesterlig

Den sidder i skabet for Kristoffer Helmuth … eller i nettet.

Hele holdet spiller røven ud af bukserne. Det er både fysisk og verbal ekvilibrisme. Der er åbenlyst stor kærlighed til stoffet, og replikkerne falder med perfekt timing. Og som bekendt er komedie = tragedie + tid. Men selvfølgelig er der ikke noget sjovt ved at sidde fast i hamsterhjulet.

Mens vi venter på Godot er et spejl

Mens vi venter på Godot havde verdenspremiere i 1953. I en helt anden verden med helt andre konflikter. Men forestillingen er en verden i sig selv adskilt fra vores. Den er et spejl, som selvfølgelig viser forskellige billeder afhængigt af vores tid, omstændigheder, baggrund og personlige erfaringer.

Man kan om noget sige, at de to hovedpersoner lever i nuet. De kan bogstavelig talt ikke huske, hvad de sagde to replikker før. Altså ud over, at de venter på Godot. Jeg gad vide, om det er det livsstilsguruerne mener …

Med en aktuel sag fra et dansk plejehjem in mente kan du også vælge at se det hele som et drama i et dement menneskes hjerne. For evigt låst fast i nogle minder og nogle få klare øjeblikke, men uden mulighed for at finde mening og konsekvens.

Den absurde sandhed

For det må understreges, at selv om den absurde dialog er morsom, og selv om rollerne i uddrag kunne spilles som ren falden-på-halen komedie, så er helhedsindtrykket snarere tragisk. Figurerne kommer ikke videre, og de har gennemskuet, at de ikke kommer videre. De gør bare ikke noget ved det.

Det er elegant, lejlighedsvis lattervækkende og uden at sætte en fod forkert (med eller uden støvler). De fire skuespillere klæder hinanden og Beckett.

På den måde er Mens vi venter på Godot også en livsklog forestilling. Til enhver tid og i enhver kultur stiller den os over for spørgsmålet, om vi selv venter på Godot. Når vi har gennemskuet vores livsbane i hamsterhjulet, hvorfor løber vi så videre?

Måske er det det, der er hemmeligheden ved en klassiker: At vi med hver vores forudsætninger og til enhver tid kan spejle os i den og få vores egen oplevelse med hjem. Samtidig med at vi kan more os over skuespillernes eminente timing. På knivsæggen mellem latteren og tårerne.

Og skuespillerne går selvfølgelig troligt på scenen igen i morgen. Mens de venter på et kulturpolitisk udspil. Så fem klassiske stjerner til Mens vi venter på Godot.


LÆS FLERE ANMELDELSER FRA STEEN BLENDSTRUP HER


Mens vi venter på Godot spiller på Teatret ved Sorte Hest til 10. oktober – med corona-reducerede pladser

Med: Mads Wille, Nicolas Bro, Steen Stig Lommer, Kristoffer Helmuth, Olga Matthiesen

Iscenesættelse: Maria Vinterberg

Dramatiker: Samuel Beckett


Fotos: Robin Skjoldborg

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Steen Blendstrup er freelancejournalist og sexolog. Inden for journalistikken fylder kulturen meget – også i specielle tekstopgaver som manuskript til en reklamefilm for Skønheden og Udyret på Det Ny Teater. Det med sexologien kan du læse mere om på www.flirtmedlivet.dk.

Seneste artikler om Kultur