Clark Olofsson: 1970’ernes bankrøver af Guds nåde

i Featured/Kultur/Liv & Mennesker/Politik & Samfund af

70’erne var et underligt årti. Jeg kan ikke huske nogen begivenheder, der var så skelsættende, at jeg senere i livet, har kunne huske præcis hvor jeg var, da de indtræf. Jeg havde travlt med at forlade min barndom og blive et voksent og selvstændigt menneske. Begge dele skræmte mig som ind i helvede. Det var paradoksalt, for der var ikke noget jeg hellere ville end at komme væk hjemmefra og skabe min egen tilværelse.

Men der er dog to ting ,jeg husker fra 70’erne. Det ene var en dramatisk begivenhed, det andet et fænomen. For med begivenheden lærte jeg et fænomen at kende som på en underlig måde fascinerede mig og lærte mig at man sgu ikke skal finde sig i noget.

Stockholmsyndromets fødsel

Lad os starte med begivenheden.

Den 23. august 1973 går en maskeret mand ind i Kreditbanken på Norrmalmstorg i det centrale Stockholm. Han er bevæbnet med en maskinpistol og kendt under navnet Janne. Hans venner talte alt, hvad man kunne samle fra det dårlige selskab i Sveriges underverden. Hans rigtige navn var Jan-Erik Olsson. Han var på udgang fra fængslet og var en hårdkogt kriminel med meget skidt bag sig.

Den dag i august var så en af de dage hvor alt gik galt. Janne fik ikke, hvad han kom efter, men endte med at skyde en betjent, tage 4 gidsler og holde dem fanget i 6 dage og ikke mindst at lægge navn til ”Stockholmsyndromet”.

Stockholmsyndromet blev som begreb introduceret af psykiateren og kriminologen Nils Bejerot. Bejerot var egentlig bedre kendt som den svenske narkotikapolitiks fader. Han var en stædig fortaler for en nultolerance over for stoffer og blev ofte opfattet som ekstrem i sin tilgang til misbrug. Under de hektiske dage i den svenske sensommer var han blevet hidkaldt af det svenske politi for at bistå, dels som forhandler og dels med bud på, hvad man kunne forvente sig af de to gidseltagere.

”Stockholmsyndromet” eller ”Norrmalmstorg-syndromet” som det også blev kaldt var begge begreber, der skulle dække over det fænomen, at gidslerne i banken, selv lang tid efter dramaet, hævdede, at de var mere bange for det svenske politi end for bankrøverne. Det virkede også som om, de direkte sympatiserede med deres gidseltagere. Det hævdes også, at nogle af de tilfangetagne ligefrem blev kærester med Ollson og Olofsson, med det har vist sig at være en sejlivet myte. For øvrigt er teorien senere blevet temmelig perforeret, da kærligheden fra ofrene til bankrøverene så heller ikke var større.

Og hermed endte det, der skulle have været en helt almindelig arbejdsdag for Janne, med at blive en af Sveriges mest dramatiske gidseldramaer Og så endda sendt live på TV. Hans krav var efterfølgende tre millioner kroner, to pistoler, skudsikre veste, hjelme, og en hurtig bil. Men Jan-Erik Olsson krævede også frigivelse af sin kammerat, bankrøveren Clark Olofsson, som derefter skulle køres til banken.

Ganske ufrivilligt blev Clark hermed deltager i et gidseldrama, som endte med, at politiet sprøjtede gas ind i ventilationssystemet. En gas, som også blev brugt under Vietnamkrigen og som kunne have dræbt alle i banken, hvis ikke det vakuum der opstod i ventilationsskakten, havde sendt det meste af gassen retur. Hvorom alting er, overgav Clark og Janne sig og de tilfangetagene kom tilbage til friheden.  Og Olofsson? Han endte bag tremmer igen.

70’ernes Robin Hood

Det var begivenheden, Clark Olofsson var fænomenet.
Han var bankrøver af guds nåde og begik sit første bankkup som 17årig. Og en hel del flere op igennem 70’erne, både i Sverige og Danmark. Fik 3 års fængsel som 18 årig for grov vold mod to politibetjente. Olofsson var nærmest fast forsidestof i danske og svenske formiddagsaviser. Han var ofte på flugt og blev af mange opfattet som et symbol på  den lille mands kamp mod staten. Den svenske vel og mærke.

Clark Olofsson - foto: Alchetron, The Free SocialEncyclopedia
Clark Olofsson – foto: Alchetron, The Free SocialEncyclopedia

Han havde en skarp og velformuleret tunge og var en kæmpe torn i øjet på det svenske politi, som dengang var kendt for en særdeles hårdhændet brutalitet og, hvor mange betjente havde holdninger, der lå et godt stykke ude på højrefløjen. En adfærd som blev beskrevet i Sjöwall og Wahlöös ekstremt populære bøger om kriminalkommisæren Martin Beck.

Olofsson var et resultat af en drikfældig far ,der i tilgift var voldelig, men det lykkedes til sidst moderen at smide manden på porten. Hvor andre fædre tilskynder deres sønner til klaverspil, lærte Clark meget tidligt i tilværelsen alle unoderne. Han kørte som teenager, og uden kørekort, ofte sin far hjem, når denne var fuld.

Jeg tog en snak med Ilse Haugaard, som er forfatter og oversætter. Hun var medejer af filmtidsskriftet ‘Levende Billeder,’ som var et af de helt store ikoniske magasiner i 70’erne. Røg man Kings, gik på Cafe Sommersko og kørte Renault 4 eller 2CV, læste man også Levende Billeder.

Jeg lærte Ilse at kende, da hun begyndte at komme i mine forældres hjem. Og jeg mødte Clark Olofsson, da hun arrangerede en støttefest for sit betrængte filmblad, der på dette tidspunkt, som så ofte før, var økonomisk udfordret.  Sagen var nemlig den, at Levende Billeder fik lov til at få en snigpremiere, altså den første offentlige visning overhovedet, af filmen om Clark Olofsson. Clark kunne desværre ikke selv deltage da han. …. ja netop, sad i fængsel.

Man var meget optaget af politik og politikere og de nationale regeringers ‘skyld’ i, at borgerne reagerede så voldsomt imod forskellene på rig og fattig, øst og vest, syd og nord. Der var jo en del romantik i holdningen hos mig, og jeg greb mig selv flere gange i at sympatisere med tyve og røvere. Altså dengang – Ilse Haugaard.

Ilse Haugaard fulgte i  øvrigt som skribent tilblivelsen af den delvist dokumentariske film om Clark Olofsson, fortæller hun:

Poul Martinsen lavede filmen om ham støttet af Det danske Filminstitut. Men ikke for svenske penge, vil jeg gerne sige. Jeg var den ene af to medejere af Filmbladet Levende Billeder, og vi fulgte produktionen tæt. Vi skrev også indgående om optagelserne og produktionen. Personligt var jeg helt vildt optaget af, at Poul Martinsen fik adgang til det svenske fængsel, hvor han og Clark i fællesskab skrev manuskriptet til den dramadokumentariske film, må man vel kalde den,” siger hun og fortsætter:

“Clark var der noget barndommens eventyr eller noget Robin-Hood-agtigt over, selv om jeg ikke husker, hvad han brugte alle sine stjålne penge til. Han så skidegodt ud, han afholdt sig vistnok fra fysisk vold, og han var velformuleret. Guf for pressen og for os mere eller mindre revolutionært indstillede.”

Clark var nu ikke så Robin Hood-agtig, som myten om ham lægger op til ,og han blev da også senere både dømt for mordforsøg og narkosmugling. Men som Ilse Haugaard siger: ”Man var meget optaget af politik og politikere og de nationale regeringers ‘skyld’ i, at borgerne reagerede så voldsomt imod forskellene på rig og fattig, øst og vest, syd og nord. Der var jo en del romantik i holdningen hos mig, og jeg greb mig selv flere gange i at sympatisere med tyve og røvere. Altså dengang”.

Hun siger videre: ”Jeg heroiserede dengang Clark, betragtede ham som en spændende fribytter og pirat. Da han senere blev narkosmugler, blegnede min begejstring, og jeg tabte interessen for ham. Men han var – og er sandsynligvis endnu – en interessant person”.

”Jeg har intet at flygte til, men masser af flygte fra”

Clark Olofsson har tilbragt over halvdelen af sine voksne år i fængsel, både i Danmark og Sverige.

Han var kriminel helt ind i sjælen og som sådan ikke noget forbilledet. Men han har lige udgivet sin erindringer, hvis man vil vide mere om denne lidet flatterende legende fra syvtitallet. Det er et værk, der faktisk skal udkomme i tre bind. Om det han skriver, er sandt hele vejen igenne,  er nok tvivlsomt, men han skriver djævelsk godt og hans bog kan anbefales, hvis man vil have et lille indblik i, hvad der foregår i en kriminels hjerne. Olofsson er i øvrigt blevet belgisk statsborger, og har taget navneforandring til Daniel Demuynck.

Foto: Thomas Milsted. Kreditbanken på Norrmalmstorg, som nu er tøjbutik.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Thomas Milsted er forfatter og rådgiver. Er medlem af Dansk Journalistforbund og har skrevet adskillige bøger og artikler om og omkring det psykosociale arbejdsmiljø. Har i mere end tyve år arbejdet som rådgiver og foredragsholder. Tidligere leder af Center for Stress og Trivsel A/S, nu freelance og Generalsekretær i Stresstænketanken. Sidder og har siddet i diverse tænketanke med hovedvægt på at få løst stressproblematikker i danske organisationer og samfundet generelt.

Har blandt andet udgivet: Stress. Sådan tackler du det. (1999) Børsens Forlag. Stress. Grib chancen for et bedre (arbejds)liv. (2006) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Lykke. Er der en vej til det gode liv? (2008) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Trivsel. En guide til motivation og arbejdsglæde. (2009) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Ned og op med stress. (2011) En samtale-bog med Pernille Rosenkrantz-Theil. Gyldendal. Arbejdsglad. - sådan skaber du bedre resultater med glade medarbejdere. (2014) Gyldendal. Skab værdi med trivsel og empati. (2015) Gyldendal. Stedbørnene. En guide til sammenbragte familier. (2015) People´s Press. Stresset. (2017). People´s Press. Mobile Pay: 31418376