
SPIRITUS // KLUMME – “Gin er den spiritus, der giver den største variation, fordi reglerne er ganske få og mulighederne utømmelige. Enebær er eneste krav til smagen, og derpå kan producenten så tilsætte smagsnuancer efter eget ønske … I en klassisk Bombay Sapphire er der for eksempel enebær, citronskal, paradiskorn, korianderfrø og lakridsrod. I den hippe Gin Mare fra Spanien er de fremherskende er enebær, basilikum, timian, rosmarin og oliven.” Bo Nygaard Larsen tager os på en forrygende rejse i ginnens verden.
Alderen har det med at trække tråde tilbage i tiden. Her, hvor jeg står på kanten til de 50 år, sætter jeg det meste i min tilværelse i et fortidigt perspektiv. Mine tanker og handlinger bliver sammenlignet med, hvad jeg i tilsvarende situationer gjorde, da jeg var yngre – og ikke mindst hvilke muligheder, 80’erne og 90’erne reelt levnede.
I min generations tilfælde er de gamle dage ikke altid gode med de brune og orange rammer, de stramt blev holdt i. Måske som et passivt modsvar til den kolde krig var der i samfundet en vis uniformering, både materielt og moralsk, der hverken gav plads til begejstring eller nuancer.
Fjernsynet havde kun den ene danske kanal, marmeladen fandtes for det meste i blå plastikspande, og butikkerne havde som regel kun Gordon’s gin på hylderne.
Gordon’s som monopolskabende på hylderne i min barndoms brugs i Sulsted i Vendsyssel lever videre som et symbol over nogle indskrænkede årtier, hvor det var småt med modet til at prøve nyt. Derfor er der kun grund til at skåle for, at gin i de senere år har udviklet sig til at være hele verdens livseliksir
Billedet er karikeret. I større butikker var der naturligvis andre muligheder end Gordon’s, og drikken, der har været på markedet siden 1769 og er leverandør til det engelske kongehus, er slet ikke dårlig. Ellers ville den næppe kunne fastholde sin position som verdens bedst sælgende med 55,2 millioner flasker i 2016. Der er bare andre gin, der er bedre og mere spændende i smagssammensætningen.
Men Gordon’s som monopolskabende på hylderne i min barndoms brugs i Sulsted i Vendsyssel lever videre som et symbol over nogle indskrænkede årtier, hvor det var småt med modet til at prøve nyt. Derfor er der kun grund til at skåle for, at gin i de senere år har udviklet sig til at være hele verdens livseliksir. Iagttagere anslår, at der på verdensplan findes omkring 6.000 gindestillerier, og at der hvert år kommer nye til.
Det begyndte i Holland
Det er ikke så underligt endda.
“Gin er unisex”, som Ole Knudsen skrev tilbage i 2009 i Samvirke, og med det sigter han til den brede appel, drikken har. Ikke bare kan de fleste være med på en velskabt gin og tonic, men drikken leder også det meste af verden hen på noget velkendt. I essens og farve er gin i mere eller mindre grad beslægtet med den japanske sake, den sydamerikanske pisco, den nordiske snaps, den italienske grappa, den græske ouzo, den tyrkiske raki, den franske pastis og den hollandske genever.
Her skiller genever – eller genièvre – sig ud. Den er det direkte ophav til gin. Den er udviklet i begyndelsen af 1600-tallet af den hollandske professor i medicin Franciscus Sylvius, der eksperimenterede sig frem til en mikstur mod alt fra gallesten til vinterdepressioner. Hans hemmelighed var en blanding af alkohol og enebær, og drikken fik da også sit navn efter det franske ord for enebær, genièvre.
Ginnen førte masser af død med sig. Markedet var ikke kontrolleret, og spekulanter fandt hurtigt ud af, hvordan de kunne erstatte den dyre enebær med terpentin, der så blev druknet i masser af sukker og sveskejuice. Vanviddet var voldsomt, og tørsten syntes uendelig
Senere i 1600-tallet tog engelske soldater drikken med til England, da Trediveårskrigen sluttede i 1648. Her vandt den hurtigt indpas på et marked, der var domineret af kornspiritus af ofte tvivlsom kvalitet. Men englænderne lavede deres egen version af genièvre og undlod for eksempel at komme maltvin i. Det gjorde drikken mindre røget og mere lig den gin, vi drikker i dag.
Gin og døden
Så langt lyder historien ganske fredsommelig, ja, nærmest som et lykkeligt erhvervs- og folkeeventyr. Men ginnen førte masser af død med sig. Markedet var ikke kontrolleret, og spekulanter fandt hurtigt ud af, hvordan de kunne erstatte den dyre enebær med terpentin, der så blev druknet i masser af sukker og sveskejuice. Vanviddet var voldsomt, og tørsten syntes uendelig.
Perioden 1720-1768 blev kaldt The Gin Craze og udtrykker en sort tid i det engelske samfund, hvor gin blev en udvej fra fattigdom med deraf følgende sult og sygdom.
I 1730’erne var der flere end 7.000 gin-barer alene i London, og i 1743 drak hver englænder fra spæd til olding i gennemsnit omkring ti liter gin om året. Og havde man ikke råd til at købe gin i krus, kunne man for en skilling få sig en sutteklud, der var vædet i gin.
Ganske vist var myndighederne begyndt at sætte ind med restriktioner i 1727, men selv 24 år efter, i 1751, var der store problemer. Her blev der registreret 9.000 børnedødsfald forårsaget af alkoholforgiftning. Det fik satiretegneren William Hogarth til i samme år at lave tegningen ‘Gin Lane’, der viser et samfund i opløsning af druk. Nederst i venstre hjørne ligger gin-kælderen Gin Royal, der over døren har det sigende slogan
Drunk for a penny
Dead drunk for two pence
Clean straw for nothing

Grankviste og andet godt
I dag bliver gin ikke betegnet som et rusmiddel, men som et nydelsesmiddel. Som så mange andre entusiaster handler det for mig ikke om at blive beruset hverken på den korte eller lange bane – men dermed ikke sagt, at det ikke sker …
Primært – og så er jeg tilbage ved det med alderen – handler det for mig om at afprøve forskellige smagsnuancer. Her er gin den spiritus, der giver den største variation, fordi reglerne er ganske få og mulighederne utømmelige. Enebær er eneste krav til smagen, og derpå kan producenten så tilsætte smagsnuancer efter eget ønske. Det er det, man i fagsproget kalder botanicals.
Jeg prøver altid at bygge ovenpå den smag, der allerede er i flasken. For eksempel bruger jeg gerne frisk thai basilikum i en Bombay Sapphire, fordi den type basilikum har en lakridsagtig smag, der læner sig godt op ad lakridsroden

I en klassisk Bombay Sapphire er der ti botanicals som for eksempel enebær, citronskal, paradiskorn, korianderfrø og lakridsrod. I den hippe Gin Mare fra Spanien er der også ti botanicals, hvor de fremherskende er enebær, basilikum, timian, rosmarin og oliven. Men langt mindre kan også gøre det. Som for eksempel i den danske Elg Gin No. 1, der kun består af tre botanicals: Enebær, korianderfrø og gulerod.
Som forbruger kan man lade det være ved det og drikke sin gin og tonic uden yderligere anstrengelser end at dosere og tilsætte isterninger og lidt citrusfrugt. Min tilgang er mere nørdet og udfordrende. Jeg prøver altid at bygge ovenpå den smag, der allerede er i flasken. For eksempel bruger jeg gerne frisk thai basilikum i en Bombay Sapphire, fordi den type basilikum har en lakridsagtig smag, der læner sig godt op ad lakridsroden.
Til en Gin Mare er det oplagt at klippe en rosmarinkvist eller to fra haven – eller en grankvist ved juletid. Og, ja, i en Elg er det altså indlysende med en frisk gulerod med top. Ikke kun på grund af smagen, men også på grund af udseendet.
Made in Denmark
Elg er et godt eksempel på den udvikling, gin har været igennem herhjemme. Den bliver destilleret af Stone Grange ApS i Fredensborg, som Henrik Elsner grundlagde i 2009. Han begyndte med at producere aquavit, absint, marc og brandy, og i 2015 lavede han sin første gin, Elg No. 0. I dag har han seks gin på markedet.

Også i Han Herred er der gang i gin-produktionen. I Fjerritslev ligger Herbie Gin ApS, som Anders Skotlander og Anders Bilgram står bag. Sidstnævnte er destillatør og med botanicals som enebær, fennikelfrø, rosmarin, lakridsrod, appelsinskal og danske æbler har han skabt en vildskab, der dufter af dejligt af blæsende klitter.
Det giver altid pote, når gæsterne får serveret en gin og tonic, der ikke ligner det, de kender, og ikke smager af de 80’ere, de troede, den ville smage af
Ifølge Danmarks førende gin-side, Why Not Gin, var der i januar i år omkring 20 danske mikrodestillerier som Braunstein Micro Brew & Distillery i Køge, Copenhagen Distillery ved Amager Strandpark, Isle of Møn i Askeby på Møn og Anholt Gin. Hvert år kommer der nye destillerier til, og spørger man markedskendere, har vi ikke set toppen endnu.
Det kan vi ikke glæde os nok over. For det giver altid pote, når gæsterne får serveret en gin og tonic, der ikke ligner det, de kender, og ikke smager af de 80’ere, de troede, den ville smage af. Simsalagin og skål for mangfoldigheden.
Alle fotos, med mindre andet er nævnt, er taget af forfatteren.
Gin-guide
Gin-typer
Den mest kendte gin-type er London Dry Gin. Den har intet med bynavnet at gøre og kan produceres af alle over hele verden. Den skal overholde en række krav, herunder en alkoholprocent på minimum 37,5. Anderledes er det med den mere bløde Plymouth Gin, der kun må produceres på Plymouth Distillery i den sydengelske by. Old Tom Gin har tilsat mere sukker end London Dry Gin og er derfor markant sødere i smagen. Navy Strength Gin er flådens gin og er til havets hårde børster. Den skal holde en alkoholprocent på mindst 57, hvilket får de fleste landkrabber til at betakke sig. Sloe Gin er lavet på slåenbær og er et eminent alternativ til portvin og går godt med desserter.
Valg af gin
Udvalget. Markedet for gin er stort, og det er nemt at opgive på halvvejen og bare købe en kasse øl i stedet. Men lad være med at gøre det mere kompliceret og snobbet end nødvendigt. Find en god basis-gin, de fleste kan lide, og som ikke koster det store. Derefter kan du så udbygge din ginbar. Jeg serverer for eksempel gerne en dyr gin til mine gæster som første drink, men som nummer to og tre kan jeg sagtens sænke ambitions- og prisniveauet uden at være flov over det.
Basis. 110-150 kroner
Gordon’s er en ganske habil basis-gin, hvis den bliver nusset med masser af is, en god tonic som Fever-Tree, lidt friskmortet enebær, lime og appelsin. Min egen favorit i prislejet er Bombay Sapphire, der ofte kan fås på tilbud til samme pris som en Gordon’s.
Mellem. 150-300 kroner
Vis overskud og vis dine gæster noget helt andet. Trods en alkoholprocent på 41,2 har Plymouth Gin en sublim sød smag og består af enebær, citron, appelsin, kvanrod, orrisrod, kardemomme og korianderfrø. Jeg vil ikke servere den med lime, men med citron eller appelsin og let mortet mynteblade.
Toppen. +300 kroner
På den øverste hylde og den, der ligger over den, findes den bedste gin i verden. Her bliver smagsløgene forkælet, og det er små nuancer, der får den ene til at hæve sig over den anden. Min favorit er den skotske Daffy’s Small Batch Premium Gin. Det er den bedste gin, jeg har smagt – blandt andet på grund af dens friskhed og indhold af libanesisk mynte. Daffy’s koster omkring 400 kroner.
Den perfekte gin og tonic
Smag på din gin
Tag en teske, hæld lidt ren gin op og smag. På den måde lærer du din gin at kende og får en fornemmelse af blandingsforholdet mellem gin og tonic.
Sådan gør du
Kom nogle isterninger i glasset og kør dem rundt med en ske, så kanterne bliver kolde. Hæld fem centiliter gin i og saften fra mortet (økologisk) citrusfrugt. Tilsæt din tonic, for eksempel otte-ti centiliter. Rør rundt igen, top med isterninger og andre ingredienser.
Tonic
Tonic er ikke bare tonic, og sammensætningen af en bestemt gin med en bestemt tonic har stor betydning for den samledes smagsoplevelse. Derudover handler det om, hvor dominerende din tonic skal være, om den skal have lidt eller meget brus. 1724, Gents og Fentimans hører til mine favoritter.
Vær kreativ
Gin og tonic handler både om smagen og øjet. Vær kreativ i den udformning og vær slet ikke bange for at fejle. Kun på den måde laver man en bedre drink næste gang.
Masser af isterninger
Uanset hvad skal drinken være iskold. Den skal indeholde masser af isterninger, der gerne går op til over glassets kant. De to isterninger, som jeg husker fra min ungdoms gin og tonics, smelter hurtigt og gør drinken tyndere. Den fejl begår mange den dag i dag, selv garvede bartendere, og det er en af grundene til, at en del finder decideret ubehag ved en gin og tonic. Den skal ikke være lunken, den skal være iskold, og netop mange isterninger holder på hinandens kulde.
Læs mere om gin her.
Topfoto: Skribenten
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her