ORDENTLIGHED I PROVINSEN // KLUMME – Chefredaktør Annegrethe Rasmussen går til bekendelse: Hun efterlyste flere smil, venlighed og hjertets dannelse i Danmark i en klumme i POV for en uge siden, og sandelig om hun ikke mødte just det i toget i det jyske i fredags – en tidlig julegave.
Jeg er på besøg i Danmark i disse dage. Og jeg kan betro læserne, at når man ikke har boet i fædrelandet (moderlandet?) i hele 22 år, så får man en ubændig nysgerrighed over for de fleste danske ritualer og normer, som man på den ene side kender lige så godt som sin egen kjolelomme, men som man på den anden side ikke rigtig føler sig veltilpas ved eller hjemme i længere, samtidig med at man også af og til får trang til at ruske op i samme.
Og jovist, af og til får man også en ubændig og sikkert ganske uklædelig trang til også at holde et foredrag eller to om, hvordan briterne/franskmændene/amerikanerne nok kunne lære dansken et og andet.
Jeg skal straks gå til bekendelse: Jeg har mødt venligheden selv. I form af to jyske ungersvende
Derfor skrev jeg en syrlig klumme for en uge siden, hvor jeg efterlyste ‘mere hjertets dannelse i det danske’ til jul. Den er nedenfor, hvis man skulle ønske at gøre sig bekendt med den:
I klummen, som jeg skal spare alle for at referere in extenso, kritiserede jeg bl.a. manglende venlighed og køkultur på gaden i Danmark og slog fast, at høflighed ikke nødvendigvis er en spidsborgerlig finte til at hævde sin socioøkonomiske overlegenhed, men faktisk kan være rigtig rar for alle involverede, især da op til julen, der som bekendt er hjerternes fest.
Og sandelig om POV ikke mandag i denne uge genpublicerede en anden kritisk klumme, hvor forsker og kulturekspert Signe Ørom hudflettede danskerne for at omgive sig med vores verdensberømte specialitet, hygge, der er eksklusivt forbeholdt os selv, mens udlændinge, der har formastet sig til at søge arbejde i Danmark, groft sagt må passe sig selv efter kl. 16, fordi vi andre har travlt med at lege med de venner, vi har haft siden børnehaven/skolen/gymnasiet og så videre.
Venligheden og ordentligheden selv
Men jeg skal straks gå til bekendelse: Jeg har mødt venligheden selv. I form af to jyske ungersvende, der nok har været et sted sidst i tyverne eller i starten af trediverne.
Og selvom overtegnede godt nok er en ganske ihærdig og småpåtrængende journalist, når jeg er på arbejde og ikke har noget problem med at tage billeder af mennesker, jeg interviewer, er jeg alligevel lidt for sky (eller høflig!) til at fotografere mennesker, jeg møder, uden at kende dem i nu fx et tog. Så derfor har jeg uheldigvis ingen billeddokumentation, så I må nøjes med historien.
Og den kommer her:
Fredag aften befandt jeg mig i et fyldt DSB-tog med kurs mod Aarhus og Aalborg. Jeg havde købt en billet på 1. klasse og tilmed i en stillekupé – hvilket man godt kunne undre sig over, for egenskaben om at tie er nok det sidste, jeg er kendt for.
Jeg var med andre ord træt, og det var nok netop, fordi jeg havde blundet, at jeg ikke fik min mobiltelefon med mig ud af kupéen i Skanderborg, hvor jeg stod af, men efterlod den på sædet, hvor den var gledet ned
Men jeg havde brug for at sidde i fred efter at være landet i København kl. 07:10 samme morgen fra Washington for at deltage i en begravelse af en kær ven. Og ud over jetlag skulle jeg tilmed deltage i en bisættelse til lørdag for en af min fars bedste venner (en advokat, der også var min egen gamle chef fra dengang, jeg arbejdede som juridisk studentermedhjælp). Så energien var i nul.
Jeg var med andre ord træt, og det var nok netop, fordi jeg havde blundet, at jeg ikke fik min mobiltelefon med mig ud af kupéen i Skanderborg, hvor jeg stod af, men efterlod den på sædet, hvor den var gledet ned.
Jeg fandt ud af denne for et moderne menneske sociale og arbejdsmæssige katastrofe stort set øjeblikkeligt. Gode råd var dyre – jeg overvejede at ringe til DSB, men kunne ikke se, hvordan jeg skulle få sendt telefonen tilbage med det næste tog i tide – vi nærmede os kl. 23.
Men så var det, jeg huskede den overmåde flinke unge mand overfor, der både havde rakt mig avisen og hjulpet med chokolade og te (for jeg sad ved vinduet med en anden person i ydersædet):
“Nu er det jo jul, så man må hellere være flink ved sine medpassagerer,” havde han sagt, og det i sig selv var for mig mildt chokerende, for jf. min klumme i sidste uge taler danskerne jo netop stort set aldrig med mennesker, de ikke kender.
Så jeg ringede til min egen telefon i håbet om, at han ville svare. Det gjorde han også, for han havde taget min mobil med sig og var steget af i Aarhus. Og ikke nok med det, han meddelte mig, at den ven, han skulle besøge, faktisk boede ved Ejer Bavnehøj og dermed i nærheden af mine forældre og sandsynligvis kunne komme forbi dagen efter.
Hjertets dannelse forklædt som hipsterfar
Og det var lige, hvad den unge mand ved navn Klavs gjorde. Han troppede op på 4. sal sammen med sin søn på ca. 3-4 år foran døren til min fars lejlighed og meddelte, at vennen, der hed Mikkel, havde fortalt ham historien om den tabte mobil, og at det ikke “var noget at tale om lige at komme forbi. Det er jo sådan, man også selv gerne vil behandles,” slog han fast. H
an havde også skrevet “kh” til min far i udvekslingen af SMS’er, hvilket min far var mildt overrasket over.
Klavs havde en lang rustfarvet læderjakke på og lignede prototypen på en ung knuselskelig hipsterfar.
Og trods min lyst til netop at tildele ham et knus af bare lettelse og glæde holdt jeg mig i skindet, for godt nok er jeg blevet lidt amerikansk efter 16 år i USA, men jeg tror, at spontane kram fra en dame i sin bedste alder nok er lige lovlig overstrømmende på sådan Texas-måden.
Da Klavs var gået igen med en hilsen til sin ven, Mikkel, fra en meget taknemlig kvinde, som han aldrig vil se igen, indså jeg, at hele oplevelsen var én lang negation af min brokkende klumme fra sidste uge
I stedet sagde jeg til den lille dreng, at Klavs var sådan en, man kunne være stolt af at have som far, og at hvis han kunne blive lige så flink, når han blev stor, så ville det være den bedste gave. Ihukommende at børn nok er ret ligeglade med den slags, tilføjede jeg også, at jeg håbede, han ville få SÅ gode gaver til jul. Jeg havde inddraget min fars eneste gode flaske rødvin og bundet en sløjfe rundt om, for kontanter bruger jeg ikke længere, men jeg syntes, at der burde overrækkes en erkendtlighed.
Da Claus var gået igen med en hilsen til sin ven, Mikkel, fra en meget taknemlig kvinde, som han aldrig vil se igen, indså jeg, at hele oplevelsen var én lang negation af min brokkende klumme fra sidste uge. Og at jeg derfor blev nødt til at skrive en artikel til for at sige undskyld: Mine forældre har ret, danskerne er simpelthen sødere i provinsen – hjertets dannelse lever. Så fik vi det slået fast. Tak og glædelig jul, Mikkel og Klavs!
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
