
OM VÆRTSSKAB // MADKLUMME – Inviter indenfor med godt værtsskab – og med skønne og nemme drinks, en sprød kiks og en frittorta, der er eminent til både at byde velkommen og stille den første sult. Så er du godt i gang.
Godt værtskab handler om at være tilstede, om at glæde sig til det, der kommer, om at være godt forberedt – som et motto lyder i mit køkken: prepare, prepare, prepare – and then go with the flow.
Hvis du ønsker at være en god vært, ønsker at din familie, dine venner og gæster er glade og har det rart, mens de er på din matrikel, under dine vinger og omkring dit bord, så handler det ganske enkelt om, at du er godt forberedt, og når de, gæsterne, træder ind over dørtærsklen, så er du nærværende. Blot det.
Det handler lige præcist om, at dine venner og dem, du også møder på din vej, som vært og menneske, husker dig for, hvordan du fik dem til at være tilstede og føle sig mødt
Alt løser sig jo
Du kaster af og til et diskret blik på, hvad der sker, og stoler på, at fra nu af løser det meste sig af sig selv. For det gør det jo, altid – især når du er opmærksom og åben over for dine gæster, dem du holder af.
Deres kærlighed, omsorg og deres hjælpsomhed er der altid, i store generøse mængder, regn du bare med det – også hvis du skulle mangle en hjælpende hånd undervejs.
“I’ve learned that people will forget what you said, people will forget what you did, but people will never forget how you made them feel.”
Den amerikanske poet, forfatter, aktivist, skuespiller, instruktør – og kogebogsforfatter – Maya Angelou, kendt af sine mange venner som en fantastisk kok, hvis køkken altid var et centrum for middage, samtaler og glæde, står bag ovennævnte citat, en af mine absolut yndlingsudtalelser fra den kloge kvinde.
Værtskab skal tages seriøst, men ikke for højtideligt
Og hun har jo ret, det handler lige præcist om, at dine venner og dem, du også møder på din vej, som vært og menneske, husker dig for, hvordan du fik dem til at være tilstede og føle sig mødt.

Tag det seriøst – og ikke for højtideligt
Værtskab handler ikke om at skulle præstere, det er ikke noget, der bliver holdt hverken danske, europæiske eller verdensomspændende mesterskaber i, og det er heller ikke raketvidenskab.
Værtskab skal tages seriøst, men ikke for højtideligt. Du kan – selv om jeg hævder, at der ikke bliver holdt mesterskaber i det – sagtens træne dig selv til at blive en bedre vært, start i det små, inviter et par gæster, prøv ting af, du har lyst til at prøve af.
Vær opmærksom, vær vært, lige som du ønsker dig at være det – du behøver ikke at fortælle kæreste, gæster, venner eller familie, at du er i gang med at øve dig, at du er på træningsbanen. Det er måske bare til egen refleksion, til eget brug.
Værtskab er ikke noget, der skal tage kræfter fra dig. Det handler ikke om en kæmpe indsats og den store menu. Du skal som vært ikke føle dig presset og være på udmattelsens rand – du må højst få varme kinder.
Dine gæster ønsker ikke andet end lige præcis det, som du har valgt at invitere til, og det du har valgt at servere og sætte på bordet.
En god gryderet gør underværker, en rygende varm bradepande med kartofler og kylling, en stor, sprød og farverig salat, et bræt med ost, pølse og skønne grøntsager – alt sammen lavet til netop de gæster, du har inviteret.
Et øje på det meste
Værtskab handler selvfølgelig (også) om at have et øje på det hele. I vores køkken er intet tilfældigt – vi planlægger, starter i god tid med maden, gør rent (nogle gange hurtigere end andre), plukker eller køber blomster, sætter god musik på og hygger os.
Inden gæsterne kommer, sikrer vi os, at vi selv er i det bedste humør på dagen og i god kontakt med os selv.
Vi hælder et glas hvidvin op, kigger hinanden dybt i øjnene, skåler let og ønsker hinanden en god aften
Maden får al den opmærksomhed, al den varme og spice, den skal have. Bordplanen får et ekstra kig, vejrudsigten tjekkes, en skøn og stemningsfuld jazz-playliste sættes sammen.
Vi hælder et glas hvidvin op, kigger hinanden dybt i øjnene, skåler let og ønsker hinanden en god aften – og lover at være present, med de talenter vi nu engang er blevet forsynet med.

Husk at glæde dig
Vi glæder os til gæsterne kommer, og fortæller dem det gerne, straks vi ser dem. Vi sørger hurtigt for, at de har en snack og et glas i hånden – viser dermed, at de er ventet og ikke er kommet som en unpleasant surprise.
Vi har stillet glas frem til alle, så når gæsten lader blikket glide rundt i lokalet og prøver at regne ud, hvad der dog skal ske i aften, så kan de i det mindste få et indtryk af, hvor mange andre, der dukker op.
Når alle er ankommet, byder vi velkommen – og fortæller i grove træk og så uhøjtideligt og afslappet som muligt, hvad der kommer til at foregå.
Hvorfor mødes netop vi i aften, aftenens menu, hvorfor netop den menu, hvor skal man sidde, skal gæsterne hjælpe, eller skal de indtil videre blive stående eller sætte sig i et hjørne af haven eller i gyngesofaen på terrassen.
Vi forklarer den nemmeste vej til toilettet og andre vigtige sager. Derefter lader vi det hele suse afsted, lader maden strømme ind på bordene, lystigt sekunderet af skønne vine og kølende vand.
Og så kan de gode overraskelser ske, alt det sjove, uventede dukke op, når vi har sluppet tøjlerne og ladet hestene løbe vildt. Sådan nogle dejlige aftener kan pludselig gå meget hurtigt.
Mangler der nogen ved bordet?
Værtskab handler også om at invitere – og om at have overskud og et øje på om nogen i venskabskredsen, bekendtskabskredsen, i opgangen, i kvarteret måske trænger til at få a little love.
“I know that you’ve been feeling down and blue,
But there ain’t nothing really wrong with you!
You just need a little tendin’ to
Let me show you what a little bit of love can do!”
Kærlighed og varme strømmer ud af Jeff Bridges i sangen “What a little bit of love can do”.
Giv dine venner lidt varme og lidt nærvær – de har af og til brug for det. Nogle gange har de behov for at tale, for at læsse af, for at fortælle, hvor hårdt livet kan være.
Måske har de brug for tips og tricks om lige netop det, du ved noget om
Nogle gange har de, og vi, også bare brug for at være, at være tilstede. Brug for et par timer uden fokus på, hvor hårdt det er at være blevet ældre eller småbørnsforældre, at være midt i et karriereskifte, eller hvor krævende det er bare at være til.
I stedet for har vi allermest gavn af – gennem samvær, smag, let og lystig samtale – at blive mindet om, at livet faktisk også kan være let og lige ud ad landevejen.
Det kan også være, at vennerne er glade, allerede har fået nyt job, nyt knæ eller hus – og har brug for at dele det med dig og nogen. Måske har de brug for tips og tricks om lige netop det, du ved noget om – om det så er budgetlægning, havebrug, kunsten at rense et maleri eller kunsten at lave en perfekt risotto.
Der findes også gode gæster
Godt værtskab er også en dialog, en co-creation mellem dig og dine gæster – man kan nemlig også være en god gæst. Hjælp dine gæster til at være åbne, nysgerrige og opmærksomme – og til at komme til tiden, det er nemlig rart for alle parter at kunne byde velkommen på én gang til alle inviterede.
Det er skønt at ‘blive skudt i gang’ på samme tid, at alle har det samme udgangspunkt, at alle fatter, hvorfor de egentlig er inviteret; fejres der fødselsdag, er huset solgt, eller købt, skal der ske nye ting og sager på privatfronten – eller er det blot et hyggeligt møde og en fejring af at solen skinner.
Verden venter! Hav en fantastisk aften med dig selv og dine gæster – og vær sikker på, at dine venner og familie vil glæde sig til at besøge dig igen næste gang.
Her følger en lille samling opskrifter til inspiration; frittorta, Vesterhavskiks og et par drinks. Der er flere gode bud på mad til gæster i andre klummer – fx Husets kylling, Siciliansk citronkylling og Meatballs galore.

Frittorta
Jeg har haft lidt udfordringer med at ‘kategorisere’ og navngive denne skønne sag – det er ikke en pie eller tærte, måske nærmere en æggekage, den er også ret tæt på en italiensk frittata, men den er der normalt ikke mel i.
Serverede den engang til en frokost i Camillos Køkken, spurgte henkastet ud i rummet, om nogen kunne hjælpe med et navn – næste dag dukkede en sød gæst fra frokosten op med en krøllet seddel i hånden med navnet frittorta på.
Efter en søvnløs nat havde kvinden, der ofte rejste i Italien, udviklet den fine navne-kombination af frittata og torta. Grazie! sagde jeg, ganske højt. Frittorta er nu klar til at blive serveret.
Det er en dejlig frokostret, gerne serveret med en sprød salat – og så er den perfekt som en velkomstsnack sammen med en drink eller et køligt glas vin.
Opskrift – 8 personer
Blomkål, 300 g
Grønne bønner, 100 g
Porrer, 100 g
Groft salt, 2 tsk
Løg, 2 stk
Extra jomfruolivenolie, 2 spsk
Hasselnødder, 50 g
Hvidløg, 2 fed
Chili, 1 stk, rød eller grøn
Rosmarin, frisk, 2 spsk
Salvie, frisk, 2 spsk
Æg, 8 stk
Mel, Tipo 00, 100 g (eller alm. hvedemel)
Majsmel, 50 g
Bagepulver, 2 spsk
Salt, 2 tsk
Parmesan, friskrevet, 75 g
Peber, friskkværnet, ca. 1 tsk
Flagesalt
Smør en rund springform (cirka 26 cm), beklæd med bagepapir.
Skyl grøntsagerne. Del blomkål i små buketter, nip bønnerne, skær porren i tynde skiver. Sæt en gryde over med vand, når vandet koger lægger du grøntsagerne i gryden sammen med to tsk groft salt. Kog grøntsagerne i 2-3 minutter, tag dem op med en hulske.
Skær løgene i skiver, og steg dem på en pande, indtil de begynder at få farve. Snit hvidløgene og chili fint. Skyl salvie og rosmarin, og hak dem groft – hak også hasselnødderne groft. Tilsæt hvidløg, chili, hasselnødder og krydderurter til panden, og lad det stege med i 5 minutter.
Tænd ovnen på 160 grader varmluft.
Pisk æggene sammen, rør hvedemel, majsmel, bagepulver og salt grundigt sammen med æggene. Riv parmesanen, og rør det i æggemassen sammen med friskværnet peber. Vend blomkål, bønner, porrer og løg-blandingen sammen med æggemassen.
Hæld det hele i springformen, drys lidt flagesalt over – og bag i 45 minutter.
TIP: Du kan sagtens variere brugen af grøntsager, mere af det ene og mindre af det andet, eller erstatte blomkål med broccoli – jeg er meget glad for kombinationen af frisk salvie og rosmarin, men prøv dig også gerne frem med persille eller oregano. Du kan også blande parmesan med pecorino eller anden fast ost.
Vesterhavskiks
Dit perfekte vært-værktøj; sprøde, syndige, indbydende og lækre kiks. Perfekte til gæster – på terrasse, på altan, i storbyens park eller omkring dit køkkenbord.
Server til skønne, kolde drinks, fx Americano, vermouth & tonic, et godt glas hvidvin eller en knitrende tør rosé. Bag gerne mange, de holder sig fint i kagedåser flere uger.
Opskrift – 40 kiks (ca.)
Hvedemel, 75 g
Durummel, 50 g
Bagepulver, ½ tsk
Salt, ½ tsk
Smør, 100 g
Vesterhavsost, 75 g
Parmesan, 50 g
Rosmarin, frisk, 1 spsk
Æg, 1 stk
Tænd ovnen på 160 grader varmluft.
Skær smørret i små tern, bland sammen med hvedemel, durummel, salt og bagepulver i en skål. Mix det sammen i en foodprocessor, hvis du har sådan en – ellers ‘smuldrer’ du det sammen med fingrene, indtil du har fine krummer.
Hak rosmarin fint, riv vesterhavsost og parmesan fint. Tilsæt rosmarin og ostene til melblandingen, bland det godt, til du har en samlet dej. Vend dejen ud på bordet, ælt den let – og lad den hvile i køleskabet i 15-30 minutter pakket ind i husholdningsfilm.
Pak dejen ud og del den i to. Strø lidt mel ud på bordet, og rul først – med en kagerulle – den ene del forsigtigt ud til en firkant på cirka 10 x 30 cm, 2-3 mm tyk. Gør det samme med den anden halvdel af dejen.
Skær hver firkant ud i cirka 20 trekanter. Læg forsigtigt trekanterne på en bageplade, beklædt med bagepapir. Pisk ægget sammen, pensl alle trekanterne med ægget.
Bag i den varme ovn 12-15 minutter, indtil kiksene har fået lidt farve.
Træk bagepapiret over på en rist. Lad kiksene stivne endeligt på risten – og køle af, indtil du skal bruge dem – hold et godt øje med dem, de har det med at forsvinde en efter en…
TIP: Du kan med held erstatte Vesterhavsost med andre lækre, faste oste fx en gouda, en cheddar – eller Svenbo eller Comendante.
Americano
Americano er en italiensk klassiker. Fra Milano. James Bond drikker den, Mr. Ripley drikker den. Grev Camillo (!) Negroni drikker den (han ynder dog at skifte vandet ud med gin). Den perfekte før-middag-drink.
Campari, 3 cl
Vermouth, rød, 3 cl
Danskvand, 2-3 cl
Appelsinskal eller -skive
Isterninger
Hæld Campari og vermouth over is i et drinksglas. Hæld danskvand ved – og pynt med lidt appelsinskal eller en skive appelsin.
Vermouth & tonic
Vermouth & tonic er bare the drink før maden. Åbner for både humør og smagsløg (tror jeg helt bestemt på).
Det danske marked bugner i disse tider med skøn vermouth; fra Spanien, fra Italien, fra Tyskland og også dansk-producerede, prøv dem af hen over forår og sommer sammen med god, og ikke sød, tonic – og en flok venner.
Vermouth, 1 del
Tonic, 2 dele
Isterninger
Stil vermouth og tonic på køl. Smid 2-3 isterninger i et drinksglas, hæld først tonic og så vermouth over. I Spanien holder de meget af at lægge en skive appelsin i glasset.
Klummen er et bearbejdet essay fra kogebogen “Camillos fornemmelse for sommer“, hvor også opskrifterne stammer fra.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.