MADKLUMME – Kun fantasien og tilberedningstiden sætter grænser, når det kommer til at tilberede sin pastaret i en og samme gryde, skriver Trine Nygaard Wibrand. Den såkaldte one pot pasta er hurtig og nem at tilberede, men udfordringen er at gøre den smagfuld. Læs her, hvordan du giver din næste pastaret ekstra kraft og dybde i smagen.
I al sin enkelthed går det ud på at lave en hel pastaret i samme gryde. Ikke noget med først at lave en tomatsauce og koge pastaen ved siden af. Nej, meningen er, at du putter alle ingredienser i en gryde på en gang, putter låg på, og når pastaen er kogt, vupti så har du en pastaret.
Det siger sig selv, at der skal bruges tørret pasta med en forholdsvis lang kogetid. Friskt pasta som kræver et par minutters tilberedning duer ikke.
Retten kan sagtens klare en god sjat piskefløde eller lidt ricotta for at samle det hele lidt. Men det hæver jo selvfølgelig fedtprocenten
Retten både tiltaler mig og frastøder mig. Den tiltaler mig, fordi jeg elsker at finde måder at springe over, hvor gærdet er lavest, når det kommer til hverdagsmad. Tanken om at putte det hele i gryden og så have en ret ti minutter senere er rar.
Og det frastøder mig, fordi det strider imod alt, hvad jeg har lært af min far omkring udvikling af smag, om kvalitet og om sjælfuld slow cooking. Og smagen er da denne rets store udfordring. Når man vælter en masse råvarer sammen i en gryde med flåede tomater som base og giver det ti, måske tolv minutter, så er der ikke meget fylde i smagen.
Men jeg må indrømme, at efter jeg fik fiflet lidt med denne ret og gjort den til min egen, så var der virkelig god bund i smagen.
Svits løg og hvidløg klare
Oprindeligt går opskriften ud på at hælde alle ingredienser i en gryde på samme tid, og så lade den simre til pastaen er klar. Men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at putte rå løg og hvidløg i en ret. De skal svitses bløde og klare i smør eller olie først, så smagen bliver god og rund og dyb. Og de flåede tomater skal lige have et knald varme sammen med løg og hvidløg.
Man kan lave den med mange forskellige slags fyld. Min svigersøn laver sin med chorizo, og det skulle efter sigende være fantastisk. Min yngste nedlagde veto mod chorizo, så det kom ikke med i min version. Hun har sidenhen smagt svigersønnens og elsker det.
Tilbage til alternativt fyld: Denne pasta kan laves med alle mulige grønsager. En klassiker er spinat. Man kan også komme champignon, kylling, kødboller og andet i. Ja, man kan sige, at kun fantasien og tilberedningstiden sætter grænser. Jeg ville, som med løg og hvidløg, svitse både champignon, kylling og chorizo på panden først for at få bedre smag.
Retten kan sagtens klare en god sjat piskefløde eller lidt ricotta for at samle det hele lidt. Men det hæver jo selvfølgelig fedtprocenten.
Det skal du bruge:
Pasta af spaghetti-typen. Grov eller ej, det bestemmer du selv.
Løg i tern. Jeg bruger masser af løg. I denne ret brugte jeg fire mellemstore.
Hvidløg hakket/presset/tern/skiver. Jeg skivede fire store hvidløg helt tyndt.
Flåede hakkede tomater evt. med smag. Dem jeg havde fået fat i fra Lidl har peberfrugter og chili i. Det giver en rigtig god smag.
Herbamare. En god stor teskefuld, eller efter smag udrørt i et lille glas vand. Smag til lige inden servering.
Peber, friskkværnet, naturligvis.
Frisk basilikum. Nip bladene af planten og hak det lidt groft. Gem nogle blade til pynt.
Evt. chorizo/spinat/champignon eller andet fyld.
Evt. gurkemeje.
Smør eller olie.
Parmesan til drys ved servering.
Daddeltomater til servering.
En stor gryde.
Sådan gør du:
Svits løg og hvidløg med et lille nip salt til løgene er klare, de må ikke blive brune. Saltet gør, at løgene hurtigere bliver bløde og klare. Smid lidt gurkemeje på fordi du kan og det er sundt. Kværn masser af peber på og måske lidt chiliflager. Hæld nu de flåede tomater i og giv dem et par minutter sammen med løg og hvidløg.
Hæld alle de andre ingredienser i gryden og lad det simre til pastaen er klar. Sørg for langsomt at fordele pastaen jævnt i gryden efterhånden som den bliver blød, så du ikke får store sammenklistrede klynger af spaghetti.
Når pastaen er klar smager du til med lidt salt eller Herbamare.
Server i en dyb tallerken med et generøst drys friskhøvlet parmesan, halve daddeltomater og en kvist basilikum. En klat ricotta ville som sagt sikkert også gøre underværker.
Alle fotos af skribenten.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her