En nat i minefeltet: “Ak ja, ungdommen i dag…”

af i Klumme/Liv & Mennesker/Mænd

TAXAMANDENS KLUMME – En psykolog ville sikkert påstå, at der er tale om projektion. At jeg ser mine omgivelser som jeg selv har det indeni. Jeg har arbejdet hele weekenden og er så taxitræt, som jeg ikke har været det i måneder.

Jeg er træt af mennesker og druk, men et par fridage i ugen, der gik, tvinger mig til at tage et par ekstra dage for at dække udgifterne på min private betalingsbalance. Jeg ville jo hellere kysse skønheden derhjemme foran fladskærmen. Nippe til chips og drikke lakrids-øl fra Møns Bryghus. 

Så diagnosen er klar nok. Projektion: Jeg er sur – ergo er kunderne umulige!

Måden de slæber sig provokerende over Gothersgade for lige at markere, at det er dem, der ejer gaden. Det mest provokerende er det lille håndtegn, når de krydser hovedgaden i minefeltet så skråt som muligt. Slow-motion-langsomt. Ikke et værdigende blik eller et smil. Bare cool – og så den ene hånd løftet en smule. I bedste fald et stoptegn, i værste et klask i kølerhjelmen, fordi det er mig der er bilisten, taxichaufføren – nattens røvhul. 

Og så er der ham, der sidder sovende på sædet ved siden af mig. En meget ung mand,  Lang, slank – og i stadiet mellem bevidstløshed og psykose. 

I et anfald af omsorg gør jeg mine sving gennem nattens trafik blødere. Lad nu bare knægten få lidt ro. Jeg holder øje med hans tilstand via bakspejlet

Jeg skulle have ladet ham være derude i den anden del af byen, hvor jeg lige havde sat et ungt par af på vej hjem fra sygehuset med deres to år gamle søn. Barnet er friskere nu – og kunderne giver mig en håndfuld næstekærlighed tilbage. 

Men så vakler en ung mand direkte over mod køleren på vogn 24, så jeg må stoppe midt på gaden. 

”Hvor ska’ du hen?” spørger han. Noget nær det dummeste spørgsmål, du kan stille en taxichauffør. 

Jeg kører jo grundlæggende derhen, hvor kunden vil betale for det. Men jeg svarer bare indlysende: 

”Jeg skal ind til byen!” 

Så kaster han sig ind på bagsædet og nævner navnet på en gade i min egen bydel. Nummeret husker han ikke. Bare et ukærligt: ”KØR!”

Blot sekunder efter sover ham. 

I et anfald af omsorg gør jeg mine sving gennem nattens trafik blødere. Lad nu bare knægten få lidt ro. Jeg holder øje med hans tilstand via bakspejlet. Nu har han lagt hovedet mellem to nakkestøtter. Det falder helt tilbage, og han ligner med sin vidtåbne mund en død! 

Knægtens forsøg på at spille hård klasker helt sammen. Det lykkes betjentene at vriste hans navn og personnummeret ud af ham

Det er tydeligt. Han er ikke bare stegt. Han er gennemstegt! Jeg kører taxien ind til siden og siger først blidt – snart lidt hårdere og patriarkalsk: 

”VI ER FREMME!” 

Han er bevidstløs af alkohol og irritationen sniger sig op ad min rygrad. Så står jeg ud ad bilen, kigger på displayet med de 283 kroner jeg har til gode – og åbner døren til hans plads. Forsøger at vække ham med høj tale og rusker forsigtigt i hans slappe skuldre. Jeg trækker hånden til mig. Han har brækrester ned af trøjen fra en ofring som fandt sted, inden han steg ombord. Jeg får ham ud og på benene. Han læner sig dinglende op ad taxien. 

Næste scene: Offerollen.

”Lyt nu til mig. Du lytter jo ikke til mig”, siger han klynkende. Der kommer nogle ord ud af hans mund, som i bedste fald kan tolkes i den retning, At jeg kan stole på ham. At jeg får pengene i morgen. Men han kan ikke huske, hvad han hedder eller hvor han bor.

For første gang i mine syv år som taxichauffør, tilkalder jeg politiet. Jeg vil have mine penge nu. Ikke hans lommeuld eller mobilen, som han rækker mig. Den er stendød! 

Betjentene ankommer og er i de næste minutter en pryd for deres stand. Rolige – utroligt rolige – når man tænker på det lort borgerne lukker ud overfor dem natten igennem.

”Nu slapper du af – du slapper helt af!” 

Knægtens forsøg på at spille hård klasker helt sammen. Det lykkes betjentene at vriste hans navn og personnummeret ud af ham. Han er 15 år! 

Her og der vakler natteravne hjem. En står og brækker sig op ad vinduet i en bagerbutik. En vælter på cyklen, mens han holder stille. Så ringer min telefon. Det er faren. Altså faren til den fortabte søn

Den ene betjent sætter sig ind i patruljevognen og finder frem til hans adresse og får kontakt med faren. De vil køre ham hjem. Får personoplysningerne på mig – og jeg får 0 kroner for turen, som nu også indbefatter en times venten, mens jeg burde have tjent penge derinde i minefeltet. Nu har betjentene måttet lægge knægten på jorden, fordi han ikke orker at stå.

”Har du noget papir”, spørger den største af dem. 

Han har muskler som en bodybuilder, hvilket ikke har forhindret den unge mand i – bevidst eller fordrukkent – at spytte ham i ansigtet. Betjenten får servietter og tørrer ansigtet, mens han kigger med ironiske øjne på mig og siger.

”Ak ja, ungdommen i dag… ”

Solen er ved at stå op over Øresund. 

Her og der vakler natteravne hjem. En står og brækker sig op ad vinduet i en bagerbutik. En vælter på cyklen, mens han holder stille. Så ringer min telefon. Det er faren. Altså faren til den fortabte søn. Han lover at overføre penge til mig med det samme. 

”Jeg er ked af ulejligheden”, siger han. 

Taxamanden er bare træt.


Jesper Grunwald kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4×48. Hvis du vil, kan du støtte hans skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112


Foto: Jesper Grunwald. 

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Klumme