![](https://pov.international/wp-content/uploads/2017/12/Lisebth-Wullf_foto-Carsten-Seidel.jpg)
INTERVIEW – Julen bringer ikke kun velsignet bud. Den stiller også krav om gaver. Sine Gerstenberg guider dig til julegavekøb, der beriger, underholder og giver mulighed for, at julefreden kan sænke sig i læsehjørnet. Hun har talt med Lisbeth Wulff, kvinden bag bogen “Du forstår ikke din egen mor”, der bryder med dansk genrekorrekthed og er anarkistisk og anglofil i sit udtryk, men resolut forstadsdansk og indforstået i sin beskrivelse af mor-datter relationen. Wulff, fornemmer en uro i verden, siger hun. “Vi kan slet ikke spå om, hvad der bliver den næste store komedie, fordi det politiske liv og den digitale udvikling er så uforudsigelig. Som komiker er det som at komme til et nyt land. Hvad må man lave sjov med her”?
Skuepiller, komiker og menneskelæser Lisbeth Wulff, har gjort noget ganske udansk og overordentligt betimeligt: Hun har udgivet sine frydefulde, skarpe og smertefuldt genkendelige samtaler mellem Trine og Trines mor, Inge Løve. Måske kender du bedst samtalerne fra Bodil Jørgensens sublime timing i radioperlen ’Rytteriet’, der siden blev til TV-satiren og folkeeje med Martin Buch og Rasmus Botoft i front.
Nu er alle samtaler fra de sidste 10 år udkommet i en ny bogform, “Du forstår ikke din egen mor”, der bryder med dansk genrekorrekthed og er herligt anarkistisk og anglofil i sit udtryk, men resolut forstadsdansk og indforstået i sit indhold. Den kan man roligt anbringe under juletræet.
Kaffekarma på Vesterbro
En råkold novemberdag mødtes vi, Lisbeth Wulff og jeg.
To kvinder, der begge er mødre. Og døtre. Over varm kaffe, havregrød med politisk korrekt drys (ja, det hedder ‘topping’ på cafe-dansk) og en snak, der omfattede kønsbehåring, renæssancekvinder og naturligvis mødre og mænd.
Hun er ikke min mor eller din mor, men hun var bare tilstede i så mange af de forældreforhold, jeg oplevede i min omgangskreds
Både dem, der slænger sig på sofaen og i livet, og dem, der mestrer såvel komisk timing som åndeligt makkerskab. Dem, vi skal lukke ned for, og dem, vi skal holde fast på. Det var comic relief og kaffekarma på Vesterbro; samtalen gik noget i retning af sådan her:
– Hvor finder du dit stof – eller hvordan mødte du Inge Løve (Bodil Jørgensens karakter)?
“Jamen, jeg fandt hende faktisk for 10 år siden, men der havde hun allerede ligget i mig i lang, lang tid. Jeg var 35 og havde haft lyst til at skrive om hende længe. Hun var ligesom allestednærværende”.
“Hun er ikke min mor eller din mor, men hun var bare tilstede i så mange af de forældreforhold, jeg oplevede i min omgangskreds”.
“Så da Rasmus (Botoft) og Martin (Buch) fik radioprogrammet Rytteriet, og spurgte om jeg ville levere noget indhold, blev Trine og Trines mor sluppet fri. Lige der – midt i et mandeprogram – fik vi frie tøjler til at lave sketches om den komplicerede og følelsladede mor-datter relation”.
![](https://pov.international/wp-content/uploads/2017/12/Indsat-bog-192x300.jpg)
“Jeg kunne nok ikke have skabt Inge Løve uden Bodil Jørgensen. Hun har absolut gehør for Trines mor – måske fordi hun på alle måder er Bodils modsætning. Inge er grænseløs, selvoptaget og imposant. Bodil lod hende nærmest flytte fysisk ind i sig, når vi spillede vores sketches, og den første gang tog det hårdt på hende, hvor hun var helt vind og skæv, efter at vi havde optaget fem samtaler i træk.”
“Det tog virkeligt på hende, fordi hun satte sig fuldt og helt – og meget loyalt – i Trines mors sted”.
– Hvorfor er det så sjovt, at når generationerne taler forbi hinanden?
“Jeg tror, at de her samtaler, virker så godt, fordi vi alle kan relatere til dem. Vi tager det ind, fordi de på en gang overskrider vores grænser og vækker genklang i os. Det, der er kommet særligt bag på mig, men som jeg også har glædet mig over, er, at alle damerne på 65 også elsker de her sketches.”
“De griner med og føler sig hverken stødt eller ramt på mancheterne. Det er ret fint og meget solidarisk med ideen: det er jo ikke et karaktermord men udlægningen af en klassisk konflikt.”
“Og for at det bliver sjovt, skal der jo indlægges nogle chokeffekter – hvadenten det handler om at mor vil give Trine gavekort til en ’Brazilian’, eller at hun har knaldet borgmesteren i Furesø sejlklub”.
– Bogen udfolder Inge Løves univers. Vi ser, hvordan hun bor, vi oplever hvordan hun kommunikerer med sin omverden, og vi læser med større opmærksomhed, hvad det egentligt er, som hun siger, end når vi hører ordene i radioen eller på skærmen. Er bogens univers karikeret eller er det tættere på virkeligheden, end vi tror?
“Der er helt klart et element af karikatur, for ellers vil den komiske præmis ikke komme igennem. Men der er også en kærlighed til personerne. Inge er måske nok ret dårlig til at udfylde moderrollen, men hun er jo også ekstremt udadvendt, opsøgende og kommunikerende”.
Trines selvværd bliver dårligere og dårligere af at være tæt på hende – for hun er jo den type mor, der ikke giver velmenende råd, men decideret dårlige råd
“Hun er sådan en, der er dødgod til at gå til cocktailparty og som mestrer small talkens kunst. Og så kan hun variere sin måde at nå sine medmennesker på; hun ved, hvordan hun fanger deres opmærksomhed. Keld, som hun er gift med, er jo simpelthen så skide sløv og irriterende. Ja, hun lægger emsige kaffefiltre med nedskrevne beskeder og direktiver, men man fornemmer jo netop her, hvor alene hun er i sit parforhold og hjem”.
“Hun må skabe sit eget drama i spejderhytten, hun må flirte med Folmer på Wordfeud og skrive tragikomiske sms’er til veninden Anne – og dele alt dramaet med Trine. Hun vil jo ikke være ensom og alene”.
“Trine har været sin mors prygelknabe hele livet; men i stedet for at bryde op og bryde ud, bliver hun jo for pokker ved med at tage telefonen, hver gang mor ringer. Trine er paralyseret – hun er blevet indadvendt og afmægtig; hun får ikke rykket på noget. Trine er ufri fordi hendes mor sidder på hende”.
“Det gør ondt på hende, fordi moderen jo ofte rammer ned i lige netop det, der er allermest ømtåligt i hendes liv. Trines selvværd bliver dårligere og dårligere af at være tæt på hende – for hun er jo den type mor, der ikke giver velmenende råd, men decideret dårlige råd”.
“Hvis Trine var ked af sit arbejde, ville Inge foreslå hende af gå på førtidspension; og hvis hun var ked af at være single, ville moderen pitche en fordrukken kammersjuk på 67 som kærestepotentiale. Inge provokerer os, fordi hun jo faktisk ikke ønsker det bedste for Trine – kun det middelmådige”.
– Trines mor er jo voldsomt direkte – grænseoverskridende i hver eneste samtale. Men er der i dag tabuer, som vi godt kan tale med vores forældre om?
“Jeg startede med at skrive de her tekster for ti år siden, men de føles ligeså relevante og samtidige nu”, indleder hun og uddyber:
“Jeg tror, at mor-datter relationen har udviklet sig over tid, særligt i 70’erne hvor autoriteter blev nedbrudt og du var på fornavn med din mor og far. Der er nok flere og flere ting, vi kan vende med vores forældre i dag end da vores forældre var unge”.
“Problemet mellem Trine og Trines mor opstår, fordi datteren hun ikke får plads til at fylde i samtalen. Inge ønsker at være chokerende og være rebellen – ikke den understøttende og lyttende figur, som en mor forventes at være. Men Inge føler jo, at der er masser af plads til at tale. Hun tror, at hun er åben og modig og vil en god relation; men Trine tør ikke at åbne sig, fordi hun så ved, at hendes mor vil bebrejde hende; vende problemet til at handle om hende eller skamme hende ud, for ikke at prioritere sin mor”.
Vi kender allesammen moderen, der ikke formår at være mor. Hun vil have at hendes børn forstår hende, tager del i hendes bekymring, aflaster og trøster hende
– Tror du, at de kunne få et bedre forhold; kan relationen mellem Trine og Inge reddes – så de begynder at tale samme sprog?
“Jeg ville råde Trine til at give slip på sin mor i en periode – simpelthen få fred, slukke telefonen, være sig selv. Inge ser jo Trine som en forlængelse af sig selv; hun sammenligner dem. Trine må ikke stræbe op ad – hun skal være på niveau med eller under sin mor”.
“Inge ville aldrig kunne holde ud, hvis Trine faktisk fik en sød kæreste og nogle børn. Hun er hunderæd for at miste Trine – deres relation må ikke ændre sig,” sig hun og uddyber:
“Jeg forestiller mig, at hun ville være en forfærdelige bedstemor. Sådan én der rettede på børnene, ville have kys og smil på kommando, og hun ville sikkert også lægge sig ud med deres farmor og farfar. Der ville nok gå lidt popularitetskonkurrence i den”.
– I forholdet mellem mor og datter præsenteres vi altid for et paradoks: intimiteten er afgørende for en god relation, men vi ønsker samtidig ikke et venskab med vores mor. Hvordan håndterer vi det?
“Den der svære balance, har helt klart været et tema fra starten. Jeg er selv opvokset i socialt boligbyggeri i Birkerød, og der var skilsmisser og forældrerelationer jo noget vi forholdt os til på tæt hold. I nogle familier oplevede jeg enlige mødre klynge sig til deres børn, og egentlig helst ville bæres igennem smerte og ensomhed af deres børn.”
“Det er moderens lod at hjælpe sin børn igennem en familiekrise og ikke omvendt – men somme tider er det er bare ikke sådan, det går. Vi kender allesammen moderen, der ikke formår at være mor. Hun vil have at hendes børn forstår hende, tager del i hendes bekymring, aflaster og trøster hende”.
“Inge føler jo også, at hun kan give Trine et venskab, og hun forstår ikke, at datteren ikke vil tage imod det. Jeg er selv mor til en søn på 11 år, og når jeg har haft en dårlig dag på arbejdet, kan det da være fristende, at dele mine tanker med ham. Men jeg gør det ikke. Det kan jeg bruge min mand og min veninder til.”
Vi ler, men ikke af skadefryd. Vi griner ud af medfølelse og rummelighed
“Men hvis man er alene med sit barn, og man i forvejen skal være tapper for to, kan der jo opstå en dynamik, hvor barnet også bliver den fortrolige. Trine har nok altid passet på sin mor, men moderen har aldrig passet på hende tilbage,” forklarer hun og fortsætter:
“Så det er al den her smerte og forsømmelse, der fungerer som fortællingens subtekst – vandmærket, vi ikke nødvendigvis skal hæfte os ved, men som gør karaktererne menneskelige.”
“Det er ikke sikkert, at andre ser det her, når de læser bogen og det skal de faktisk heller ikke. Jeg vil ikke forklare teksten for meget, den har sin egen musik og dramaturgi. Den kan stå for sig selv”.
“Og vi ler, men ikke af skadefryd. Vi griner ud af medfølelse og rummelighed”.
“Nogle opbygger en sketch ud fra en sjov læspen, en der halter eller en der taler meget højt. Men i mit arbejde med de her samtaler var udviklingen omvendt: Relationen kom først, og ud af den sprang der en farve, en stemning, en karakter og en fortælling om en familie”.
“Bogen efterlader plads til noget usagt, og der er ikke en fortæller men kun en ramme. Det skulle være hende vi kender fra fjernsynet, Bodil Jørgensens figur, vi skal se for os, når Inge udfolder sig på siderne. Og så kan vi selv lægge til og trække fra”.
– I bogen ser vi aldrig personerne, men vi ser billeder fra universet. Stillleben’er der beskriver et liv med tomhed, skjulte laster og danske firserklassikere på menuen. Linnedskabet skjuler billig vin, skumfiduser og p-tærter og selv julepynten er fesen og hengemt. Jeg kom til at holde mere af Inge, få sympati for hendes hjems tyste ensomhed og den ufotogene hverdag, hun selv prøver at ruske op i…
“Det er jeg glad for, at du siger. For jeg ville netop lave et patchwork af liv, der løftede hende fra parodi til personlighed. Omend en trist og anstrengende en af slagsen”.
Du hører aldrig en mand sige ‘min kone kan ikke dele sine følelser med mig’. Vi føler ikke, at vi taber ansigt, ved at lave sjov med os selv. Jeg kan ikke være sjov, uden at jeg griber fat i noget, der gør ondt. Der skal være noget på spil
“Jeg var meget betaget af tanken om at folde hendes liv ud: Hvad sker der, når vi åbner skabene, hvad er der inde bag ved? Vi måtte jo af pladsmæssige hensyn begrænse os, men jeg er da stadig nysegerrig efter at opdage, hvad der er i Inge Løves sminkepung og handskerum”.
“Der er en bemærkelsesværdig orden i hjemmet, selv når hun sjasker i sit liv, hun er pæn og præsentabel udadtil. Det trykte format gør, at vi får et mere helstøbt portræt af en kvinde. På TV er teksten en sketch med aktører og levende stemmer – der bliver den nok mere morsom og grovkornet”.
“I bogen kommer der en ny tidslighed og kronologien kommer tydeligere frem. Hun bliver mindre irriterende og nemmere at forstå og holde af. Jeg ville gerne kigge respektfuldt ind i hendes liv og hendes hjem”.
– Hvordan vil du beskrive bogen – den er jo også illustreret med billeder og wordfeud og sms puslespil? Voksen graphic novel?
Der skal være noget på spil for dig selv. Jeg hader drille humor, mobbe humor. Jeg morer mig slet ikke når nogen gør grin af en politiker eller kan tale som en kendt – det er sååå kedeligt
“Vi har meget haft nogle standardformater for ‘sjove’ bøger i Danmark fx Svikmøllen. Jeg ville gerne noget helt andet så jeg pløjede igennem alle de humoristiske genre-afdelinger i boghandlerne, når jeg var i New York og London. Det var vildt inspirerende, for her blev jeg overbevist om at, jeg kunne gøre hvad jeg ville med den”.
“Jeg ville ønske, at der var flere af den slags bøger herhjemme. Og jeg ville ikke ud i den model de udenlandske, kvindelige komikere som Amy Schumer og Lena Dunham, har succes med. Den humoristiske bekendelseslitteratur. Jeg ville hellere skabe et format, der overraskede og var uhåndgribeligt. Jeg lavede lige den bog, jeg helst ville, for det har New Yorks boglader vist mig, at der er et marked for”.
– ‘Kvindehumor’ er sådan en irriterende kategori, man slog Nikoline Werdelin i hovedet med i 80’erne, og som stadig kan bruges som et prædikat a la ‘chick litt’. Men hvad er det særlige ved kvinders måde at være sjove på? Jeg oplever at vi ikke griner af hinanden men med hinanden. Vi er mere empatisk, mere intime og mere hudløse i vores humor. Er vi mindre ironiske og distancerede end vores mandlige modparter?
“Jeg synes du har en pointe, men der sker meget i disse år. Vi nærmer os hinanden i humorlandet. Kvinder er vant til at dele følelser, og vi er vant til at være åbne om hvad der går os på og bekymrer os”.
“Du hører aldrig en mand sige ‘min kone kan ikke dele sine følelser med mig’. Vi føler ikke, at vi taber ansigt, ved at lave sjov med os selv. Jeg kan ikke være sjov, uden at jeg griber fat i noget, der gør ondt. Der skal være noget på spil. Et spørgsmål man vil have besvaret”.
“Der skal være noget på spil for dig selv. Jeg hader drille humor, mobbe humor. Jeg morer mig slet ikke når nogen gør grin af en politiker eller kan tale som en kendt – det er sååå kedeligt. Det rager mig en høstblomst. Eller blærerøvshumor, hvor man skal fremvise hvad man kan,” slår hun fast og fortsætter straks:
“Jeg elsker selvironisk humor. Jeg er så færdig med nedrakning og lossepladsen på Facebook; hvor folk deler ud af alt muligt åndsvagt. Vi er sjovest, når vi deler ud af os selv”.
Jeg fornemmer at der er en stemning af uro og opbrud, der ikke er set siden murens fald eller 2. verdenskrig. Vi kan slet ikke spå om, hvad der bliver den næste store komedie eller hvad vi må grine af om fem år, fordi det politiske liv og den digitale udvikling er så uforudsigelig
– Er humoren i Rytteriet knyttet til et tidsbilleder eller har den en varighed? Jeg talte for nyligt med et par andre trendforskere, og vi blev enige om at den distancerede humor, som vi så den i fx Lex & Klatten virker passé og outdated mens f.eks. Anders Mattesens børneradio og P1’s Selvsving stadig er sjovt …
“De her samtaler beskriver noget fra en tid, og når min søn skal læse bogen som voksen, så er der nok et element af historieskrivning over den. Men jeg tror den har en varig kvalitet. Meget af det humor der handler om familie og det nære, bliver jo ved med at være relevant; og relationer mellem familiemedlemmer og mellem mødre og døtre i særdeleshed har jo altid været aktuelt”.
“Men den nye digitale kultur og polariseringen i samfundet, har skabt et nyt klima for, hvad vi kan sige og ikke sige. Jeg fornemmer at der er en stemning af uro og opbrud, der ikke er set siden murens fald eller 2. verdenskrig. Vi kan slet ikke spå om, hvad der bliver den næste store komedie eller hvad vi må grine af om fem år, fordi det politiske liv og den digitale udvikling er så uforudsigelig. Som komiker er det som at komme til et nyt land. Hvad må man lave sjov med her?”
Topfoto:
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her