MADKLUMME // KÅL-TIPS – Jeg husker det stadig. Suset af først overraskelse, så forundring og til sidst følelsen af skrækblandet woooaaahh, da han satte gryden på kollegiekøkkenets spisebord med et dumpt klonk, ham min filejs (og kommende ex-mand, men det havde nu ikke noget med kål at gøre).
En bævrende, putrende blårød masse snoede sig rundt i gryden og dernæst om de sparsomme frikadeller på de skårede tallerkener. Det var stuvet hvidkål, bare lavet på rødkål. Henover de næste dage antog resterne – og dem var der en del af – en sær blylilla og endelig blågrå kulør, inden den sidste klat endte i skraldespanden.
Det påståede kålprutteri kan man i øvrigt vænne maven fra, hvis man spiser nok kål – men hvis man ligefrem synes, den slags er morsomt, så kan jeg anbefale jordskokker, som i dén grad kan få understellet til at spille en Sinfonia Flatulensis! Har jeg hørt…
Lige den dag var kålen ikke en succes. Men det burde være en undtagelse. For kålen er lidt af et mirakel på denne tid af året. Stort set lige meget hvilken type, man springer på, er der alt muligt pænt at sige om brassica’erne, som er den latinske betegnelse for kålfamilien.
Kålen er både klimahelt og sundhedsbombe
Så lad os prøve at sige noget pænt om kålen. At den er klimavenlig, for eksempel, fordi vores breddegrader giver fremragende betingelser for at dyrke kål, og lokale råvarer kræver mindre transport.
Den er også nem at opbevare over lang tid – hav for eksempel en stok grøn-, palme- eller rosenkål stående i en spand jord på din terrasse eller altan, og pluk af den hele vinteren.
Og gem roligt et helt eller halvt kålhovede på køl i månedsvis (på ære – jeg havde et rødkål fra julen 2018 liggende i et halvt år uden problemer).
Kålen er sjov at have i haven, hvor man året rundt, endda flere år i træk kan plukke små smagsbomber af lækre skud og smukke gule blomster til salatskålen eller andre garniturer.
Og med sit indhold af fibre, a- og c-vitaminer og en række bitterstoffer skulle kålen have gavnlige effekter i forhold til både fordøjelse, hjerte-karsygdomme, visse cancerformer og for højt kolesteroltal.
Kål er et lille gastronomisk mirakel. Bitterstofferne er et velkomment, skarpt element i vores traditionelle køkken, som ellers godt kan glide over i det lidt fade henover vinteren. Kålen giver knas og saft i salater, fylde i supper og gryder, og lader sig overraskende godt integrere i de andre verdenskøkkener, vi holder af
Man fristes til at sige sund som ind i kålhelvede, hvis sådan et findes. Mon ikke der lugter lidt af svovl…?
Det påståede kålprutteri kan man i øvrigt vænne maven fra, hvis man spiser nok kål – men hvis man ligefrem synes, den slags er morsomt, så kan jeg anbefale jordskokker, som i dén grad kan få understellet til at spille en Sinfonia Flatulensis! Har jeg hørt..
Syv anledninger til at elske kål på din tallerken
Men frem for alt er kål et lille gastronomisk mirakel. Bitterstofferne er et velkomment, skarpt element i vores traditionelle køkken, som ellers godt kan glide over i det lidt fade henover vinteren.
Kålen giver knas og saft i salater, fylde i supper og gryder, og lader sig overraskende godt integrere i de andre verdenskøkkener, vi holder af.
Her er et lille idékatalog:
- Brug rødkålen i stedet for kedelig, hundedyr og drivhusdyrket bladgrønt i vietnamesiske friske ruller, shawarmas eller sandwiches. Sprødheden, skønheden og saftigheden er eminent!
- Drop melsovsen i den stuvede hvidkål og vend hurtigt den fintstrimlede kål i lidt smør, fløde og muskat i stedet. Rund af med et drys persille. Smukt og delikat til en fiskedelle.
- Massér strimlet hvidkål med salt og chili efter smag for en imitation af den koreanske Kimchee og lad hvile et par timer. Server til stegt svin eller i en vege-burger for bid og varme.
- Rosenkål! Åhh, rosenkål. Snit det lysegrønne mirakel i papirtynde strimler på et mandolinjern, vend med den bedste olivenolie, citron og lidt salt, og top op på grillet groft brød med parmesan og mere olie på toppen for en skøn vinterforret.
- Smid generøse stykker eller strimler af grønkål på din tomatbaserede pizza, inden den ryger i ovnen med den foretrukne ost. Dryp med olie, og nyd de sprøde blade til den søde tomat og den smidige pizza-bund.
- Skær rødkål i gode chuncks og bræk bladene af, et efter et som en dippe-snack, der snildt udkonkurrerer sin fedtede kartoffelchips-fætter i dip-opskovlingspotentiale. Dyp i græsk yoghurt med tahini, citron og hvidløg.
- Vend strimler af spidskål med æbletern og rygeost for den perfekte ledsager til røget fisk.
Tagliatelle med rosenkål, citron og tør ost
Til 2 personer plus en madpakke.
Her kommer en lidt mere konkret anvendelse – en prægtig ret med pasta, rosenkål og citron, der strutter af c-vitamin og mundglæde.
Note: Rosenkål kan være noget småtteri at pille. Gør dig selv den tjeneste at købe en pæn portion, bevæbn dig med en god podcast og måske et lille glas af noget rart, og gør så hele flokken i stand på én gang ved at skære bunden af stokken og fjerne de værste yderste blade. De smukke grønne bolde kan opbevares temmelig længe i en lufttæt box, og det bliver meget nemmere at få dem med i maden, når de nu er gjort klar..
- 250 gram tørret pasta. Jeg brugte tagliatelle fra Pastariget på Bornholm, som efter min mening laver landets bedste pasta.
- Et par gode håndfulde istandgjorte rosenkål – skåret i halve eller kvarte.
- 2 fed hvidløg, pillede og finthakkede
- En god klat smør
- ½ dl af din bedste olivenolie
- 1 ubehandlet økocitron
- 1 håndfuld revet tør ost, for eksempel parmesan, Havgus, Vesterhavsost eller noget i dén dur.
Sæt en god gryde saltet vand over at koge.
Smelt smørklatten på en pande og lad hvidløg snerre med – ikke brune!
Giv rosenkålene et kort opkog, 2-3 minutter, fisk dem op med en hulske og smid dem på panden med hvidløgssmørret, hvor de nu står og mørner en anelse, måske endda får brunet skærfladen lidt. Det smager glimrende.
Vask citronen godt og riv skallen ned i en stor, pæn skål. Pres citronen oveni og tilføj olivenolien, godt med friskkværnet peber og et nip salt.
Kog nu pastaen i det forhenværende kålvand. Pastaen skal være al dente. Hæld vandet fra, men gem en deciliter.
Nu samles retten: Pasta og rosenkålpanden vendes i citronolien, sammen med ¾ af osten. Spæd evt med lidt pastavand. Drys med den sidste ost og server med det samme.
De gule og grønne farver vil glæde dit trætte januarblik. Meget mere end stuvet rødkål, skulle jeg hilse og sige.
LÆS MERE AF POV’S MADREDAKTØR, NANA BALLE HER
Foto: Skribenten. Kål er godt, skriver Nana Balle.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her