#METOO MEDIER OG POLITIK // VIDNESBYRD – POV giver alle, der arbejder i medierne, i kommunikationsbranchen og i politik, kvinder som mænd, en chance til at fortælle om deres oplevelser, hvis de har været udsat for seksuelle overgreb – uden risiko for udskamning eller personforfølgelse. Se her, hvordan du henvender dig sikkert. Whistleblower-platformen åbnede i starten af september 2020 og foregår i samarbejde med Everyday Sexism Project Danmark. Dette er vidnesbyrd 32 og nummer 11 i serien. Det omhandler års overgreb, der fandt sted for år tilbage i en kendt medieorganisation. Vidnesbyrdet inkluderer en fagforening, som tilrådede tavshed. Kvinden kom videre, men manden er stadig chef i dag.
Jeg stod som nyuddannet midt i en tid med stor akademikerarbejdsløshed. Det var et af de mest sårbare tidspunkter i mit liv. Oveni arbejdsløsheden var min far syg, jeg var alene om at passe ham, og jeg havde endda mistet min lejlighed efter et brud på et langt parforhold.
Men jeg var meget ambitiøs, og trods modløshed arbejdede jeg ihærdigt på at komme ud på arbejdsmarkedet.
En dag, efter mere end 9 mdr. og med tvungen aktivering hængende over hovedet, ringede jeg op til en kontakt, jeg havde fået gennem et fagligt netværk, og blev kaldt til en uformel samtale samme dag.
Sønnen lå på min seng, og pludselig tog chefen min hånd og pressede ned på hans hårde lem
Jeg havde en kort samtale med chefen, og det viste sig, der var brug for en person med netop min specialisering. Jeg var euforisk og kunne knap tro mit held. Så selvom jeg blev overrumplet og skuffet, da jeg kun fik tilbudt en kontrakt på 10 dage, sagde jeg selvfølgelig ja.
Fra den dag og halvandet år frem arbejdede jeg mere end fuld tid i jobbet, selvom jeg – bortset fra de sidste 6 mdr. – kun havde kontrakter på 10-15 dage om måneden. Kontrakter, som altid blev udstedt i sidste øjeblik, så der var flere tidspunkter, hvor jeg arbejdede uden ansættelse.
Grænseoverskridende nedgørelse af kolleger
Fra første dag fik jeg dog plads på kontoret i den meget lille organisation. Der var kun ganske få medarbejdere men mange løst tilknyttede konsulenter. Organisationen var strategisk placeret og er i dag vokset eksponentielt, ikke mindst pga. chefen, hvis netværk til magtfulde aktører i sektoren var meget stærkt.
Jobbet var bedre, end jeg i min vildeste fantasi kunne have drømt om, og jeg blomstrede. Det viste sig hurtigt, at jeg var dygtig og kunne levere resultater af høj kvalitet, som chefen satte stor pris på. Han var ekstremt krævende.
Vi sad i storrumskontor, og måtte igen og igen opleve situationer, hvor han ydmygede og nedgjorde erfarne eksperter i sektoren, der som konsulenter hos os – efter hans mening – leverede utilfredsstillende resultater. Man krympede sig, men ingen af os medarbejdere sagde noget. Efterhånden oplevede jeg også andre grænseoverskridende sider af chefen, som begyndte at tage mig med på næsten alle sine rejser.
Jeg kan særligt huske et tidspunkt, hvor han på en metrostation i London uden forvarsel begyndte at fortælle mig om sin ungdoms seksuelle eskapader og affærer. Det var ikke helt nyt for mig, for på det tidspunkt havde jeg allerede lagt øre til en del brok over hans parforhold og konsekvenserne (for konens sexlyst) af at få børn.
Jeg var godt opdraget – det man kaldte godt opdraget før #Metoo – og så mest bare ned i jorden uden at sige noget.
En adfærd, der eskalerede til overgreb
Der gik kun et par måneder, efter jeg var blevet ansat, så var det snart jul, og det skulle vi fejre med et glas på kontoret, syntes chefen. Han havde sin søn på 3 år med, og jeg var derfor virkelig overrasket, da han syntes, vi skulle videre på restaurant.
En af de uheldige gange, hvor jeg ikke gik i tide, pressede han mig op i et hjørne, og selv efter at jeg havde råbt af ham, at han skulle stoppe, og understreget at nej, vi skulle ikke være sammen, stak han tungen ind i munden på mig for at forsøge et kys
Tre af os tog afsted og kunne være i hans bil. Sønnen var med, og da chefen midt om aftenen gik en tur med ham i klapvognen for at gå ham til at sove, var jeg overbevist om, at han ville gå hjem.
Men nej, ind ad døren til restauranten kom han igen med sovende søn, og der skulle snakkes videre.
Jeg boede på Amager på et værelse i en fremlejet 2-værelses lejlighed. Den anden kollega, som var med på restauranten kunne gå hjem, mens jeg ville tage bussen, men det fik jeg ikke lov til. Efter meget frem og tilbage, hvor det ikke lykkedes mig at få sagt ordentlig fra, blev det så til, at jeg blev kørt hjem af chefen.
Men så ville han også med op og se, hvordan jeg boede. Jeg var virkelig beklemt ved det. Det var en akavet situation på mange måder, både pga. magtrelationen, den sovende søn, der var med på armen, og mine virkelig beskedne boligforhold.
Så sad vi der på mit værelse, og han ville også have rødvin. Sønnen lå på min seng, og pludselig tog chefen min hånd og pressede ned på sit hårde lem.
Jeg blev overrumplet og trak straks hånden til mig. Han forsøgte at komme til at kysse mig og blev ved med at plage om, at vi lige skulle lægge os ind i det andet værelse (min bofælle var ikke hjemme) og “hygge os”. Jeg blev ved med at sige nej, svedte og var ubehageligt til mode.
Min paradoksale reaktion var dyb skam og skyld
Det hele føltes som en evighed, men det øjeblik, der står printet i min hukommelse, er da jeg endelig får sagt: [navn], tag [sønnens navn] og gå hjem! Og endelig så ham give op og gå ud af døren til min enorme lettelse.
Næste dag vågnede jeg med kæmpe skyldfølelse og skam. Jeg kan huske, at jeg var overrasket og skuffet over min egen reaktion. Som studerende havde jeg arbejdet meget med køn og kønsbaseret vold, og jeg var fuldt ud klar over, at min reaktion var helt standard, og at den ikke var retfærdiggjort.
Alligevel måtte jeg bare erkende, at jeg skammede mig og følte mig uren – og at jeg ikke turde fortælle nogen om episoden.
Jeg var fanget i et slags Catch 22. Fordi jeg var blevet favoriseret af chefen fra starten, mens de andre medarbejdere blev hånet, ja faktisk mobbet, var min souschef, som både dengang og i dag er en anerkendt journalist, overbevist om, at jeg fik de gode opgaver ved at gå i seng med chefen
Det var ganske forfærdeligt og ikke til at tro, at jeg, som både var feminist og oplyst, befandt mig i denne situation.
Efter at have ransaget min hjerne fandt jeg én veninde, som jeg ringede og betroede mig til. Jeg var mest indstillet på at skrive en besked til chefen om, at episoden ikke havde været OK, men at vi selvfølgelig kunne fortsætte samarbejdet, men hun rådede mig til at ignorere det og fortsætte, som om intet var hændt.
Sådan blev det bare ikke.
Konstant på vagt over for det næste overgreb
Chefen blev mere og mere nærgående, og snart sad jeg på nåle for ikke at være den sidste, der var tilbage på kontoret med ham. En af de uheldige gange, hvor jeg ikke gik i tide, pressede han mig op i et hjørne, og selv efter at jeg havde råbt af ham, at han skulle stoppe, og understreget at nej, vi skulle ikke være sammen, stak han tungen ind i munden på mig for at forsøge et kys.
Det var dér omkring, det begyndte at gå op for mig, at han var psykopat og ikke kunne føle andres grænser. Værst var det på de mange rejser, hvor jeg gang på gang måtte undslå mig at tage en drink i baren efter arbejdsmiddagene, flygte op på værelset og låse døren godt og grundigt.
Men på flyene bestilte han altid sædepladser, så vi sad ved siden af hinanden. En gang begyndte han at køre hånden op og ned af låret på mig og op under nederdelen, midt mens vi havde en faglig samtale med en britisk militærperson, som også sad på vores række.
Et vedholdende nej blev til et uudholdeligt arbejdsmiljø
Jeg har været lettet over de seneste måneder at læse de mange vidnesbyrd fra kvinder i min egen generation og den før mig og erfare, at det ikke kun er mig, der er frosset i den type situationer, hvor man bare burde have langet en kæmpe lussing ud.
Efterhånden som jeg holdt stand og blev ved med at opretholde mit nej, blev mit forhold til chefen dårligere og dårligere. Han blev mere og mere perfid overfor mig, og jeg begyndte at hade ham med en intensitet, der aldrig har sluppet mig.
Den dag i dag arbejder jeg i den ledende organisation på feltet, stærkt motiveret af, at chefen flere gange fortalte mig, at jeg aldrig ville kunne få job der, fordi jeg aldrig ville kunne passe ind. Min ansættelse her er min store hævn, da jeg nu arbejder for dem, der finansierer ham
Ovenikøbet var jeg fanget i et slags Catch 22. Fordi jeg var blevet favoriseret af chefen fra starten, mens de andre medarbejdere blev hånet, ja faktisk mobbet, var min souschef, som både dengang og i dag er en anerkendt journalist, overbevist om, at jeg fik de gode opgaver ved at gå i seng med chefen.
Fagforeningens løsning var at sige op
Det blev en mere og mere uudholdelig situation, da jeg ikke havde nogen allierede på kontoret, og stadig ikke havde haft modet til at fortælle mine venner eller familie om overgrebene. Jeg havde stadig fantastisk gode relationer til alle vores samarbejdspartnere og succes i jobbet, men situationen gik voldsomt ud over min trivsel.
De ganske få gange, jeg fik fortalt lidt om situationen i generelle vendinger til mine venner, kom deres chok og afsky faktisk bag på mig, men bekræftede mig i, at jeg måtte væk derfra.
Problemet var, at jeg ikke havde nogle rettigheder givet mine meget usikre kontraktforhold, og at det stod lysende klart for mig, at jeg stod overfor et valg om at realisere den karriere, jeg havde drømt om, eller gå i glemmebogen – tilbage til den nedbrydende arbejdsløshedskø.
Den formodning bekræftede min fagforening, da jeg ringede for at få råd om situationen.
Derfor valgte jeg at begynde at søge andre jobs, og jeg fik min lille hævn den dag, min sidste kontrakt udløb. Min chef havde nødtvungen sat mig stævne for at forny den, og blev intet mindre end rasende, da jeg glad kunne fortælle, at jeg sandelig havde fået et nyt job.
Overgrebene spøger stadig år efter
Det blev en ydmygelse for ham, for han måtte stå skoleret overfor både vores partnere og investorer, som var stærkt utilfredse over min “opsigelse”.
Jeg får stadig ubehag og hjertebanken ved tanken om den tid, og jeg er dybt taknemmelig overfor Sofie Linde og de andre kvinder, som endelig har fået bevist godt og grundigt, at seksuel chikane, overgreb og mangel på ligestilling på arbejdsmarkedet findes i Danmark, særligt for unge kvinder i starten af karrieren
Den dag i dag arbejder jeg i den ledende organisation på feltet, stærkt motiveret af, at chefen flere gange fortalte mig, at jeg aldrig ville kunne få job der, fordi jeg aldrig ville kunne passe ind.
Min ansættelse her er min store hævn, da jeg nu arbejder for dem, der finansierer ham.
Men jeg er ærgerlig over, at ét sygt menneske har fået så meget indflydelse på mit arbejdsliv, som i årevis har været præget af vagtsomhed overfor mandlige ledere.
Dybt taknemmelig for MeToo
Jeg får stadig ubehag og hjertebanken ved tanken om den tid, og jeg er dybt taknemmelig over for Sofie Linde og de andre kvinder, som endelig har fået bevist godt og grundigt, at seksuel chikane, overgreb og mangel på ligestilling på arbejdsmarkedet findes i Danmark, særligt for unge kvinder i starten af karrieren.
Nu er det op til os andre at bakke dem op i hverdagen på arbejdspladserne, så det ikke sker for dem.
I EFTERÅRET LANCEREDE POV EN MULIGHED FOR AT AFLÆGGE ET VIDNESBYRD OG FORTÆLLE SIN HISTORIE OM OVERGREB I MEDIE- OG KOMMUNIKATIONSBRANCHEN
LÆS MERE OM INITIATIVET HER
Læs flere artikler om vidnesbyrd indsamlet fra den danske politiske verden samt medie- og kommunikationsbranchen her:
Artikel #1 her, nummer #2 her, nummer 3 her, nummer 4 her, nummer 5 her, nummer 6 her og nummer 7 her, nummer 8 her, nummer 9 her og nummer 10 her.
Topillustration: Chikane og overgreb er fokus for #MeToo bevægelsen – vidnesbyrd 11. Overgreb i medie- og kommunikationsbranchen. Kollage ved POV International.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her