Elisabeth Møller Jensen: Mette Bocks slagtning af KVINFO

Elisabeth Møller Jensen 24.05.2019

NY BOG // UDDRAG – KVINFO’s tidligere direktør Elisabeth Møller Jensen skriver i bogen ‘At se med egne øjne – mit KVINFO’ om 24 år midt i ligestillingsorkanens øje, og i dette uddrag om kulturminister Mette Bocks slagtning af institutionens næsten 60-årige virke med vidensindsamling og -formidling punkt for punkt som et populistisk symptom på afmonteringen af velfærdsstaten.

I foråret 2017 fulgte jeg samrådene om KVINFO live via Folketingets hjemmeside, og det krævede gode nerver, for selv om især Mogens Jensen og Rasmus Horn Langhoff gjorde en god indsats, prellede det af på såvel Inger Støjberg som Mette Bock.

Det er Inger Støjbergs udtalelser om KVINFO’s mentornetværk, der har motiveret indkaldelsen til det første samråd: “For mig handler det om, hvor vi bruger pengene bedst. Og jeg mener ikke, at Kvinfo er de bedste til at løse opgaven med minoritetskvinder.” Da hun med henvisning til Laura Lindahls udtalelser blev spurgt, om hun er enig i Liberal Alliances målsætning om, at al støtte til KVINFO skal ophøre efter 2020, når bevillingen fra Udenrigsministeriet udløber, svarede hun kryptisk: “Jeg kan disponere over de penge, der ligger i mit ministerium, og ikke, hvad man gør i andre ministerier. Og for mig handler det om, hvor pengene bliver brugt bedst.”

De penge, Inger Støjberg “kan disponere over”, er den finanslovsbevilling på 2 mio. kr. som KVINFO fra så sent som 2015 har haft til rådighed til Mentornetværket. Efter det overraskende afslag fra satspuljen i 2013 stillede SF i 2014 som forslag, at Mentornetværket skulle på finansloven med en egen bevilling.

Mette Bock begravede Nynne Kochs drøm og svækkede vidensgrundlaget for arbejdet med ligestilling i Danmark. I tredive år har Danmark haft en institution med det på verdensplan unikke formål at informere om kønsforskningens resultater til en bredt interesseret offentlighed. Fra 1. januar 2018 var det slut

Fra 2015 fik Mentornetværket efter tretten års indsats dermed for første gang en grundbevilling på finansloven. Bevillingen er principielt etårig, for den gælder ikke længere end den næste finanslov. Men ligesom det er svært at få en bevilling på finansloven, er det normalt lige så svært at pille den ud igen. Og det var ikke bare en bevilling på to millioner til Mentornetværket, der stod på spil. Det var Thorning-regeringens økonomiske sikkerhedsnet, som Inger Støjberg to år senere ville rive væk. Så samrådet handlede ikke bare om Mentornetværket, men også om et politisk flertal, der udnyttede sin magt til at ændre en tidligere regerings dispositioner.

Der er altså gode grunde til, at ligestillingsudvalget har bedt udlændinge- og integrationsministeren om “at uddybe sin holdning til KVINFO, som den er kommet til udtryk i pressen, og herunder sin vurdering af KVINFO’s arbejde med mentornetværket”.

Rasmus Horn Langhoff motiverer indkaldelsen til samrådet ved at henvise til alle de priser, udmærkelser og ros, som KVINFO’s mentornetværk har høstet, og til de bemærkelsesværdigt anerkendende udtalelser, der er fremsat af Inger Støjbergs partifæller.

Og så stiller han det enkle spørgsmål, hvad ministeren bygger sin skepsis på. Han slutter forsonligt det første motiverende indlæg med et håb om, “at vi kan finde en løsning på det her sammen”. For det vil være “synd og skam”, hvis der går “ideologisk korstog” i det her, projektet er for vigtigt og for godt til, at der går “politisk kamp” i det. Hvis Inger Støjberg har nogle andre områder, hun gerne vil sætte ind på, håber han, at ministeren vil invitere ordførerne til en snak om, hvordan de sammen kan løse det. Fra socialdemokratisk side er det “den fremstrakte hånd”.

Socialdemokratiets “fremstrakte hånd” blev hverken kommenteret eller modtaget af Inger Støjberg, og hverken spørgsmålet om, hvad det er, ministeren ved, som alle andre ikke ved, eller hvilke andre aktører ministeren tænker på, fik Rasmus Horn Langhoff svar på. Hverken i det første samråd eller i det efterfølgende.

Til gengæld vil Inger Støjberg som det første gerne afvise det billede, der de sidste par måneder er tegnet af oppositionen i medierne: “Igennem de sidste par måneder har I kritiseret regeringen for at føre et ideologisk felttog mod KVINFO – ja, mod ligestillingen.” Og det er en præmis, Inger Støjberg ikke køber, “ja, vi er helt ude på et overdrev, når vi taler om ideologiske sammensværgelser,” siger Inger Støjberg. At hendes initiativ skulle være et angreb mod ligestilling, er helt forfejlet. Hun er netop optaget af “at få ligestilling ind i de miljøer, hvor det mangler.” Så Inger Støjberg vil da “lige det modsatte” af, hvad hun bliver bebrejdet, når hun vil gøre de mest isolerede kvinder til en aktiv del af samfundet.

Da Mogens Jensen på samrådet spurgte Inger Støjberg, hvad hun mente med sin påstand om, at KVINFO er et “venstreorienteret organ”, svarede hun grinende og påtaget forbløffet, at “hun da ikke havde set for sig, at det i 2017 på nogen måde var kontroversielt, at KVINFO indimellem opfattes som et venstreorienteret organ”

Inger Støjberg forholdt sig ikke til oplysningen om, at KVINFO også har erfaringer med den målgruppe, hun vil prioritere fremover. Det ændrer ikke hendes argumentation. Hun skruer bare op for modangrebet ved at slå fast, hvad det IKKE handler om for hende: “For mig handler det ikke om – og nu vil I sikkert fare op,” siger hun advarende og med et smil – “for mig handler det ikke om at redde KVINFO.” Hun vil derimod “hjælpe flere af de svageste indvandrerkvinder ind i det danske samfund, så de lærer sproget, så de tager Danmark til sig, det danske værdisæt, så man ikke er tvunget til social kontrol, så man kommer til at arbejde.”

Inger Støjberg siger henvendt til udvalgsformand Karin Adsbøl (DF), at regeringen og Dansk Folkeparti har skabt et arbejdsmarked, hvor de gennem integrationsydelsen “SKUBBER de her kvinder ud”. Inger Støjberg ved da godt, hvad venstrefløjen siger om integrationsydelsen, kontanthjælpsloftet og 225 timers reglen: “Jeg er godt klar over, man kalder det fattigdomsydelser, at man nærmest får det til at lyde som direkte ondskab, når man indfører en 225 timers regel.” For hende er det et spørgsmål om at få kvinder ud på arbejdsmarkedet. Så det er lige præcis det modsatte. For hende er det ligestilling.

Mogens Jensen forsøgte uden held igen og igen at få Inger Støjberg til at dokumentere sin påstand om, at social isolation er forbeholdt kvinder uden uddannelse. Kommer man til Danmark med en høj uddannelse blot for at konstatere, at man ikke kan få lov til at bruge den, er man ikke privilegeret, men snarere udsat for at opleve social isolation og i fare for at udvikle depression. De indbyrdes vidt forskellige kvinder, der i årenes løb har søgt en mentor, fortæller enslydende om oplevelsen af isolation. Men Inger Støjberg svarer hver gang udenom. Hun henviser kun til, at andelen af højtuddannede, der er i arbejde, er højere end lavtuddannede og kvinder uden formel uddannelse. Men det fortæller jo intet om oplevelsen af isolation. Mentornetværket var det første program overhovedet, der gjorde noget for gruppen af højtuddannede kvinder, som i hjemlandet måske bare har forelsket sig så fatalt i en dansker, at de indvilger i at følge ham til Danmark.

Da Mogens Jensen på samrådet spurgte Inger Støjberg, hvad hun mente med sin påstand om, at KVINFO er et “venstreorienteret organ”, svarede hun grinende og påtaget forbløffet, at “hun da ikke havde set for sig, at det i 2017 på nogen måde var kontroversielt, at KVINFO indimellem opfattes som et venstreorienteret organ”. Udvalget kunne bare søge på Infomedia, så ville de hurtigt se, at institutionen “lægger sig lidt til den venstreorienterede side”. Eller de kunne stille et udvalgsspørgsmål, og så ville hun komme med en stribe af forslag til, hvor de kunne se det.

Jeg ville virkelig ønske, at Mogens Jensen havde fulgt op på svaret, for jeg havde gerne set Inger Støjbergs dokumentation. For ja, jeg er rød. Født og opvokset som fjerde generations socialdemokrat kan det næsten ikke være anderledes. I dag er jeg politisk hjemløs. For jeg er også humanist. Det lå som en selvfølge i både den kristne og den socialdemokratiske arv, jeg fik med fra min barndom. Det samme gjorde en stærk tro på lighed og retfærdighed. Men jeg er først og fremmest professionel.

Og den dyd har været styrende og retningsgivende gennem min ledelse af KVINFO i et kvart århundrede. KVINFO har aldrig været forlovet med hverken regering eller opposition, men har som selvejende institution med åbent sind samarbejdet med den til enhver tid siddende regering. KVINFO er vokset gennem hele perioden, først støt og roligt og fra den første Fogh-regering nærmest eksplosivt. KVINFO’s kritik af skiftende regeringer er ikke “venstreorienteret”, men en forskningsbaseret kritik af ligestillingspolitikken. Det er derfor min opfattelse, at det er Inger Støjberg, og ikke KVINFO, der bør frygte dokumentation.

En søgning på Infomedia vil hurtigt vise, at blå regeringer lige siden Anders Fogh og dermed Dansk Folkepartis indflydelse har været på vild flugt væk fra en ligestillingsdagsorden. Og helt det samme gælder for Helle Thornings regering, der en, to, tre meldte ud, at de havde ændret mening i forhold til løfterne om kvoter, prostitution og endelig d. 5. september 2013 i forhold til barsel til fædre. Men som samrådet med Støjberg og kampen om KVINFO tydeligt viser, er der stadigvæk, når det gælder ligestilling, en markant forskel på de blå drenge m/k og resten af Folketinget.

Med professor Drude Dahlerups undersøgelse af folketingsmedlemmernes holdning til ligestilling er det tilmed skåret ud i pap. Samtlige mandlige folketingsmedlemmer fra Venstre, De Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, der svarede på spørgeskemaet i 2015, mente, at “ligestilling er gået for vidt”. Der er ingen ligestillingsproblemer i Danmark.

Ifølge de blå MF’ere er ligestilling en “closed case”. En søgning på Infomedia vil ikke dokumentere Inger Støjbergs anklager, men derimod årtiers svigt af ligestilling.

KVINFO gjorde faktisk noget for nationen, da vi viste en anden vej end udskamning, strammerkurs og parallellovgivning. Angrebet på KVINFO i marts 2017 handler i lige så høj grad om integration som om ligestilling

Dagen efter samrådet spurgte jeg i en længere tekst på Facebook, om viden om ligestilling er farlig? Lektor Søren Hviid Pedersen havde i kampens hede omtalt KVINFO som “dette skrækkelige organ, hvis eneste formål er at destruere forudsætningerne for kernefamilien”.

Jeg mistænker ikke regeringen for at dele hans synspunkter, men der er noget, der tyder på, at viden om ligestilling af andre grunde er farlig for regeringen.

Og måske handler det ikke bare om Christiansborgs svigt af ligestillingspolitikken? Måske er det med Inger Støjberg som udlændinge- og integrationsminister også integrationsindsatsen.

Lars Løkkes regering er på vild flugt væk fra den integrationsindsats, som KVINFO med Mentornetværket har løftet med bedre resultater og mere overbevisende end de fleste. KVINFO gjorde faktisk noget for nationen, da vi viste en anden vej end udskamning, strammerkurs og parallellovgivning. Angrebet på KVINFO i marts 2017 handler i lige så høj grad om integration som om ligestilling.

Efter samrådet med Inger Støjberg og dagen før samrådet med Mette Bock forsøgte jeg via Facebook at holde både mit eget og andres humør oppe: “Mobiliseringen fortsætter. Vær forvisset om det. Lige nu glæder jeg mig vildt til Bevar KVINFO-mødet 17. maj 17–20 i Arbejdermuseets Festsal. Mere nyt om det i morgen.”

Georg Brandes Selskabets støttearrangement i Abejdermuseets Festsal blev det sidste store støttemøde i København.

Det vigtigste, der kom ud af mødet, var Kirsten Thorups debatoplæg, som efterfølgende blev trykt i Politiken. Ifølge Kirsten Thorup var kulturministerens udmelding “et wake up call”, ikke bare til “at stå vagt om Kvinfo, men om de institutioner, der er sat i verden for at forsvare og værne om de værdier, vores liberale demokrati hviler på, demokratiets søjler, som Kvinfo er én af”.

Kirsten Thorup skrev angrebet på KVINFO ind i et europæisk perspektiv, for det samme sker “i lande som Ungarn og Polen, hvor illiberale regeringer er i gang med at afmontere NGO’er og demokratiske institutioner, afmontere civilsamfundet”. At “gå efter institutionerne er at undergrave selve demokratiet under dække af administrative manøvrer, der tilslører en totalitær glidebane”. “Der er grund til at råbe op, når folkevalgte politikere inficeret af et betændt populistisk klima mistænkeliggør og truer institutioner, der er garanter for demokratiets og retssamfundets kerneværdier – som ligestilling og kvinders rettigheder, menneskerettighederne, lighed for loven.”

Mødet var på alle måder både veloplagt og vellykket, men alligevel sank mit humør til et nulpunkt, da det var forbi. Der havde været stuvende fuldt, da Bevar Kvinfo indkaldte til møde første gang, men Georg Brandes Selskabet samlede kun 100 mennesker. Ganske vist var det årets første varme sommerdag, så parkerne trak mere end et indendørs møde. Men alligevel.

På det første møde på Arbejdermuseet havde jeg i en af summepauserne snakket med Johanne Schmidt-Nielsen (E), og hun var til min bestyrtelse overbevist om, at regeringen uden tøven ville gennemføre Mette Bocks beslutning. Jeg var helt uenig i hendes vurdering. Jeg troede vitterligt på, at de voldsomme protester ville blive et problem for regeringen. Men jeg begyndte nu at indse, at Johanne Schmidt-Nielsen nok ville få ret. I løbet af aftenen rundede mit humør kulkælderen, og jeg tror i tilbageblikket, at det var efter det andet Bevar KVINFO-møde på Arbejdermuseet, det gik op for mig, at KVINFO’s bibliotek var tabt.

Få timer før kulturminister Mette Bock skulle i samråd med Kulturudvalget d. 18. maj 2017, varmede hun op på Facebook: “KVINFO’s bibliotek. Samråd kl. 13 i dag. Glæder mig.”

I sin iver efter at fjerne anklagen om at svække ligestilling i Danmark havde hun allerede to dage efter pressemeddelelsen om flytningen af KVINFO’s bibliotek forsikret Politikens læsere om, at hun selv var en gammel rødstrømpe, der gennem hele sit liv havde været optaget af ligestillingsspørgsmål. Et argument, der åbenbart forekom hende selv så overbevisende, at hun valgte at flashe et familiefoto på Facebook for at fortælle, hvor meget hun glædede sig til samrådet om KVINFO.

På billedet sidder familiens kvinder i fire generationer foran et bord med rødt stof og et stort hvidt kvindetegn i midten. Hele flokken sidder med den knyttede hånd i vejret parat til at kæmpe for kvinders rettigheder – ved at nedlægge KVINFO’s bibliotek! Men Facebook-vennerne lod sig ikke overbevise, og da opslaget fik flere kritiske kommentarer med på vejen end likes fra LA-segmentet, hvor Mette Bocks rødstrømpefortid åbenbart ikke gav point, fjernede kulturministeren opslaget, som næste dag var pist forsvundet.

Selv om kulturministerens argumentation begrænser sig til abstrakte henvisninger til “biblioteksudvikling”, “modernisering” og “digitalisering”, holder hun under samrådet stædigt fast i, at det er biblioteksfaglige overvejelser, der ligger til grund for beslutningen. Da hun endelig bliver konkret, må hun presset ty til billedet af en gammel skrivemaskine som den metafor, der skal forklare kulturudvalget, hvorfor hun vil flytte KVINFO’s bibliotek. “Gamle skrivemaskiner kan sagtens fungere, men ny teknologi giver helt andre muligheder,” lyder det fra Mette Bock. Som denne bogs læsere vil vide, er det en fejlanbragt metafor.

Men måske tror Mette Bock virkelig, at KVINFO teknologisk er at sammenligne med en gammel skrivemaskine, der har brug for et løft! Måske ved hun ikke bedre?

Mine ører var da lige ved at falde af, da det på det efterfølgende samråd til min forbløffelse gik op for mig, at kulturminister Mette Bock end ikke er klar over, at KVINFO er opstået som et bibliotek! At der ifølge Mette Bock først er et KVINFO, og senere opstod tanken, “at her skal da også være et bibliotek”, som hun formulerer det på samrådet. Med sin beslutning om at “flytte KVINFO’s biblioteksopgaver”, som det eufemistisk hedder i pressemeddelelsen, er hun som kulturminister end ikke klar over, hvad det er for en kulturinstitution, hun ødelægger!

Kulturministeren præciserer, at det er bibliotekets opgaver, hun vil flytte. Hun er selvfølgelig ikke “på tyvetogt”. KVINFO ejer bøgerne, men Mette Bock kan flytte opgaverne og dermed en del af bevillingen over til Det Kongelige Bibliotek.

Det andet samråd handler stort set om størrelsen af den bevilling, der skal flyttes fra KVINFO til Det Kongelige Bibliotek. Op til det andet samråd i august har kulturudvalget åbenlyst opgivet at ændre Mette Bocks beslutning, nu handler det om at redde, hvad reddes kan. Men heller ikke beløbets størrelse får udvalget indflydelse på.

Hen over hovedet på argumenter og protester fra KVINFO’s ledelse insisterer Mette Bock på at fjerne halvdelen af bevillingen, selv om KVINFO aldrig nogen sinde har brugt 3,4 millioner kroner på biblioteksfunktionen. Hvis jeg skal være meget generøs i forhold til Mette Bocks beregninger, ligger beløbet til biblioteksdrift nærmere halvanden end to millioner årligt. Hendes egenmægtige fastsættelse af udgiften til biblioteksopgaven blev da også skarpt imødegået af KVINFO’s ledelse.

Mette Bocks svar til KVINFO nærmede sig på samrådet det truende. Det ville blive værre for KVINFO, understregede hun, hvis hun ikke kunne stole på deres egne budgetter. Til beroligelse for eventuelle bekymrede borgere fik KVINFO i min tid besøg af Rigsrevisionen, og der var intet at bemærke i forhold til opstillingen af regnskab og budget. Alene det forhold, at Mette Bock gennemtrumfer at halvere Kulturministeriets bevilling til KVINFO, viser jo krystalklart, at det for hende drejer sig om at reducere og svække institutionen. Der er hverken faglige argumenter for beslutningen eller for det beløb, som overføres til Det Kongelige Bibliotek.

På samrådet viser Mette Bock sig hverken til at hugge eller stikke i. “Vi har ikke nogen KVINFO politik i Liberal Alliances program,” understreger hun uopfordret. Den forsikring fulgte udvalget desværre ikke op på, for kan det nu passe? Kønsforskningen producerer stribevis af “kønspolitiske budskaber”, og KVINFO blev som den eneste institution finansieret med en særlig forpligtelse til at formidle kønsforskningens resultater.

I mine øjne står der stadigvæk KVINFO med store usynlige bogstaver hen over det kapitel i LA’s arbejdsprogram, der handler om ligestilling: “… alle offentlige midler fratages organisationer, hvis formål primært er at sprede særlige kønspolitiske budskaber.

Det må stå for den enkeltes egen regning.” Hvis det ikke er KVINFO, arbejdsprogrammet sigter til, hvem er det så? Det skylder Mette Bock stadigvæk såvel kulturudvalget som offentligheden et svar på.

Det eneste, der åbenbart bekymrer Mette Bock i angrebet på KVINFO, er hendes eget image. Hun vil åbenbart nødigt have rollen som den, der svækker arbejdet for ligestilling i Danmark.

Hver gang Mette Bock har svaret på kritik af beslutningen om at overflytte KVINFO’s bibliotek til Det Kongelige Bibliotek, har hun startet rødstrømpesangen for undervejs at blive mere og mere rebelsk. I et langt indlæg i Jyllands-Posten fylder den personlige historie om hendes og familiens kamp for ligestilling godt op, og umiddelbart efter på LA’s landsmøde talte hun dunder til de liberale kvinder, der holder sig tilbage fra at tage ordet i forsamlinger, kvinder, der undlader at stille op.

For ni ud af ti på landsmødets talerstol er mænd, og ni ud af ti, der stiller op til hovedbestyrelsen i Liberal Alliance, er også mænd.

Og det “er ikke i orden”, lød det i kulturministerens opsang til de liberale kvinder.

Via et spørgsmål fra Berlingske fik jeg selv en enkelt gang et svar fra kulturminister Mette Bock. I anledning af regeringens etårsdag formidlede avisen spørgsmål til kulturministeren fra seks personer i kulturlivet. Mit spørgsmål lød som følger: “I sommer gav du udtryk for, at Kvinfo sikkert var en god idé engang, men at tiden er blevet en anden. Nu raser #MeToo og viser, at meget er uforandret, og at den eneste forskel er, at kvinder nu kollektivt siger fra med stor kraft. Hvordan vil du forsvare, at du vil svække Kvinfo på et tidspunkt, hvor #MeToo har revet bindet væk fra de øjne, der hidtil har været blinde for den uligestilling, der er mellem mænd og kvinder?”

Et godt spørgsmål, synes jeg selv, som også blev stillet af journalist Karen Syberg i Information og af teolog Lone Fatum i Berlingske, men Mette Bock slog i sit svar fast, at det ikke er KVINFO, “der har sat gang i #MeToo-bevægelsen”. Hun tror heller ikke, “at det er Kvinfo, der kan løse de problemstillinger, bevægelsen har blotlagt”. Men bortset fra den ikke-forklaring har Mette Bock hverken svaret forskerne eller mig, der fra marts 2017 udfordrede hende i utallige indlæg i aviser, tidsskrifter og netmedier. De 29 fagforeninger og organisationer, der bakkede op om KVINFO’s bibliotek, fik derimod smæk af Mette Bock.

Deres forsvar for KVINFO’s bibliotek var i hendes øjne alene symbolsk. Mette Bock er ikke fan af fagforeninger, og “om Kvinfo fortsat eksisterer om nogle år, når hovedparten af bevillingerne, der er baseret i Udenrigsministeriet, udløber”, ved hun ikke.

“Kan og vil institutionen løse opgaver, som samfundet finder behov for at finansiere og vurderer, at institutionen er bedst til at løfte, vil Kvinfo være her. Ellers ikke.” I det sidste samråd gav Mette Bock udvalget en garanti. Hun “garanterer”, at i forhold til KVINFO’s biblioteksopgave bliver det “beskrevet, hvilke opgaver der skal løses på Det Kongelige Bibliotek”. Og opgaven skal ifølge Mette Bock ikke bare løses. Den skal løses “godt og forhåbentlig bedre i årene, der kommer”.

Mette Bock begravede Nynne Kochs drøm og svækkede vidensgrundlaget for arbejdet med ligestilling i Danmark. I tredive år har Danmark haft en institution med det på verdensplan unikke formål at informere om kønsforskningens resultater til en bredt interesseret offentlighed. Fra 1. januar 2018 var det slut. Det forskningsbibliotek, som løftede opgaven, findes ikke længere.

Titel: At se med egne øjne – MIT KVINFO
Forfatter: Elisabeth Møller Jensen
ISBN: 9788793658318
Udgivelsesdato: 10.05.19
Omslag: Anders Gerning
Omslagsillustration: Pernille Kløvedal Helweg
Sidetal: 335
Pris: 329,95

Pressefoto: Suste Bonnén

Elisabeth Møller Jensen, mag.art. i nordisk litteratur, er forfatter og foredragsholder. Hun udgav sin familiehistorie "Dengang i Lemvig", 2015. Hovedredaktør af Nordisk kvindelitteraturhistorie 1-5, 1993-98 Direktør i KVINFO 1990-2014 - hun kan kontaktes på sin hjemmeside: elisabethmoellerjensen.com Hvis man vil donere til Elisabeth Møller Jensen for hendes kommentar kan det ske via Mobile Pay direkte på: 23340527 Foto: Suste Bonnén