#METOO MEDIER OG POLITIK // VIDNESBYRD – POV giver alle, der arbejder i medierne, i kommunikationsbranchen og i politik, kvinder som mænd, en chance til at fortælle om deres oplevelser, hvis de har været udsat for seksuelle overgreb – uden risiko for udskamning eller personforfølgelse. Læs mere om formålet og om, hvordan du henvender dig sikkert her. Whistleblower-platformen åbnede i starten af september og foregår i samarbejde med Everyday Sexism Project Danmark. Dette er vidnesbyrd 17, 18 og 19, der omhandler overgreb, som har fundet sted på et elektronisk medie, to papiraviser og et onlinemedie. En af kvinderne er ikke sikker på, om hendes oplevelse ligger indenfor #metoo? Hvad synes læserne? Du kan debattere under artiklen eller på POV’s Facebook-side.
Vil du dele din fortælling om overgreb med fuld kildebeskyttelse? Sådan gør du:
Skriv til: metoodk_medierpolitik@protonmail.com
Vidnesbyrd 17 – en mentor på et elektronisk medie
Jeg var ung, og lavede freelance-journalistik i en eksperimenterende afdeling på YY-elektronisk medie, hvor man kunne komme med sin gode idé, og hvis den blev antaget fik man lov til at lave et program.
Jeg havde et ret godt samarbejde med lederen, som jeg gik til med stor arbejdsiver og determineret på, hvad jeg ville. Jeg anede ikke, at han var ‘et navn’ – han blev senere rost i nekrologer som en af de bedste, men jeg kostede altså rundt med ham, og han var begejstret. Og fandt samarbejdet meget fornøjeligt. Jeg var i slutningen af tyverne, og han var over 30 år ældre.
Jeg har simpelthen ikke sagt det til nogen, fordi jeg tænkte: er det mig? Har jeg flirtet uden at vide det?
Vi fik lavet et ret godt produkt. Da vi var færdige med samarbejdet, havde sat det sidste punktum, tog han mig om livet og kyssede mig på munden og sagde, at han elskede min unge energi. Han famlede og rystede lidt. Det var mega akavet. Ham jeg fagligt havde så meget respekt for, respekterede ikke mit rum.
Jeg har simpelthen ikke sagt det til nogen, fordi jeg tænkte: er det mig? Har jeg flirtet uden at vide det?
Og måske sagde jeg ikke noget, fordi afdelingen hele tiden stod til at blive lukket, og de/han gjorde et fantastisk stykke arbejde for eksperimenterende journalistik.
Jeg har stadig ikke lyst til at sværte hans minde, for han gjorde et stykke godt arbejde for mediebranchen, han havde fortjent at være en mand, hvis evner rakte udover mainstream. Det var vigtigere end min oplevelse, mit space. Så jeg lod som ingenting.
Men jeg var ikke desto mindre helt målløs og ærgerlig over det. Jeg afviste ham ved at gå lidt væk fra ham, og 2 minutter efter blev jeg reddet ud af situationen, fordi hans kone uventet dukkede op.
Jeg fik ikke en undskyldning. Og i modsætning til andre historier, så gik det jo ikke ‘meget godt’, for fra at ville noget indenfor YY-underbranchen i medieverdenen, holdt jeg op og fandt en anden gænge.
Jeg ved sgu ikke, om det var metoo? Men det var grænseløst.
Og for mig var det var så pinligt, at jeg ikke kunne fortsætte med at være på arbejdspladsen, og det var ikke i orden. Jeg fik ikke en undskyldning.
Så i modsætning til andre historier, så gik det jo ikke ‘meget godt’, for fra at ville noget indenfor YY-underbranchen i medieverdenen, holdt jeg op og fandt en anden gænge.
Jeg har stadig lyst til at respektere hans minde, selvom han ikke respekterede mig. For han kunne jo godt lide mig, ville sikkert ikke krænke mig, eller lod sin impuls overstige hans fornuft. Og han var vild med det, jeg lavede. Så måske er det bare en totalt gråzone.
At han troede, han bare kunne tage et kys uden at spørge?
Jeg kunne ikke finde ud af at komme til hans begravelse heller.
Vidnesbyrd 18 – redaktører på to papiraviser
Da jeg som ung praktikant på et dagblad var til en medarbejderfest, stod jeg på et tidspunkt i løbet af aftenen sammen med 3-4 kolleger og lyttede til en redaktør, der udlagde teksten om et dagsaktuelt politisk emne.
Midt i sin enetale løftede han sin ene arm og lagde sin hånd ned i min kavalergang, ind under min kjole og greb hårdt om mit bryst. Scenen var surrealistisk, og i et kort øjeblik stod tiden stille, jeg var målløs, lamslået, slået ud af kurs.
Jeg var 25, og jeg følte mig forulempet og forkert og frataget min værdighed. Jeg gik derfra kort efter
Jeg tog fat om hans håndled og fjernede hånden. Jeg sagde ingenting, jeg følte mig tom og tæsket på. Ingen andre sagde heller noget, selv om alle havde set det. Redaktøren fortsatte blot uanfægtet sin talestrøm.
Jeg var 25, og jeg følte mig forulempet og forkert og frataget min værdighed. Jeg gik derfra kort efter.
Nogle år senere var jeg ansat på en anden avis, hvor min nærmeste redaktør, en mand, gradvist syntes at udvikle en besættelse af min krop. I begyndelsen var det bare klamt og provokerende, med tiden blev det så psykisk belastende, at det var en medvirkende årsag til, at jeg valgte at sige op.
Min afvisning af redaktørens første forsøg på at indlede et seksuelt forhold blev – troede jeg – forstået.
Han havde passet mig op på en af avisens gange og forsøgte at kysse mig. Han havde lyst til mig, stønnede han. Jeg havde på ingen måde lyst til ham. Jeg skubbede ham væk og sagde, at det dér, det brød jeg mig ikke om. Det virkede, som om han forstod.
Der gik nogle år, hvor jeg var tilknyttet andre redaktioner, men da vore veje atter krydsedes, blussede hans begær op igen.
Han begyndte at kommentere mit tøj, hvordan det sad, om hvad jeg så bedst ud i, om noget tændte ham i særlig grad, at jeg burde knappe skjorten lidt længere ned og vise mig oftere i stramme jeans eller kort nederdel, at jeg skulle slå mit hår ud, smile mere, undlade en farve eller gå mere i høje hæle, vende mig om, dreje rundt om mig selv, osv. osv.
I begyndelsen valgte jeg at ignorere de latterlige bemærkninger, senere bad jeg ham klart og tydeligt om at lade mig være i fred. Det måtte jeg så bare desværre gentage igen og igen. Som regel grinede han blot overbærende
Han viste mig billeder af f. eks. kvinder i frækt undertøj og spurgte, hvad jeg tændte på.
I begyndelsen valgte jeg at ignorere de latterlige bemærkninger, senere bad jeg ham klart og tydeligt om at lade mig være i fred. Det måtte jeg så bare desværre gentage igen og igen. Som regel grinede han blot overbærende.
Situationen udviklede sig med tiden, og en dag kom han ind på mit kontor og begyndte at massere min nakke og mine skuldre.
Jeg bad ham arrigt om at lade være. Jeg væmmedes. Han blev ved. Han kunne mærke, at jeg var anspændt, sagde han. Ja, gu’ fanden var jeg anspændt. Jeg skubbede ham væk og sagde, at han ikke skulle røre mig. Det lod han så til sidst være med, og han lignede én, der havde fattet beskeden.
Det havde han så bare alligevel ikke. I perioder kom han luskende ind på mit kontor, lukkede døren, kommenterede, masserede, blev afvist og reagerede så efterfølgende med enten overbærende smil eller en magtfuldkommen form for sårethed, der pludselig fik ham til at gennemhegle og sønderrette mine artikler.
Jeg har mange gange siden fortrudt, at jeg ikke gik til ledelsen noget før, men dengang tvivlede jeg på, om nogen ville tage mig seriøst, måske ville de lytte mere til ham og tage hans ord for gode varer, for der var jo ikke sket noget grelt, ingen voldtægt, ingen forsøg.
Når jeg sagde fra frem for at ignorere, var det arbejde, jeg afleverede, sjovt nok efterfølgende altid fyldt med fejl og sjusk og sjask.
Budskabet var banalt men klart: jeg kunne vælge at leve med ubehagelige sexistiske kommentarer og/eller uønskede berøringer eller at få mine tekster i hovedet igen eller endnu være: rettet til ukendelighed.
Jeg har mange gange siden fortrudt, at jeg ikke gik til ledelsen noget før, men dengang tvivlede jeg på, om nogen ville tage mig seriøst, måske ville de lytte mere til ham og tage hans ord for gode varer, for der var jo ikke sket noget grelt, ingen voldtægt, ingen forsøg.
Måske ville de endda bebrejde mig mit udseende, min påklædning, min væremåde, og hvordan kunne man i det hele taget stole på nogen eller noget, når både redaktører og tillidsrepræsentant og resten af redaktionen kom privat sammen?
Var det her overhovedet noget at hidse sig op over? Var jeg for nærtagende? Var det her anstødeligt nok til, at nogen gad tage det seriøst?
Det var både anstødeligt og grænseoverskridende adfærd, det var underspillet, sofistikeret, skammelig sexchikane.
Det var upassende, det var uanstændigt, det var ulækkert
Måske ikke som det første overgreb på en af redaktionens gange, og ikke som det sidste og afgørende, hvor han i et køkken til en privat medarbejderkomsammen overfaldt og begramsede mig, så jeg tog grædende derfra og efterfølgende besluttede at søge nye veje.
Men det var upassende, det var uanstændigt, det var ulækkert.
Vidnesbyrd 19 – en chef og en journalist på et online-medie
Da jeg havde været to måneder i praktik som journalist på et onlinemedie, skulle vi til en sommerfest.
Tidligt på aftenen sad min daværende chef og jeg ved et bord sammen og talte om min journalistik. Han roste mig og sagde, jeg havde noget særligt, men begyndte på samme tid at tage og ae mig på låret under det bord, vi sad ved.
Efter han havde talt nedladende til mig, begyndte han at rage mig på låret igen, da min anden kollega var gået ud for at ryge. Jeg rejste mig op og sagde “jeg er træt, jeg tror jeg går”, hvortil han svarede, “hvorfor, vi har det lige så hyggeligt?
Jeg trak mig og gik uden at nævne noget.
Senere på aften, da vi kun var få tilbage, begyndte chefen at stille mig forskellige spørgsmål vedr. journalistik foran en kollega, hvor jeg følte han testede mig lidt. Han var nedladende og sagde, jeg skulle have mere selvtillid i mit arbejde, og mente, at jeg ikke kunne svare godt nok fra mig.
Efter han havde talt nedladende til mig, begyndte han at rage mig på låret igen, da min anden kollega var gået ud for at ryge. Jeg rejste mig op og sagde “jeg er træt, jeg tror jeg går”, hvortil han svarede, “hvorfor, vi har det lige så hyggeligt?”.
Jeg gik ud af rummet, og han råbte efter mig: “Jeg ville jo ikke misbruge dig seksuelt”.
Ugen efter tog en journalist-kollega, der havde overværet min chefs nedladende snak til mig, fat i mig for at sige, at jeg ikke skulle tage det personligt at blive talt til på den måde.
To måneder senere til en julefrokost tager jeg fat i den samme journalist-kollega, spørger om vi skal gå lidt væk, hvor ingen kan høre os (da jeg ikke vil have, andre skal høre om det).
Efter at jeg har siddet og fortalt om den krænkelse, jeg oplevede fra min chef, prøver han at kysse mig og rager mig på brysterne
Vi går ind i et rum, hvor vi er alene, og jeg takker ham, fordi han har tænkt på mig, og siger, at det var godt, han tog fat i mig, da det er gået op for mig, det ikke er i orden, at en chef taler sådan til en praktikant.
Jeg fortæller desuden, at chefen ud over at være nedladende senere ragede på mig.
Efter at jeg har siddet og fortalt om den krænkelse, jeg oplevede fra min chef, prøver han at kysse mig og rager mig på brysterne.
Læs flere artikler om vidnesbyrd indsamlet fra den danske politiske verden samt medie- og kommunikationsbranchen her:
Artikel #1 her, nummer #2 her, nummer 3 her, nummer 4 her og nummer 5 her.
Topillustration: POV International.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her