#METOO MEDIER OG POLITIK // VIDNESBYRD – POV giver alle, der arbejder i medierne, i kommunikationsbranchen og i politik, kvinder som mænd, en chance til at fortælle om deres oplevelser, hvis de har været udsat for seksuelle overgreb – uden risiko for udskamning eller personforfølgelse. Se her, hvordan du henvender dig sikkert. Whistleblower-platformen åbnede i starten af september og foregår i samarbejde med Everyday Sexism Project Danmark. Dette er vidnesbyrd 11, 12 og 13, der omhandler overgreb, som har fundet sted på et lokalt og et nationalt elektronisk medie i 90’erne og på en avis i 2011.
Vidnesbyrd 11 – et lokalt elektronisk medie i 90’erne
Jeg var i 20’erne og praktikant på YY-medie. Dengang var storrumskontorer det nye hit, og vi sad i små øer tre-fire journalister med bordene skubbet sammen.
Det var hen på eftermiddagen og der var godt fyldt op på redaktionen.
Pludselig kom min redaktør gående hen til mig. Han greb om mig bagfra og med sine hænder klemte han mine bryster hårdt, mens han sagde ‘Hvad så Prakker, rykker det?’
Ved den ø, hvor jeg sad foran en PC, sad der også tre andre journalister.
Pludselig kom min redaktør gående hen til mig. Han greb om mig bagfra og med sine hænder klemte han mine bryster hårdt, mens han sagde:
“Hvad så Prakker, rykker det?”.
Jeg reagerede pr refleks og jog mine albuer bagud, så de røg ind i hans rødvins-vom.
“Av for helvede”, råbte han “Hvad laver du?”
“Det dér, det gør du ikke med mig” sagde jeg koldt til ham.
“Årrhhh gider du da lige slappe lidt af Prakker”, kom det, mens han gik.
Jeg fik ingen interessante opgaver resten af min praktiktid og naturligvis ikke noget jobtilbud, da jeg var færdig.
De tre journalister, der sad lige ved siden af, havde set det hele. Men ingen så meget som fortrak en mine. Og det var både mænd og kvinder
Det, der slog mig allermest og som jeg stadig kan blive utrolig ked af i dag var, at ingen af de andre tilstedeværende blandede sig.
Ingen sagde noget, ingen gjorde noget. De tre journalister, der sad lige ved siden af, havde set det hele. Men ingen så meget som fortrak en mine. Og det var både mænd og kvinder.
Jeg lovede mig selv, at sådan ville jeg aldrig være.
Vidnesbyrd 12 – en avis i 2011
For små ti år siden var jeg praktikant på et større YY-medie. Som uprøvet universitetsstuderende var jeg naturligt yngre end de fleste kolleger, herunder en mandlig redaktør (uden medarbejderansvar).
Jeg kendte ham ganske perifert i forvejen, og allerede inden jeg begyndte min praktikperiode begyndte han med små hentydninger, fx spurgte han om jeg skulle på Roskilde Festival den sommer, for det skulle han (og hans faste festivalmakker, der også var journalist).
De boede altid yderligt i teltlejren, for så var der ikke så mange, der kunne se, hvad de lavede om natten, forklarede han.
Han begyndte også at sende mig mails med seksuelt indhold, i begyndelsen James Joyces breve til hans hustru (som er meget lumre, men bevares, i det mindste var der litterær kvalitet i de mails).
Da jeg begyndte på jobbet fortsatte den lumre tone. Mere end en gang kommenterede han min krop. Jeg husker en enkelt episode, hvor han foran flere kolleger udbrød, at jeg havde en god røv, som jeg stod der lænet over nogle prøvesider på et bord.
Han begyndte også at sende mig mails med seksuelt indhold, i begyndelsen James Joyces breve til hans hustru (som er meget lumre, men bevares, i det mindste var der litterær kvalitet i de mails).
En mandlig kollega, som jeg delte skrivebord med, opdagede korrespondancen og foreslog, at jeg gik til ledelsen. Det gjorde jeg ikke; med min usikre og tidsbegrænsede ansættelse mente jeg ikke, at det ville falde ud til min fordel.
Og min kollega gik heller ikke videre med det.
Det toppede til en redaktionsfest i redaktørens have, hvor han i et stille øjeblik opfordrede mig til at blive hængende, når de andre kolleger forlod festen. Det takkede jeg høfligt nej til.
Nogle år efter, da jeg talte med en af de andre praktikanter, kunne hun fortælle lignende historier om den redaktør. Tænk, hvis vi havde talt med hinanden dengang. I dag er redaktøren for øvrigt ansat på XX elektronisk medie.
Vidnesbyrd 13 – et nationalt elektronisk medie i 1990’erne
I starten af 1990’erne blev jeg kandidat fra en kreativ uddannelsesinstitution. Jeg vidste, at jeg ville arbejde med XX-fagområde, så jeg arbejdede hen imod et job i YY.
Min tidligere praktik-mentor havde “indledt et forhold til praktikant X og at det derfor ikke var sikkert, om det ville blive mig, som kom i betragtning til jobbet
En lærer proklamerede at han altid udelukkende havde henvist mandlige kandidater til YY, fordi de kvindelige studerende “ikke gad lære håndværket”.
Det lykkedes mig dog alligevel at komme i praktik i YY, fordi jeg var meget insisterende.
Efter praktikperioden fortsatte jeg med at komme i miljøet. I flere måneder studerede jeg om dagen og cyklede til YY om aftenen for at lære teknologien derude at kende, så jeg kunne komme i betragtning til et job, når jeg havde afsluttet min eksamen.
Den mentor jeg havde haft under min praktikperiode i YY, havde lagt kraftigt an på mig under hele praktikopholdet. Da han ikke havde held med mig, kastede han sig over den næste kvindelige praktikant som endte med at indlede et forhold til ham.
Da jeg efter min eksamen var til jobsamtale i selvsamme afdeling i YY, fortalte afdelingens leder, at min tidligere praktik-mentor nu havde “indledt et forhold til praktikant X, og at det derfor ikke var sikkert, om det ville blive mig, som kom i betragtning til jobbet”.
Jeg forlod stedet deprimeret og nedbrudt … unge kvinder blev ganske enkelt ikke taget alvorligt som fagpersoner og det var en fordel at have et seksuelt forhold til en mandlig medarbejder, hvis man ønskede et job
Det lykkedes mig alligevel at få en kontraktansættelse, men kort efter gik det op for mig, at unge kontraktansatte kvinder var jaget vildt i YY.
Tonen var sexistisk – det var alt lige fra nærgående bemærkninger fra nærmeste kolleger, til journalisten der lagde sit telefonnummer på mit bord (uden nogensinde at have vekslet et ord med mig), eller det var manden der overfusede mig ud i kantinen for ikke at have smilet til ham.
En anden kollega viste senere hen en interesse for mig, som jeg ikke gengældte. Et stykke tid efter fik jeg at vide, at han havde bagtalt mig til en fagredaktion og efterfølgende blev min kontrakt ikke fornyet. Pågældende kollega var i familie med vores chef.
Jeg forlod stedet deprimeret og nedbrudt. Jeg var vred, men havde også svært ved at forklare hele oplevelsen, fordi sexismen ofte foregik subtilt.
Mit samlede indtryk var, at unge kvinder ganske enkelt ikke blev taget alvorligt som fagpersoner og at det var en fordel at have et seksuelt forhold til en mandlig medarbejder, hvis man ønskede et job eller en kontraktfornyelse.
Læs artikel nummer to med vidnesbyrd indsamlet i mediebranchen her.
Læs artikel nummer tre med vidnesbyrd indsamlet i mediebranchen her.
Topillustration: MeToo og indsat tekst af POV International.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
