MEDIER//DEBAT – Når den hyper-kommercielle klik-kultur sætter standarden på medierne, tager den livet af journalistikken. Den gør også sig selv overflødig som både formidler af information og som demokratisk vagthund – den bliver slet og ret meningsløs, siger journalist og taxichauffør Jesper Grunwald, efter han lod sig friste til at købe dagens udgave af Ekstra Bladet til morgenkaffen og rundstykket i ventetiden mellem kunderne.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
”SYG ELLEMANN PRESSET PÅ BANEN” skriver Ekstra Bladet på sin forside, som jeg ser, efter jeg er kørt ind på tankstationen.
Forsiden virker – i den forstand, at jeg blev forført til at give de 33 kroner, avisen koster, på tankstationen. Der er stille på landevejen fredag formiddag, i hvert fald for taxichauffører, når morgenmyldretiden er overstået, og inden de lukrative eftermiddagsture til lufthavnen.
Det er slapheden – den demonterede, kritiske journalistik, som dybest set er inficeret af clickbait-kulturen på netmedierne – der pisser mig af for nu at sige det ekstrabladsk
Jeg er taxichauffør og journalist, så jeg er lige i målgruppen til den afdækkende artikel om den stress-sygemeldte venstreformand, der på forsiden får støtte af en stress-coach, som på forsiden erklærer, at det kan være farligt med den form for tvang.
Jeg er allerede indigneret: Så ulækker kan politik for pokker vel ikke være. Et hurtigt, snigende kik i dagens avis bekræfter i overskrifterne, at den er helt gal, så jeg køber den, dagens historie, som ud over forsiden tæller fire samlede sider i den avis, der jagter sandheden – ”når ingen andre tør”.
Da jeg et par minutter senere læser mig igennem de fire siders historie, må jeg konstatere, at der intet nyt er under solen andet end de anonyme kilder, gentagelser og gætværk – tilsat nogle almindeligheder om stress. Intet er overraskende.
Måske bortset fra den omtalte stress-coach, der mere eller mindre afmonterer det budskab, som driver de 7 journalister, der står bag dagens afsløring. 7 mænd, der kloger sig uden at fortælle andet, end almindeligt menneskeligt og politisk interesserede mennesker kan gætte sig til.
Det er normal basisviden i journalistisk formidling, at du skal undgå at betragte dine læsere/brugere som idioter
For en ordens skyld vil jeg slå fast, at jeg ikke har Ekstra Bladet specifikt i sigtekornet, og at jeg heller ikke kun er ude med riven efter den tabloide journalistik. Jeg er tilhænger af fri etableringsret og mangfoldighed, og jeg har selv været der og arbejdet i og med de folkelige og lettilgængelige genrer.
Og jeg har selvsagt dyb respekt for de prisvindende journalister på Ekstra Bladet, der gennem årene har afsløret råddenskab i alt fra boligspekulation til gangsterne i fodbold, Jeg har desuden heller ikke nogen beskyttertrang i forhold til partiet Venstre. Jeg stemmer ikke politisk borgerligt på valgdagene.
Journalistisk slaphed og clickbait
Det er slapheden – den demonterede, kritiske journalistik, som dybest set er inficeret af clickbait-kulturen på netmedierne – der pisser mig af for nu at sige det ekstrabladsk. Ikke blot de velkendte, strammede overskrifter, men det, at der reelt ingen journalistisk dokumentation er i en tekst for en slags landsbysladder forklædt som en art graverjournalistik
Et kig!
Et click!
Avisen er betalt.
Brandmand Ellemann
Jeg ser den testosterone selvfedme i ansigtet på dagens rubrikmagere. Og så selvfølgelig den æggende underrubrik, som i layoutet er sat tæt på Ellemann med det velkendte bekymrings-vrede øje. ”Jacob Ellemann-Jensen har lagt låg på et rasende inferno i Venstre ved at meddele sin tilbagekomst,” står der i underrubrikken.
Men der er intet reelt belæg for hverken brand eller inferno i spalterne. Det er en lukket fest mellem journalister og en klassisk svada af anonyme kilder, der som altid stiller op nede i mørket omkring den politiske boksering. Men ingen taler til citat.
Det sidste er det intet nyt i. Og slet ikke i Venstre, der gennem hele sin mere end 170-årige partihistorie altid har haft interne kampe ikke mindst mellem land- og by-venstre. Ikke-nyheden garneres med almindeligheder som denne afslutning af artiklen om Venstres brændende inferno: ” … ifølge centrale venstrefolk, kan man i Jacob Ellemanns position ikke uden videre stå nede i supermarkedet, hvis man ikke har meldt noget ud. Det ville være underligt for folk. Derfor er han ifølge Ekstra Bladets oplysninger blevet rådet til at melde ud løbende, hvordan det går.”
Det kan næppe overraske mange, at også en sygemeldt politiker gradvist kan få det bedre og langsomt arbejde sig tilbage
Ingen føler sig lamslået over denne banale erkendelse.
Det er normal basisviden i journalistisk formidling, at du skal undgå at betragte dine læsere/brugere som idioter. Som når journalisterne i inferno-beskrivelsen angiver, at venstreformanden ”… har fået det bedre og langsomt optrappet samtalerne med centrale venstrefolk …”.
Er det mangel på viden om stress-relaterede sygdomme, en simpel dumhed hos skribenterne, der er problemet? Eller er det den dags mangel på nyheder til nyhedsjournalisterne? Artiklen viser i hvert fald mistillid til de almindelige læseres dømmekraft. For det kan næppe overraske mange, at også en sygemeldt politiker gradvist kan få det bedre og langsomt arbejde sig tilbage.
På hitlisten over journalistiske klichéer ligger ”specialister” højt. Derfor forside-underrubrikken med citat fra en såkaldt stress-coach: ”Han løber en risiko”. Det er svært at være uenig i det synspunkt.
Jeg læser videre og forventer en illustration af en forventet tragedie om en profileret politiker, der er presset tilbage i det, han ikke kunne holde til: et møgbeskidt arbejde.
Men nej! Den kvindelige stress-coach taler faktisk journalisternes helvedes-mareridt ned. Hun siger bl.a., at politikere efter hendes opfattelse ikke er mere udsatte end andre. Og så kommer hun med nogle råd om, at det kan være ”… en god idé at tage nogle pauser i løbet af dagen mellem opgaverne”. I artiklen sammenholdes den udtalelse – formentlig i et febrilsk forsøg få at opretholde dramaet – med en udtalelse fra Troels Lund Poulsen om, at Ellemann ville vende tilbage i fuld form.
Her mærker læseren for alvor hørmen fra det lukkede festmåltid for de journalistiske rovdyr og deres politiske fodermestre
Den fremtrædende venstremand taler partiets og formanden lyse fremtid op, mens stresscoachen maner til ”ro på”.
I EB’s kunstige og selvskabte drama fremstår de to udsagn som en slags tragediens løftebrud. Men hvilke normalt begavede læsere forundres over de udsagn?
En konsekvent nedvurdering af læserne
Nedvurderingen af læserne er måske kernen i den selvdestruktive click-journalistik – og så den tiltagende metakommunikation, den egentlige påstand, som iværksatte tophistorien. Altså dramaet om en syg formand, der er ved at miste grebet om partiet og tvinges tilbage til et helvede på jord, hvor han i øvrigt er uønsket. Og endnu mere mellem linjerne: at man ikke kan være politisk anfører, når man er nede med stress.
Meta-historien udtrykkes mere direkte i artiklen ”Kaotisk forløb” med” absolutte topkilder i Venstre” som sandhedsvidner: “Det er jo det, vi drømmer om, at han ikke kommer tilbage, sagde en højt placeret kilde til Ekstra Bladet sidst i april.”
Her mærker læseren for alvor hørmen fra det lukkede festmåltid for de journalistiske rovdyr og deres politiske fodermestre. Der er ingen sammenhæng mellem det selvfede slogan om frihedskæmperne på Rådhuspladsen, der tager fat, ”hvor ingen andre tør” og anonymiseringen af Venstre-topfolk, der ligefrem håber, at formanden vælter.
Jeg gentager: EB og andre medier har fri etablerings- og format-ret. De fleste medier er forretninger, der skal løbe rundt. Det er givetvis ikke moralisering og våde drømme om en kritisk presse i sandhedens og folkets tjeneste, der ændrer på medieverdenens øjeblikkelige eksistenskrise (mange mediehuse gennemgår netop nu alvorlige fyringsrunder, og medieuddannelserne kan end ikke finde praktikpladser til de studerende).
Det er betydningsløsheden, der er det sorteste perspektiv for mig – meningsløsheden.
‘Så slap dog af, mand. Anonyme kilder og overskrifter, der ikke rigtig er dækning for. Sådan har det altid været’.
Jeg kan høre råbet fra de syv mænd, der skabte den impotente forsidebasker i fredagens Ekstra Bladet.
Hvor er de chefer og journalister på de på de traditionelle medier, som kan sikre den journalistiske nytænkning og eksistensberettigelse i en tid, hvor ”sådan har det altid været” i den grad er døende.
Læs mere og lyt til mere af Jesper Grunwald i POV her.
Læs mere om medier og mediekritik her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
