LEDELSE & VERDENSMÅL // POV BUSINESS – Den vestjyske virksomhed VM Tarm giver medarbejdere, der cykler eller går til arbejde, en lønbonus på 2.000 kroner. Målet er sundere medarbejdere og en mindre klimabelastning, fortæller direktøren. Dansk Industri samler på lignende gode initiativer og hjælper med til at sprede de gode ideer blandt danske virksomheder, der arbejder aktivt med verdensmålene.
Tag cyklen eller gå til arbejde mindst 100 gange på ét år og få en lønbonus på 2.000 kroner. Sådan lyder tilbuddet til medarbejderne i den vestjyske virksomhed VM Tarm, der har 230 ansatte og er ekspert i at producere tankvogne til transport af alt fra mælk og gylle til kemikalier.
Mit håb er, at vi kan inspirere andre virksomheder til at følge trop
“Vi vil gerne have medarbejderne til at gå eller cykle mere til arbejde. Dels for deres sundheds skyld, dels af hensyn til klimaet”, fortæller administrerende direktør Holger Ross Lauritsen og tilføjer:
“Tiltaget er blevet taget rigtig godt imod af medarbejderne. Der er gået sport i at se, hvem der cykler og går mest”.
Udbetalingen af cykelbonussen sker den 31. september, hvor VM Tarm har regnskabsafslutning. Forventningen er, at mindst 100 medarbejdere vil have bevæget sig nok til at få bonussen til den tid.
“Der er allerede 13, der har opnået retten til bonussen. Desuden er der mange, der er lige på vippen til at have cyklet langt nok, og når det bliver bedre vejr, kommer der nok endnu flere, så det kan hurtigt blive dyrt for mig”, siger Holger Ross Lauritsen.
Fokus på verdensmål
Konkret er bonusordningen skruet sådan sammen, at medarbejderne enten kan gå eller cykle til arbejde mindst 100 gange eller tilbagelægge en distance på 300 kilometer i løbet af et år, hvilket udløser en bonus på 2.000 kroner. Bor du tæt på arbejde, vil det være antal gange, der er mest relevant. Bor du langt fra arbejde, vil det ofte være distancen, der gælder.
“Jeg bor selv 40 kilometer fra virksomheden, så for mig skal der blot nogle få dages cykling til at få bonussen”, siger Holger Ross Lauritsen.
Andre virksomheder har fokus på el-cykler til medarbejderne, deltagelse i kampagner, cykeltøj og værksted
Ideen til lønbonussen opstod, da virksomhedens ledelse brainstormede på, hvordan VM Tarm kunne arbejde mere konkret med FN’s verdensmål. Verdensmål nummer 3 handler om sundhed og trivsel, nummer 13 om klimaindsats.
“Vi lagde hovederne i blød og kom op med det her forslag. Mit håb er, at vi også kan inspirere andre virksomheder til at følge trop. Jeg synes selv, at det er en glimrende idé”, siger Holger Ross Lauritsen, der også har stillet et borgerforslag om, at lønbonussen skal fritages for skat, så der er mere tilbage til medarbejderne.
DI bakker op
I Dansk Industri roser man VM Tarm for initiativet.
“Der er stort behov for, at virksomheder tager et medansvar for medarbejdernes transportvaner, hvis vi skal reducere klimabelastningen fra transporten og trængslen på vejene.”
“Det kan gøres på mange måder og tiltaget med en lønbonus til medarbejdere, som cykler, er ikke bare sjovt men kan også have en god effekt. Det er jo en gulerod og ikke pisk”, siger direktør i DI Transport Michael Svane og tilføjer:
“Fra DI’s side bakker vi fuldt op om den slags initiativer og vil gerne være med til at udbrede kendskabet til alle de forskellige små initiativer, som kan sættes i søen. Andre virksomheder har fokus på el-cykler til medarbejderne, deltagelse i kampagner, cykeltøj og værksted, og vedvarende kommunikation om, at på denne virksomhed cykler vi”.
26 medarbejdere har cyklet mere end 6.8oo km.
I februar kom virksomheden selv med en opdatering på sin Facebook-side:
Som bekendt valgte VM Tarm pr. 1. oktober 2020 at tilbyde medarbejdere en bonus på 2.000 kr., hvis de vælger at tage cyklen eller gå på arbejde. For at opnå bonussen skal medarbejderne enten cykle/gå på arbejde 100 gange eller cykle/gå 300 km. til og fra arbejde. ‘
Denne artikel er en redigeret udgave af originalen, som kan læses i Dansk Industri Business. Du kan finde originalen her.
LÆS FLERE TEKSTER AF PETER G.H. MADSEN HER
Topillustration: Medarbejdere i VM Tarm tager cyklen på arbejde og indkasserer en bonus. Foto: VM Tarm
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her