MINKSAGEN // ANALYSE – Der har været masser af grunde til at kritisere minkavlerne i selve minksagen, hvor avlerne mildest talt omgik sandheden meget lemfældigt, men medierne gav dem lov til at køre på frihjul, og politikerne har ageret gavebod over for minkavlerne, skriver POV Internationals politiske redaktør, Frank Korsholm.
De danske minkavlere har gennem den seneste måned været udsat for en sand shitstorm. Selv siger de, at de er blevet lagt for had, og alt efter temperament har de i hvert fald måttet lægge ryg til beskyldninger om inhabilitet, grådighed og utaknemmelige svindlere.
Der har været masser af grunde til at kritisere minkavlerne i selve minksagen, hvor avlerne mildest talt omgik sandheden meget lemfældigt, men hvor medierne gav dem lov til at køre på frihjul.
Trods usandhederne vendte medierne som bekendt det blinde øje til
Minkavlerne blev aldrig tryktestet af pressen for deres påstande, selv om mange beviseligt var usande.
Blot for at nævne nogle få eksempler:
Minkavlerne (og pressen) påstod, at myndighederne ulovligt trængte ind i zone tre og slog mink ihjel. Usandt.
Minkavlerne påstod, at de straks gik i gang med at slå mink ihjel efter statsministerens berømte pressemøde, som de opfattede som en ordre. Usandt.
Minkavlerne påstod, at de opfattede et bestemt brev med vejledninger fra Fødevareministeriet som en ordre. Løgn og latin. De havde selv efterspurgt vejledningen og godkendt hvert et ord.
Trods usandhederne vendte medierne som bekendt det blinde øje til. Minkavlerne var ofre. Deres livsværk gennem generationer var revet væk. Voksne bredskuldrede mænd græd for åben skærm, og selv statsminister Mette Frederiksen lod en tåre trille under et besøg på en nedlukket minkfarm.
Pressen og den blå opposition vendte ensidigt kanonerne mod Mette Frederiksen. Hun havde truffet beslutningen om aflivningen af alle danske mink inkl. avlsdyr. Beslutningen havde ikke lovhjemmel. Den var grundlovsstridig. Mette Frederiksen skulle for rigsretten.
Blodrusen var så vild, at Venstre, Konservative og Liberal Alliance ligefrem stemte for et borgerforslag, der krævede statsministeren for rigsretten uden en forudgående undersøgelse. Det gik helt upåagtet hen i pressen, selvom det er den slags, som politikere og medierne i fællesskab normalt kritiserer bananstater for at gøre.
Jyllands-Postens chefredaktør, Marchen Neel Gjertsen, mente ovenikøbet til sidst i minkforløbet, at det nu var Danmark, der var en bananstat, efter selveste Thomas Rørdam – med en fortid som højesteretspræsident og retsformand i rigsretssagen mod Inger Støjberg – frikendte rigspolitichef Thorkild Fogde for embedsforsømmelser.
En frifindelse, der førte til, at flere andre embedsmænd efterfølgende fik deres advarsler annulleret, herunder også statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen.
Minksagens erstatningsafgørelser
Det er Zetland og DR, der har gravet i de foreløbige erstatningsafgørelser. Anledningen har blandt andet været, at skønnet for de samlede minkerstatninger for nylig blev opskrevet med 10 mia. kr. til 29,6 mia. kr. Oprindeligt var de beregnet til at udgøre ca. 16 mia. kr. Zetland har fx påvist, at minkavlerne var rigt repræsenteret i de nedsatte taksationskommissioner og i klageinstanserne, og at de dermed har været med til at skrue erstatningerne i vejret.
Den folkelige forargelse over Zetlands afsløringer er forståelig, men også letkøbt
Minkavlere har således fået millionerstatninger for mink, de ikke havde i 2020, hvor de blev lukket ned.
De har fået erstatninger for mink, de hævdede at ville anskaffe i 2021, og de har fået for mink, de slet ikke havde miljøgodkendelse til. Forargelsen kendte ingen grænser hos SF’s fødevareordfører, Carl Valentin. Statskassen lignede et tagselvbord, og minkavlerne tog grådigt for sig af retterne.
Regeringens fødevareminister fra Venstre, Jacob Jensen, måtte i sidste uge krybe til korset og ændre reglerne, så minkavlerne fremover ikke kan sidde i taksationskommissionerne.
Det skulle fjerne al tvivl om habilitet og skabe tillid til erstatningudmåligerne. Bankerne får dog lov til at blive i kommissionerne til trods for, at de også har store økonomiske interesser i minkerhvervet. Avlerne anslås således at have lån for over 10 mia. kr., der skal betales ud af erstatningerne.
Den folkelige forargelse over Zetlands afsløringer er forståelig, men også letkøbt. I erstatningsaftalen fra den 25. januar 2021 mellem Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Liberal Alliance står det helt tydeligt, at minkavlerne også kan søge om erstatning for den uudnyttede kapacitet to år forud for nedlukningen, ligesom de også kan søge erstatning for planlagte minkinvesteringer i 2021. Derimod kan de ikke søge om erstatning for mink, de ikke havde miljøgodkendelse til, så hvordan der kan findes nogle få eksempler på det, står hen i det uvisse.
DR interviewede i sidste uge forhenværende fødevareminister Rasmus Prehn. Han var ikke stolt af aftalen: “Men regeringen var udsat for et voldsomt politisk og mediemæssigt pres. Sympatien var med avlerne.”
Det er sandt. Formand for Minkavlerforeningen, Tage Pedersen, havde ligefrem deltaget på et gruppemøde med Venstres folketingsgruppe, hvor han gjorde branchens krav meget klare.
Gaveboden ved forhandlingerne var så åben, at Det Konservative Folkeparti stod af
Og Venstre lyttede. Troels Lund Poulsen og Tage Pedersen er nære bekendte. Venstres formand er valgt i Hedensted-kredsen, og Tage Pedersen har drevet Danmarks største minkfarm i Hedensted. Troels Lund har aldrig villet kommentere, om han modtager valgbidrag fra Tage Pedersens selskaber i Sole-koncernen.
Men det er uomtvisteligt, at Venstre bar minkavlernes krav til forhandlingsbordet, og de fik stort set, hvad de pegede på. Fuldstændig kompensation i 10 år. En beregnet skindpris til 330 kr. beregnet ud fra høje priser i fortiden. Erstatning for ikke-eksisterende mink de forudgående to år og for planlagte, men ikke realiserede minkinvesteringer.
Gaveboden ved forhandlingerne var så åben, at Det Konservative Folkeparti stod af. Partiets erhvervsordfører, Rasmus Jarlov, havde ellers været en af de mest aktive i minksagen og bidraget til den gængse fortælling om den ulovlige nedlukning af minkbranchen. Men nu blev det pludselig for meget for Jarlov, der nu i stedet angreb Tage Pedersen for ikke at tjene minkbranchens interesser. Tage Pedersen gik kun efter at få maksimale erstatninger og var på intet tidspunkt interesseret i, at erhvervet skulle genopstå, hævdede Jarlov.
Tage Pedersen havde således afvist at få udtaget og isoleret 64.000 mink, der kunne være brugt til at få branchen på benene igen, når coronaen var drevet over.
Men nej. Det blev afvist. Tage Pedersen havde kun øje for erstatningerne, og der var hul igennem for hans krav.
De fem forligspartier indgik en rundhåndet aftale med åbne øjne. Ingen kan sige sig fri for at have bidraget til de høje erstatninger til minkavlerne, hvor Tage Pedersen med sin årlige produktion på 400.000 mink samt et foderselskab skønnes at modtage en samlet erstatning på omkring 500 mio. kr.
Penge, der allerede har fået ben at gå på, da Tage Pedersen siden har investeret i et ejendomsprojekt på 1.200 boliger i Hedensted.
Kan du lide, hvad du læser? Så tag et kig på Frank Korsholms øvrige analyser her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
