STRESS // KLUMME – En ting er, at arbejdsrelateret stress ifølge en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har konsekvenser i form af enorme samfundsmæssige velstandstab. Dels ved højere sygefravær og dels ved lavere arbejdsudbud og dermed en omkostning på 54,6 miliarder kr. årligt. En anden ting er, at der faktisk er levende mennesker bag de voldsomme og, som samfund betragtet, fuldstændig uacceptable tal.
Stress er på ingen måde er ved at være på retur. Mange års indsats for at forebygge denne mentale udfordring synes meget vanskelig at møde, og til trods for de mange tiltag er det endnu ikke lykkedes at få knækket stresskurven.
Det kan være et udtryk for manglende vilje, og det kan være en reel kompleksitet, der gør det vanskeligt at sætte de rette spor på vejen til løsningerne. Men noget tyder på, at de, som kunne vende skuden, er blevet resistente over for den stressrealitet, mange medarbejdere slår sig på i de her år.
Der er mange bud på, hvorfor vi er, hvor vi er, og der er lige så mange bud på, hvordan vi skal komme væk fra, hvor vi er. Men jeg tror, at vi skal til at stille os selv det helt simple spørgsmål: Hvor psykisk ondt må det egentlig gøre at gå på arbejde?
Selvfølgelig skal vi ikke acceptere det som en normal tilstand at være totalt udhulet i sjælen, når vi stiller skoene i entréen.
Jeg er med på, at vi bevæger os ind i en gråzone, for kan man helt undgå, at jobbet påvirker medarbejderne psykisk? Mange job indebærer mange høje følelsesmæssige krav, der slider på sjælen, som vi i en eller anden grad må erkende som et grundvilkår.
Når det er sagt, er det også vigtigt at understrege, at der også her bør være en grænse. Strukturelle forhold, manglende resurser og ikke-kvalificeret personale er en væsentlig del af forklaringen, når vi skal forstå stigningen af de høje følelsesmæssige krav de senere år.
Men spørgsmålet er alligevel yderst relevant, for det tvinger os til at forholde os til og reflektere over de forhold, der slider. Det tvinger os også til at blive bedre til at matche forholdene til de nervesystemer, der beskæftiger sig i det.
Hvorfor accepterer vi, at arbejdet er så nedslidende?
Hvis vi besluttede os til, at det som udgangspunkt faktisk ikke måtte gøre ondt overhovedet at gå på arbejde, hvilket jeg har meget svært ved at forstille mig, at nogen ville være uenig i (medmindre de var kyniske i en grad, der grænsede til psykopati), ville vi være i gang med en ny begyndelse.
Selvfølgelig skal det ikke gøre ondt at gå på arbejde, selvfølgelig skal vi ikke acceptere det som en normal tilstand at være totalt udhulet i sjælen, når vi stiller skoene i entréen.
Selvom vi er blevet bedre til at italesætte og pege på kritiske forhold, har vi paradoksalt nok også hævet baren for, hvad vi tillader vores psyke af blive udsat for.
Ved at spørge os selv og hinanden på arbejdspladserne om, hvor ondt det egentlig må gøre at gå på arbejde, skærper vi også vores bevidsthed om, hvor absurd et spørgsmål det egentlig er at være nødt til at stille. For er det ikke også sådan, at vi har nået et punkt, hvor vi accepterer endog meget høje grænser for, hvor smadrede vi må være gennem arbejdsdagen?
Det er min klare oplevelse, at grænserne for, hvor smertefuldt arbejdsdagen må opleves, har rykket sig gennem årene. Selvom vi er blevet bedre til at italesætte og pege på kritiske forhold, har vi paradoksalt nok også hævet barren for, hvad vi tillader vores psyke at blive udsat for.
Det kan måske skyldes, at vi allerede fra barnsben og gennem vores institutioner vænnes til at blive presset? Dårlige normeringer i dagsinstitutioner og manglende kontakt med tryghedsskabende voksne, øgede krav og mistrivsel op gennem uddannelsessystemet fra folkeskolen til universitetet, hvor stress og mistrivselstallene taler deres tydelige sprog. Måske er presset fra vugge til grav bare blevet noget, vi ikke engang orker at forholde os til længere?
Jeg synes, det er komplekse og svære spørgsmål at svare på, men jeg tror, at vi kan begynde at bøje stresskurven i den rigtige retning, hvis vi begynder at forholde os til rimeligheden i, at det skal være så energidrænende at gå på arbejde, som det er for mange medarbejdere. Og flere og flere, som tallene desværre viser.
Tænk om vi gik ud fra den tanke, at det skal gøre godt at gå på arbejde. At vi som det mest naturlige i verden skal havde mere energi, når vi går hjem, end når vi kommer?
Hvorfor kunne det ikke være det styrende menneskesyn, at arbejde ikke skal være en lidelse, men en lise? Bare som udgangspunkt.
Så kan der selvfølgelig være dage, hvor alt går skævt, og omgivelserne ter sig urimeligt og voldsomt. Men det ville så være undtagelsen, og det kan de fleste håndtere, i stedet for at vi accepterer, at arbejdsvilkårene, når det kommer til det psykiske, faktisk bliver mere frustrerende – og for nogles vedkommende mere brutale.
Vi bliver nødt til at forholde os til, hvor mentalt nedslidende det må være at gå på arbejde, og vi bliver nødt til at forholde os til rimeligheden i, at vi accepterer barskere og barskere arbejdsvilkår.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
