THEILS CANTINA // MADKLUMME – Lider du ligesom jeg af forsyningsangst? Så tænk over om 2020 skal være det år, hvor der faktisk bliver lidt plads i din fryser. Det kan rent faktisk godt lade sig gøre.
Første gang min madkyndige veninde Trine, der er forfatter til flere kogebøger, besøgte mig, havde hun en kasse mad under armen, fordi vi havde aftalt, at vi skulle lave mad sammen. Hun så sig om i mit køkken og konstaterede med et skævt smil, at hun måske havde kunnet klare sig med at tage halvdelen med. For ja, jeg havde friske laurbærblade og risottoris og den slags, som almindelige mennesker måske lige venter med at købe, til de decideret får brug for dem.
Vi lider nemlig af den samme sygdom, som hun så fint har karakteriseret som forsyningsangst. Jeg håber selvfølgelig ikke, at samfundet bryder sammen, men jeg må konstatere, at hvis det gør, så vil det tage mange måneder, før jeg bukker sammen af sult. Mine skabe, mit køleskab og min fryser bugner af fødevarer.
I år var jeg vært juleaften og endte med masser af mad til overs. Faktisk i en sådan grad, at jeg, efter gæsterne var taget hjem og mit køleskab næsten ikke kunne lukkes, stillede mig selv den udfordring, at jeg ikke ville købe mere mad, før vi nåede frem til nytårsaften
Faktisk er det stadig en kilde til skam, når jeg tænker over dengang, jeg skulle pakke mit køkken i London ned og fandt omkring tyve glas chutney, der desværre hverken kunne komme i familiepleje eller med hjem til Danmark. De dyrebare glas, der havde lokket mig til at tage pungen op på diverse madfestivaler i små hyggelige delibutikker i Cornwall og i Waitrose endte deres sørgelige liv i skraldespanden.
Så jeg bekæmper min forsyningsangst, så godt jeg kan med min modvilje mod madspild. Det er næsten uundgåeligt at smide mad ud, når man har en husholdning på én og dertil et helt uforudsigeligt liv, men jeg gør virkelig, hvad jeg kan. Forsøger at købe så små portioner som muligt, også selv om det er dyrere. Og så laver jeg det meste mad fra grunden og spiser rester, til det står ud af ørerne.
I år var jeg vært juleaften og endte med masser af mad til overs. Faktisk i en sådan grad, at jeg, efter gæsterne var taget hjem og mit køleskab næsten ikke kunne lukkes, stillede mig selv den udfordring, at jeg ikke ville købe mere mad, før vi nåede frem til nytårsaften.
I stedet skulle jeg simpelthen leve af mit fadebur. Det lykkedes. Det eneste jeg købte før nytårsdag, var en liter mælk til kaffen. Ellers levede jeg af ribbenstegsmadder og biksemad den første dag. Så skar jeg resten af kødet i små strimler og stegte det med kinesisk five spice og lidt rørsukker hårdt på panden og rullede det sammen i rispandekager med romainesalat, agurk og et par fintsnittede forårsløg, der sang på sidste vers nederst i min grøntsagsskuffe.
I køleskabsdøren stod en rest hoisinsauce, der blev brugt til at dyppe i. Resten af det stegte kød varmede jeg på panden næste dag, nu med en håndfuld sort sesam og lidt sesamolie og kom i en salat med avocado, tomat, resten af agurken, et halvt løg og et skvæt gomadressing fra køleskabet.
Juleandens sidste kød endte i en peberrodssauce, hvor det faktisk gjorde sig ganske godt med de sidste kartofler. Kirsebærsaucen fik jeg til morgenmad ovenpå min skyr med lidt muesli og lakridssirup. Lakrids og kirsebær klæder nemlig hinanden fortrinligt.
Fryseren bugner
En af de vigtigste allierede i kampen mod madspild, er selvfølgelig min fryser. Det mad jeg ikke spiser, gemmer jeg her til de travle dage, hvor jeg lige kan nå at varme et eller andet op.
Og her er vi ved problemets kerne. Min fryser, der i forvejen var godt fyldt op, har længe været på bristepunktet, fordi jeg hjalp en veninde, der skulle flytte, af med en del af hendes spændende eksotiske fødevarer.
Så galt stod det til, at min søde nabo kom forbi med champagnesorbet til nytårsaften, så røg lågen til den øverste skuffe i fryseren af.
Der er ganske enkelt ikke plads til mere.
Og sådan blev et ret overkommeligt nytårsforsæt til: Jeg skal simpelthen købe langt mindre mad i 2020, og i stedet rydde ud i det, jeg har. Det er selvfølgelig først og fremmest godt for klimaet og min økonomi, men jeg glæder mig nok allermest til bare at kunne række ind efter isterninger til min gin & tonic uden først at skulle flytte en pakke fiskefars, kyllingelår, thailandsk curry-pasta og en gammel isbeholder med oksehaler i egen sauce.
Her kommer vi til et af grundprincipperne i at undgå madspild: Brug de opskrifter, du kan i hovedet, men vær fleksibel, alt efter hvad du alligevel har. Tænk de rester, du har, ind i din ide
Så nu har jeg sat et dogme op for mig selv: Jeg skal begrænse mine indkøb betragteligt. Selvfølgelig må jeg købe frisk mælk og friske æg og andre mejeriprodukter. Og friske grøntsager og frugt, men ellers skal jeg i hvert tilfælde i en måned forsøge at leve af, hvad jeg kan finde i min fryser og mine skabe.
På årets første dag, var det faktisk let nok. Jeg stødte på en lille rest frosne ærter, og det gav pludselig mening at bruge dem med det sidste stykke torsk fra nytårsaften til et slags riff på fish and chips, der jo som bekendt serveres med ærtemos.
Og her kommer vi til et af grundprincipperne i at undgå madspild: Brug de opskrifter, du kan i hovedet, men vær fleksibel, alt efter hvad du alligevel har. Tænk de rester du har ind i din idé.
For mit vedkommende fik jeg bugt med ærterne fra fryseren og varmede dem bare i lidt saltvand, så de stadig havde bid. Min torsk hentede jeg i køleskabet, hvor der også stod en rest creme fraiche, der skulle have været brugt til noget helt andet. Den kom til at danne bunden i en version af tartarsauce-inspireret dressing, der gjorde mig i stand til at bruge løs af de mange bundter krydderurter, man normalt aldrig når at spise, inden de visner i bunden af køleskabet.
Jeg fandt: Mynte, merian, bredbladet persille, masser af dild. Jeg finthakkede også lidt kapers, hjemmesyltede agurker og et par fed hvidløg og en smule olie til lige at få den rigtige konsistens.
Kartofler havde jeg ikke flere af, men en rest jordskokker røg i ovnen med lidt olie og trøffelsalt (almindelig salt er fint, men jeg forsøger jo at tømme mine skabe) og gjorde det fint ud for fritter. Citron havde jeg ikke nogen af, men det var helt i orden med den lime, jeg alligevel havde haft liggende siden før jul. Der var lige præcis nok saft i den til at presse over fisken, som jeg stegte med salt og peber i lidt olie og en klat smør.
Jeg har spist godt, og jeg har en lille bitte smule mere plads i køkkenet. Altså bortset fra, at jeg nu har rester af den dressing og faktisk også lidt jordskokker tilbage. Men jeg er allerede ved at lægge planer for dem. God jagt i jeres eget køkken. Og godt nytår.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Foto: Skribenten
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
