DAGBOG // CAIRO – Forleden nat drak vi os fulde i whisky, en mørk og tungsindig kvinde, hendes elsker og mig. I hverdagen er hun sjælfuld og sært apatisk på samme tid. Alkoholen den aften lirkede til en knude i hendes krop, noget åbnede hende og åbnede sig i hende: Hun satte sig ovenpå sin mand i sofaen og klædte sig af, hun skød sig tilbage i puderne med lukkede øjne, hun spredte sig for mig og lod mig smage.
Dagene efter tænkte jeg på, at det, der havde været særligt for os alle ved den trekantssex var, netop, min tilstedeværelse som den tredje. Da vores kroppe flettede sig ind i hinanden i sengen, var det dét, der forandrede alt: det længe hvilende blik. Alt hvad et sådant blik kan gøre.
Jeg er interesseret i blikke. Identiteter, der vokser frem, personerne vi bliver til i kraft af de blikke, vi kaster på hinanden og ser os selv og hinanden i.
Hvad end det er, jeg skal skrive, fotografere, finde ud af i løbet af min tid i Cairo, så tror jeg, det er herfra, det må begynde
Jeg har været i Cairo i vistnok tolv uger nu. Jeg har skulle skrive og fotografere, jeg har gjort det, men det har ikke villet samle sig. Der har været en modstand. Jeg har været konfus og flakkende.
For analytikeren i mig amputerer det halvt min hjerne, at jeg ikke kender samfundets og kulturens grundlæggende præmisser, de herskende værdier, diskurserne, reglerne.
At jeg er en kvinde føles på en anden måde her.
At jeg er en seksuel person føles anderledes.
At jeg ser mig selv som feminist.
At jeg ikke tror på en gud.
At jeg er dansker.
At jeg drikker alkohol og ikke har lyst til at blive gift.
Dét at jeg ikke taler og ikke forstår deres sprog.
Og at jeg bedst kan lide at have sex med kvinder, at jeg forelsker mig i kvinder, at det er kvinders krøller jeg lægger mærke til på gaden, deres næserygge og bryn og øjenlåg jeg beundrer.
At jeg bare er dumpet ned her og på en måde intet har at gøre her.
Enhver udlægning, jeg analyserer mig frem til i mit hoved, drages i tvivl af den stemme i mig, der spørger: Hvordan kan du overhovedet udtale dig om anything her? Mit udsigelsespunkt er svækket. Forsøget føles bedragerisk.
Denne tvivl, og min følelse af at foretage mig noget jeg ikke har ret til, eller at jeg prøver på noget jeg ikke evner, sætter sig i mig som et grundlæggende ubehag ved mig selv som undersøgende.
Jeg skriver herfra
Jeg bor med tre egyptiske kvinder i et bo, der er sin egen organisme. Et hjem, der havde sit liv længe før, jeg kom, og som vil leve videre, når jeg rejser. Kvinderne er veninder, fortrolige, de har deres kreds af venner, som alle kender hinanden på kryds og tværs. Deres hverdage og liv fletter sig ind i hinanden.
Jeg kan ikke fortælle deres sandheder for dem, ikke indfange én suveræn sandhed om dem. Men måske jeg kan give plads til disse møder, til blikkene vi kaster på hinanden
Jeg hviler mit blik på dem. Jeg graver i deres fortider. Jeg spørger ind til deres helbred og historier, analyserer deres selvforståelser og udlægninger af hinanden. Jeg fotograferer deres ansigter og kroppe i sofaen en lørdag morgen, når de sidder i natkjoler, med tømmermænd og take-away, med indadvendte matte miner. Og når jeg er alene, gransker jeg deres ansigter i billederne på min skærm. Eller jeg forsøger at regne deres hemmeligheder ud; eller jeg prøver at mærke mig frem til, hvad det er for en melankoli, der tynger den ene; hvad det er for en ubeslutsomhed om sit kærlighedsliv, der forvirrer den anden; eller jeg forsøger forstå den tredjes rastløshed, hvad der mon forårsager hendes hænders dirren, hvad det er for en følelse hun har af, at de ting hun har opnået i sit liv til nu, ikke stemmer overens med de år, der er gået.
Den adgang, jeg var i tvivl om, om jeg nogensinde ville kunne få i Cairo – det er her, jeg finder den. Jeg er trådt herind, og jeg lærer dem at kende.
Jeg kan ikke skabe nogen stor fortælling om, hvordan det ”i virkeligheden” er at være en ung egyptisk kvinde i Cairo i 2019. Jeg kan ikke fortælle deres sandheder for dem, ikke indfange én suveræn sandhed om dem. Men måske jeg kan give plads til disse møder, til blikkene vi kaster på hinanden. Den langsomme, prøvende nærmen sig hinanden. Måske jeg kan fordybe mig i disse blikke, og deres produktive kraft i formningen af de mennesker, vi hele tiden bliver til.
Måske overkommer jeg den knude, som min fremmedgjorte position forårsager, ved at lade netop de fremmedheder være del af undersøgelsen. Så i stedet for at forsøge at arbejde sig på den anden side af sit selvubehag med henblik på så at kunne skrive, skal jeg måske skrive netop herfra.
Jeg er den tredje krop
Kvinden, jeg var forelsket i, sagde engang: Jeg kan lide, du tager billeder af mig, at du har den lyst; jeg kan lide, at du overkommer din egen forlegenhed for at forfølge den lyst.
I hver en forespørgsel, i hvert spørgsmål jeg stiller og billede jeg tager, for hver gang jeg træder ind i et rum og vælger at blive – i alt dette lader sig afsløre en lyst, til at betragte, penetrere, tage ind. Et begær kommer til syne, som er mit.
Den afsløring gør mig blufærdig. Det er en form for transgression, der indgyder ambivalens, og jeg tøver.
Jeg må øve mig i at hele tiden vælge begæret, lade dét være stærkere, og dét som vinder.
Det fordrer, at jeg forliger mig med mit voyeuristiske blik.
En udenforståendes blik, der hviler på mennesker længe og ser ting, det ikke har krav på at se.
En krop, der er til stede som den fremmede.
En person, der trænger sig på i andres hverdage som den nye.
Én der penetrerer intimiteter, hun ikke hører til.
Jeg hviler øret mod min dør og lytter til kvindens lyde, der stryger gennem hjemmet, når de elsker.
Jeg går ind ad andres døre, trænger ind i en tosomhed. Jeg er den tredje krop i elskovssengen.
At jeg senere den nat – svævende og flydende, flakkende i en whiskyrus og liderlig – skubbede til døren, der stod på klem; at jeg trådte ind i soveværelset og satte mig på gulvet ved sengen, mit skød varmt mod køligt marmor; dét, at jeg kom for at se dem elske, at jeg blev tændt af deres lyde, grådigt tog synet ind og følte mig gnistrende i live lige dér – den beslutning var en åbning. Noget begyndte.
Denne nysgerrighed, og øjeblikkets liderlighed, der trodser alt: I dét finder jeg kræfterne, der sætter det blufærdige i mig ud af spil. Dét der skal til for ikke at se ned eller væk, ikke trække sig tilbage i forlegenhed. Jeg kan ikke udslette min egen position eller den sense of unease, den giver – jeg vil altid være den fremmede her – men jeg må lære at bruge det, for det er mine erfaringers vilkår og et erkendelsespotentiale.
Dét, at jeg løbende må udfordre egne eller andres grænser, at noget ryster hverdagens rytme, at jeg altid vil være én, der trænger ind. Noget sættes i værk dér, er i forvandling og til forhandling i disse møder mellem dem og mig, i de blikke og blikkenes kraft. Hvad end det er, jeg skal skrive, fotografere, finde ud af i løbet af min tid i Cairo, så tror jeg, det er herfra, det må begynde.
POV International er bekendt med skribentens identitet.
Fotos: Skribenten.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her