FIGNER // MADKLUMME – Jeg er ellers ikke meget for frugt i min mad, men når jeg nu bor sammen med et figentræ, der giver 8-12 store, flotte figner om dagen, er jeg nødt til at finde noget at bruge de smukke frugter til ud over at give dem til hønsene. Her får du opskriften på en lækker efterårssalat med feta og figner, bagte figner med ost og den simple, men lækre: toast med bacon, løg og figner.
Jeg har heller ikke den store, søde tand, så jeg er ikke så stærk udi desserter eller bagværk, hvor man sikkert kunne finde anvendelse for friske figner, så jeg satte mig for at bruge dem i det salte køkken. Og så ryger de også i min morgensmoothie, hvor de mildner den, til tider, lidt skarpe smag af ingefær.
Figner er smækfyldte med gode sager som antioxidanter og især fibre, som er gode for vores fordøjelse. De smager ikke af så meget, men giver sødme til en smoothie og umami til en salat med feta, edamame og syltede rødløg som den, jeg endte med at servere for fine husbonden en tidlig efterårsdag.
Efterårssalat med figner og feta
En stor portion
To flotte, modne figner med skræl på og det meste af stilken.
En håndfuld edamamebønner fra frost.
En håndfuld belugalinser – jeg har dem på frost, så de altid er klar til brug.
En håndfuld grønkål
En håndfuld frisk spinat, gerne af den voksne, lidt kraftige slags. Den, der skal skylles før brug.
Feta efter smag
Syltede rødløg – find opskriften her
Olie og eddike – gerne en kraftig balsamico, måske endda en glace
Salt og peber
Evt. lidt sennep til dressingen, hvis du har lyst.
Bland grønkål, bønner og linser i en skål, og hæld olie, balsamico, salt og peber over, og rør det hele godt sammen. Lad det stå lidt, så kålen “knækker” og lige bliver lidt blød i det. Skær fignerne i kvarte.
Fordel ingredienserne på en stor tallerken. Spinat i bunden, så kål- og bønne-linseblanding, så fignerne og dernæst smuldret feta. Til sidst toppes med rødløg og gerne et godt drys persille.
Serveres, som den er. Den mætter godt på grund af bælgfrugterne.
Godt tip: Figner kan fryses hele eller skåret i stykker, hvis du vil gemme til vinteren og bruge i desserter eller smoothies. Jeg har endnu ikke testet, om de er lækre at tø op og bruge i salater, men er sikker på, at de vil være lækre bagt med ost. Figner og ost elsker hinanden.
Bagte figner med ost
Skær et kryds i fignerne, så de stadig hænger sammen i bunden. Læg et stykke ost i krydset – meget gerne ged, hvis du kan lide det, ellers gorgonzola eller Gammel Knas. Er du til den søde side, så hæld lidt sirup eller honning over, og sæt nu fignerne i ovnen, til osten begynder at smelte. Imens rister du en håndfuld nødder på panden. Valnødder og hasselnødder er godt.
Server som en lækker forret med et godt glas portvin til.
Du kan også lave forretshapsere på brød, hvis du har noget lækkert, daggammelt brød.
Rist brødet, og smør det med gammel knascreme.
Hæld dråber af god balsamicoglace og en lækker olie på, og top med skiver af figen. Måske et par chiliflager. Pynt med frisk timian.
Toast med bacon, løg og figner
Steg bacon, som du kan lide den. Steg løgene klare og bløde. Godt tip: Drys løgene med salt, når du putter dem på panden, så bliver de lettere klare og bløde. Smør skiver af brød på den ene side.
Lav en toast af brød med smørsiden ud, 2 slags ost: brie eller camembert og cheddar, bacon, løg figen og igen brød med smørsiden ud. Rist toasten på panden på begge sider, så osten smelter. Spis, så snart osten ikke er brændende varm.
Jeg har googlet en lækker dessert med figner for dig, så behøver du ikke at bruge tid på det. Honningstegte figner med citronyoghurt, det lyder da lækkert.
Velbekomme.
Find flere madklummer på POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her