Taxamandens klumme: En nation på skolebænken

i Liv & Mennesker/Klumme af
KLUMME – Det handler ikke bare om Calorius og Cirkeline i børnehaveklassen, når skolen er lukket ned på grund af coronavirus og det pludselige tab af dagligt venskab. Ikke alene Carlo og Cille i 9. klasse og deres terminsprøver. Eller Christina og Charlie og deres rod med studentereksamen. Det er den samlede nation, der er på skolebænken i disse dage og uger, skriver Taxamand Jesper Grunwald.

Fra storkapitalisten i sit skattely til den unge kvinde, der valgte at flytte i isolation med sin 92-årige mormor. Fra stjerneiværksætteren og hans Michelin-restaurant til taxichaufføren på provisionsløn. Fra socialrådgiveren, der må vise sin nærhed på telefon – til sygeplejersken på epidemiafsnittet, der både er helt beredt og håber på, at beredskabet ikke bliver nødvendigt.

For slet ikke at tale om statsministeren, der veksler mellem kram uden kropskontakt og nødvendig brug af pegefingeren.

Det tog ikke mange lektioner i samfundsøkonomi at vedtage en hjælpepakke med milliarder til erhvervslivet, der får bankpakkerne i slutningen af 00’erne til at ligne drikkepengene på en dårlig taxi-dag

Lad mig begynde i mit eget univers, hvor noget så subtilt som et ejerskifte for et par år siden i det selskab, jeg kører for, dengang blot var et fingerknips. Først her under coronakrisen lægger jeg mærke til distance-kapitalismen. Jeg går i firmaets uniform. Jeg følger så godt, jeg evner, dets løfter om produkter og kvalitet.

Men i virkeligheden er folkene i hovedkontoret ikke mine chefer. For et par år siden solgte ejerne (bl.a. min vognmand) centralen og taxi-brandet til en svensk-tysk kapitalfond. Taxiloven blev ændret, markedet er gjort helt frit fra næste år. Selskabet lever af at have så mange tilknyttede taxier som muligt – og min vognmand og jeg lever af, at der er kunder til det, vi vil sælge. Vi er gået fra et forståeligt fællesskab til en langsom erkendelse af flere modsatrettede interesser.

Med distance-kapitalisme mener jeg et ejerskab, som ikke længere har en objektiv interesse i, hvordan lønarbejderen har det på gulvet.

Så nu har jeg lært det på skolebænken, så det står lige så skarpt som Mercedes-stjernen på rattet i vogn 86: Et lærestykke i omsorgsbefriet kapitalisme: Hvordan vi går og har det herude med røven i sofaen, mens vi drømmer om at flytte agterpartiet til førersædet i Merceren?

Sorry, det her er ikke deres bord!

Det handler om afspritning – ikke om fællesskab

Den 11. marts lukkede Danmark ned. Den 23. i samme måned kunne Bestsellers ejer fortælle i Berlingske, at koncernen taber 100 millioner – om dagen!

”Det ordner markedet”

Omkvædet har gjaldet fra øst til vest siden murens fald. Givetvis styrket af trætheden af den skolastiske marxisme, som min generation prædikede i slutningen af 1960’erne og 70’erne: Menneskets problemer er altid skabt af sociale omstændigheder, så lad dog arbejderen tage magten selv. Staten er Gud – og individet er uskyldigt.

Men folket gider ikke de ukritiske sandheder. Og fra 80’ernes café-kultur til nutidens globale pengemagt – giv os nu fred til at slippe markedskræfterne fri.

Finanskrisen og dens hjælpepakker til bankerne satte nogle fedtede pletter i markeds-evangeliet – det stoppede ikke selve dyrkelsen af religionen.

Men siden coronakrisen brød ud?

Fra ende til anden i Folketinget: Det tog ikke mange lektioner i samfundsøkonomi at vedtage en hjælpepakke med milliarder til erhvervslivet, der får bankpakkerne i slutningen af 00’erne til at ligne drikkepengene på en dårlig taxi-dag.

Endnu inden coronakrisen er bragt under kontrol, står det bøjet neon, at selv de folkevandrende flygtninge fra Mellemøsten på vej nordpå ad de sønderjyske motorveje intet er at regne mod den økonomiske katastrofe, når vi ikke kan sælge vores varer til udlandet

”Luk de fremmede ude – vi vil selv bestemme livsvilkårene her i kongeriget”.

Til oktober har de sølvbryllup i Dansk Folkeparti. Ingen partistifter har kunnet gøre Pia Kjærsgaard kunststykket efter. Det lykkedes for Kjærsgaard og resten af partiet på én gang at konvertere politisk og samtidigt fastholde troværdigheden overfor vælgerne. Vælgerne accepterede og belønnede reformationen fra nul-skat og anti-stat – til etablering af en slags småborgerlig socialdemokratisme. En karriere over et par tiår fra det stueurene og presseforfulgte – til partiformandens indtagelse af formandsstolen i tinget.

Den succesfulde bærebølge var den undervurderede, folkelige angst for globaliseringen. Vi er danskere – vi er ikke fremmede! Vi er kristne – vi er ikke muslimer! Indtil sidste valg holdt partiet sig på toppen. Partiet blev halveret, men da de mistede volumen, var deres grundskepsis overfor globaliseringen allerede implementeret ind i et flertal fra socialdemokraterne til størstedelen af det borgerlige Danmark.

Overlærer Kjærsgaard har i den grad haft parlamentet på skolebænken. Og helt frem til lukningen af Danmark i midten af marts, er det lykkes fru Kjærsgaard at fremstå som den, der støtter det gjorte – hele tiden bare lidt strammere: Fra flygtningestop, over vildsvinehegn til hermetisk lukkede grænser. Danske løsninger på danske problemer.

Mon ikke det er de nationalkonservatives tur til nogle sær-lektioner på skolebænken?

Der er vemod, angst – og helt sikkert håb bag de lukkede døre til familien Danmark. Lige så sikkert som vi kommer til at sidde tæt sammen på skolebænken, når coronavirussen er lettet

Endnu inden coronakrisen er bragt under kontrol, står det bøjet neon, at selv de folkevandrende flygtninge fra Mellemøsten på vej nordpå ad de sønderjyske motorveje intet er at regne mod den økonomiske katastrofe, når vi ikke kan sælge vores varer til udlandet. Globalisering er ikke alene andres sult efter vores velfærd. Globaliseringen er først og sidst, at vi selv rejser ud for at sælge, og at vores rigdom bygger på, at verden vil os. At de derude køber det, vi producerer.

For fem måneder siden reddede den norske forretningsmand Petter Stordalen Spies rejser ud af et britisk rejsekrak, der ville koste 2300 medarbejdere arbejdet. Stordalen har tjent guld på bl.a. hoteldrift (han bygger for tiden et stort hotel i København). På et par krise-uger i marts 2020 er denne usædvanligt dygtige iværksætter gået fra enorm rigdom til tærsklen for bankerot.

Indtil midten af marts var den jyske mode- og tøjvirksomhed Bestseller det mest gyldne eksempel på dansk iværksætteri. 17.000 ansatte i snesevis af lande. Den 11. marts lukkede Danmark ned. Den 23. i samme måned kunne Bestsellers ejer fortælle i Berlingske, at koncernen taber 100 millioner – om dagen!

Globalisering – det lyder lidt uhyggeligt.

Problemet er ”bare”, at den i høj grad har finansieret vores rigdom.

Der er vemod, angst – og helt sikkert håb bag de lukkede døre til familien Danmark.

Lige så sikkert som vi kommer til at sidde tæt sammen på skolebænken, når coronavirussen er lettet.


Topillustration: Colorbox

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Liv & Mennesker