KLUMME – Det handler ikke bare om Calorius og Cirkeline i børnehaveklassen, når skolen er lukket ned på grund af coronavirus og det pludselige tab af dagligt venskab. Ikke alene Carlo og Cille i 9. klasse og deres terminsprøver. Eller Christina og Charlie og deres rod med studentereksamen. Det er den samlede nation, der er på skolebænken i disse dage og uger, skriver Taxamand Jesper Grunwald.
Fra storkapitalisten i sit skattely til den unge kvinde, der valgte at flytte i isolation med sin 92-årige mormor. Fra stjerneiværksætteren og hans Michelin-restaurant til taxichaufføren på provisionsløn. Fra socialrådgiveren, der må vise sin nærhed på telefon – til sygeplejersken på epidemiafsnittet, der både er helt beredt og håber på, at beredskabet ikke bliver nødvendigt.
For slet ikke at tale om statsministeren, der veksler mellem kram uden kropskontakt og nødvendig brug af pegefingeren.
Det tog ikke mange lektioner i samfundsøkonomi at vedtage en hjælpepakke med milliarder til erhvervslivet, der får bankpakkerne i slutningen af 00’erne til at ligne drikkepengene på en dårlig taxi-dag
Lad mig begynde i mit eget univers, hvor noget så subtilt som et ejerskifte for et par år siden i det selskab, jeg kører for, dengang blot var et fingerknips. Først her under coronakrisen lægger jeg mærke til distance-kapitalismen. Jeg går i firmaets uniform. Jeg følger så godt, jeg evner, dets løfter om produkter og kvalitet.
Men i virkeligheden er folkene i hovedkontoret ikke mine chefer. For et par år siden solgte ejerne (bl.a. min vognmand) centralen og taxi-brandet til en svensk-tysk kapitalfond. Taxiloven blev ændret, markedet er gjort helt frit fra næste år. Selskabet lever af at have så mange tilknyttede taxier som muligt – og min vognmand og jeg lever af, at der er kunder til det, vi vil sælge. Vi er gået fra et forståeligt fællesskab til en langsom erkendelse af flere modsatrettede interesser.
Med distance-kapitalisme mener jeg et ejerskab, som ikke længere har en objektiv interesse i, hvordan lønarbejderen har det på gulvet.
Så nu har jeg lært det på skolebænken, så det står lige så skarpt som Mercedes-stjernen på rattet i vogn 86: Et lærestykke i omsorgsbefriet kapitalisme: Hvordan vi går og har det herude med røven i sofaen, mens vi drømmer om at flytte agterpartiet til førersædet i Merceren?
Sorry, det her er ikke deres bord!
Det handler om afspritning – ikke om fællesskab
Den 11. marts lukkede Danmark ned. Den 23. i samme måned kunne Bestsellers ejer fortælle i Berlingske, at koncernen taber 100 millioner – om dagen!
”Det ordner markedet”
Omkvædet har gjaldet fra øst til vest siden murens fald. Givetvis styrket af trætheden af den skolastiske marxisme, som min generation prædikede i slutningen af 1960’erne og 70’erne: Menneskets problemer er altid skabt af sociale omstændigheder, så lad dog arbejderen tage magten selv. Staten er Gud – og individet er uskyldigt.
Men folket gider ikke de ukritiske sandheder. Og fra 80’ernes café-kultur til nutidens globale pengemagt – giv os nu fred til at slippe markedskræfterne fri.
Finanskrisen og dens hjælpepakker til bankerne satte nogle fedtede pletter i markeds-evangeliet – det stoppede ikke selve dyrkelsen af religionen.
Men siden coronakrisen brød ud?
Fra ende til anden i Folketinget: Det tog ikke mange lektioner i samfundsøkonomi at vedtage en hjælpepakke med milliarder til erhvervslivet, der får bankpakkerne i slutningen af 00’erne til at ligne drikkepengene på en dårlig taxi-dag.
Endnu inden coronakrisen er bragt under kontrol, står det bøjet neon, at selv de folkevandrende flygtninge fra Mellemøsten på vej nordpå ad de sønderjyske motorveje intet er at regne mod den økonomiske katastrofe, når vi ikke kan sælge vores varer til udlandet
”Luk de fremmede ude – vi vil selv bestemme livsvilkårene her i kongeriget”.
Til oktober har de sølvbryllup i Dansk Folkeparti. Ingen partistifter har kunnet gøre Pia Kjærsgaard kunststykket efter. Det lykkedes for Kjærsgaard og resten af partiet på én gang at konvertere politisk og samtidigt fastholde troværdigheden overfor vælgerne. Vælgerne accepterede og belønnede reformationen fra nul-skat og anti-stat – til etablering af en slags småborgerlig socialdemokratisme. En karriere over et par tiår fra det stueurene og presseforfulgte – til partiformandens indtagelse af formandsstolen i tinget.
Den succesfulde bærebølge var den undervurderede, folkelige angst for globaliseringen. Vi er danskere – vi er ikke fremmede! Vi er kristne – vi er ikke muslimer! Indtil sidste valg holdt partiet sig på toppen. Partiet blev halveret, men da de mistede volumen, var deres grundskepsis overfor globaliseringen allerede implementeret ind i et flertal fra socialdemokraterne til størstedelen af det borgerlige Danmark.
Overlærer Kjærsgaard har i den grad haft parlamentet på skolebænken. Og helt frem til lukningen af Danmark i midten af marts, er det lykkes fru Kjærsgaard at fremstå som den, der støtter det gjorte – hele tiden bare lidt strammere: Fra flygtningestop, over vildsvinehegn til hermetisk lukkede grænser. Danske løsninger på danske problemer.
Mon ikke det er de nationalkonservatives tur til nogle sær-lektioner på skolebænken?
Der er vemod, angst – og helt sikkert håb bag de lukkede døre til familien Danmark. Lige så sikkert som vi kommer til at sidde tæt sammen på skolebænken, når coronavirussen er lettet
Endnu inden coronakrisen er bragt under kontrol, står det bøjet neon, at selv de folkevandrende flygtninge fra Mellemøsten på vej nordpå ad de sønderjyske motorveje intet er at regne mod den økonomiske katastrofe, når vi ikke kan sælge vores varer til udlandet. Globalisering er ikke alene andres sult efter vores velfærd. Globaliseringen er først og sidst, at vi selv rejser ud for at sælge, og at vores rigdom bygger på, at verden vil os. At de derude køber det, vi producerer.
For fem måneder siden reddede den norske forretningsmand Petter Stordalen Spies rejser ud af et britisk rejsekrak, der ville koste 2300 medarbejdere arbejdet. Stordalen har tjent guld på bl.a. hoteldrift (han bygger for tiden et stort hotel i København). På et par krise-uger i marts 2020 er denne usædvanligt dygtige iværksætter gået fra enorm rigdom til tærsklen for bankerot.
Indtil midten af marts var den jyske mode- og tøjvirksomhed Bestseller det mest gyldne eksempel på dansk iværksætteri. 17.000 ansatte i snesevis af lande. Den 11. marts lukkede Danmark ned. Den 23. i samme måned kunne Bestsellers ejer fortælle i Berlingske, at koncernen taber 100 millioner – om dagen!
Globalisering – det lyder lidt uhyggeligt.
Problemet er ”bare”, at den i høj grad har finansieret vores rigdom.
Der er vemod, angst – og helt sikkert håb bag de lukkede døre til familien Danmark.
Lige så sikkert som vi kommer til at sidde tæt sammen på skolebænken, når coronavirussen er lettet.
Topillustration: Colorbox
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
