
SOLMÅLTID AF SKUFFENS SKATTE // MADKLUMME – Theils Cantina anbefaler på det varmeste at vende sig mod frittata som et middel til at få spist grøntsager med størst mulig nydelse.
Mine forældre bor på landet, ud til vandet, og hver gang jeg kører hjem fra et besøg, passerer jeg en lille bitte gårdbutik, jeg altid lige skal forbi. Det er egentlig bare en dame, der har et skur, hvor hun sælger, æg, ting fra egen have og køkken og sommetider strikkede huer og aflæggere fra potteplanter. Hyggeligt.
Forleden var jeg forbi for at købe æg, men jeg kom desværre for sent, så i stedet fik jeg en flaske hjemmelavet rabarbersaft og et bundt grønne asparges med mig i stedet.
Der er ingen grænser for hvad man kan putte i en frittata
Lige nu bugner internettet med interessante ting man kan gøre med asparges, men når de er så smukke som lige nu, bør man faktisk ikke gøre så meget.
Men en ting er sikkert: Æg og asparges er de bedste venner.
Selv om jeg ikke fik æg med mig hjem fra gårdbutikken, havde jeg heldigvis nogle derhjemme, og næste dag lavede jeg mig en lækker brunch på lidt over fem minutter.
Frittata med asparges og forvandlingen af det oversete
Først tænder man ovnen med grill på højeste setting (min ovn går til 250).
Så finder man en lille pande frem og lægger en klat smør og supplerer med lidt olivenolie. Olien skal bare være et lille dryp, så smørret ikke bruner eller branker.
Mens det smelter og ovnen varmer op, tager man tager 4-5 asparges og knækker dem ved roden, der hvor det føles naturligt. På den måde kommer man af med den mere træ-agtige del. Så skærer man dem i halve på langs.
Læg aspargeserne i panden helt rå og steg dem ved mellem varme, vend dem af og til.

I en skål pisker man to æg med en gaffel og river en humpel ost med. Jeg brugte en rest røget Vesterhavsost, men stort set alt ost, selv en god flødeost med krydderurter kan snildt bruges. Så tilsætter man masser af salt, peber – og hvis man har det – en finstrimlet skive god skinke.
Hæld æggemassen ved aspargeserne, når de virker møre og lad bunden på din frittata sætte sig. Herefter sætter man panden ind i ovnen indtil grillen har gjort det den skal og gjort overfladen fast, men ikke branket. Husk at holde øje, pludselig kan det gå stærkt.
Gå ud og køb citronsyre nu, for når hylden blomstrer og ALLE i hele verden vil lave hyldeblomstsaft, så er der udsolgt af citronsyre alle steder
Tag panden ud igen, læg en tallerken over og vend panden med en beslutsom bevægelse, og så skulle man gerne ende med en smuk frittata på tallerkenen.
Min spiste jeg med frisk surbrød og en kop te, men skønheden ved frittata er, at det er en fleksibel ret, der er helt perfekt egnet til at få brugt de grøntsager, der normalt ligger i den nederste skuffe i køleskabet og tigger om at blive brugt.
Frittataen rydder op med ynde
I de seneste par måneder har jeg lavet frittata med courgette (skåret i tynde skiver på langs og flettet ind i hinanden) med feta og frisk mynte. Og jeg har lavet noget, der nok mest af alt minder om en spansk tortilla med en overskydende portion af nye kartofler med løg, der havde fået lov til at blive søde og bløde på panden. Løg skal man være tålmodig med. Giv dem tid og middelvarme fremfor stress og høj temperatur. Jo sødere du er ved løgene, jo sødere er de ved dig.
Men der er ingen grænser for hvad man kan putte i en frittata. En rest kogt broccoli, rød og grøn peber, padron-pebre til overs fra grill-aftenen, friske ærter, krydderurter i store mængder og som sagt de fleste slags ost. Jeg har eksempelvis en humpel haloumi liggende i køleskabet og i små tern vil den være perfekt sammen med den halve røde peber jeg skal have brugt.
Satte glassene i køleskabet, så mine Rabarber-fools kunne sætte sig. Serverede dem med knust Bastognekiks
Hvis man spiser brød eller salat til er det en fremragende frokost, og man får ryddet ud i køleskabet og grøntsagskassen.
Mens jeg har fat i jer, så har jeg to råd jeg vil give videre fra Theils Cantina. Det første er nemt: Gå ud og køb citronsyre nu, for når hylden blomstrer og ALLE i hele verden vil lave hyldeblomstsaft, så er der udsolgt af citronsyre alle steder.

Rabarbertid er nu – syrlig sødme i sommersol
Det andet er, at jeg vil minde jer om at der er rabarber lige nu og det er verdens skønneste spise. Forleden fik jeg et bundt forærende af en kvinde, jeg aldrig har mødt (lang historie, der handler om noget med katte).
Jeg skar stænglerne i små stykker, kogte dem sagte med sukker, muskat, vanilje og lidt vand til det blev en kompot. Så lod jeg det afkøle og blandede lidt af det med stift pisket flødeskum og fyldte det på små arabisk te-glas med guldmønster. Satte glassene i køleskabet, så mine Rabarber-fools kunne sætte sig. Serverede dem med knust Bastognekiks ovenpå, og det var en ganske hæderlig og ikke for tung søndagsdessert.
God sommer fra Theils-kantina.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.