Jeg er færdig med at overbevise Danmark om, at jeg faktisk er OK

Nafisa Fiidow 28.02.2018

KOMMENTAR – Den somaliske befolkningsgruppe i Danmark er ung. 34,1 procent af de danske somaliere er mellem 30-64 år og andelen af somaliere, der er mellem 0-15 år, er lige så stor. Flertallet er med andre ord under 30 år, og her er stort set alle godt i gang med uddannelse og arbejde. Og den somaliske ungdom har løftet sin opgave, siger statskundskabsstuderende Nafisa Fiidow, der fortæller om lidt af sit liv og især om, hvorfor hun er helt færdig med at agere som gæst i sit eget land.

Mit navn er Nafisa Fiidow, og ligesom så mange andre unge somaliere, så hviler der et ekstraordinært ansvar på mine skuldre. Et ansvar, som unge dansk-somaliere er bevidste om fra en tidlig alder. I stedet for at skrive om mit CV, for at overtale jer om mit værd, så vil jeg skrive lidt om tilværelsen som dansk-somalier.

I folkeskolen er vi små voksne. Vi tolker for vores forældre, når de skal til samtale i kommunen eller til læge. I 5. klasse afleverer vi vores yngre søskende, så vores mødre kan nå på arbejde om morgenen. I skolen bliver der råbt “neger” eller “pirat” efter os, men det er stadig vores yndlingssted, fordi det er dér, hvor vi stadig kan være børn.

Vi bliver mødt med mistillid fra vores lærere. For hvordan kan børn af analfabeter skrive så velformulerede opgaver? Det må være snyd.

Vi bliver kritiseret for vores fællesskabskultur og får at vide, at vi lever i et individualiseret samfund. Men vi bliver kritiseret i fællesskab, og ikke som individer … Vi får ikke lov til at træde ved siden af og lave fejl, for vi vil ikke bekræfte stereotypen. Jeg er aldrig bare Nafisa, for jeg repræsenterer et helt folk

De ved ikke, at vores forældre har tvunget os til at bruge adskillige timer i lektiecafeen. Timerne som Frederik og Sofie bruger på fodbold og gymnastik, bruger vi på samtaler med Sten og Kirsten, som forklarer, hvad en viadukt er, og hvorfor ytringsfriheden fylder så meget i Danmark.

På gymnasiet føler vi os næsten som normale danske unge. Vi har nogle gange ondt i livet, men pakker knuden i maven rigtig godt ind. Der er ikke tid til at mærke efter eller være sårbar teenager, når vores forældre har ar fra krig.

Vi bliver kritiseret for vores fællesskabskultur og får at vide, at vi lever i et individualiseret samfund. Men vi bliver kritiseret i fællesskab, og ikke som individer.

Vi har ikke tid til at udfolde os og være unge, for vi har et mønster, som vi skal bryde.

I dag er jeg 21 år gammel, og jeg har indtil for nyligt levet et liv som “mønsterbryderen” eller “brobyggeren”. Jeg har fået smidt alt i hovedet fra “skrid hjem”, til klapsalver for at sige, at 2+2 er 4

Vi får ikke lov til at træde ved siden af og lave fejl, for vi vil ikke bekræfte stereotypen. Jeg er aldrig bare Nafisa, for jeg repræsenterer et helt folk.

I dag er jeg 21 år gammel, og jeg har indtil for nyligt levet et liv som “mønsterbryderen” eller “brobyggeren”. Jeg har fået smidt alt i hovedet fra “skrid hjem”, til klapsalver for at sige, at 2+2 er 4.

Og jeg er færdig. Færdig med at gå på tæer, når jeg bliver nægtet et sæde, fordi jeg bærer tørklæde. Færdig med at agere som gæst i mit eget land. Færdig med at tage hensyn til små mennesker, og færdig med at bruge tid og energi på ting, som Clara og Alberte ikke behøver tænke på.

Jeg er FUCKING færdig med at løfte byrden med overbevise hr. og fru Danmark om, at jeg faktisk er OK.

Halla halla, følg mig på YouTube:

https://www.youtube.com/watch?v=36w1lJESDqo

Topillustration: Fra Nafiisa Fidows offentlige YouTube-side.

Nafisa Fiidow

Nafiisa Fidow er født 1996 i Mogadishu, Somalia. Hun er vokset op i Skanderborg og er student 2015 fra Skanderborg Gymnasium. Hun studerer statskundskab på Aarhus Universitet og er tidligere politisk assistent for Alternativet i Folketinget.