TEATER // KLUMME – Omkring 500 forestillinger er det blevet til siden min første teateranmeldelse for POV International. Stort og småt. Godt, genialt og kun lejlighedsvis en lille smule kedeligt. Sjovt, dramatisk, rørende. Med og uden musik og dans. I strålende kulisser og under åben himmel. Erfaringsmæssigt er det ufatteligt svært at forudsige, hvornår jeg kommer til at opleve det bedste teater. Men jeg vover et bud.
”Var det godt?” spørger folk mig tit, når de ved, jeg har været i teatret. Jeg har en stærk mistanke om, at de ikke lytter til mit svar, men til lyset i mine øjne og gløden i min stemme. Det bedste teater er naturligvis det, der rammer mig. Men det betyder ikke, at andet ikke er godt. Vi går nemlig alle ind med forskellige forudsætninger.
Det gør det langt lettere for ”erfarne” teatergængere at vælge det bedste teater. Dels fordi de kan booke billetter ud fra deres kendskab til skuespillere, instruktører, dramatikere og til de forskellige scener og deres stil. Dels fordi de ved, hvilken type teater, der tilfredsstiller deres behov for oplevelser.
Det er her, jeg nogle gange tager fejl
Dette sidste kan også opsummeres i begrebet lukkede normative systemer. Vi vil have mere af det samme, og det bedste teater er det, der lever op til forventningerne.
Det er derfor, mennesker, der hvert år køber billetter til en eller to musicals, samtidig kan mene, at teater ikke er noget for dem. Musicals leverer sædvanligvis præcis det, vi forventer. Men de kan også bryde formlen, hvor de både underholder og vækker til eftertanke. For eksempel når man blander Askepot, Line Knutzon og Rasmus Seebach.
Jeg tjekker i hvert fald et par stykker ud hver sæson, selv om de nærmest anbefaler sig selv.
Det bedste teater helt til grin
Selvfølgelig vælger jeg som de fleste ud fra mine præferencer, når der er tre premiereforestillinger, og jeg kun kan nå en anmeldelse. Jeg ved, at nogle skuespillere altid leverer. Jeg har en forkærlighed for repertoiret på visse scener og ved, at jeg her har størst chance for at opleve det bedste teater. På den baggrund kan jeg godt komme med en anbefaling.
Det er her, jeg nogle gange tager fejl. Jeg ser sjældent dårligt håndværk på scenen. Men måske er historien bare ikke særlig interessant. Eller måske er jeg bare ikke i den rigtige målgruppe. Eller en kombination, hvor jeg i hvert fald ikke føler mig taget i hånden af dramatikken, så jeg kan se pointen.
Her må det straks tilføjes, at nogle gange er pointen bare at få mig til at grine. Ikke le eller smile, men grine. Bag teatrets glade maske gemmer der sig også de rene klovnerier. Fysisk humor, verbale bagholdsangreb, en sans for at afklæde det absurde i tilværelsen.
Der har for nylig været rejst den kritik af moderne dansk dramatik, at alting skal gøres sjovt
Det bedste teater af den slags kan indeholde et frydefuldt overskud, som får mig til at forlade teatret fyldt med boblende glæde. Ikke fordi det har et dybsindigt budskab, men fordi det minder mig om, at vi nogle gange ikke behøver at tage det hele så alvorligt. Det er også en slags renselse eller katarsis for nu at bruge et begreb fra klassisk græsk teater. Det kan jeg bestemt også godt anbefale.
Teatret bærer to masker
Der har for nylig været rejst den kritik af moderne dansk dramatik, at alting skal gøres sjovt. Også forestillinger om seriøse temaer. Underforstået, at teatret lefler for publikum.
Nogle gange er pointen ikke bare at få os til at grine. Den glade og den triste maske spiller nemlig fint sammen, når latteren først får os til at sympatisere med figurerne på scenen. Vi sænker paraderne, når vi er i godt humør, og så kan fortællingen slå til, vende det hele på hovedet og gribe os om hjertet, så vi får en klump i halsen og tårer i øjnene.
Det lykkedes for Min mægtige mor på Teatret ved Sorte Hest, som desværre også er et eksempel på, at Hestens publikum godt kan afkode kombinationen af Karen-Lise Mynster, Rikke Wölck og Laura Bro. Og dermed på, at det bedste teater nogle gange er udsolgt inden premieren. Men det cast peger frem mod en aktuel anbefaling.
Problemet er, at det risikerer at gøre det bedste teater til en eksklusiv fornøjelse for dem, som går meget i teatret
Den rene tragedie møder vi som oftest i klassikeropsætninger – fra oldtidens græske teater, over Shakespeare og til det moderne gennembrud. Mange opsætninger moderniserer deres forlæg, Det gør dem lettere at spejle sig i. Hmm – jo, også når de aktuelle dramatikere og instruktører vælger at krydre med humor.
Tør du tage chancen?
Hvis du tilfældigvis har læst mine seneste anmeldelser, vil du måske have bemærket, at jeg er lidt irriteret over, at forestillingerne er udsolgt inden premieren. Det er godt for teatrenes økonomi, og jeg under dem gerne den succes.
Problemet er, at det risikerer at gøre det bedste teater til en eksklusiv fornøjelse for dem, som går meget i teatret. Altså dem, der som nævnt kan vurdere sandsynligheden for en god oplevelse ud fra skuespillere, scene, stykke med videre.
Nok så vigtigt efterlod Les Misérables også et uudsletteligt indtryk på publikum, som ikke var faste teatergængere
Omvendt kan du sige, at det belønner dem, som tør tage en chance. Du køber billet, når teatret offentliggør sæsonens program. Du stoler på, at teaterdirektøren har valgt sit repertoire med omhu. Du ved, at skuespillerne gør deres bedste. Og ja, her tør jeg også godt komme med en anbefaling – om lidt.
Sublimt
En gang imellem er der ingen tvivl i mit anmelderhjerte om, at det, jeg har set, ikke blot er det bedste teater for mig, men er så sublimt, at et samlet anmelderkorps vil ophøje det til en Reumert. Eller i hvert fald til en nominering. Det gjaldt Les Misérables på Betty Nansen Teatret i sidste sæson.
Jeg er ikke særlig overrasket over min enighed med Reumert-juryen. Men jeg er dybt imponeret over den kreative gnist, der har fået en håndfuld mennesker til at se, at dette var en god idé, og til at samle netop dette hold på scene og bag scenen. Nok så vigtigt efterlod Les Misérables også et uudsletteligt indtryk på publikum, som ikke var faste teatergængere.
Det er musikalsk og let tilgængeligt – men sandelig også med noget på hjerte
Andre gange er juryen ude, om jeg så må sige. Hver især må vi gøre op med os selv, om en given forestilling gav os noget. Vi behøver ikke være enige med anmelderne. Eller med Reumert-juryen. Selv om jeg husker de fleste forestillinger, er der måske en snes af de 500, der har lejret sig i mit sind, så jeg fremhæver dem igen og igen.
Et bud på det bedste teater
Men lad mig så komme med et par anbefalinger til det bedste teater i resten af sæsonen 2025/26 – inden for den ramme jeg dækker, nemlig de Københavnske teatre – minus Det Kongelige Teater:
En måde at komme uden om de på de udsolgte sale er selvfølgelig at genopsætte en forestilling. Sort Samvittighed #4 vender således tilbage på Betty Nansen Teatret til maj. Det er musikalsk og let tilgængeligt – men sandelig også med noget på hjerte.
Teatret ved Sorte Hest har en enestående track record, når det gælder at levere det bedste teater inden for rammerne af det absurde. At samle op på alle de skæve påfund fra Line Knutzons hjerne i Line – altså Knutzon lyder som en sikker satsning. Min anbefaling bliver ikke mindre af, at det er med Sarah Boberg og Anette Støvelbæk på scenen til februar.
Skal man gå efter skuespillertalent, så er det svært ikke at blive overvældet, når Nørrebro Teater disker op med Jannie Faurschou, Hanne Hedelund, Ulla Henningsen, Ann Hjort, Marianne Mortensen, Kirsten Olesen, Sonja Oppenhagen, Birgitte Raaberg, Pia Rosenbaum og Rikke Wölck i Renæssance med undertitlen Hvis ikke nu, hvornår så? De er alle over 67, og det er også det perspektiv, det handler om fra 14. februar. Det er sikkert også godt teater, selv om man ikke lige tilhører den målgruppe.
Slapstick og musicals
I en helt anden boldgade lægger Mungo Park til marts scene til duoen Don Gnus forestilling Slinger i valsen eller Gøg og Gokke på nye eventyr. Ud fra, hvad de fik ud af Borg vs. McEnroe i deres forestilling Tennis, er jeg ikke i tvivl om, at de også vil få noget godt ud af de to gamle Hollywood-komikere (der i øvrigt selv var ferme til komisk-poetisk dans) i moderne lys. Chancen er der ganske kort fra 18.-21. marts.
For musicalpublikummet er det nærmest for nemt. Det nye år starter med My Fair Lady, som er en uopslidelig klassiker på grund af sine sange og sit vittige plot, som faktisk skyldes George Bernard Shaw. Det Ny Teater har slået kløerne i Peter Plaugborg som professor Higgings, mens Sofie Topp Nielsen skal vise sin version af Eliza Doolittle. Traditionen tro skal der også stjernedrys på birollerne som Alfred P. Doolittle og professorens mor – her Tommy Kenter og Susse Wold.
Det er tilladt at smugkigge anmeldelser
En tilsvarende dansk klassikerrang tilfalder Den eneste Ene – the Musical. Musical-versionen af Susanne Biers gennembrudsfilm lagde grunden til selskabet One and Only Musicals som original dansk musicalproducent. Nogle vil med nysgerrighed kunne konstatere, om det nye hold med Merete Mærkedahl i spidsen gør det lige så godt som det originale. Andre kan tjekke, om det virkelig er så sjovt, som deres forældre påstår. Og så spiller Den eneste Ene ikke blot i Tivolis Koncertsal fra 26. februar, men også senere på Musikteatret Holstebro og Vejle Musikteater.
Gentagelser og eksperimenter
Et sted midt imellem musical og ”almindeligt” teater ligger musikteater. Man kan spørge, hvorfor Stine Pilgaards Meter i sekundet, der allerede er blevet smukt og morsomt filmatiseret, skal opføres på teatret. Svaret kunne være, at publikum selv vil komme med på højskole og skal synge med. Men i øvrigt har forestillingen, der spiller på Folketeatret fra 31. januar, allerede vist, hvad den kunne på Aalborg Teater. Det er tilladt at smugkigge anmeldelser.
Men måske synes du, at det bedste teater skal opdages i gamle fabrikshaller, hvor eksperimenter er i højsædet? Jamen, så skal du bare gå uden om anbefalingerne og følge mavefornemmelsen. Et godt sted at gå hen kunne være Sort/Hvid i Kødbyen. Her kan du for eksempel til april få et kig på Jeanne d’Arc, som helt sikkert hverken ligner Luc Bessons eller Carl Th. Dreyers filmversioner.
Glædelig jul, godt nytår og god fornøjelse med det bedste teater.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og