
TEATER // ANMELDELSE – Hannibal & Jerry er nok først og fremmest for fans af Wikke & Rasmussens gakkede univers. Men på den anden side; hvem er ikke det? Som forældre har vi en pligt til at give vores børn en humoristisk dannelse, og så er Hannibal & Jerry ikke det værste bud. Hverken på film eller nu som julens underholdning på Folketeatret.
Velkommen til Æggebakken. Et nyt, lidt sterilt boligkvarter, hvor den stakkels Hannibal føler sig lidt ensom. Heldigvis finder hans forældre ud af at købe en hund til ham. Den hedder Jerry … siger den selv. Jerry er nemlig en talende hund. Nogenlunde sådan er plottet i Hannibal & Jerry – og så noget med den onde Onkel Morfar, der kidnapper Jerry.
Plottet kan stå på bagsiden af en konvolut, men det er heller ikke så vigtigt, for det afføder en uendelig masse sange. Faktisk kan man godt mistænke skaberne, Wikke & Rasmussen, for mest at skabe deres tv-serier, film og nu en teaterforestilling for at komme frem til sangene. De er også gode.
Nærmest børneteater for voksne – og i tilfældet Hannibal & Jerry også for børn
De to gamle spasmagere, der skabte filmen i 1997, har selv stået for overførslen af Hannibal & Jerry til scenen, så fans kan være ganske rolige for, at det er nogenlunde lige så åndssvagt, som det plejer at være fra deres hånd. Kitschet, men på den gode måde.
Børneteater for voksne – og børn
Den røde tråd hos Wikke & Rasmussen har altid været en kærlighed til genrer og klicheer, som de så maltrakterer på det grusomste. Det er en indforstået vittighed, som vi bare alle forstår. For at være på den sikre side optræder der gerne en slags fortæller (i dette tilfælde Jerry), som pædagogisk, men ofte med tommetyk ironi forklarer det hele. Nærmest børneteater for voksne – og i tilfældet Hannibal & Jerry også for børn.

Med en spilletid på blot halvanden time – inklusive pause – er det også et meget familievenligt format her i juletiden. Med den tidsramme kommer sangene til at fylde meget. Handlingen bliver nærmest reduceret til sketches, der bare skal binde dem sammen. Kan børnene følge med?
Fra min niårige ledsagers perspektiv var der imidlertid tilstrækkelig mange gags på scenen, som han kunne gennemskue og grine ad. Han syntes samtidig mange af sangene var så groovy, at han – uden motivation fra scenen – klappede med eller rejste sig fra sædet. Vi voksne skulle opfordres til at gøre det.
Hannibal & Jerry leger med konventionerne
Det skal lige deklareres, at han har set filmen Hannibal & Jerry. Det var altså en gensyn med en kær klassiker, hvor han sad og ventede på sjove replikker, men hvor han også kunne nyde afvigelser. Ikke mindst værdsatte han skuespillernes krumspring for at bortforklare, hvorfor de nogle gange skulle forlade scenen, så de kunne skifte kostume til en anden rolle.

Det gælder for Mikkel Becker Hilgart, der både spiller Hannibals far og Morbror Harry. Førstnævnte ret inkompetent i forældrerollen, sidstnævnte skurk mod sin vilje. Tilsvarende spiller Henrik Lykkegaard både Onkel Morfar (den rigtige skurk) og en sympatisk hundehandler. Sidstnævnte deler en forkærlighed for hønsestrik med Hannibals mormor (Donna Cadogan).
I Hannibal & Jerry understreger personerne bare det urealistiske og bryder samtidig konventionerne ved at indskyde sætningen, ”nu bliver jeg nødt til at synge en sang”
Der er et element af afklædning af konventionerne, så børnene lægger mærke til, at på scenen leger vi bare, at vi er nogen. Det gælder naturligvis også Ludmilla Faber Striim, der spiller Jerry. Det giver den umiddelbare fordel, at hun kan synge titelsangen i duet med Emil Veber Rasmussen. Det kunne filmhunden ikke.
Og når vi er ude i et univers, hvor vi accepterer, at Ludmilla Faber Striim er en hund, så er det måske heller ikke så underligt, at folk hele tiden bryder ud i sang. Fans af musicalgenren forventer det. Det er ikke realistisk, men det er konventionen.

I Hannibal & Jerry understreger personerne bare det urealistiske og bryder samtidig konventionerne ved at indskyde sætningen, ”nu bliver jeg nødt til at synge en sang”. Det er fjollet på en måde, hvor både børn og voksne kan være med.
Musikalsk jul
Musikalsk er Hannibal & Jerry også i topform. Emil Veber Rasmussen rapper om at hænge ud, Henrik Lykkegaard giver sangen om Onkel Morfar nærmest som revyvise, og Lea Thiim Harder gør det at synge vov-vov temmelig vovet. Både titelsangen og ”Brug dit hjerte som telefon” er rent popguld. Så må vi se, om det lykkes at gøre koreografien til sidstnævnte til en ny dansedille.

Der er egentlig ikke noget julet over Hannibal & Jerry. Men for en ordens skyld inkluderer Wikke & Rasmussen et encore til holdet med et hit fra Flyvende farmor. Jeg vil overlade det til læseren at gætte hvilket. På den måde har Folketeatret sandsynligvis sikret sig en forestilling, der kan gå i rotation med andre familieforestillinger i den søde juletid mange år frem i tiden.
Selvfølgelig er det kommercielt, men det skal være Hannibal & Jerry vel undt, når man forlader teatret glad i låget og nynnede hele vejen hjem.
Klik dig videre til mere kulturstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()







og