TEATER //ANMELDELSE – Scenen er forsynet med en skærm, så vi kun lige præcis kan skimte skuespillerne på scenen i Les Misérables (ikke the musical). Skal vi nu se film på teatret? Nej, men med en kameraoperatør på scenen kommer vi helt op i ansigtet på skuespillerne, helt ind i den mest intime mimik. Og det virker , skriver Steen Blendstrup.
Historien om galejslaven Jean Valjean og de andre elendige i Frankrig i første halvdel af 1800-tallet er vel kendt af de fleste. Måske der ikke er så mange, der har læst Victor Hugos fem bind lange roman, men historien har været gentaget i utallige film og tv-serier. Såmænd også i en version af Bille August (1998).
Og så er der selvfølgelig netop Les Misérables – the musical. Her fylder romancen mellem den revolutionære Marius og den unge Cosette meget. Så vi får både en omvendt synder, en ung romance og lidt revolutionsromantik med barrikader i Paris’ gader.
Normalt betaler det bedre borgerskab ekstra for pladserne på de første rækker for netop at kunne se skuespillernes mimik, men i dette tilfælde belønnes de snarere med hold i nakken
Hvis den version måske nedtoner den sociale indignation i Victor Hugos originale værk, så får den frit spil i Les Misérables i den norske instruktør Kjersti Horns version på Betty Nansen Teatret. Jean Valjean har bare stjålet et brød for at redde sin søster fra sulten. For det straffes han med fire år på galejerne – senere forlænget til 19 år på grund af flugtforsøg.
Debet og kredit
Det hele starter med hans egen opsummering, hvor han filosoferer over, om en straf kan være så hård, at den straffede ikke blot soner sin forbrydelse, men ligefrem optjener et ”overskud”. At debet bliver til kredit.
Når den indre monolog serveres i ultra-close-up af Jens Albinus’ ansigt smækket op på den scenestore skærm, så er det oplagt at se det som en metafor. Normalt betaler det bedre borgerskab ekstra for pladserne på de første rækker for netop at kunne se skuespillernes mimik, men i dette tilfælde belønnes de snarere med hold i nakken.
De fattige studenter og anden pøbel på de bageste rækker kommer derimod til at se forestillingen på bedste måde. Debet bliver til kredit.
Les Misérables demonstrerer i hvor høj grad betoning, mimik og indlevelse kan få en tekst til at leve
At Jens Albinus – i hvert fald her til de første forestillinger – spiller Valjean med rollehæftet i hånden, fordi han er sprunget ind i rollen i sidste sekund på grund af en sygemelding, er nærmest ikke mærkbart. Det er en overlegen præstation. Han har i hvert fald overskud til at flirte skamløst med kameraet i visse situationer.
Teksten lever i Les Misérables
Men mesterligt skuespil i alle tilfælde. Det gælder i øvrigt hele vejen rundt, og det betyder, at selv en teksttung forestilling på 3½ time ikke føles et sekund for lang. Les Misérables demonstrerer i hvor høj grad betoning, mimik og indlevelse kan få en tekst til at leve.
Victor Hugos noget omstændelige prosa og filosofiske svinkeærinder omkring samfundets opbygning og uretfærdighed (social indignation iklædt kristent klædebon) har fået mangen en læser til at give op. Når den samme tekst bliver besjælet af skuespillerne, er det umuligt ikke at blive revet med.
Vi græder Fantines tårer, når hun sælger sit hår, sine tænder og sin dyd for at skaffe penge til den forbryderiske Thénardier, der har hendes datter, Cosette, i pleje. Vi får lyst til at kramme samme Cosette, når hun gennes barfodet ud i mørket om vinteren for at hente vand fra kilden.
Cosette spilles af norske Sigrid Husjord, der ganske ubesværet gestalter hende både som den 8-årige pige og som teenageren, der bliver forelsket i Marius. Et elegant lille illusionsbrud gør deres første kys til en rørende pause midt i elendigheden i Les Misérables.
Les Misérables kalder fantasien under fanerne
Ellers er forestillingens verden en scene. En rå scene, hvor det bliver en del af handlingen, at skuespillerne dukker sig for at komme under en ramme af lysstofrør. Hvor det også – på en eller anden måde – bliver et dramatisk virkemiddel, at skuespillerne selv betjener snoretrækket, så loftslyset sænkes klaustrofobisk ned over dem.
Det hele er strengt koreograferet, og selv om vi selvfølgelig iagttager skærmen, så bliver vi jævnligt mindet om, at det er live, og at det foregår på scenen. Nogle gange bliver skuespillerne kaster mod den plastikvæg, der adskiller dem fra publikum. Nogle gange fanger kameraet publikum på de forreste rækker.
Selv om vi kigger på en skærm, minder det om, hvad teater er. Der er ordene, der er skuespillet. Alt andet er staffage. Præcis som når vi læser, må vi lade fantasien fylde rammerne ud. Hr. Madeleines fabrik, Thénardiers kro, en klosterhave, barrikaderne, kloakkerne under Paris. Ja, det virker næsten forstyrrende, at vi får en lille smule teaterblod.
Reumert-værdig Javert
Og hvis læseren her vil tilgive mig (det er jo en kristen dyd), så har jeg gemt det bedste til sidst. Et gennemgående tema er politiinspektøren Javerts jagt på Jean Valjean. Han så ham som galejslave, genkender ham, da han har skabt en formue under dæknavnet Hr. Madeleine (= Magdalene, den omvendte synderinde) og jager ham til Paris.
Christine Albeck Børge ejer billedet. Der står rent ud sagt en Reumert skrevet hen over hendes præstation
Som det ofte er tilfældet, er ”skurken” den mest interessante figur. Eller det er han i hvert fald i denne version af Les Misérable. Det skyldes ikke mindst Christine Albeck Børge, der spiller dette stive pligtmenneske, der anerkender enhver autoritet og ikke har den mindste tiltro til det gode i mennesket. Altså antitesen til Jean Valjean.
Alle skuespillerne får noget ud af at spille i nærbillede. Christine Albeck Børge ejer billedet. Der står rent ud sagt en Reumert skrevet hen over hendes præstation.
Les Misérables (ikke the musical) på Betty Nansen Teatret bryder med sin storskærm konventionerne, men viser samtidig alt det, der er bedst ved skuespillet. Som dramatisering og dermed versionering af Victor Hugos murstensroman efterlader forestillingen et uudsletteligt indtryk på tilskueren. Og når selv det sletteste menneske kan blive frelst, så kan vi på POV vel også undtagelsesvis bruge begrebet en seksstjernet oplevelse (måske bedst oplevet fra 10. række og opefter).
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og