TEATER // ANMELDELSE – The Julekalender er absolut uforpligtende underholdning. Men den er underholdende. Personligt levede jeg mig så meget ind i løjerne, at jeg talte nisse-engelsk, i hvert fald indtil jeg ”went out the side-indgang to Tivoli”. Så må vi se, hvor længe den tradition holder, skriver teateranmelder Steen Blendstrup.
De Nattergales The Julekalender, der første gang blev udsendt i 1991, har levet et langt liv takket være adskillige genudsendelser og DVD-distribution. Sangene har levet deres eget liv, en ældre generation bruger måske også referencer som ”bob, bob, bob – ik’?” og lignende. Så … hvorfor ikke genoplive en juletradition?
Julen handler som bekendt om traditioner. Nogle lever, andre dør og helt nye opstår. Tivolis julemarked kom faktisk først til tre år efter The Julekalender. Men hvis ikke traditionen bliver vedligeholdt, dør den med de sidste, der kan huske den.
Der er egentlig ikke noget nyt The Julekalender
I dette tilfælde bekræftede en samtale mellem nogle unge mennesker i publikum (født i dette årtusinde), at de godt kendte lidt til The Julekalender. Selv om ingen havde set hele serien, kunne de heldigvis godt forstå komikken. Og så er der alle os, som kan den udenad.
Fra tv til scene
Der er egentlig ikke noget nyt i The Julekalender. Det er indlysende, at hvor tv-serien gentog sangene adskillige gange, får vi dem kun en gang hver på scenen. Handlingen er også blevet strammet op til to timer med pause.
Hvor man med 24 episoder gerne sluttede med en cliffhanger hver gang – efterfulgt af en fortæller, der stillede spørgsmål om, hvad der mon nu ville ske, så har man på scenen kun et afbrud, nemlig ved pausen. Det bliver til gengæld også brugt.
I realiteten fortælles historien to steder. I hulen (the houl på det mærkelige halvengelske nissesprog) og hjemme hos kartoffelavler Oluf Sand og hans kone Gertrud. Det er en oplagt løsning med en drejescene, men hvor man på tv har klippet de to dele sammen, skal Gordon Kennedy, Niels Olsen og Christian Damsgaard nå at skifte kostume, hver gang scenen drejer. Ligesom De Nattergale skal de dække alle roller. Det giver i sig selv anledning til nye jokes.
Der er i det hele taget noget indforstået over The Julekalender
Det karakteristiske ved The Julekalender som tv var, at figurerne – i hvert fald nisserne – godt var klar over, at de var med i netop en julekalender. Deraf den med ”that was a good vending, maybe we can use it in another afsnit”.
På teatret er der kun en pause, men ja, nisserne er godt klar over, at den er der. På et eller andet niveau er de nemlig godt klar over, at de står på en scene, at den skal drejes, og at publikum klapper i takt til de kendte sange eller ligefrem synger med. Og det er faktisk rart at være med.
Ja, det er bår’ dæjligt
Der er i det hele taget noget indforstået over The Julekalender. Selv uden at kende præmissen, så forstår man let, at Oluf altid synes, at ”det er bår’ dæjligt”, og at Hansi altid får de tunge jobs, fordi han har ”the biggest tænder and the grimmest tøj”, og at Gertrud er et manisk julehygge-menneske på jagt efter den store kasse med julepynt.
Jeg mistænker De Nattergale for at have skelet til det amerikanske seriefænomen Twin Peaks, hvor publikum også spændt ventede på, hvornår Agent Cooper igen skulle have en kop damn good coffee uden, at det egentlig betød noget for handlingen.
For plottet er nærmest ikkeeksisterende. I bedste fald en parodi på alle julekalender-plots. Nisserne Frits, Hansi og Günther sendes af nissen Gammel Nok ud for at finde nøglen til den spilledåse, der spiller hans livs melodi, og som blev glemt, da nisserne flygtede. Den viser sig at ligge i en hule ikke langt fra Sand-familiens gård.
Under en hård landing får de ødelagt flyets propel, så opholdet i the houl bliver forlænget. Samtidig dukker der en mystisk fremmed – Benny – op hos Oluf og Gertrud. Han viser sig i virkeligheden at være en af de onde nåsåer, der i sin tid drev nisserne på flugt. Han er ude efter nissernes store bog.
Nisse-engelsk og dialekt-humor
Det går, som det går (i alle julekalendere). Hvis vi er gamle fans, nyder vi, hvor godt skuespillerne på scenen er i stand til at gengive elskede scener og replikker. Jeg synes også, det er værd at sætte pris på, hvor elegant visse elementer er tilpasset scenen. Det er det samme, men det er også nyt.
For et publikum uden forhåndskendskab eller begrænset kendskab til universet tager det som nævnt ikke lang tid at være med på den indforståede tone.
Der er en sproglig opfindsomhed både i det nævnte nisse-engelsk og i modsætningen mellem Olufs og Gertruds vestjyske og Bennys københavnske. Det er ikke så meget en parodi på dialekterne, som på vores gensidige fordomme om dem. Dertil kommer lidt speaker-rigsdansk i ”radioavisen”, der spiller på transistoren i køkkenet med 2025-opdaterede nyheder.
The Julekalender goes lige ind
Den sproglige opfindsomhed matches af sangene. Vi får dem alle sammen på en gang, og det viser, hvordan De Nattergale boltrer sig med forskellige genrer fra country (”Støvledans”) til hård rock (”Knokkel Man”) og smooth jazz, når Hansi besynger ”the kartoffelwoman”.
De tre nattergalninge, Viggo Sommer, Carsten Knudsen og Uffe Rørbæk Madsen, har selv stået for tilpasningen til scenen, som egentlig havde premiere på Herning Ny Teater sidste år. Her blev Oluf/Frits dog spillet af Jesper Lohmann. Nu skal de så indtage København.
The Julekalender er absolut uforpligtende underholdning. Men den er underholdende. Personligt levede jeg mig så meget ind i løjerne, at jeg talte nisse-engelsk, i hvert fald indtil jeg ”went out the side-indgang to Tivoli”. Så må vi se, hvor længe den tradition holder.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og