BALLET // ANMELDELSE – Intensitet mellem hovedpersonerne tabes af syne i koreografen Akram Khans nye helaftensforestilling, Lady Macbeth. Både de agerende og tilskuerne lulles ind i en særlig grad af bevidsthedsudflydende trance, hvor spørgsmålet melder sig, om dramaet på scenen faktisk udleves som en fantasi, eller om det manifesterer sig som en kontrastskildring af reelle begivenheder.
En koreografisk og musikalsk verdenspremiere på en helaftensballet med en gennemgribende nyfortolkning af Shakespeares kongemordstragedie Macbeth er ikke just hverdag for Den Kongelige Ballet. Naturligt nok var forventningerne derfor sat højt og forestillingsintensiteten lige så blandt såvel danserne på scenen som hos publikum i salen.
Hovedindtrykket blev en delvist vellykket forestilling, hvor værkets to grundpiller, koreografien og musikken, ikke altid var i syntoni i udtrykket, og hvor bevægelserne på scenen i hovedsagen bestod af et på én gang tyktflydende, insisterende, robust og overvejende paraderende trinsprog.
Til musikken først: Med dens serielt gentagne motiver i nærmest stenografiske tonesekvenser kom partituret, ligesom også koreografien, hovedsageligt til at basere sig på gentagelsens insisterende monotoni. Slutresultatet blev følgelig, at det var dansen, der blev stavnsbundet af musikkens drøjde og udstrakte længdesnit, og noderne fik overtaget. Dette bidrog til en høj grad af udtryks- og gennemslagskraft, men udmarvede i længden samtidig det fortællende sceniske forløb.
Optrinnene har for undertegnede mere karakter af udvendige spirituelle, hieratiske besværgelser og gestus end af sande indre kropslige sjæleskildringer
Generelt set er musikken ellers rigt varieret, rækkende fra de indledende, gentagne meditative klaverfigurationer, hvor skærende sværdslag blander sig i lydbilledet og minder os om den underliggende voldsparathed, der hersker i det miljø, kongemordsdramaet skal udspille sig i. Fra de efterfølgende Stravinsky-lignende rituelle ensembledanse over vokale orientalske lydbilleder og videre til de stillestående meditative lydtableauer og eksplosive dissonanser bevæger partituret sig fremad, som om musikken udspringer af dybe tektoniske pladeforskydninger, hvor alt splintres og eksploderer i såvel salens højttaleranlæg som de dansendes indre nervesystemer.
Hovedspørgsmålet
Handlingen er her unægtelig eksplosiv i engelske Akram Khans fortolkning. Hvor Verdis opera fra 1847 især fokuserer på den magtsyge Macbeths vanvid efter mordet på kong Duncan, er denne balletfortolkning primært rettet mod kvinden i dramaet, der lader sig bruge som det nyttige værktøj på hendes og mandens skæbnebestemte vej til magten.
Den har heksene forudset, og derfor er legitimiteten til mordet tilsyneladende på plads for de to. Eller er den det? Det er vel hovedspørgsmålet, der rejses i denne ballet, der med sin bredde og måske lidt for diffuse koreografiske sigtelinjer aldrig rigtigt når helt ind til spørgsmålets afklaring.
Macbeth-dramaet vil ret beset kunne fortælles over 40 minutter. Nu resulterer Khans værk i et toakters forløb af henholdsvis 70 og 60 minutters varighed
Trinmæssigt synes Khan at komme vidt omkring med rødder helt tilbage i 1930’ernes Ausdruckstanz i Wien og frem til 1960’ernes inciterende maskuline trinsprog hos Maurice Béjart og igen videre frem til Alvin Aileys kropstunge frigjorthed ned imod gulvet. Dertil kommer elementer fra hans personlige træning i den klassiske indiske danseform Kathak, før han til slut når til rent ud filmiske formationsfigurer, der mere snurrer rundt om sig selv, end de formidler noget væsentligt stof til handlingen ud over deres egen voldsomme, udbasunerende styrke, hvormed de indtager scenen.
Det er derfor vanskeligt i denne koreografs bevægelsessprog at finde ind til et ægte personligt udtryk i disse vidtfavnende koreografiske konstellationsmønstre, som i længden bevæger sig i lidt vel mange retninger, end godt er, og som heller ikke besidder nogen virkelig prægnant personlig signatur. Hans optrin har for undertegnede mere karakter af udvendige spirituelle, hieratiske besværgelser og gestus end af sande indre kropslige sjæleskildringer.
Macbeth-dramaet vil ret beset kunne fortælles over 40 minutter. Nu resulterer Khans værk i et toakters forløb af henholdsvis 70 og 60 minutters varighed. Dette storformat tilslører fortællingsprofilen en hel del, og det så meget, at dramaets intensitet mellem hovedpersonerne hen ad vejen let mistes af syne, ligesom også de omkringstående personer drukner under de gentagne korpsdanse, der mere er af formelt insisterende art end af fortællende beskaffenhed.
Drømmeagtige tilstande
Et enkelt koreografisk højdepunkt nås i 2. akts dans af Macbeth og hustruen, sikkert udført af Sebastian Pico Haynes og Astrid Elbo, hvor de to i deres fælles morderiske konspirationspagt sammenføjes fra to individer til at blive ét væsen. Kostumerne, hvor de begge bærer kjole, bidrager her stærkt til, at de under denne dansesekvens kommer til at fremstå som én person, især under de heftige drejninger, hvor kun to ben ses at have jordforbindelse. Dette korte øjeblik var for undertegnede nok det, der dansemæssigt stod stærkest tilbage efter den mere end to timer lange forestilling.
De mange slowmotionagtige sekvenser for de forskellige grupperinger omkring hovedparret bidrager yderligere til at henføre dramaet til den tilstand, som ligger midt mellem drømmen og den barske virkelighed.
I selve karakterskildringen af hovedpersonen, Lady Macbeth, kommer dansen dog desværre lidt for ofte til kort
Det virker her, som om hele formålet med balletten var at bringe både de agerende og tilskuerne ind i en særlig grad af bevidsthedsudflydende trance. Spørgsmålet, der derfor melder sig, er, om dramaet på scenen faktisk udleves som en fantasi, eller om det vitterligt manifesterer sig som en kontrastskildring af reelle begivenheder.
Her åbnes der fra Khans side i glimt op for en fascinerende og grænseløs koreografisk vekslen mellem det, der rører sig i menneskesjælenes indre, sat over for den brutalitet, som til stadighed omgiver os alle i tilværelsen.
Disse drømmeagtige tilstande understreges ydermere af trinpassager, hvor menneskelivet i al sin apati ligesom passerer forbi de voldsomme begivenheder og dermed profilerer og afspejler hovedrollernes handlinger gennem rækker af tableaulignende optrin og bevægelser, som fryses fast.
I selve karakterskildringen af hovedpersonen, Lady Macbeth, kommer dansen dog desværre lidt for ofte til kort, især når den eksempelvis kammer over i ungpigeagtige hopsa-sa- og tra-la-la-trinrækker i valsetakt under kvindens frydefuldhed over, at mordkonspirationen er blevet fuldbragt. Dette trinvalg gennemhuller koreografiens indtryk ret så fatalt.
Musikken, der sikkert og for fuld volumen blev udført af Vello Pähn i spidsen for Det Kongelige Kapel, går både her og flere andre lignende steder i forestillingen med al sin nådesløse pågåenhed ligesom mærkeligt imod koreografiens egne grundtoner, alt imens partituret i egen ret klinger stærkt og overbevisende ud. At være i syntoni og fælles svingningstid eller ej, det er spørgsmålet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og