UKRAINE // INTERVIEW – Krigen i Ukraine udkæmpes ikke kun med våben, men også med ord, billeder og fortællinger. Op til markeringen af fireårsdagen for Ruslands invasion har Peter Hyll-Larsen mødt to ukrainske kunstnere, der forsøger at fastholde hjem, identitet og historie i film, litteratur og vidnesbyrd, mens landet fortsat bombarderes. ”Vi skriver vores version af historien, så Rusland ikke kan stjæle den”, forklarer en af dem.
KYIV – Smilende i Kyivs sne foran Rolit-bygningen står Iryna Tsilyk og venter på mig.
– Kommer ”hun” mon også her forbi, i din film?
”Måske,” griner hun. ”Altså hende hovedpersonen, mener du, i min film om Kyiv i krig?”
Iryna Tsilyk er digter og filminstruktør. Hun har en stor skare af følgere på sociale medier, hun er dokumentarfilms-vinder ved Sundance Film Festival, er del af Ukraines uformelle kulturelle diplomati, og i efteråret mødte jeg hende på BogForum i Bella Centret.
Nu har vi sat hinanden i stævne foran huset, hvor Ukraines forfattere havde deres æresboliger i sovjettiden. Det er mindre end det tilsvarende hus i Kharkiv, Ukraines litterære hovedstad, men smukt i den frostklare vintermorgen.
Vi tager selfies med relieffer af de kunstnere, der boede her. Nogle af dem tilhørte 30’er- eller 60’er-generationen af forfulgte og henrettede kunstnere – de to store opblomstringer af ukrainsk modstand under Stalin og siden Bresjnev. Og det slår bestemt ikke skår i glæden, som Iryna udstråler ved at kunne vise mig denne helt særlige bygning – beviset på, at Ukraine tager sine forfattere alvorligt, dengang som nu.
Vi skynder os ind på en café, for hun har ikke haft varme i familiens lejlighed i ti dage, og det er koldt i Kyiv denne vinter, hvor Putin har bombet infrastrukturen til plukfisk i håb om at knække civilbefolkningen – det er ikke lykkedes.
En helt ualmindelig dag
”Filmen handler om en kvindes tur i en storby i krig på en helt almindelig dag … hvis man da kan kalde noget under en krig for almindeligt. Måske kommer hun også her forbi. Hun er jo mig: forfatter, mor til en søn, gift med en soldat og forfatter. Filmen hedder Red Zone og repræsenterer noget helt nyt for mig: en animationsfilm i fuld længde,” fortæller Iryna.
”Jeg ville gøre det realistisk, men realisme er ikke kun gængse TV-billeder og det genkendelige. Vi ser først det virkelige, når det forskydes lidt, lægger et kunstnerisk filter over, en afstand til det forlæg, som er mig selv, og frigør nogle muligheder for at eksperimentere. Med animationen gøres ting endnu skarpere og mere metaforiske.”
”Hør her,” siger hun, ”dette digt rummer hele essensen af filmen” – og fra sin telefon læser hun digtet Min dag op:
Hvordan gik din dag?
Hvordan har du det?’
Spørger du, og jeg tænker…
Klokken fire i morges vækkede en luftangrebssirene mig.
Jeg lagde mig ned i korridoren sammen med min søn,
lyttede, mens raketterne fløj over os:
man kan ikke forveksle denne fløjten med noget andet.
Men den russiske roulette gav ikke gevinst.
Jeg sov en time mere.
Læste nyheden om antallet dræbte.
Lavede syrnyky til min søn.
Gik til begravelsen for en helt.
Så en kvinde fodre fugle ud af hånden.
Græd i parken.
Modtog et ‘+ fra min mand.
Var i tvivl i supermarkedet: Pinot Noir eller Zinfandel?
Lavede aftensmad.
Skrev til en ven, der er i bedring efter et sår på slagmarken.
Så et afsnit af en serie.
Græd i bruseren.
Alt i alt en typisk dag.
‘Jeg har det godt.
Jeg har det godt.
Jeg har det ad helvede til godt, tak.
”Dette digt er min synopsis af filmen. Og som digtet er filmen fuld af kontraster, ganske som mit – og alle mine venners – liv er det lige nu: det normale med det unormale. Det er en film om en almindelig dag, hvor min søn går i skole, jeg går rundt i byen, der er luftalarmer og beskyttelsesrum, jeg har en oplæsning, jeg går hjem. En helt almindelig ualmindelig dag i Kyiv.”
Kyiv i krig findes endnu ikke på film
”Det har slået mig, at der ikke findes mange film om Kyiv i krig. De fleste film, vi ser lige nu, bruger krigsdokumentarens klassiske sprog, foregår i udbombede landsbyer mod øst eller i storbyer tæt på fronten som Kharkiv og Kherson. Disse er vigtige historier og steder, men mange ukrainere har en anden hverdag, ikke mindre fyldt af krig, men på en ganske anden facon, mere subtilt. Hvor helt nye regler for livet, hvor man både afstemmer sig med og forsøger at fornægte krigens logikker, sniger sig ind.”
– Hvordan lever man med krigen, her på fjerde år, i Kyiv, når det er bidende koldt, og der ingen fred er i sigte?
”Med humor, den vigtigste ventil for os ukrainere, og helst den sorte af slagsen. Mit mål er ikke at vise den voldelige krig, men hvordan vi har ændret os på fire år, subtilt til tider og i ordentlige ryk til andre tider. Kig, og du vil se, at meget er ændret. Filmen er mit forsøg på at undersøge og reflektere over, hvor vi som mennesker står i disse ændringer. Her kommer både humoren og animationen ind som nyttige filtre.”
”Filmen starter derfor lige på og hårdt med en luftalarm. Vores hverdag. Her og nu. Byen portrætteres som en organisme, der rejser sig mod faren udefra. Så følger en scene med fugle, for vi ved nu, at stopper forårets fugle med at synge, er der et angreb på vej – som svaler, der flyver lavt. Men vi ved også, at de vil synge igen. Disse scener afsøger den viden, vi nu bærer i vores kroppe.”
Er vi i live, når filmen får premiere?
– Tror du, folk i biffen kan forstå konteksten, når vi kommer så langt?
”Det er jo en anden ting: Den kommer først ud i 2028. En film er en langsom proces. Digtet egner sig til krig, skriblet ned på en telefon i en skyttegrav, råbe op, hurtigt, kraftfuldt, mod galskaben. Romaner tager tid at modnes, filmen ligeså. Tiden er noget, der går mig på: Hvad kommer der til at ske med os i de næste to år. Er vi de samme? Er krigen en evighedskrig? Det ser jo sådan ud. Se, hvor meget vi har ændret os siden 2022. Så hvilken virkelighed kommer min film ud i, denne flaskepost fra en nær fortid?” Iryna holder en kort pause.
”Jeg håber på en tid, hvor vi ikke længere skal skrive om krig. Men lige nu er det nødvendigt at gøre det. Dette er mit bidrag. Folk vil gerne høre, hvad jeg har at sige, og Tyskland, Frankrig og Danmark inviterer. Min kunst er en kulturel krigsførelse – mod Rusland og Putin. Mange af mine kollegaer har taget ansvaret på sig, slået vinduet op. Mens andre meldte sig til hæren. Én af dem var den unge digter Maksym Kryvtsov. Han havde en stor indflydelse på unge mennesker, således også min søn, der betragtede ham som en mentor. Men Maksym blev dræbt sidste år, og på Maidan-pladsen blev hans stemme og digte blæst ud via en højtaler. Han er nu en del af de unge døde. Ikke som generationen af kunstnere, der blev dræbt af Stalin i 30’erne. Vores generation er fri til at kæmpe, vi vælger selv.”
Vi skriver vores version af historien, så Rusland ikke kan stjæle og ødelægge den, som Rusland altid har gjort i sin imperiale paranoia
I denne uge er Iryna i København for på søndag den 22. februar i Det Ny Teater at markere fireårsdagen for den russiske fuldskala-invasion. Hun skal læse op i selskab med bl.a. den unge Artur Dron samt Nobels fredsprismodtager fra 2022, den utrættelige menneskerettighedsforkæmper Oleksandra Matviychuk.
De er alle del af det, Iryna kalder for Ukraines kulturelle diplomati. De er på farten rundt i Europa, borte fra deres hjem, mange uger ad gangen. Det piner hende åbenlyst, men hun ved også, at det er intet i sammenligning med de soldater, der har været ved fronten i snart fire år, eller de mange folk, som hver nat i bombardementerne af de ukrainske byer, mister deres hjem.
Betydningen af hjem er helt central i denne krig
Dagen forinden mødtes jeg med forfatteren Kateryna Yehorushkina. Vi arbejder på at etablere skrivegrupper for mentalt udsatte i Ukraine – for at skabe det frirum, som litteraturen er. Vores fokus er det kunstneriske, og Kateryna har skrevet skriveøvelser, der tager udgangspunkt i den ukrainske litteratur.
Kateryna er forfatter og psykolog, og talen med hende gik just på behovet for et hjem – at dette hjem, ikke mindst for de mange, der har mistet deres fysiske hjem under denne krig, kan være at finde i sproget og i litteraturen. Ironisk nok er det den kultur og identitet, som Putin bevidst søger at udslette. Idéen om hjem taler jeg også med Iryna om her til morgen. For det er helt centralt i hendes film: Kyiv som et hjem og den ukrainske kunst som et sted, der forener modstanden mod Putins nihilisme.
”Jeg har forsøgt at finde min rolle i denne krig. Som forfatter har det været min skrift, der blev mit bidrag. Som familiemenneske og som en hyperfølsom person var jeg ikke i stand til at tage til fronten selv,” siger Kateryna og er på denne måde ganske som Iryna Tsilyk, der heller ikke er soldat i gængs forstand.
Men begge kæmper i krigen, og begge udforsker nye genrer. I Katerynas tilfælde er det dokumentationen af folks traumatiske lidelser, som er nyt for hende, der ellers mest har skrevet børnebøger. Hendes bog And Then Our House Became a Ship. Stories about the Emotional Legacy of the War, som den hedder i engelsk oversættelse, består af litterære reportager baseret på en række interviews med folk, der har haft endog meget traumatiserende erfaringer i krigen, såvel som personlige essays og dagbogsoptegnelser.
Vi troede, vi var kommet ind i det 21. århundrede, men det er sgu stadigvæk det samme lort, vi har at kæmpe med
”Jeg ville gerne kaste lys over disse erfaringer, så på mine rejser med PEN til i det østlige Ukraine, interviewede jeg overlevende fra krigsfangenskab og russisk besættelse. Jeg spurgte disse folk om deres værdier og den mening, de klyngede sig til for at kunne overleve ikke blot fysisk, men også mentalt. Hurtigt blev det klart, at hjemmet var et gennemgående tema. Tabet er ekstremt smertefuldt for mange, i sådan en grad, at jeg blev bange for retraumatisering, når folk talte om det. Det er således noget, jeg gik forsigtigt med, men samtidig insisterede jeg på et narrativt terapeutisk plan, hvor det var vigtigt og italesat,” fortæller Kateryna.
”Folk vil gerne (gen)skabe deres hjem, når det er ødelagt. En kvinde, der overlevede besættelsen af Kherson i 2022, fik sit hjem delvist ødelagt og så russerne opsætte store billboards med teksten ’Rusland er her for altid’ og ’Dette er Rusland’. Nu er hun tilbage i Kherson, og russerne er borte. Men hendes historie er vigtig, ligesom alle de andre vidnesbyrd, vi samler sammen. Vi skriver vores version af historien, så Rusland ikke kan stjæle og ødelægge den, som Rusland altid har gjort i sin imperiale paranoia.”
Griner Putin op i ansigtet
Kateryna Yehorushkina fortalte mig om, at da hun så russiske helikoptere uden for sine vinduer d. 24. februar 2022 og pakkede sin taske, valgte hun at tage sin mormors breve fra dennes elskede med. Manden døde under anden verdenskrig, men deres breve mellem fronten og den unge pige var gemt og siden givet videre til barnebarnet.
”De er vidnesbyrd om den lidelse, vi ukrainere har levet med de sidste hundrede år. At den ikke har ændret sig. Min mormor blev traumatiseret af krigen, hun glemte aldrig sin kæreste – selv da hun flere gange siden blev gift, beholdt hun et billede af ham på væggen. Men,” tilføjer Kateryna med et grin: ”Hun fortalte de nye ægtemænd, at det var hendes bror.”
Kateryna fortæller historien med humor, og jeg tænker på den flere gange i løbet af aftenen.
Og igen her til morgen på caféen, da Iryna pludselig nævner sin mormor, eller måske oldemor.
”Hun overlevede Holodomor (hungersnøden i Ukraine i 1932-33, hvor 3 millioner mennesker omkom af sult, fordi Stalin tvangskollektiviserede landbruget), men hendes mand døde. Den historie har jeg også med i filmen, jeg laver et tegnet ’interview’ med hende. Interviewet handler om disse trans-generationelle traumer, som vi ukrainske kvinder øjensynligt er dømt til at kæmpe med, og som sidder dybt i kroppen på os. Vi har altid måttet vente på vores mænd i krig, mistet dem, det er derfor, ukrainske kvinder på gamle billeder aldrig smiler,” siger Iryna.
”Vi troede, vi var kommet ind i det 21. århundrede, men det er sgu stadigvæk det samme lort, vi har at kæmpe med. Det er denne for-altid-erfaring, som ukrainske kvinder har. Men vi bliver nødt til at grine den op i ansigtet. Det er her, humoren kommer ind – som i min film: Griner Putin op i ansigtet.”
På søndag den 22. februar klokken 19:45 kan man møde Iryne Tsylik, når hun optræder i forbindelse med Ukrainske Stemmer – Historier om Frihed, et stort arrangement i solidaritet med Ukraine på fireårsdagen for det russiske angreb.
Arrangementet finder sted i Det Ny Teater i København, hvor man også kan bestille billetter. Det er blevet til i samarbejde med Ukraine House og Dansk Kulturinstitut.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og