TEATER // ANMELDELSE – Det kræver mod at kaste sig ud uden sikkerhedssele eller faldskærm eller bungeejump-elastik, eller hvad sprogbilledet nu måtte være. I Sort Samvittighed #4 læner kunstnerkollektivet sig ikke op ad en digter eller et koncept, men bare op ad … sig selv. Og det er vigtigt at være sig selv, meget mere sig selv.
Det er lidt blæret, men også fuldt fortjent, at Sort Samvittighed læner sig op ad deres tidligere succeser. Man annoncerer Sort Samvittighed #4, og så sælger det som friskbagte boller til en sultende befolkning. Klædeligt takker kunstnerkollektivet i programmet sine fans for tilliden.
Som vi kender det fra den populære musical-genre, så hænger forhåndssalget ofte på en kendt stjerne. Så stærkt fungerer stjernesystemet normalt ikke for det almindelige teater – hverken for skuespillernes eller instruktørernes vedkommende. Hvad Sort Samvittighed angår, giver det dog mening, at vi stoler på dem, fordi de repræsenterer idé, tekstbearbejdning, musik, instruktion, scenografi og selvfølgelig performance.
Intet er tilfældigt, alle virkemidler tages i brug
Pointen er, at Sort Samvittighed #4 skal ses som et samlet værk. Allerede når vi betragter fortæppet som er et galleri af kvindeportrætter, der spænder fra Venus fra Willendorf til Brigitte Nielsen som Red Sonja, begynder forestillingen. Intet er tilfældigt, alle virkemidler tages i brug. Og så træder en flok forvoksede pigespejdere ind på scenen.
Kvinden før og nu
Som en anden Peer Gynt må de seks brave spejdere begive sig ”ind i bjerget”, som på den ene side er alle livets udfordringer og på den anden side dem selv. De bevæger sig fra rum til rum, hvor vi tableau for tableau bliver præsenteret for faser eller aspekter af livet.
Vi kommer forbi husmoderrollen (dengang mor var barn), skønhedssalonen (det der er bare meget mere dig), omklædningsrummet i gymnastiksalen (sniksnak) og så videre. Vi kommer endog en tur i tidsmaskinen tilbage til den østrig-ungarske kejserinde Elisabeth – kejserinde Sisi – der blev slave af sine egne skønhedsidealer.
Referencen giver især mening, fordi mange i dag kender til historien fra tv-serien Kejserinde Sisi, der har kørt på DR. En pudsig detalje er, at en anden vinkel på hende er, at hun var en frigjort kvinde, der brød tidens normer ved blandt andet at dyrke idræt, hvor en gift kvinde ellers bare skulle sidde hjemme og tage imod visitter. Altså sundhed versus et usundt skønhedsideal.
Ørkenens Døtre
Samme skønhedsideal får naturligvis også så hatten passer i en parodi på influencer-kulturen, hvor du bestemt ikke skal købe et produkt, fordi jeg siger det, men kun hvis du selv vil. Men jeg er blevet meget mere lykkelig af …
Det er der sikkert nogle mænd, der har fået enormt ondt af
At de annoncerede produkter ofte er en lang næse er en sjov pointe, der lynhurtigt glider over i skønhedsindustriens kvindebillede, hvor kvinder lider for større, længere, mere glansfuldt, og hvad man ellers kan ønske sig kosmetiske forbedringer. For at blive meget mere mig.
Der er så mange scener og så mange skønne sange. Ind imellem stråler Sort Samvittighed i sproglig ekvilibrisme. Noget er rent nonsens, men det er intelligent nonsens. Det er også først og fremmest morsomt. Sprogligt, visuelt og musikalsk. Seks kvindestemmer i smuk samklang.
Lidt som en kvindelig og politisk væsentligt skarpere pendant til mandeklubben Ørkenens Sønner.
Fed selvironi i Sort Samvittighed #4
Jeanett Albeck står som kreativ motor for sangtekster og musik. Hun er nok den mest genkendelige bag den ellers ensartede makeup – om ikke andet så fordi hun som regel spiller på et eller to instrumenter samtidig.
Styrken ved Sort Samvittighed som kollektiv er givetvis, at hun får sundt modspil af og input fra resten af teamet. Produktet får karakter af netop en kollektiv, kvindelig oplevelse af verden og vores eksistens. Det er der sikkert nogle mænd, der har fået enormt ondt af.
Efter en scene, hvor der er blevet gjort lidt grin med disse skæggede og gramsende individer, bliver en kvinde udskammet med vrede bemærkninger. Jeg kunne godt forestille mig, at de er plukket med løs hånd fra de kommentarer som kvinderne i Sort Samvittighed hver for sig og sammen har fået gennem årene.
Selvironi er nu den bedste ironi
I Sort Samvittighed #4 bliver de så til kunst, og sendes – smask – lige tilbage i hovedet på afsenderne.
Men når ret skal være ret. Sort Samvittighed undgår ikke at påpege, at kvinder ikke altid er lige solidariske med hinanden. Selvironi er nu den bedste ironi.
Miljø på programmet
Apropos programmet. Mange teatre indskrænker sig i dag af miljøhensyn til en QR-kode, som man kan scanne. Måske også i erkendelse af, at folk ikke har samme behov for at have en fysisk souvenir med hjem som tidligere. Når det gælder Sort Samvittighed #4, så giver det imidlertid mening, fordi vi får mange af sangteksterne og dermed kan få et par pointer med, som måske smuttede i kampens hede. Foruden kreditering af inspirationen til sangene.
Men hvis vi ser på singlekulturen, så er der måske en tendens til, at vi isolerer os selv endnu mere, fordi vi ikke rummer andre inden for vores grænser
Hvad miljøet angår, så kompenserer Sort Samvittighed #4 på Betty Nansen Teatret med en scenografi, der fortrinsvis er fremstillet bølgepap (som igen er fremstillet af genbrugsmaterialer). Det kulminerer i en scene, hvor de i fællesskab forsøger at bygge et hus af en papkasse, hvilket udvikler sig til ren slapstick. Nok genkendeligt for alle, der har bøvlet med lidt for brugte flyttekasser.
I samme scene optræder alle med et hus på hovedet. Hver i vores lille parcel. Du skal ikke komme og overskride mine grænser. Jeg skal nok sige til, hvornår du må komme og banke på. Ikke at der er noget galt med personlige grænser. Men hvis vi ser på singlekulturen, så er der måske en tendens til, at vi isolerer os selv endnu mere, fordi vi ikke rummer andre inden for vores grænser.
Mens vi venter på #5
Oven på den kolde dukkert, er det dejligt med finalen på Sort Samvittighed #4, hvor publikum bliver inddraget i fællessang og fællesskabet hyldet.
Det er vist tilladt at citere:
Det er stjernerne
Der holder os svævende
Dråber af lys
Der binder os sammen
Det vigtigste
Vi har
Er og bli’r
Hinanden
Succesen er som nævnt hjemme. Tidligere forestillinger har spillet op til tre sæsoner på både Det kgl. Teater og her på Betty Nansen Teatret, så de, der ikke har sikret sig en billet i denne omgang, får nok chancen for at se Sort Samvittighed #4 senere.
Oven på latterkaskader, eftertanke og ren og skær fryd over kollektivets skaberglæde og idérigdom – samt fællessangens store gruppekram – er der egentlig kun tilbage at konkludere, at Sort Samvittighed for den sags skyld med ro i sindet kan sætte #5 i salg.
Følg med i anmeldelser af aktuel scenekunst her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
