TEATER // ANMELDELSE – Askepot er eventyrernes eventyr. Protohistorien om den fattige tjenestepige, der ender med at få prinsen og det halve kongerige – og nærmest i uendelighed gentaget som ballet, på film og nu som original dansk musical. En selvironisk popmusical.
Som det vil fremgå af billeder og klip fra Askepot, så lever den nye musical op til alle genrens konventioner med show for alle pengene. Kendte stjerner. Smukke kostumer. Imponerende scenografi. Stort ensemble i perfekt koreografi. Og så er det lige, at feen kommer til at nyse i tryllestøvet …
Det er et begavet valg at lægge fortolkningen i hænderne på Line Knutzon og Rasmus Seebach (+ Ankerstjerne og Andreas Sommer), så de kan skabe et originalt værk. Den ene i besiddelse af en enormt krøllet hjerne, den anden – med kolleger – er en træfsikker popsnedker.
Et eventyr i eventyret
Deres løsning er, at lade eventyret Askepot være et eventyr, som lille Ella får fortalt i en nutidig rammehistorie. Her mister hun også sin mor og må prøve at kæmpe sig frem som assistent i modeverdenen. Det ender galt, og i et kritisk øjeblik glider hun ind i en drøm, hvor eventyret er reelt, men hvor hun samtidig er klar over, at hun er i en drøm.
Problemet for Ella er, at hun ikke tror på eventyr. Og da feen – ham vender vi tilbage til – endelig får hende overbevist om, at hun må spille rollen for at slippe ud af historien igen, er problemet, at hun blander den gamle Brdr. Grimm version sammen med Disney-versionen af Askepot.
Der er komisk potentiale i eventyr-i-eventyret modellen. Det forløses ikke mindst af Pelle Emil Hebsgaard som den gode fe med en defekt tryllestav, temmelig dårlig stedsans og et meget indviklet kærlighedsliv.
Musical comedy
Derudover eksisterer alle personerne både i virkelighed og eventyr i en slags spejling af sig selv. Stig Rossen er henholdsvis chefen og kongen. Caroline Henderson er både Mrs. Poolstick, der herser rundt med Ella, og den onde stedmor, der herser rundt med Askepot.
Christopher Rørmose spiller både en utrolig opblæst supermodel og prinsen i eventyret. Dermed får vi også en ganske god indikation af, hvordan det går med den romantiske kærlighed. Vor tids Askepot/Ella, Johanne Milland, kan naturligvis ikke bare blive reddet af prinsen. Hun må klare det selv, og Line Knutzon er ikke for fin til at låne fra Henrik Ibsen.
Nu skal man måske ikke lægge alt for meget i budskabet. Askepot er musical comedy, som genren også hedder. Frem for drama og store arier á la Andrew Lloyd Webber får vi gode grin og masser af pop.
Askepot i flere lag
Både hvad grin og pop angår, er der et udpræget meta-lag. Kongen ønsker at trække sig tilbage, ligesom Stig Rossen gør det i virkeligheden. Han kan både ironisere over sine egne musical-manerer og over sin popfortid. Publikum værdsætter det.
Hvad popfortiden angår, lykkes det endog at få indflettet en lille hommage til Rasmus Seebachs far. Tjeneren Andreas’ sang ”Så’n en som mig” nærmer sig derimod en parodi på Rasmus’ hjerte-smerte-repertoire. Det er også med et blink i øjet, at Pelle Emil Hebsgaard kaster sig ud i tysker-techno til kongens bal.
Hvilket på den anden side ikke forhindrer sangene i Askepot i at være veludførte. Caroline Henderson får for eksempel langt mere at arbejde med end i Natasja. Jeg gad nok vide, hvem der har fået ideen til at gøre hende til Karen Blixen-lookalike i rollen som stedmoderen.
Hug en hæl og klip en tå
Potentialet i Askepot som musical er, at vi alle kender historien. Selv om vi måske refererer til forskellige versioner, så kan vi sagtens følge med i de komiske afvigelser fra normen og et par indforståede vittigheder. For ja, gendigtningen går mere ud på at have det sjovt end på at komme med et feministisk budskab.
Eller for den sags skyld at udlevere den selvoptagne modeindustri og vores skønhedsidealer. Det står dog frit for at tolke eventyrets og Caroline Hendersons ”Hug en hæl og klip en tå” i den retning. Den serveres som tips til hendes døtre inden ballet.
Der er med andre ord utroligt mange gode indfald, sjove scener og ørehængende sange. Måske lidt på bekostning af den overordnede historie – og for at gøre det helt klart: Dette er ikke en romantisk musical. Selv om Johanne Milland synger dejligt (også i duet med prinsen) og gennemfører nogle imponerende kostumeskift, så er det Hebsgaard, Rossen og Henderson, der stjæler billedet og sætter latteren i højsædet.
Musik, litteratur, film og teater – du kan finde anmeldelser, baggrund og essays på POV Kultur.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her