TEATER // OVERSIGT – Der spilles indendørs og udendørs, på de største scener og på de mindste. Der er besøg fra indland og udland. Der er også en håndfuld gratis teateroplevelser. CPH Stage 2024 fejrer på 11. år teatret til glæde for entusiaster og alle nysgerrige. Men der er også plads til en talk på Nørrebro Teater om, hvorfor det er okay at hade teater.
Tidspunktet for CPH Stage 2024 er velvalgt – eller rettere: Det kunne næsten ikke være anderledes. En håndfuld forestillinger har sæsonens sidste opførelser på festivalen. For andre teatre er sæsonen slut, så skuespillerne står frit til at vende tilbage til forestillinger, de tidligere har optrådt i, og gentage deres præstationer. Fra d. 31. maj til d. 8. juni.
Selv om repremieren på Den anden arabiske kvinde sagtens kunne stå alene (den har premiere allerede 23. maj), så indgår denne publikums- og anmeldersucces i programmet på lige fod med gensyn med Min far kan flyve på Bådteatret og Mungo Parks øko-thriller At lære at dø og Don Gnus Tennis, der begge spiller på Teater-V. Et slags gensyn er også Mairead. Dog med det forbehold, at forestillingen opføres som lydteater i mørket i Park Bio på Østerbro i København.
Furier
På CPH Stage 2024 får vi også lov til at se trilogien Furier på Husets Teater i den sammenhæng, de tre forestillinger egentlig er tænkt. Symbolikken i Fædra, Elektra og Kassandra er mangetydig. Furierne (eller på græsk Erinyerne) er hævngudinder. Furia betyder på latin raseri – som også i Shakespeare-citatet ”Hell has no fury like a woman scorned”.
De tre kvindeskikkelser har imidlertid også andre konnotationer. Treenigheden svarer til skæbnegudinderne, som kendes i adskillige mytologier, også den nordiske. De kan – som Kassandra – se fremtidens ulykker.
Når man ser Asta August, Marina Bouras og Benedikte Hansen sammen, får vi samtidig eventyrernes hekse-trio, the Maid, the Mother and the Crone. Den unge kvinde, moderen og den gamle kone. Tre kvindeskikkelser, som også i vor tid tillægges helt forskellige værdier og normer. Nu kan vi se, om det giver samlet mening – hvad kvinderne er vrede over, og hvad vreden ændrer.
Præsentationen spiller op ad antikkens teaterkonkurrencer, hvor en dramatiker skulle præsentere tre tragedier og et satyrspil. Husets Teater spiller kun på tragedien og omtaler det selv som ”teater-maraton”, men stadig oplevet på en dag. Heldigvis med pauser – og også med mulighed for at spise middag undervejs.
Der er en verden uden for København
Folketeatret lægger d. 30. maj og 1. juni scene til Aalborg Teaters trilogi Henvendelse Anita, som samler teatrets tre forestillinger om socialt udsatte mennesker: Alle mulige ting til salg, Revolution i kommunen og Dødsbo på pløjemarken. Alle med 63-årige Anita (Marie Knudsen Fogh) som hovedperson.
Det er ”Underdanmark”, der beskrives med kærlighed, humor og tragisk realisme. Det er nyskrevet dramatik og sammenlagt 405 minutter inklusiv to pauser. Forestillingen spiller selvfølgelig også ind i et af festivalens tværgående temaer: (Anti-)helte.
De øvrige temaer er Globale stemmer, Let the music play og Ud af salen, ind i nuet. Med inddragelse af danseforestillinger bliver de to første kategorier også internationale – i hvert fald til at forstå uden danskkundskaber.
Vand, musik, havfruer
Musik-kategorien spænder vidt. Fra H.C. Andersens Den lille havfrue på Skuespilhuset over undervandsmusik i Aquasonic på Art Maze og nostalgiske vinylminder på Teater-V med Kys og vinyl til Cher-fejringen Strong Enough på Café Viking og – tro det eller lad være – en musical reading på Østre Gasværk og mere havfrue: The Little Mermaid – Improvised på Metronomen.
Musical-readingen er et samarbejde mellem Østre Gasværk og Fredericia Musicalteater, så vi også får impulser ovre fra Musical Akademiet. Sammen med Henvendelse Anita er det et eksempel på præsentationen af forestillinger fra resten af landet i København.
Man kan med rimelighed spørge, hvorfor det ikke kan gå den anden vej. Ikke alle forestillinger kommer automatisk på turné, så en festival andetsteds kunne være med til at vise en større mangfoldighed for det nysgerrige publikum. Når CPH Jazz Festival kan have en pendant i Aarhus, så kan CPH Stage vel også.
Fest for alle eller kun for nogle
Apropos Underdanmark, så behøver økonomien ikke være en barriere for at opleve teater under CPH Stage 2024. Som sædvanlig indgår en meget fri fortolkning af Shakespeares værker fra gruppen Shakes under åben himmel i Ørstedsparken. I år gælder det Troilus og Cressida.
Det er et af Shakespeares mindre spillede stykker, så der er rig mulighed for fortolkning. Altså ud over de musikalske anakronismer og kostumerne, der som regel ligner resultatet af et togt i en container. Derudover gælder det de græske heltes togt mod Troja for fuld udblæsning.
På den gratis menu finder man også de efterhånden meget velbesøgte Godnathistorier til nabolaget på Teatret ved Sorte Hest. Eller rettere på parkeringspladsen udenfor, så forhåbentlig lune sommeraftener gør deres til stemningen. Readingen af Don’t Mention the War foregår dog inde i salen.
Derudover kan man opleve Stormen – the Rumble på Thorvaldsens Museum, Hiphop koncert på Friisland, koncerten Smag på dig selv på Ofelia Plads samt flere events i Skuespilhusets Foyer under diversitet som fælles hat. Hvis man kan undvære den guidede tour, kan man også gratis opleve installationen Happiness Unltd på 1. sal i shoppingcenteret Fisketorvet.
What’s not to hate på CPH Stage 2024
Endelig byder CPH Stage 2024 på kulturdebat. Der er fx talks, som det hedder på nydansk. Både på Folketeatret og på Nørrebro Teater er det gratis for interesserede. Der skal dog bookes billet.
På Nørrebro Teater diskuterer satiriker Frederik Cilius, skuespiller Magnus Haugaard og instruktør Jennifer Vedsted Christiansen fra How to Kill a Dog – og nyslået teaterdirektør – under overskriften Haters Gonna Hate, hvorfor det tilsyneladende er helt okay at hade teater. Hvilket må være et relevant spørgsmål midt under en fest for teatret.
Festen varer en god uge fra d. 30. maj – 8. juni for dem, der ikke hader. Teatret vil i hvert fejre sig selv, hvilket traditionen tro kulminerer ved Reumert-uddelingen – om end i Odense og først 20. juni. POV følger løbende CPH Stage 2024.
På CPH Stage 2024 kan du endvidere opleve følgende forestillinger, som er anmeldt her på POV:
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her