TEATER // KLUMME – “Det Kongelige Teater skal i min optik udfordre publikum (og sig selv), afprøve formater, tage chancer, være modige og give plads til teatrets egne folk”, skriver Ole Blegvad, der har set tre af ugens fire premierer på nationalscenerne. Hans cirka seks timer i plyssæderne levede klart op til de forventninger.
Det Kongelige Teater har indenfor den seneste uges tid haft fire premierer: Bevægelsen, Under dybet, Don Juans inferno og Den lille havfrue.
542 millioner kroner står Det Kongelige Teater noteret for på Finansloven 2024. Dertil kommer andre millioner fra utallige fonde. Det Kongelige Teater er ubestridt Danmarks største kulturinstitution.
Hele Danmarks nationalscene, der – som det hedder i Cirkulære om vedtægt for Det Kongelige Teater – “uden ensidighed [skal] producere et repertoire af høj kunstnerisk kvalitet inden for ballet, opera og skuespil. Der tages særlig hensyn til danske værker. Det Kongelige Teater skal videreføre de klassiske traditioner, samtidig med at det gennem sin virksomhed skal udvikle en nutidig scenekunst.”
Med det i hukommelsen er det spændende at se tre forestillinger på en uge. Og det er i den grad tre forskellige formater og forskellige bud på scenekunst.
På Operaen ser jeg Under dybet, der sælges som en spektakulær og sanselig balletoplevelse, hvor ritualet står i centrum og udfolder en helt ny kombination af kunstformer, der overvælder sanserne og åbner sindet. På den lille scene Mellemgulvet ser jeg Bevægelsen. En både skræmmende og humoristisk forestilling om, hvad der kan ske, når vi vender videnskaben og erkendelsen ryggen. Og sidst en ny fortolkning af Den lille havfrue som nyskrevet musikeventyr om en ung havfrues længsel efter kærlighed – og om alt det, vi vil ofre for den.
På papiret kommer Det Kongelige Teater vejen rundt i forhold til sine forpligtelser. Hvis man tager operaprojektet Don Juans inferno på Gamle Scene med – ny humoristisk og grotesk forestilling om Don Juans oplevelser i operahelvede – så ligner det fuld plade.
Under dybet
Urpremieren på forestillingen Under dybet på Operaen gav berusende håb og energi i en lystbetonet forestilling, som er svær at sætte i bås. For er Under dybet en ballet, moderne dans, opera, et øjebliks dans til elektronisk dj-musik på Berghain (Christian Vium), en performance, en teaterkoncert, en basunopvisning, en koncert med (enestående) Marianne Ernst Dam? Under Dybet er vist lidt af det hele – og tak for det.
Her får man moderne scenekunst med kendte sange på en boblende, intens, farverig og svedig nutidig måde
Som mennesker vil vi så gerne kunne sætte alt i bokse og putte i kasser. Hakke af på vores to-do-liste. Være sammen med spejlbilleder i en omgangskreds, der ligner os selv. Med en tidligere set struktur, der hedder fødsel, seksualitet, død kommer Under Dybet rundt i alle livets hjørner.
Kendte popsange i ny forklædning af blandt andre Björk, Beyoncé, Bowie, Sort Sol, Madonna, Justin Timberlake og Rubin smelter sammen med flotte tableauer af kostumer og sanselige dansetrin. På scenen er børn, unge, ældre og gamle. Det ene øjeblik er de legende. Det næste deltagere i en slags eksistentiel krise. Abstrakt og konkret på samme tid. Livskraft samlet i skønhed og brutalitet. I nærvær og afsavn. I kærlighed og død.
Under Dybet er skabt i samarbejde og samspil mellem et kunstnerisk hold på fem personer: Koncept og iscenesættelse: Anja Behrens. Koncept og kostumer: Christian Albrechtsen. Musikalske arrangementer: Jeanette Albeck. Koreografi: Oliver Starpov og Sebastian Kloborg og de medvirkende.
Jeg bilder mig ind, at man kan mærke den vilje, energi og ærlighed, som opstår, når man lytter og samarbejder, fremfor at tale og diktere.
For mig samler Under Dybet sig på magisk vis og tager mig med på en livsrejse med musik fra min fortid sat i nye rammer. Her får man moderne scenekunst med kendte sange på en boblende, intens, farverig og svedig nutidig måde.
Den lille havfrue
Sætningen “havet er skønt”, det kendte refræn fra Disneys filmudgave af Den lille havfrue, er lagt i munden på prinsen. Et tivoli som scenografi i papirklip som symbol på den overjordiske/overfladiske menneskeverden og en hilsen til H.C. Andersen. Og en privilegieblind, mandstereotyp prins uden øje for tidens transformationer og kønsdiversitet.
Scenen er sat i Det Kongelige Teaters nye (voksen)udgave af Den lille havfrue. H. C. Andersens eventyr fra 1837 i nye klæder efter idé og dramatisering af instruktør Anastasia Holst Nørlund, scenograf Julian Toldam Juhlin og musikproducer og sangskriver Markus Artved.
Historien om den unge længselsfulde havfrue, som er villig til at opgive sin tilværelse i kærlighedens navn. På grund af sin stærke kærlighed til prinsen får den lille havfrue et par ben i stedet for sin fiskehale. For det ofrer hun både havfruehale og taleevne. Da kærligheden ikke bliver gengældt, dør hun og bliver til havskum. Nej, vent. Ingen spoiler alert her. Historien om den unge, længselsfulde havfrue er ”næsten den samme”!
Den lille havfrue er fyldt med begær og forfølger sin forelskelse som en moderne 2024-kvinde. Tydeligst, da hun får orgasme på stenen, som hun normalt sidder på ved Langelinie
H.C. Andersens måske mest kendte og internationalt berømmede eventyr har nemlig fået en tur i nutidsmaskinen. Den lille havfrue er fyldt med begær og forfølger sin forelskelse som en moderne 2024-kvinde. Det er mest tydeligt, da hun får orgasme på stenen, som hun normalt sidder på ved Langelinie, og som prinsen i hendes påsyn netop har poseret på som en anden Adonis, som i princippet er til begge køn. Havfruens forelskelse er stor, så som altid ofrer hun sig med betaling til Havheksen. Snart viser prinsen sig at være lige så selvglad og egoistisk som alle andre mænd.
Jeg er underholdt og ser – igen – strålende skuespilkunst. Stephanie Nguyen – tidligere danser for bl.a. Madonna – debuterer på Det Kongelige Teater i titelrollen med stor autoritet i spil og sangstemme. Lasse Steen (ja, jeg er biased) har ligeledes sin kongelige debut, når han med komisk overskud indtager scenen i andet akt som den egocentriske prins. Han tilfører i den grad energi og overskud. Og Rosalinde Mynster spiller en grusom og dog fremsynet Havheks, så man tror på figuren.
Anastasia Holst Nørlund og holdet har lavet en poetisk opsætning af Den lille havfrue, der bliver krydret med ganske meget humor og ørehængende popsange. Der går i min optik lidt for meget sødme og grin i den, fremfor den tristesse og alvor, som findes i H.C. Andersens værk.
Bevægelsen
Hverdagens grå-hvid-sorte-nuancer sætter rammen i opsætningen af den engelske dramatiker Dennis Kellys dystre fremtidstykke Bevægelsen.
Herhjemme er Kelly nok bedst kendt for dramatiseringen af Mathilda the Musical, der blev opført på Gamle Scene i 2022 og for Aarhus Teaters Girls & Boys i 2021.
Bevægelsen blev skrevet til Berliner Ensemble før corona, men fik først premiere i slutningen af 2021 under titlen Der Weg zurück.
Er det Bevægelsen som synonym på populistiske politikere, som Trump, Putin eller Støjberg?
Mens Under dybet er dans og musik, Den lille havfrue er ord og musik, så er Bevægelsen ord. Man fristes til at sige ord, ord, ord. For der er mange af dem i forestillingen, der gennem en familiehistorie over fem generationer fortæller om den populistiske bevægelse “Regression”.
Gennem fem kapitler og fem forskellige historier fortælles om modstanden mod det moderne samfund. Gennem generationen vokser modstanden mod det etablerede samfund i en bevægelse, “Regression”, der er rettet mod udnyttelse af jorden, mod genmanipulation og mobiltelefonstråling.
Videnskaben og teknologien har bragt menneskerne på randen af udryddelse. Med eskalerende oprør og vold skal der skabes et bedre samfund.
Gennem de fire første generationer bliver protesterne og modstanden voldsommere og voldsommere mod det etablerede. Er du ikke med bevægelsen, så er du imod. Nye regler bliver sat på som erstatning for de gamle. I begyndelsen er bevægelsen mod den etablerede elite, mod præcise politiske mål, men snart er den også mod skønheden, mod kulturen, mod kærligheden, mod livets mangfoldighed.
Bevægelsen “Regression” vil vende tilbage til et enklere liv, uvidenhed er en velsignelse. Også sproget skal være klarere og mere enkelt.
Til sidst må menneskene kun bruge enstavelsesord. Her begynder et lille oprør mod “Regression”, sat i gang af familiens tipoldebarn.
Thomas Bendixen har iscenesat og David Gehrt har stået for scenografien. Det hele er meget enkelt. Ordene får lov til at stå meget alene, så de fem skuespillere Mikkel Arndt, Maria Rossing, Alvin Olie Bursøe, Jonathan Bergholdt og Cecilie Bogø Back i perioder kæmper ensomt med den megen tekst.
Dennis Kellys tekst er velment, men fremstår ufokuseret. Hvem er den virkelige fjende techgiganterne, medicinalfirmaerne, landbruget, politikerne, magteliten? Eller er det Bevægelsen som synonym på populistiske politikere som Trump, Putin eller Støjberg?
Der siges mange ord, mange politiske klicheer, men man kan ikke helt finde den fjende, som Kelly sigter efter. Dertil kommer, at hele ideen virker lidt for planket fra George Orwells fremtidroman 1984.
Tre forestillinger, to orgasmescener
Jeg glemte vist at sige, at en af de meget intense scener fra Under Dybet er en lystfuld orgasmescene, hvor forestillingens fem rejsende på eksalterede vis, på scenens forkant, får hver deres orgasme. Så kom det med. Tre forestillinger, to orgasmescener på en uge på Det Kongelige Teater.
Når man er så heldig og privilegeret at kunne se tre scenekunstforestillinger på en uge, så ville det være mærkeligt, hvis man oplevede alle tre, som værende lige gode.
Scenekunsten er som et måltid mad. Man får altid et eller andet i skrutten til et måltid, men graden af lækkerhed, mæthedsfornemmelse og ernæringsmæssigt indhold skifter.
Det Kongelige Teater skal i min optik udfordre publikum (og sig selv), afprøve formater, tage chancer, være modige og give plads til teatrets egne folk. Teatret skal afspejle nutiden, og med klassikerne skal scenekunsten undersøge fortiden med nutidens briller. Scenekunsten skal være vandpytten, vi spejler livet i, og vandpytten, der reflekterer solstrålen efter regnvejr.
Mine cirka seks timer i plyssæderne i den seneste uge lever klart op til de forventninger. Hvis man har råd, skal man selvfølgelig se alle tre stykker, men hvis jeg kun må anbefale én forestilling, så vil det klart være Under Dybet, der med 50 dansere, sangere, DJ og basunmessingblæsere på scenen i Operaen giver et livsbekræftende bud på, hvad moderne, mangfoldigt og inspirerende scenekunst skal kunne anno 2024.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
