TEATER // ANMELDELSE – Du slog min datter ihjel. Derfor slår jeg dig ihjel. Du slog min far ihjel, derfor … Og således drejer hævnens hjul ubønhørligt. Terrorens logik. I Elektra er vi tilbage i slægtsfejdernes Grækenland i en fortælling, der gav Freud inspiration til den kvindelige pendant til Ødipuskomplekset.
I det tavse forspil snører Lotte Andersen Søren Poppel ind i kinbaku-reb. Et offerdyr klar til at blive slagtet. Agamemnon fanget i sin dronning Klytaimnestras fælde. Det er absolut et element af grand guignol i denne forestilling.
Ind på scenen træder Asta August som Elektra, deres datter, der nu skal skære sin myrdede far ned og for altid vil begræde den skændige handling. Men det var jo hendes mor, der gjorde det, og hendes søster, der blev ofret af Agamemnon?
Kan Elektra elske livet?
” Den, der ikke elsker sin mor, kan ikke elske livet”, siger dronningen et sted.
Det ligger i Elektras magt at sætte en stopper for hævnen. Det gør hun så i en meget radikal handling, der samtidig er den mest ubehagelige scene, jeg nogensinde har set på teatret. I hvert fald indtil jeg lukkede øjnene.
Søren Poppel ruger tavst over tragediens uafvendelige udvikling. Rutinerede Lotte Andersen giver Asta August plads til at folde sig ud fra sårbar pige til en af de furier, der er den samlende overskrift på den græske trilogi på Husets Teater.
Denne anmeldelse er en del af Kulturlisten.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her